(Lørdag den 16. november 2024. Der var nul mobilsignal på teltpladsen i går. Indlægget er derfor slået op i dag = dagen efter.)

Det var med kriller i maven, at jeg begav mig på vej klokken halv otte i morges. Det havde regnet voldsomt, og jeg skulle ud og gå ‘rivertrail’ hele dagen.

Jeg så to forskellige videodagbøger fra etapen på YouTube i går. Begge konkluderede, at det havde været en flot dag, men også en af de hidtil sværeste. Begge hold gik begge i tørt vejr. Jeg havde nærlæst noterne. Floden skulle passeres flere gange, men hver gang på en bro. Det skulle nok gå.

Først skulle jeg ud af byen. Jeg kom forbi ‘The shearing’ – en kæmpe fåreklipper. Te Kuiti er fåreavlernes by. En venlig dame tilbød at tage et billede med mig og klipperen.

Jeg passerede rugbyklubben, som stolt viste billeder af en af en kendt spiller, som havde sine rødder dér. Hans kontrafej havde jeg også set andre steder i byen, så han måtte være ‘stor’. De var i hvert fald stolte af ham.

Vandredagen bestod af en kort tur ad Mangaokewa Reserve Track efterfulgt af en lang tur ad Mangaokewa River Track. En hel dag langs en flod. Turen var kun tyve kilometer lang, så man kunne nemt tro, at det hurtigt var klaret. Men jeg var advaret, og det havde regnet, så jeg havde sat hele dagen af til turen.

Ruten bugtede sig op og ned langs floden. Strømmen var tydeligvis stærk i dag, men det havde ikke konsekvenser for stien. Jeg gik skiftevis i skov, buskads og på eng. Stiens kvalitet var varierende. Af og til nem og god at gå på, jævnligt smal, glat, stejl og udsat, og enkelte gange ‘sketchy’ (Describing a situation or location that is potentially Describing a dangerous, unstable, or uncertain, often used in the context of hiking or climbing.) Den type sti, som man først synes er sjov, når man er færdig med den.

Det gik langsomt. Jeg gled et par gange, men det blev aldrig alvorligt. De svære passager får jeg aldrig taget billeder af. Der er nok at tænke på lige i det øjeblik.

Ved frokosttid mødte jeg Arnold og Marianne fra Holland. De er en del af ‘1. oktober’ holdet. Jeg slog mig ned ved siden af dem. Der var flot udsigt, og vejret var dejligt.

Efter pausen skiftede omgivelserne igen et par gange. Hver gang jeg troede, at nu var det sværeste overstået, så kom der en ny smal sti.

Tyve minutter i fem var der kun halvanden kilometer til dagens lejr. På kortet skulle jeg gå på en vej. I virkeligheden var vejen en grusvej, og den gik gennem en fold. En fold med halvstore tyre, som gav sig til at brøle, da de så mig. Jeg ventede og håbede, at de tabte interessen. Det gjorde det fleste da også, men én blev stående lige inden for lågen og skrabede med forbenene. Jeg syntes ikke, at han så rar ud.

Efter et stykke tid dukkede min redningsmand op. Arnold og Marianne var nået frem, og Arnold gik ganske uimponeret ind i folden og jog tyrene væk! Marianne og jeg var til gengæld imponerede! Vi vandrede alle tre sammen gennem folden.

Kort efter fandt vi teltpladsen. Der var kun ankommet tre andre. Det er en privat lille plads, som en venlig bonde stiller til rådighed. Jeg har vasket mudder af benene og spist aftensmad med de tidligst ankomne. Nu er det snart hikers midnight (omkring klokken 21), så min dag er ved at være slut.

Nu er vi nok omkring ti telte. Der var flere, som var startet sent, og mindst én var faret vild på turen. Ruten har generelt uddelt en del knubs i dag, men ikke noget alvorligt. Det var faktisk helt, som videoerne lovede: en fantastisk flot dag med mange udfordringer.

Mit ur afbrød trackingen efter en pause, som blev for lang. Dagen er derfor delt i to track. I alt cirka 24 kilometer.