Deception River | Vandrer

Søndag den 19. januar 2025

Vi pakkede tidligt sammen i morges. Jeg blev først færdig og måtte kæmpe ihærdigt for at holde sandfluerne på afstand mens jeg ventede. De er virkelig en kedelig plage. Det kunne have været et fantastisk sted at campere, men fornøjelsen bliver lidt blandet, når man hele tiden bliver bidt af sandfluer.

Vi fortsatte af gårsdagens stenede sti længere ind i kløften mod Goats Pass. De første kilometer var de letteste. Hastigheden faldt stødt dagen igennem, fordi ruten blev mere og mere udfordrende.

Der var rasende smukt. Tåge i dalen og skyer på bjergtoppene. Flotte bjergskråninger med træer, som blomstrede ‘rødt’. Floden, som havde god gennemstrømning med flot klart vand. Mange prangende sektioner med sten, som var røde af lav. Fin blå himmel med en lille sky her og der.

Vi var heldige at se en Whio flyve tæt forbi os. Det er en sjælden and, som fanger sin føde i strømfaldene, så den er en stærk svømmer.

Efter et par timer blev vi overhalet af de første trailløbere. Det fortsatte det meste af dagen. De træner til Coast to Coast løbet, som afholdes i februar. Deres rute inkluderer Goat Pass Track. Personligt var jeg godt tilfreds med, at nøjes med at gå. Det var bestemt ikke et underlaget der i mine øjne indbød til at løbe.

Efter cirka fire timer var vi ved Upper Deception Hut. Vi tog et hurtigt kig, men passerede. Jeg kiggede skuffet på døren til toilettet. Den var forsvarligt låst.

Vi krydsede floden og forskellige mindre vandløb mange, mange gange i løbet af dagen. På den sidste kilometer var en del af ruten nede i floden.

De største udfordringer var store sten eller klippeblokke, som vi måtte kravle op over.

Det gik primært opad og knap så meget nedad. Goat Pass Hut ligger lige før Goat Pass, som ligger i 1070 meters højde. Vi ankom til hytten omkring kvart over to. Det havde været en koncentreret og solid indsats og en fantastisk flot dag. Der var stille ved hytten og udsigten til bjergene var vidunderlig.

Vi luftede tøj, soinerede os og nød solen uden for. Der var forbavsende få sandfluer. Måske havde vinden en positiv indflydelse på den situation.

Nu er klokken halv syv og der er ankommet omkring ti TA’ere, som skal overnatte. Nu bliver der lavet mad og udvekslet historie fra ruten.

Lørdag den 18. januar 2025

Becky, Lea og jeg nød eftermiddagen og aftenen i Locke Stream Hut. Vi var de eneste overnattende bortset fra den mus eller rotte, som de to andre spottede i det ene soverum. Det løb på en bjælke under loftet. Vi var advarede, så vores madposer var hængt op i kroge under køkkenloftet.

I dag var der mange flodkrydsninger, så vi fulgtes ad hele dagen. Alt tyder dog på, at vandstanden i floderne her i området er relativt lav for tiden. Det betyder forhåbentlig at turen over Goats Pass bliver en smule lettere.

Hele sektionen er præget af vand. I dag var ingen undtagelse. Vi gik først langs Taramakau River og bag efter langs (og i) Ōtira River. Stien skiftede mellem flodbredden og kortere udflugter ind mellem træerne. Nogle steder var der stikkende buske, som vi måtte mase os igennem.

Vi mødte flere NOBO’s i dag. Den første svarede beredvilligt på vores spørgsmål om Goats Pass og om eftermiddags strabadser. Det var glædeligt at høre, at vandstanden var lav i Deception River, da han passerede Goats Pass dagen før.

Eftermiddagen sluttede med fem kilometer langs Otira River til Morrisson Footbridge. Det kneb med at blive enige om, hvilken rute vi ville tage. Becky ville gerne op på Taramakau Floot Route, som gik på skråningen over floden. Jeg ville hellere ned og gå på stenene langs eller i floden, selvom det var anstrengende. Årsagen til det var, at noterne beskrev højvandsruten, som dårligt vedligeholdt og frarådede, at man tog den, hvis vejret tillod at man gik i floden. Det er sjældent, at noterne fraråder en rute, så jeg var sikker på, at der ikke var rart der oppe.

Lige på det mest afgørende tidspunkt var vi heldige, at der kom et par gående fra den anden side. Becky gik forrest og jeg hørte ikke hele samtalen, men jeg forstod, at de sagde, at stien var dårlig og at der var langt ned. Jeg spurgte ikke om mere, for Becky satte nu resolut kursen ned af skråningen og ud i flodsengen, som jeg hele tiden havde peget på.

Langs Otira River til Morrisson Footbridge

Vi gik fem kilometer i stegende sol i den stenede flodseng. Vi krydsede floden flere gange uden problemer, men det gik langsomt og det var hårdt arbejde. Det var en lettelse at se Morrisson Footbridge dukke op forude.