I går ankom der en erfaren lokal vandrer til hytten, som vi overnattede i. Han delte gavmildt ud af sin erfaringer. Vi fik en længere snak om vejrudsigten og de muligheder der er i de kommende dage. Vejret bliver formentlig ikke vandrevenligt i morgen og måske heller ikke på onsdag.
Godmorgen fra Waiopehu Hut
Vi er to TA’ere, som krydser Tauruas i sydgående retning og vi har besluttet os for at følges ad. Min nye makker hedder Corinna. Hun er fra Østrig.
Corinna på Twin Peaks
Vi kom frem til, at det bedste for os var at gå til den næste hytte, som var Te Matawai Hut. Her er vi nu. I morgen forventer vi, at det blæser så meget, at vi må blive i hytten. Det blev en kort vandredag på cirka fire og en halv time. Den næste hytte (Dracophyllum Hut) er ganske lille, så det bedste sted at blæse inde er her. Te Matawai Hut er en ældre hytte, men den er stor.
Te Matawai Hut (man skal rundt om hjørnet for at kunne se, hvor stor den faktisk er)
I dag er vejret fantastisk flot. Det meste af turen gik gennem smuk skov. Vi passerede to toppe på vejen og udsigten var imponerende. Det var en dejlig vandredag. Vi sørgede for at holde et par pauser på turen, da i dag bliver vores bedste dag vejrmæssigt.
Vi har indtaget hytten, luftet tøj, spist frokost osv. Resten bliver ren afslapning. Foreløbigt er vi alene.
Det regnede i nat og i morges. Heldigvis ikke særlig kraftigt, men teltet var vådt, da jeg pakkede det ned. Jeg hentede en vejrudsigt på min Garmin inReach. Det så nogenlunde ud, men der ville komme regnbyger i dag og i morgen. Himlen var grå og skyerne hang lavt, da jeg satte kursen mod svingbroen.
Jeg passerede Mararoa River og fulgte afmærkningerne op over bakken. De førte mig ad en anden rute end den, som min app viste. Det var jeg ikke helt tilfreds med, men heldigvis kom jeg tilbage på ‘stregen’ efter en kilometer.
Ruten gik gennem åbent land og jeg kunne gå i et fornuftigt tempo. Det var dejligt at gå ad en rute, som ikke havde store bakker. Det meste var overkommeligt i dag.
Efter tolv kilometer mellem græstotterne gik jeg igen over en svingbro og kunne gå ind til Boundary Hut. Det var klaret lidt op, så jeg benyttede hytten til at holde en pause mens jeg tørrede mit telt på hegnet.
Efter pausen var der seks kilometer hjulspor eller grusvej til Mavora Lake.
Jeg overvejede om jeg skulle fortsætte yderligere ti kilometer til en teltplads ved Lake Mavora. Jeg opdaterede min vejrudsigt og nu varslede den tordenvejr.
Da jeg nåede til Careys Hut, som ligger ved søens nordlige ende holdte der en bil. Far og to sønner var på tur med motocrosscykler, kanoer etc. Der var stadig ledige senge i hytten, så jeg valgte at blive. Teltslagning i tordenvejr er ikke min favorit disciplin. Der er ikke langt til Bluff nu, og måske havde jeg også lyst til at trække turen lidt i langdrag.
I løbet af de næste timer væltede det ind med TA’ere. Nogle ville bare holde pause, andre ville gerne overnatte. Sengene blev hurtigt optagede og nu er der tre telte uden for. Resten er gået videre. Der har været en regnbyge, men foreløbig er vejret pænt.
Vi pakkede tidligt sammen i morges. Jeg blev først færdig og måtte kæmpe ihærdigt for at holde sandfluerne på afstand mens jeg ventede. De er virkelig en kedelig plage. Det kunne have været et fantastisk sted at campere, men fornøjelsen bliver lidt blandet, når man hele tiden bliver bidt af sandfluer.
Morgenens udsigt
Vi fortsatte af gårsdagens stenede sti længere ind i kløften mod Goats Pass. De første kilometer var de letteste. Hastigheden faldt stødt dagen igennem, fordi ruten blev mere og mere udfordrende.
Kurs mod Goats Pass
Der var rasende smukt. Tåge i dalen og skyer på bjergtoppene. Flotte bjergskråninger med træer, som blomstrede ‘rødt’. Floden, som havde god gennemstrømning med flot klart vand. Mange prangende sektioner med sten, som var røde af lav. Fin blå himmel med en lille sky her og der.
Vi var heldige at se en Whio flyve tæt forbi os. Det er en sjælden and, som fanger sin føde i strømfaldene, så den er en stærk svømmer.
Efter et par timer blev vi overhalet af de første trailløbere. Det fortsatte det meste af dagen. De træner til Coast to Coast løbet, som afholdes i februar. Deres rute inkluderer Goat Pass Track. Personligt var jeg godt tilfreds med, at nøjes med at gå. Det var bestemt ikke et underlaget der i mine øjne indbød til at løbe.
Efter cirka fire timer var vi ved Upper Deception Hut. Vi tog et hurtigt kig, men passerede. Jeg kiggede skuffet på døren til toilettet. Den var forsvarligt låst.
Vi krydsede floden og forskellige mindre vandløb mange, mange gange i løbet af dagen. På den sidste kilometer var en del af ruten nede i floden.
De største udfordringer var store sten eller klippeblokke, som vi måtte kravle op over.
Det gik primært opad og knap så meget nedad. Goat Pass Hut ligger lige før Goat Pass, som ligger i 1070 meters højde. Vi ankom til hytten omkring kvart over to. Det havde været en koncentreret og solid indsats og en fantastisk flot dag. Der var stille ved hytten og udsigten til bjergene var vidunderlig.
Vi luftede tøj, soinerede os og nød solen uden for. Der var forbavsende få sandfluer. Måske havde vinden en positiv indflydelse på den situation.
Goat Pass Hut
Nu er klokken halv syv og der er ankommet omkring ti TA’ere, som skal overnatte. Nu bliver der lavet mad og udvekslet historie fra ruten.
Efter en trang nat i Waiau Hut var det dejligt at komme ud på de store vidder i morges. Natten var én lang kamp med sandfluerne, som var mangfoldige både i og omkring hytten. Det var en balance mellem at pakke sig godt ind, men at undgå at få et hedeslag. Sandfluerne er en langt større plage på Sydøen end de var på Nordøen.
Udsigt fra Waiau Hut
Morgenen bød på tåge og lidt skyer og landskabet var som taget ud af et eventyr. Magisk.
Ruten førte mig ind mellem træerne ved siden af hytten og videre af en snirklet sti. Underlaget var ujævnt og præget af væltede træer, som jeg skulle over eller under. Ruten fulgte Waiau River og de første kilometer var det nødvendigt med en sti i skoven, da man ellers ville ende i floden.
Efter en times tid kom jeg ud til et stenet område ved flodbredden. Jeg krydsede floden, men havde svært ved at finde de næste markeringer. Lidt længere henne var jeg heldig at spotte en trekant, som pegede mig ind i skoven igen. Ruten var ikke godt afmærket, men det var en ledetråd, at jeg burde befinde mig på flodens højre side det meste af dagen.
Jeg krydsede vand næsten 20 gange. Støvler og strømper var våde hele dagen. Den største vandtur var Ada River, som jeg krydsede sammen med to søde unge TA’ere, som jeg gik sammen med et par gange i løbet af dagen.
Efter cirka fem kilometer forlod ruten skoven og fortsatte i et mere åbent engområde. Stien blev snart til et hjulspor og meget nemmere at gå på. De næste timer var nemme og smukke. Der var mange fugle, flot udsigt til bjergene og floden. Vejret var dejligt. Lidt overskyet og behageligt. Det var en dejlig tur.
De sidste fem kilomter ændrede omgivelserne sig. Der kom flere træer og lidt stigning på ruten. Jeg passerede en gyngende svingbro over Henry River. Nu var skyerne blevet større og jeg satte slutspurten ind for at nå til Anne Hut før det begyndte at regne.
Der var langt ned til floden på højre side efter broen
Jeg ankom klokken to, og regnen begyndte da jeg var 100 meter fra hytten.
Anne Hut er stor og flot og placeret i et smukt grønt område. Her er cirka 20 vandrere og de fleste er TA’ere. Vi har brugt en times tid på at snakke om detaljerne i den næste sektion. Det er både nyttigt og forvirrende, fordi der er nogle TA’ere, som har mange kontakter og mange informationer, som jeg ikke selv kan læse mig til. Der er mange steder og mange detaljer at holde styr på.
I dag var en skøn var en skøn vandredag. Fine stier og lav temperatur.
Jeg sov længe i morges. Det gjorde alle vist. Det regnede tidligt på dagen og vi havde behagelige sovepladser. Der var gæster i alle værelser og på to sofaer i stuerne.
Jeg var klar til afgang lidt i otte. En anden TA’er forlod huset samtidig. Det viste sig, at han var på vej til bussen, som han ville tage de første ti kilometer. I går var der også en del, som havde været i forskellige transportmidler. En pige havde gået fra Koitiata til Bulls og taget bussen fra Bulls til Palmerston. Så forstår jeg bedre, at nogle af dem, som jeg møder for tiden, startede ved Cape Reinga flere uger senere end mig. Hvis man tager 2-3 etaper pr. dag, så kommer man hurtigt frem.
Dagens rute startede med fin tur langs Manawatū River, som passere forbi Palmerston North. Der var gråt og vådt uden for. Efter en halv time måtte jeg tage regnfrakken på i et par timer.
Jeg krydsede floden og fulgte Green Corridor, som snoede sig langs Turitea Stream. Der var grønt og fint.
Et kig ned til atletikstadion i Palmerston North
Jeg passerede 1500 kilometer uden at bemærke det! Jeg opdagede det, da jeg så, at MapsMe viste, at jeg var ved kilometermærke 1503. Jeg besluttede, at udsætte det højtidelige øjeblik til jeg passerede det officielle skilt, som markerer halvvejen. Jeg vidste, at der var et skilt, men kunne ikke huske, hvor det var. Det lod vente på sig. Det dukkede op omkring kilometer 1519. Skiltet er flere år gammelt, og det er placeret på det sted, som på det tidspunkt var halvvejen. I 2024 er ruten officielt 3.029 kilometer lang.
Det føltes stort at stå ved skiltet, og at tænke på, at jeg faktisk var halvvejs. Mens jeg gik og tænkte over det, så kom det næste lille hyggelige skilt. “Te Araroa fortsætter til Bluff”. Det er nemlig lige det den gør!
Stien blev afløst af forskellige småveje og en mountainbike rute. Noterne advarede om, at særligt en af vejene var travl, og at man skulle passe på. Jeg synes, at der var dejlig fredeligt overalt i dag.
Det gik jævnt opad det meste af dagen. Turen var omkring 32 kilometer lang. Vi er i Gordon Kear Forest. Her efter kommer Tararua Forest Park, og så er vi tæt på bjergene. Her er sparsomt med bebyggelse og i morgen starter et par dage uden mobilsignal. Der skulle være et sted tidligt på dagen i morgen, hvor der er signal. Hvis jeg finder det sted, så lægger jeg denne tekst på bloggen.
Jeg fandt det. Der var god udsigt.Og skilt med ‘signal’
Jeg mødte flere nye ansigter på turen i dag. Jeg er holdt op med at undre mig over, hvor de kommer fra. Vi overnatter ved et lille shelter i skoven. Her er to picknick borde og et af DOCs ‘longdrop’ toiletter. Vandet henter vi i floden, som er tæt ved. Der er plads til at seks personer kan sove på deres medbragte madrasser i shelteret. Jeg valgte at slå mit telt op. Her sover jeg fint. Det har blæst meget i dag. Pladsen ligger heldigvis lidt nede i en dal, så teltet står fint. Regnen stoppede i formiddags.
Til højre var der et metalbord, hvor man kan bruge sin brænder. Til venstre (forrest) var der en bænk. Min gule villa
