Forfatterarkiv: admin

Wellington til Auckland

Søndag den 16. til fredag den 21. marts 2025

I søndags vågnede jeg på hotellet i Waikanae. Vandreturen var slut. Jeg forventede ikke flere bonusrunder, så jeg ryddede op i rygsækken. Det føltes meget underligt, at der ikke længere var behov for at have tre vandflasker i bagagen.

Jeg sagde tak for turen til Corinna og tog bussen fra Waikanae til Wellington. Regnen på busruden bestyrkede følelsen af, at vandreturen var sluttet på det helt rigtige tidspunkt.

Første stop i Wellington var hos Shannon. Hun skulle ud og jogge. Det trængte jeg ikke til, så jeg tog en slentretur i byen. Om aftenen gik vi i byen og spiste.

Mandag valgte jeg at besøge Auckland Museum. Det var stort og spækket med flot opsatte udstillinger. Jeg brugte en del tid på ‘Gallipoli – The scale of our war’. Den fortalte om New Zealands deltagelse i 1. verdenskrig med udgangspunkt i begivenhederne i Gallipoli.

Der blev også tid til et besøg i naturzonen, hvor jeg blev klogere på jordskælv og blev rystet i et hus, som simulerede, at det skælvede. Billetten var gyldig i 48 timer. Det kunne jeg desværre ikke udnytte, fordi jeg skulle flyve til Auckland om tirsdagen.

Stregen viser, hvor de to tektoniske plader mødes. Stregen går ned gennem Sydøen. Bjergene på Sydøen bliver presset opad med 1 cm om året, fordi pladerne presses mod hinanden.

Onsdag var jeg igen klar til kulturen. Denne gang i Auckland. Valget faldt på Søfartsmuseet på havnen. Denne gang havde jeg forberedt mig på et todages besøg og det blev der brug for. Der var flere spændende udstillinger med forskellige temaer.

Jeg studerede en pædagogisk fremstilling af, hvilken vej de første beboere kom til New Zealand.

For 5-6000 år siden sejlede indbyggere fra syd-øst Asien længere mod sydøst og etablerede sig. For 3000 år siden nåede de til Fiji, Samoa, Tonga og Tahiti. Omkring år 1300 kom de første mennesker fra øerne i det østlige Polynesien til New Zealand. Her udviklede de deres egen kultur – Maori.

Det er indlysende, at de var dygtige sømænd. Det var der også andre, som var. Se lige det her ‘pinde-kort’. Teksten forklarede, at på Marchalløerne navigerede de (førhen) ikke efter stjernerne, men ved ‘at føle havet’. Pindene er en slags registrering af forholdene – et søkort. De kunne f.eks. mærke forskel på havets bevægelser alt efter, hvor langt der var til land. Syret!

Et andet højdepunkt på museet var udstillingen ‘Into Ocean and Ice’. Den kombinerede unge nulevende kunstnere med Ernest Shackletons forgæves forsøg på at krydse Antarktis i 1914-1917. Der var virkelig stof til eftertanke.

Museet havde også en stor udstilling om New Zealand som sejlsportsnation. Den troede jeg, at jeg ville springe over. Manglen på interesse varede lige til det øjeblik, hvor jeg blev grebet af en 80 minutter lang film om Sir Peter Blake – nationens mest berømte sejler. Han var et stort menneske. Den beslutsomhed, som han og alle omkring ham gik til opgaven med, var imponerende. Han overlevede alle de farlige kapsejladser, men blev skudt af pirater på en ‘miljøsejlads’ i Amazonas i 2001.

I dag (fredag) har jeg taget hul på Auckland War Memorial Museum. Deres billetter gælder normalt kun til en dag, men det lykkedes mig at få en ekstra billet til i morgen. Museet er kæmpe stort.

I dag koncentrerede jeg mig om ‘War and Renembrance’. Det var interessant, men krig er tungt, så jeg sluttede af med ‘Stories of Auckland’, som var mere muntert.

Nu i uniformsjakke og lemon-squeezer-hat 🙂

TA, bonus, Waikanae

Skriv et svar

Lørdag den 15. marts 2025, Tararuas dag 7

Det blev en lidt urolig nat i Parawai Lodge. Kommentarerne i appen FarOut nævner husrotten Simon. Han var hjemme og han var nok ikke alene! Parret fra Auckland sov på en repos over køkkenet og Simon løb lige forbi dem. Jeg kunne høre en masse små fødder klikke et sted under loftet, men jeg så ingen dyr. Vi havde hængt vores madposer op under loftet, men det er ikke så let at ignorere rotter.

I morges regnede det. Vi blev ikke sparet for højdemeter i dag, selvom turen over Taurua Ranges var bag os. Dagens rute fulgte Pukeatua Track og dagens højeste punkt var Pukeatua Summit (812 m.o.h.).

Det tog næsten tre timer at nå toppen. Regnen udeblev og vi stoppede og tog regntøjet af før vi nåede helt op.

Et sted på toppen var der mobilsignal. Vi var trætte og vi var klar til at forkæle os selv. Der var ingen billige overnatningsmuligheder i centrum af Waikanee, så vi bookede et hotelværelse.

Det gav lidt ekstra energi at tænke på, at der ventede bomuldslagner og brusebad forude. Vi travede ned ad bakken, krydsede en flod og nåede ud til en vej klokken to om eftermiddagen.

Det er sjældent, at man bliver glad for at se en vej, men det gjorde vi i dag. Nu manglede vi kun elleve kilometer på flad vej, så var vi i en by.

I udkanten af Waikanaee lå den skønneste café. Vi drak kaffe og spiste samosaer og lækre kager, før vi gik det sidste stykke til hotellet.

På vej til hotellet passerede vi togstationen, som var det sted jeg fortsatte fra i december. Nu havde jeg ‘fyldt hullet ud’.

Vores værelse på hotellet er nærmest en hel lejlighed og brusebadet gjorde underværker. Vi kastede det ildelugtende tøj i hotellets vaskemaskine og gik på restaurant.

I morgen fortsætter Corinna til fods mod Wellington. Jeg tager toget, fordi jeg har allerede gået den sidste del af Nordøen.

TA, bonus, Parawai Lodge

Skriv et svar

Fredag den 14. marts 2025, Tararuas dag 6

I morges spiste vi morgenmad samtidig med arbejdsholdet. Vi fik en kort snak med et yngre par fra Auckland, som ankom til hytten sent i går. De går også Te Araroa. Det blev en langsom morgen, men klokken halv ni var vi klar til afgang.

Kort efter hytten valgte vi ruten ned mod floden. Vi krydsede Otaki River og gik på stenene i den ene side af floden indtil vi så den vejviser, som fortalte os, at det var tid til at krydse floden igen og følge den mindre Arapito Creek et stykke. Der var et fantastisk flot morgenlys nede ved floden.

Stien gik opad og den var kringlet. Vi fortsatte op til et plateau, som var dagens højeste punkt. Det var dog ‘ingenting’ i sammenligning med de forrige dage.

Kort efter plateauet kom vi til et sted, hvor der for et par år siden var et større jordskred. Der lå store træer hulter til bulter og stien var blevet omdirigeret i en bue længere op af skråningen.

Det var koldt og lidt diset i morges, men det varede ikke længe før det klarede op. Vi nød den smukke skov og det gode vejr.

Midt på dagen førte ruten os ned på en bredere sti. Her dukkede der rester af en jernbane op.

Klokken to krydsede vi Otaki River på en flot svingbro. Så gik jagten på hytten ind. Stien blev pludselig meget smal og meget tilgroet, men hytten lå, hvor vi forventede det.

Hytten har en dejlig terrasse, som vi straks indtog. Efter en dejlig pause pakkede vi strandtaskerne og gik ned til floden. Vi havde set et skilt, hvor der stod ‘swimminghole’. Det havde parret fra Auckland også, for de var der allerede. Corinna og jeg hoppede i floden. Det var køligt, men forfriskende.

TA, bonus, Waitewaewae Hut

Skriv et svar

Torsdag den 13. marts 2025, Tararuas dag 5

I aftes blæste det kraftigt omkring Nicols Hut. Vi lå trygt og godt i den varme hytte, men det lovede ikke godt for vandringen i dag.
Vi skulle op over Mount Crawford og via en sti på bjergkammen til to mindre toppe før ruten ville føre os ned i skoven. Det er en etape, som ofte giver TA’erne en vent-på-godt-vejr-dag i Nicols Hut.

Da vi vågnede havde vinden lagt sig lidt, men det var helt gråt og vådt uden for. Det var svært at vurdere, hvordan situationen ville være, når vi kom længere op. Nicols Hut ligger lidt i læ.
Vi besluttede os for at forsøge. Graham og den amerikanske vandrer mente, at det nok var muligt at gå vores rute, selvom det ikke blev en behagelig tur.

Klokken halv otte drog vi afsted. Amerikaneren gik mod nord og vi gik mod syd. Det var så tåget, at det føltes som om, at det regnede. Vi kunne kun se den næste bakke og stien lige foran os. Jeg havde iført mig de vandtætte handsker, som jeg købte i december måned. Uden dem ville det ikke have gået. Vinden var til tider ganske kraftig. Nogle steder var der meget koldt og ubehageligt. Andre steder var der læ og mere rimeligt. Til vores store lettelse var turen gennemførlig.

Der var koldt på Mount Crawford og der kom en regnbyge. Længere fremme kom der en lille åbning i skyerne, som frembragte en smuk regnbue over træerne i dalen.

Da vi var kommet så langt, at vi troede på, at vi ville nå igennem, så steg humøret. Samtidig kom der ti minutter med flot udsigt til havet og så gik turen nedad mod skoven.

Turen gennem skoven var én lang stejl tur ned ad bakke. Vi nød den smukke skov og glædede os over, at vi var kommet afsted.

Efter nedstigning, som tog et par timer, passerede vi Otaki River på en svingbro og gik yderligere ti minutter til Waitewaewae Hut. Her myldrede det med flittige folk, som gjorde rent, sleb og gjorde klar til at male hytten ude og inde.

Her var vejret fint. Solen skinnede. Vi kunne heldigvis godt overnatte, så vi satte rygsækkene og forsøgte at undgå at gå i vejen. Energien rakte ikke til at gribe en slibeklods. Vi gik ned til floden og vaskede os, lavede mad og kiggede på ruten for i morgen.

Vi er trætte, glade og stolte af dagens bedrift. Nu skal vi snart sove på række med alle de flittige, frivillige malere.

TA, bonus, Nicols Hut

Skriv et svar

Onsdag den 12. marts 2025, Tararuas dag 4 (og 3)

I går (tirsdag) blev vi en ekstra dag i Te Matawai Hut. Der var en lokal vandrer, som frarådede os at gå længere op i bjergene. Han mente, at der ville komme ekstrem vind, så vi tog en fridag. Den var muligvis overflødig, men vi valgte den sikre løsning.

I går eftermiddags kom der først et canadisk par ned fra Nicols Hut, som var den hytte, der ville have været vores destination. De sagde, at det havde blæst på deres tur, men ikke ekstremt. Senere kom der en solovandrer, som ikke lød til at have været generet af vejret. Han var våd, for sidst på dagen regnede det. Regnen fortsatte hele natten og stoppede først i morges.

Vi kigger mod himlen om onsdagen….måske lidt bedre vejr?

Corinna og jeg stod tidligt op i dag (onsdag). Vi skulle gå ‘to hytter’ i dag, så vi forventede en dobbelt så lang vandredag, som de forrige dage.

Vi tog regntøjet på og drog ud klokken halv otte. Der var gråt og vådt ude på stierne, men der var ingen kraftig vind. Vi gik overvejede af en smal og snoet skovsti, som var våd og til tider mudret. Et par steder gik stien ud gennem mere åbent terræn. Der var mange højdemeter, som skulle erobres og det gik langsomt.

Efter et par timer klarede vejret op. Himlen lige over os blev blå og en overgang havde vi flot udsigt over bjerge, marker og ud til havet.

Efter knap fem timer var vi nået til den lille Dracophyllum Hut. Vi holdte en pause og spiste lidt mad.

Da vi fortsatte turen trak skyerne igen sammen over os. Der kom en regnbyge og et par vindstød, men rigtig alvorligt blev det heldigvis ikke. Vi kom højt op et par gange, men nu var udsigten kun grå skyer.

Klokken halv fem nåede vi frem til Nicols Hut. Vi blev venligt modtaget af Graham, som alle vi havde mødt, havde fortalt historier om. Han er en venlig og snaksaglig personlighed.

Graham havde overnattet i hytten i flere dage, mens han havde jaget i området. Han havde pakket alt sit grej og gjort hytten ren. Han havde været klar til at blive hentet af en helikopter siden klokken ti om formiddagen. Der havde været en helikopter tæt på hytte, men den var fløjet væk igen. Han vidste ikke hvorfor.
Graham tændte op i brændeovnen for os, hvilket vi var lykkelige for. I løbet af en times tid opgav han at komme afsted i dag og kom ind i hytten. Han fortalte om løst og fast, holdte brændeovnen kørende og sang et par sange for os.
Tidligt på aftenen dukkede der en nordgående vandrer op. Han havde tilbragt den forrige nat i sit telt på en bjergkam, fordi det blæste så meget, at han ikke kunne gå længere. Måske var det råd, som vi havde fået alligevel ikke så skørt.

TA, bonus, Te Matawai Hut

Skriv et svar

Mandag den 10. marts 2025, Tararuas dag 2

I går ankom der en erfaren lokal vandrer til hytten, som vi overnattede i. Han delte gavmildt ud af sin erfaringer. Vi fik en længere snak om vejrudsigten og de muligheder der er i de kommende dage. Vejret bliver formentlig ikke vandrevenligt i morgen og måske heller ikke på onsdag.

Vi er to TA’ere, som krydser Tauruas i sydgående retning og vi har besluttet os for at følges ad. Min nye makker hedder Corinna. Hun er fra Østrig.

Vi kom frem til, at det bedste for os var at gå til den næste hytte, som var Te Matawai Hut. Her er vi nu. I morgen forventer vi, at det blæser så meget, at vi må blive i hytten. Det blev en kort vandredag på cirka fire og en halv time. Den næste hytte (Dracophyllum Hut) er ganske lille, så det bedste sted at blæse inde er her. Te Matawai Hut er en ældre hytte, men den er stor.

Te Matawai Hut (man skal rundt om hjørnet for at kunne se, hvor stor den faktisk er)

I dag er vejret fantastisk flot. Det meste af turen gik gennem smuk skov. Vi passerede to toppe på vejen og udsigten var imponerende. Det var en dejlig vandredag. Vi sørgede for at holde et par pauser på turen, da i dag bliver vores bedste dag vejrmæssigt.

Vi har indtaget hytten, luftet tøj, spist frokost osv. Resten bliver ren afslapning. Foreløbigt er vi alene.

TA, bonus, Waiopehu Hut

Skriv et svar

Søndag den 9. marts 2025, Tararuas dag 1

I går fløj jeg fra Invercargill til Wellington med et flyskifte i Christchurch. Jeg landede i Wellington lidt over tre om eftermiddagen og skyndte mig ud til shuttlebussen, fordi jeg skulle nå hjem til min veninde Shannon inden klokken kvart over fire. Hun havde en aftale og ville tage hjemmefra på det tidspunkt. Det gik fint og jeg fik nøgler til lejligheden.

Næste projekt var proviantering til Tararuas. I morges skulle jeg med bussen før butikkerne åbnede, så indkøbene skulle klares i går. Jeg gik i supermarkedet og købte stort ind. Nu manglede jeg bare gas og frysetørrede aftensmåltider. Jeg gik over gaden til Bivuac. De havde lukket! Det var lørdag og klokken var over fem. Åh, nej. Det samme gentog sig i fem andre outdoor butikker. I den sjette butik gik døren op. Jeg tjekkede, at der var gas på hylden og gik i retning af maden. En dame kom mig i møde og bad mig om at forlade butikken. De havde lukket! Jeg bad for mit liv og min varme kaffe, men der var ingen nåde.

Næste forgæves forsøg var tankstationen. Ingen gas dér. En hardwarestore. Ingen gas. En anden hardwarestore – to minutter før lukketid. De havde gas
(Tak Bunnings). Oven i købet til den bedste pris jeg har set i hele New Zealand!

Nu var den varme kaffe sikret, men jeg havde stadig ingen aftensmad til turen. Tilbage til supermarkedet. Det blev til nogle tilfælde pastaretter og noget pulversuppe og en ekstra pakke kiks. Mine batteri var helt flade. Det, som burde tage en time, havde taget 2,5 timer.
I morges gik jeg mod togstationen klokken halv syv. Jeg skulle med Intercitybussen til Waikanae. Der var lidt forvirring, fordi togene var erstattet med busser. Jeg var lige ved at misse min bus, fordi damen hos Intercity henviste mig til togbusserne. Det føltes som om, at projekt Tararuas var forhekset.

Da jeg ankom til Waikanae tog mit ‘lift’ pænt imod mig. Nu steg humøret. Jeg blev sat af på det sted, hvor jeg blev samlet op af en anden bil i december måned. Nu var jeg tilbage på Te Araroa. Jeg gik tre kilometer til enden af Poads Road. Her startede ruten gennem Tararuas Ranges. Der var en parkeringslads og her holdte der ti biler parkeret. Jeg så tre vandrere gå ud på sporet og jeg hilste på en tysker, som skulle til samme hytte som mig.

Der var ni kilometer op til Waiopehu Hut og noterne anslog, at det ville tage 4-5 timer. Det passede meget godt. Jeg brugte 4,5 time og ankom lidt over tre.

Efter en kort tur over en mark gik ruten op i skoven. Der var grønt og frodigt og masser af fuglefløjt. Stien var smal og til tider mudret. Det gik opad. 800 højdemeter i løbet af de ni kilometer. Det var en dejlig tur.

Lige før jeg ankom begyndte det at regne. Der har været flere byger i løbet af eftermiddagen. Lige nu er der en stor regnbue over skoven.

Vi er foreløbigt seks overnattende i hytten. Det ser ikke ud til, at der er andre TA’ere. Hytten er stor. Den ligger et dejligt sted med flot udsigt. Der er skov på alle sider, men mod vest kan jeg også se markerne og havet. Det er helt trist at tænke på, at det snart er slut med at nyde kaffen og omgivelserne ved dagens hytte. Det er en af de små ting på Te Araroa, som jeg virkelig nyder.

NZ, Invercargill

Skriv et svar

Fredag den 7. marts 2025

Jeg må simpelthen dele den her flyvetur med jer!

I dag var det tid til at sige farvel til det fine vandrehjem i Oban på Steward Island. Det var et godt sted at overnatte.

Jeg havde købt en billet med Steward Island Flights fra Oban til Invercargill. Den kostede det samme som en billet med båd og bus (610 kroner).

Det var super nemt. Jeg gik hundrede meter ned af gaden og checke ind hos flyselskabet. De ville ikke se legitimation eller noget andet pjat. Damen bag skranken kiggede på mig og spurgte, om jeg var Ana!

Vi var ni passagerer, som steg på en minibus med den indchekede bagage i en anhænger. Bussen kørte op til landingsbanen på en bakke. Der holdte vi i fem minutter og så landede det lille fly.

Passagererne steg af og vi steg på. Da vi kom ind og sidde i flyet begyndte jeg at forstå, hvordan de kunne få en forretning ud af at flyve med ni passagerer. Vi sad helt tæt. Jeg har aldrig før været i så lille et fly.

Der sad en passager foran mig og til venstre sad piloten

Piloten gav en kort briefing og så fløj vi.

Flyveturen gik hurtigt og uden problemer. I Invercargill tog en mand bagagen ud og gav os den ude ved flyet. Tak for turen!

Jeg gik ind til Invercargill og på turen passerede det sted, hvor TA’erne drejer af. Jeg så faktisk en rygsæk forsvinde i den retning. I dag fortsatte jeg lige ud og gik ind til centrum. Byen virkede grå og trist og jeg havde store problemer med at finde en hæderlig café. Mit overnatningssted er til gengæld dejligt. Det er et hostel, som er indrettet i en villa. Her er fint og rent og god service.

I morgen går jeg tilbage til lufthavnen og flyver til Wellington med et flyskift i Christchurch. Søndag tager jeg bussen til Waikanae og der fra har jeg lovning på et lift op til det sted, hvor jeg måtte opgive at gå op i Tararuas bjergene i december måned. Vi må se, om det lykkes denne gang.

NZ, Steward og Ulva Island

Skriv et svar

Onsdag den 5. marts og torsdag den 6. marts 2025

I går formiddags gik jeg en rundtur til Ryans Creek. Turen gik langs kysten, ind i landet langs med Ryans Creek og tilbage til Oban. Det var en stilfærdig og nem tur.

I går aftes klokken syv var jeg klar til dagens hovedbegivenhed. Jeg havde booket en guidet tur, som startede med halvanden times sejltur og sluttede med en guidet gåtur i mørket. Forhåbningen var, at det ville give mulighed for at se den eftertragtede kiwi og måske en pingvin.

Jeg mødte op på havnen lidt i syv. Det viste sig, at vi var ti gæster, som havde rådighed over hele passagerfærgen, som har 65 siddepladser. Der var en skipper og to guider med på turen.

Vi sejlede fra sted til sted og kiggede efter dyrene. Først bakkede vi ind mod klipperne et sted, hvor der var en hule. Vi var blevet udstyret med hver vores kikkert og jeg var heldig at få et rigtig godt kig på en Fiordland crested penguin før den søgte ind i mørket i hulen. Det var en god start. Jeg havde virkelig ønsket mig at se en vild pingvin.

Næste stop var en strand, hvor vi kiggede efter den lille Blue Pinguin. Den ville desværre ikke vise sig, selvom vi sejlede ind til den samme strand to gange. Det var koldt at holde kikkerten og vi varmede hænderne på kopper med varm kakao.

Der var mere held med de New Zealandske sæler. De lå på klipperne og slappede af.

Søløverne lod sig også gerne beundre. Et par stykker hoppede i vandet og svømmede i retning af os.

Nu var mørket ved at falde på og vi sejlede til det sted, hvor vi skulle kigge efter kiwi.

Vi fik udleveret lygter og kunne låne en ekstra jakke. Det var koldt. Vi gik i gåsegang i stilhed. Der blev signaleret med lygterne. Kiwien er blind, men har en fabelagtig hørelse og en god lugtesans. Den lader sig normalt ikke skræmme af rødt lys.

Vi gik…..og gik. Det føltes som lang tid. Fodspor på en strand, men ingen kiwi.

Optimismen faldt. RØDT LYS! Guiden så en kiwi. Den nussede rundt mellem buskene. Den havde travlt med at søge føde. Det lange næb arbejde uden ophold i skovbunden. Vi var heldige. Alle blev dirigeret i en halvcirkel og kiwien arbejdede videre. Vi iagttog den længe.

Den stoppede et øjeblik, hvis den kom tæt på en sko. Alle var stille og kiwien fortsatte arbejdet. Den var super nuttet.

Efter et stykke tid fortsatte fuglen ind i buskene på den anden side af stien. Vi sagde pænt tak og lod den fortsætte alene.

Da vi kom tilbage på skibet var stemningen naturligvis i top. Det var usædvanligt at få så uforstyrret et kig på en kiwi. Det havde alt i alt været en super god tur.

I dag har jeg været på Ulva Island igen. Jeg havde booket watertaxi til Ulva klokken ni og retur klokken to.

Da jeg kom i land satte jeg kursen direkte mod Boulder Beach, som var det sted, hvor guiden i mandags havde kigget efter søløver. Da jeg nærmede mig nedgangen var jeg lige ved at falde over tre søløver. Først så jeg dem ikke, men pludselig kunne jeg høre en prustelyd. Det var en forholdsvis lille søløve, som lå og sov mellem buskene lige op ad stien. Bag den lå en stor hun med en lille unge gemt under den ene luffe.

Det var super sejt, men de lå meget tæt på stien. Hvis mor-søløve vågnede, når jeg gik forbi, så var jeg nok ikke populær. Søløverne har ry for at kunne være lidt aggressive. Jeg listede forbi og håbede, at der ikke var søløver på stranden, som eventuelt kunne kræve en hurtig tilbagetrækning. Stranden var heldigvis tom.

De næste timer gik jeg rundt på stierne og kiggede efter fugle. Jeg så mange fine fugle, men ingen kiwi.

Hver gang jeg kom til en strand gik jeg en tur langs bevoksningen. Det gav pote ved Sydney Cove. Her lå en gigantisk søløve, som forsøgte at dække sig med sand.

I mine øjne var han kæmpe stor. Da jeg lidt senere så på en informationstavle, at det sker, at der kommer søelefanter ind på stranden, så måtte jeg tilbage og kigge på ham igen. Jeg havde ikke kunnet se hans hoved særlig godt.

Da jeg kom tilbage til stranden havde han flyttet sig tyve meter og nu vendte han hovedet udad. Det var en søløve (se video på Facebook).

Ulva Island var ikke stor, men tiden gik hurtigt. Jeg holdte en kaffepause og hyggede mig gevaldigt.

Inden jeg skulle tilbage med båden slog jeg et smut om Boulder Beach igen. Den lille søløve var vågnet og moslede rundt. Mor drejede sig en kvart omgang og så var der mad! Det var ret vildt at stå så tæt på en diende søløve.

Klokken to sejlede jeg tilbage til Oban. Det var en dejlig tur. Jeg kunne sagtens have brugt mere tid end de cirka 4,5 timer, som jeg var på øen.

Nu gælder det om at blive klar til i morgen. Jeg skal tidligt op og med en flyver til Invercargill på Sydøen klokken 8:30. Jeg skal checke ind nede på havnen i Oban i morgen klokken 7:50. Lørdag flyver jeg videre til Wellington på Nordøen.

NZ, Steward Island

Skriv et svar

Søndag den 2. marts til tirsdag den 4. marts 2025

Efter afslutningen af Te Araroa i mandags, gik jeg ned på havnen i Bluff og tog færgen til Steward Island. Øen ligger 30 kilometer syd for sydøen. Den er 64 kilometer lang og 40 kilometer bred. Billetten var forbavsende dyr. Det kostede cirka 540 kroner (125 nzd) for en enkeltbillet.

Vejret var heldigvis eksemplarisk. Efter sigende kan havet i det her område være en barsk oplevelse.

Da båden ankom, sad jeg på en bænk og betragtede rutinerne. Det var sjovt, fordi det mindede meget om det, som foregår hjemme på havnen på Christiansø.

Overfarten tog en time. Der var god plads på båden og færgeselskabet bød på kaffe.

Skipperen sad lige foran passagersæderne

Da jeg ankom til Oban på Steward Island, hentede jeg min rygsæk i en af de kasser, som blev ‘kranet’ i land. Færgelejet ligger midt i byen Oban. Der så hyggeligt ud.

Jeg havde booket en seng i en sovesal med fire senge hos Steward Island Backpackers. Rummet var lidt trangt, så i går vekslede jeg sengen til en teltplads. Nu er jeg booket her indtil på fredag.

Øen er fuld af vandreruter. Der er små ture og to lange ruter, som tager mellem 4 og 12 dage. Jeg nøjes med et par af de små denne gang, men de to lange ture er noteret på ‘to do’ listen.

Kiwi Spotting er det helt store på Steward Island. I fællesrummet ligger der en bog, hvor gæsterne kan notere, hvor og hvornår de var heldige. Det ser ud til, at man kan være heldig hvor som helst. I nat var der en, som så en kiwi på vejen lige uden for vandrehjemmet.

Jeg har desværre ikke haft heldet med mig endnu, selvom jeg har været ude i mørket med min røde pandelygte. I aftes gik jeg op på en grøn plæne på en bakke, som har ry for at være et godt sted. Det var der andre, der havde hørt. Mængden af pandelygter ville få enhver fugl til at blive inde i skoven!

I går var jeg på en guidet tur til Ulva Island, som er en naturpark. Der var vanvittigt flot. Vi så en masse fugle og kigge på botanikken.

Ved solnedgang gik jeg op til et udsigtspunkt, som ligger tæt på vandrehjemmet. Her kunne jeg se ud til Golden Bay. Der var overraskende fint. Jeg vil forsøge at låne en kikkert og tage en tur til.

Udsigt til Golden Bay efter solnedgang (overskyet)

I dag har jeg været på gåtur til Ackers Point. Det tog et par timer. Der var fint, men desværre er ynglesæsonen forbi og jeg så ingen pingviner. Det er nok et sjovt sted at komme, når der er unger i rederne for stien går midt mellem alle redehulerne.

Det regnede let på det meste af turen, men nu er klokken femten og det ser ud til at klare op.

Om lidt slutter dagens strømafbrydelse. Der bliver lavet vedligeholdelse og derfor har der været annonceret strømafbrydelse i tidsrummet 9 til 15 i hele byen i dag. Nogle af byens caféer, museet og biblioteket har lukket på grund af strømafbrydelsen. Vandrehjemmet har en nødgenerator, men da strømmen forsvandt, kunne de ikke få liv i generatoren. Der var lidt forvirring. Ingen lys, ingen brødrister og ingen vand i hanerne. Det tog vist en times tid, før der kom styr på det. Det minder om Christiansø ‘i gamle dage’ og det er der faktisk meget her, som gør.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Forfatterarkiv: admin

Wellington til Auckland

TA, bonus, Waikanae

TA, bonus, Parawai Lodge

TA, bonus, Waitewaewae Hut

TA, bonus, Nicols Hut

TA, bonus, Te Matawai Hut

TA, bonus, Waiopehu Hut

NZ, Invercargill

NZ, Steward og Ulva Island

NZ, Steward Island