Månedsarkiv: november 2024

TA+, dag 61, til Ohakune

2 svar

Lørdag den 30. november 2024

Jeg havde en super hyggelig aften i min private villa på bjerget. Der kom ikke andre, som skulle overnatte.

Mount Ruapehu ved solnedgangstid i går aftes

Jeg var ude og se mig omkring ved midnat. Der var helt stille og stjerneklar himmel. Halvvejs oppe på Mount Ruapehu kunne jeg se lys. Der må ligge et hus eller noget andet, som har strøm.

Da jeg vågnede lige før solopgang kunne jeg med det samme fornemme, at vejret havde ændret sig. Det virkede mere klart og stille end i går.

Jeg pakkede mit grej og ryddede lidt op i hytten. I dag var der ingen, som kunne gå i vejen for kosten.

Jeg havde affald fra cirka en uge. Jeg havde en stor pose skrald i min madpose og en lille skraldepose i lommen, hvor den er nem at komme til. Det er den store, som er på billedet.

Tyve minutter over seks var jeg klar til afgang. Vejret var flot og humøret var tårnhøjt. Jeg havde tre timers vandring hen til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra Round the Mountain ruten og mod vest til Ohakune.

Terrænet lignede meget det jeg havde oplevet sidst på dagen i går. Lav bevoksning, mudrede stier med trætte gangbroer, flodkrydsninger af smalle broer og pjasken til fods gennem de mindste vandløb.

Det var fint og hyggeligt, og jeg var glad for, at jeg havde gemt de tre timers vandring til i dag. I går ville de have været gemt i tåge og regn. Jeg mødte en enkelt vandrer, som kom i mod mig. Vi fik en kort snak. Han havde gået TA på Sydøen for nogle år siden.

Efter to timer kom jeg til et skilt, som markerede en sidevej til Blyth hut. Der skulle jeg ikke op. Jeg fortsatte mod Ohakune Mountain Road.

Inden jeg nåede til vejen kunne jeg nyde udsigten til Waitonga Falls.

Efter i alt tre timer slog ruten en krølle forbi en lille sø, som hed Rotokawa. Her kunne jeg sidde på en bænk og sige farvel til Mount Ruapehu.

Lige her var der fine intakte gangbroer og et par bænke. Det skyldes sikkert, at der lidt længere fremme er en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen, mens man går en tur ned og ser vandfaldet. Det er i hvert fald den første bænk, som jeg har set ude på ruten.

Kvart over ni drejede jeg ned af Old Blyth Track, som jeg havde forestillet mig var en lille skovvej. Det var det ikke. Det var en sti. Det første stykke var flot og nemt, men her efter blev det til en af de kendte smalle mudrede stier. Det var dog en fordel, at det stort set gik nedad hele vejen.

Efter cirka 5 kilometer var jeg nede ved den asfalterede Ohakune Mountain Road. Den fulgte jeg 7-8 kilometer ned til byen.

Jeg havde booket et hotelværelse i den ende af byen, som ligger tætteste på bjerget, så jeg kom ikke ind til hovedgaden. Der lå dog et par caféer ude i mit kvarter, så jeg svingede ind på en café, hvor jeg kunne sidde udenfor.

Jeg købte en lækker burger og en frisk smoothie og rundede festen af med kaffe og kage. Sidste gang jeg købte mad var torsdag i forrige uge i Taumarunui. Det er ni dage siden. Det har været en god erfaring at konstatere, at jeg er i stand til at bære mad til 8 dages forbrug. Jeg har stadig noget spiseligt i rygsækken. Til gengæld løb jeg tør for gas i går. Måske skal jeg købe en større model denne gang.

Jeg har vasket tøj. Maskinen fik lov at køre to gange. Min lyseblå bluse er ikke nem at få ren. Nu hænger tøjet i et varmt tørrerum, som gæsterne har nøgle til. Gad vide om her kommer skiturister om vinteren? Her er i hvert fald en del cykelstier i området, og jeg mødte flere cyklister på bjergvejen.

Tongariro National Park har været en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg valgte den her version frem for en kanotur på floden. I morgen skal jeg 40 kilometer mod vest for at blive genforenet med Te Araroa i Pipiriki.

Jeg skal gå ad den gule linje ud mod de velkendte røde kilometermærker.

Der mangler nok en lille bid. Uret går på automatisk pause, når jeg står stille. Jeg får ikke altid sat det i gang, når jeg går videre. Det smuttede i dag.

TA+, dag 60, til Mangaehuehu Hut

Skriv et svar

Fredag den 29. november 2024, Tongariro National Park

Det blæste helt vildt oppe ved Rangipo Hut i nat. Hytten knagede og bragede. Vi tog det ganske roligt. Hytten har stået der i mange år, så hvorfor skulle den ikke blive stående en dag mere? Vejrudsigten lovede, at det ville stile af hen af morgenstunden. Det lykkedes mig at ignorere larmen totalt, og det er længe siden, at jeg har sovet så godt, som i nat.

Vejrudsigten fra i morges. Hytten lå i 1556 meters højde. Det var tydeligt, at der var mindre vind længere nede.

Udsigten fra hytten var helt forandret i morges. Der drev store tunge skyer forbi. Det var flot, men også lidt ildevarslende oven på den urolige nat.

Jeg spiste lidt morgenmad, og besluttede mig for at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg ville gerne ned fra højderne inden der eventuelt kom regn.

Udsigt fra hytten – sletten hedder Rangipo Desert

Jeg var klar til afgang lidt før halv syv. De første par timer blæste det stadig meget. Jeg var højt oppe og drivende skyer føltes som let regn. Jeg skulle over en stor kam og ned i en kløft. Passere Wahianoa River og op på en ny kam. Første gang jeg kom til en stor sten, stillede jeg mig i læ og skiftede vindjakke ud med regnfrakken og regnskørtet. Nu havde jeg solhoodie, tynd sweaters og regnfrakke på overkroppen. Det var kun akkurat nok.

Jeg havde mobilen i bæltetasken på maven, og der var desværre ikke overskud til at stoppe og arrangere stavene, tage handskerne af, hive op i regnfrakken, finde mobilen og tage et billede. Det blæste for meget, og det var for vådt. Det gik ikke lang tid, før jeg stoppede og tog mine gule rengøringshandsker uden på min vanter. Det så morsomt ud, men det virkede. Hænderne holdte sig varmere og mere tørre. Jeg kiggede et par gange op mod Mount Ruapehu. Det så vildt ud. Bjerget syntes større end i går, og skyerne drev forbi mellem mig og bjerget. Det mindede lige rigeligt om en scene fra Cliffhanger.

Et billede fra et forholdsvis roligt sted

Det tog langt over en time at gå de første tre kilometer til kløften med broen over Wahianoa River. Nede i kløften var der nærmest behageligt. Her kunne jeg holde pause et øjeblik. Sådan var det i alle dagens kløfter. Stor var begejstringen da jeg fandt en pose i lommen på regnfrakken med en vingummibamse og tre mandler. De små ting, er store her!

Broen mindede om den i går, men den kunne bære to personer. Ergo måtte den være dobbelt så solid. Til min overraskelse forblev pulsen helt normal på turen over broen. Der var sidevind og et godt greb i stave og kabel-gelænder var nødvendigt. Jeg har lagt en video på Facebook.

På den anden side af kløften gik det opad igen. Længe. På toppen blæste det endnu en gang, men som formiddagen skred frem kom jeg længere og længere ned og vinden føltes ikke så kraftig. Kvart i ti var jeg nede hvor der begyndte at komme grønne planter.

En time senere var der også træer, mudrede skovstier og fuglesang. Det føltes godt og hyggeligt.

Efter cirka fem timer var jeg ved Mangaehuehu Hut. Jeg havde overvejet at gå videre til den næste hytte, men her er så fint, at jeg besluttede mig for at blive. Af med al det fugtige tøj og på med noget tørt.

Der ankom en enlig vandrer fra den modsatte retning. Han spiste frokost og fortsatte. En time sener ankom fire unge mænd fra Rangipo hut. Dem overnattede jeg sammen med I går. De fortsatte mod den næste hytte. Nu nærmer klokken sig 16, og jeg er foreløbig alene. Men lad os se. I går ankom der en ung kiwi lidt sent. Hun havde gået 35 kilometer Round the Mountain. Det fremkaldte begejstring og beundring. Hun havde gået den halvdel, som tre af de andre havde været tre dage om at gå.

Og i et lille rum, hvor jeg er flyttet ind

En af vandrerne, som jeg overnattende sammen med i går, havde glemt en pose med mad. Den syntes hun bestemt, at jeg skulle tage, når jeg ankom. Jeg har derfor tre måltider ekstra. En halv fridag og rigeligt med mad. Genialt!

Godaften fra min hytte – kl 20 – stadig alene

Der mangler en lille bid i starten. Jeg glemte at starte trackingen på mit ur.

TA+ , dag 59, Rangipo hut

Skriv et svar

TA+, Torsdag den 28. november 24

Endnu en dag i eventyrland. Udsigten fra hytten i morges var magisk. Solen ramte først én side af hver af de to store bjerge, som var synlige fra køkkenet. Jeg spiste morgenmad og drak en kop kaffe, og forlod hytten klokken syv.

Der var mobilsignal på den første bakketop, så jeg stoppede og tjekkede et par ting. I aftes var der håndsoprækning i forhold til, hvor man skulle hen i dag. Jeg var den eneste, som skulle ikke den her retning. Det føltes lidt underligt at starte I morges, og vide, at der måske ikke kom andre i min retning.

Kort efter hytten var der en afstikker til Ohinepango Springs. Jeg tog den. Udspringet var ikke langt væk. Jeg fulgte et vandløb, som pludselig blev væk. Her var kilden. Vandet fossede ‘ud af jorden’. Vandet var helt klart og så indbydende ud, men det var koldt. Der kom en enkelt TA’er forbi. Hun skulle i en anden retning i dag.

Jeg fortsatte af Waihohonu-Rangipo Track de næste fem timer. Det gik op og ned mellem dal og højderyg. Dalene havde hver deres udtryk. Nogen flade og sandede, andre med bevoksning eller store lavablokke. Der var tid til at kigge på detaljerne i dag og jeg kiggede på blomster og flotte sten.

Jeg passerede flere vandløb. Nogle steder kunne jeg gå fra sten til sten, og et par steder var der broer. Et par af vandløbene var grålige. Der var nok mange mineraler i vandet. Ved et klart vandløb stoppede jeg og vaskede mig. Det friskede.

Udsigten til Mount Ruapehu, som ruten fører rundt om, var flot og vinklen til bjerget skiftede løbende. Længe kunne jeg også se Mount Ngāuruhoe, som til sidst forsvandt bag en af de bakker, som jeg passerede.
Jeg holdt flere pauser undervejs. Et par gange prøvede jeg at uploade billeder på bloggen, men forbindelsen var for ustabil.

Det var forbavsende lunt i dag, og I løbet af de sidste par timer holdt jeg flere pauser for at drikke vand.
Ved ellevetiden kom jeg til en bakke, hvor en gruppe vandrere var på vej ned. Den var stejl, og de bevægede sig langsomt. Humøret var dog intakt. Jeg kunne høre, at de snakkede og grinte.

På afstand så bakken enorm ud. Vi mødtes ved foden af bakken. Det viste sig at være seks damer. Jeg vil skyde på, at det var mellem 65 og 80 år gamle. Vi snakkede lidt. ‘We are just doing Round the Mountain’. Godt gået! Den ene dame bad mig hilse en TA, som havde overnattet hos hende i Hamilton. Vi må se, om jeg er heldig at møde den TA’er igen.

Da jeg kom tættere på skråningen, var det ikke helt så slemt. Jeg kom hurtigt op. På toppen var der en grusvej, som førte til en mobilmast. Der ankom en bil, og endnu et modent ægtepar steg ud, hoppede i støvler og rygsæk og gik ned af bakken.
Klokken halv et var jeg et par kilometer fra hytten. Der kom et skilt med lahar risiko. ‘Stop ikke her’. Kort efter kom et nyt skilt. ‘Ekstrem risiko – skynd dig forbi’.

Terrænet var dog ikke af en type, som opmuntrede mig til løb. Først var der en stenet nedstigning, en vanskelig tilgang til en bro, der var så smal, at man ikke skulle have for bred en rygsæk, en stejl opstigning med kæmpe sten og en længere sandet opstigning. Det måtte tage den tid det ville tage.

Broen var ny. En kablet bro med et gangareal, der var cirka 40 cm bredt. En person ad gangen. Floden neden under larmede voldsomt, og med højrisikoskiltet i frisk erindring var scenen sat til en gyser. Jeg havde set en video på YouTube, hvor to mænd går ruten. Den ene kravlede ned i kløften og over floden for at undgå broen. Jeg kunne egentlig godt forstå ham, men der var meget vand i floden, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå over broen. En stav i hver hånd, og så afsted. Det gyngede fælt og min puls steg højere end Mount Ruapehu. Hold fast i gelænderet, og blev ved med at flytte fødderne. Over broen kom jeg. Afsted til det skilt, som bekendtgjorde, at nu var den forhøjede risiko overstået. Et smukt eksempel på, at vandring er lige så meget en mental, som en fysisk udfordring. Objektivt set var det nok ikke særlig farligt, men det var min hjerne ikke helt med på.

Et par kilometer senere nåede jeg til Rangipo hut. Jeg var alene. Efter et kvarter ankom tre vandrere fra den anden retning og nu er der ankommet fire mere fra ‘min retning’. Hytten er relativt lille og simpel. Her er et das lidt oppe ad bakken, en vandhane ude og en inde, en brændeovn og cirka 20 sengepladser. Udsigten er fænomenal. Vi er i 1556 m.o.h. og foran os er der en stor flad dal. Her er ingen bemanding, og overnatningen er dækket af mit TA trailpas.

TA+, dag 58, til Waihohonu hut

Skriv et svar

Onsdag den 27. november 2024

Endnu en fantastisk dag i Tongariro National Park (uden for Te Araroas rute). Jeg startede tidligt. Solen var stadig gemt bag bjergene. Det var forbavsende mildt uden for, selvom jeg var højt oppe (omkring 1200 m.o.h.).

Dagen startede med rask opvarmning. Først stilfærdigt og fladt terræn, så let op ad og så den lange stejle stigning op til Red Crater. Selvom der var dejligt og roligt uden for hytten, så var forholdene ved Red Crater præcis, som i går. Det blæste ubehageligt meget. Jeg fik et forbipasserende par til at tjekke, at mit raincover var hæftet ordentligt fast på rygsækken. Det lød som om, at det kunne flyve væk hvert øjeblik. Skete det, så ville det nok blive efterfulgt af flere stumper, som gemte sig indenunder. Men der var styr på sagerne, og alt kom med over toppen.

Passagen ved Red Crater ligger i cirka 1900 meters højde. Udsigten til de fire søer var formidabel. Vejret var mere klart end i går.

Efter toppen gik det nådesløst nedad. Det vidste jeg på forhånd. Jeg gik den vej op i går. Ved den nederste sø holdte jeg en pause. Der var læ og ro. Nu var klokken næsten ni.

Efter søerne kom jeg til treforken og tog en ny sti – denne gang mod Outere hut og Waihohonu hut.

Jeg skulle først ned fra højderne. Det var en snoet og stejl sti, men den var langt mere medgørlig end stien ved Red Crater. Foran mig kunne jeg se et ørkenlignende lava landskab. Dér skulle jeg gå de næste timer. Det var en fornøjelse.

Ved elleve tiden holdte jeg en pause uden for Outere hut. Hytten så dejlig ud, og der var stegende varmt i solen.

Sidste afdeling var tre timer til Waihohonu hut. Flere flotte landskaber, smukke udsigter, et par vandløb og mod slutningen pludselig et stykke med skov. Stadig kuperet, men dejligt.

Klokken kvart i to var jeg ved dagens hytte. Denne gang en nyere, stor flot hytte, som var bemandet. Den sødeste ‘warden’ hilste mig velkommen. Jeg tog mine støvler, udtagelige indersåle, gaiters og gode strømper af. ‘Sådan burde de alle gå (klædt på fødderne)’, sagde hun, og hvorfor de ikke gør det anede hun ikke. Jeg kunne kun erklære mig enig, og med den ros havde hun fået en ven for livet!

Vi snakkede lidt om mine planer for de næste dage, og hun syntes, at det lød fornuftigt. Det var dejligt at høre. Jeg fortsætter i retning mod Ohakune i morgen, og jeg regner med at overnatte i Rangipo hut.
Vi snakkede også lidt om hændelsen med sengemangel i går. DOC havde modtaget en klage. Hun gættede selv, at jeg havde været involveret. De unge drenge, som var anledning til miseren dukkede op ved hytten en time senere, og hun benyttede lejligheden til at drøfte det med dem. De havde åbenbart stadig ikke tilstrækkeligt med bookinger, for bagefter forlod to af dem hytten og gik ned til teltpladsen.

Hytten er skøn. Stor og rummelig, og her er tænkt på detaljerne; kogekedler, hånddesindefektion, karklude og andre småting, som gør det hele mere appetitligt. Udsigten til bjergene er spot on. Hytten er godt besøgt og snakken går lystigt. Mest om TA, Nothern Circuit og hvilke outdoor emner folk ellers pusler med.

TA, dag 57, Mangatepopo Hut (km 1143)

Skriv et svar

Tirsdag den 26. november 2024

Tongariro Alpine Crossing – højdekurven fra min tracking:

Op klokken fem og på vej klokken 6.

Jeg ankom til parkeringspladsen, hvor Tongariro Alpine Crossing starter klokken halv otte. Jeg nåede lige at se ryggen af et par af de TA’ere, som havde taget bussen fra campingpladsen til startstedet. Jeg tog en lille pause før jeg tog hul på dagens crossing.

Det første jeg så, da jeg nåede helt hen til stien var et skilt, som tilrådede, at jeg startede i den anden ende af den 19 kilometerlange rute, som fører over et varieret alpint vulkanlandskab. Det ville spare mig for 350 højdemeter at starte i den anden ende. Det er grunden til, at stort set alle jeg mødte i dag, gik i den modsatte retning af mig. TA starter krydsningen i ‘den forkerte ende’.

Skoven var tæt og flot. Det første stykke var underlaget nemt at gå på. Inden længe kom jeg til en ‘lahar hazard zone’. Begrebet var pædagogisk forklaret på et skilt. Den zone skulle man skynde sig gennem.

Den næste oplevelse var en vandstrøm, som ikke var egnet til drikkevand på grund af højt indhold af mineraler. Det har nok noget at gøre med de vulkanske aktivitet i området. Det var jeg allerede advaret om i noterne, så jeg havde ekstra vand med i dag.

Der var fine trapper og godt underlaget på en god del af opstigningen. Der var vedligeholdelse i gang. Jeg passerede mange mænd med skovle og maskiner. Regnen er hård ved underlaget, som flere steder var skyllet væk.

Ruten Tongariro Alpine Crossing er en populær endags vandretur, og den bliver brugt af ‘almindelige’ turister. Den er dog slet ikke nem, og derfor er antallet af redningsaktioner også langt over gennemsnittet.

Vejret skiftede hundrede gange i dag. Overskyet, klart, tåget, sol, diset, en meget let byge…..og så forfra igen.
Jeg kom forbi et sted, hvor der havde ligget en hytte. Den var blevet smadret af flyvende sten ved et vulkanudbrud i 2012, og nu var den revet ned. Skilte advarede om, at der til enhver tid kan komme nye udbrud. Det lader dog ikke til at få gæster til at holde sig væk fra Tongariro.

På den sidste del af opstigningen startede den nedadgående trafik. Det var tydeligvis en anden type vandrere end dem vi var vant til at møde. Nogle af dem var ikke klædt på til en tur på et bjerg i et alpint landskab. Jeg mødte også en enkelt TA’er. Hende hilste jeg på mange gange på vejen op og igen på den anden side af toppen.

Klokken tolv var jeg oppe ved Blue Lake. Den lange del af opstigningen var klaret. Jeg var klar over, at søen var flot. Men det var helt vildt. Desuden skiftede udsigten hele tiden mellem klart sigt og ingen sigt. Det var meget charmerende.

Det blæste meget oppe på kammen, hvor jeg kunne se Blue Lake. Jeg var heldig at finde en ledig plads bag en stor sten. Her sad jeg og betragtede landskabet.

Næste stop var de tre Emerald Lakes. De var var mindst lige så flotte som Blue Lake, men der var mange mennesker i området og de opførte sig ikke alle lige eksemplarisk.

Jeg passerede det skilt, som markerede to mulige veje videre. Det sted skal jeg tilbage til i morgen.

Næste milepæl var dagens højeste (cirka1900 moh). Det lille stykke op forbi Red Crater viste sig at være dagens største udfordring. Der var ingen sigt, underlaget var løst grus og alle andre gik i den modsatte retning. Jeg fik langsomt kæmpet mig op til toppen. Det blæste vildt meget. Heldigvis på langs af sporet og ikke på tværs. Jeg var heldig at få et kig ned i Red Crater, som de andre fortæller var gemt i skyerne.

Den første del af nedstigning fra Red Crater fra lidt bøvlet, men efter et par kilometer gik det hurtigere.

Jeg ankom til hytten før klokken fire. Desværre var de fleste andre ankommet fra steder tættere på, så jeg var den sidste, som ankom. Alle senge var optagede! Det lykkedes mig at få synderen lokket ud af busken, og han måtte ud og sætte telt op. Nu har jeg den seng, som jeg havde reserveret i hytten.

Hytten er fuld og her er mange telte. Vi sidder udenfor og snakker om Tongariro og TA. Der er andre, som skal videre til den samme hytte som mig i morgen. Det er rart, for i morgen drister jeg mig udenfor TA’s rute.

TA, dag 56, til Tongariro Holiday Park (km 1118)

Skriv et svar

Mandag den 25. november 2024

I dag blev jeg i teltet længere end normalt. Der var ingen grund til at skynde sig. Turen var kort. Jeg forlod lejren klokken otte.

Det gik op, op, op ad af en smal sti af samme type som på sidste del af dagen i går. Der var mange mudderpøle, som sendte mig på en lille skovtur. Kort før klokken ti nåede jeg til enden af 42 Traverse.

Ruten sluttede på en stor grusplads, som mundede ud i et lille stykke grusvej, som ledte ud på en almindelig asfaltvej.

Det var rart at kunne sætte tempoet lidt op. Efter kort tid kunne jeg se bjergene foran mig. Tongariro National Park. Det mest iøjnefaldende var Mount Ruapehu, som havde sne på toppen. Det er det bjerg, som ruten ‘Round the Mountain’ cirkler rundt om. Det så vanvittig flot ud.

Andre øjne ville nok kigge efter Mount Ngāuruhoe, fordi det er det bjerg, som blev til ‘Mount Doom’ i filmatiseringen af Ringenes Herre. Det skænkede jeg ikke en tanke.

Efter 7 kilometer var jeg fremme ved SH46. Den viste sig at være okay at gå på. Der var sparsomt med trafik og god plads i siden af vejen. SH46 krydsede Whanganui River. Det stod der på skiltet! Ellers havde jeg nok ikke tænkt over det.

Et sted på vejen kravlede jeg op på en stor græsbakke og tørrede mit telt. Jeg var stadig tidligt på den. Klokken tolv var jeg fremme ved Tongariro Holiday Park. Ejeren, stak heldigvis hovedet ud af vinduet og henviste mig til cabin nr. 29. Receptionen åbnede ellers først klokken to.

Cabin nr. 29 er lille, men fin til prisen. Campingpladsen er flot og ren, og vaskemaskinen var ledig. Nu er alle de praktiske projekter ordnet.

Noterne til TA omtaler campingpladsen som ‘highly recomended spot to rest up between 42 Traverse and Tongariro Alpine Crossing’. Jeg er helt enig. Her er skønt, og det er sidste chance for bekvemmeligheder i nogle dage. Af samme grund købte jeg en is og en cola i receptionen. Tre timer senere købte jeg en is til. Det gjorde jeg kun fordi det ville blive for tungt at slæbe alle mønterne op ad bjerget i morgen!

Højdekurven for Tongariro Alpine Crossing i morgen ser spændende ud. Det gør alle de flotte billeder, som jeg har set også. Jeg skal krydse et landskab, hvor der er en aktiv vulkan.

Jeg skal først gå 6-7 kilometer ad SH46, og så drejer jeg ind mod Nationalparken. Mobilsignal er nok tvivlsomt de næste dage.

Nu har jeg klaret tre sektioner af Te Araroa: Northland, Auckland og Waikato.

Dagens tur:

TA, dag 55, til km 1106 wildcamp

Skriv et svar

Søndag den 24. november 2024

[Indlægget er lagt op med en dags forsinkelse. Der var ikke mobilsignal.]

Der var forbavsende meget hundegøen i nat. Jeg sov dog hæderligt. I morges var jeg tidligt på færde Det var kanofolkene også. De flyttede rundt med biler, trailere og kanoer før de gik ind til morgenmøde.

Det var iskoldt. Jeg forsøgte at tørre noget af fugten væk fra teltdugen med en klud, men det gjorde ondt i fingrene, når de blev våde.

Jeg spise lidt kiks og ost, pakkede min rygsæk og gik ind til centrum af landsbyen. Caféen havde desværre ikke åbent. Jeg læste lidt byens historie, og benyttede et af de pæne offentlige toiletter.

En stille hovedgade i Owahango med toiletterne på venstre side af vejen

Klokken halv otte gik jeg af Wakapapa Bushroad til Wakapapa River, hvor ’42 Traverse’ startede. Ruten 42 Traverse er en 46 kilometer mountainbike rute gennem Tongariro Forest Conservation Area. Ruten er meget kuperet og underlaget er jord eller grus af varierende beskaffenhed. De første 22 kilometer var uden større forhindringer.

Jeg mødte tre jægere, som kørte på hver deres ATV. Da jeg så dem anden gang lå der et dyr hen over fronten på det ene køretøj. Ellers var der ikke meget trafik. Jeg mødte vist kun en eller to biler i løbet af dagen.

Efter 22 kilometer skulle jeg vælge, om jeg ville fortsætte af 42 Traverse de næste 5-7 kilometer eller tage den ‘bypass’ rute, som er blevet lavet, fordi der har været et stort jordskred på ruten omkring km 1097. Ruten har været lukket i et par sæsoner, men nu kan man vælge mellem de to muligheder. De gående kan gå hen over skreddet (som stadig er i bevægelse). Bypass ruten har ry for at være mudret.

Jeg valgte bypass ruten (blå på billedet). Først tre kilometer opad på en grusvej og så 2 kilometer ned ad et smalt spor gennem skoven. Den var mudret, men det var rimeligt i dag, hvor forholdene var relativt tørre. Jeg mødte tre mænd, som var ved at bakse deres mountainbikes op ad bypass ruten. Det så ud til at være en hård opgave.

Jeg mødte Ruth og to andre TA’ere flere gange i dag. De camperer samme sted som mig. Det gør Marianne og Arnold også. Sidst på eftermiddagen dukkede flere af de unge TA’ere op. Det kniber med pladsen her, hvor vi er, så de fleste gik videre.
Der var mange vandstrømme på turen i dag. De fleste var små og nemme at passere. Den sidste, som var Mangatopopo Stream, var bred og krævede koncentration, selvom den stadig var i den lette ende af flodkrydsningerne. Vandstanden var lav i dag.

Jeg ankom til pladsen lige efter flodkrydsningen, som den første, så mit telt har fået en god placering. Pladsen er en åbning med græs tæt ved floden.

Jeg overvejede at gå videre til Tongariro, men valgte at blive her. I morgen bliver en fin lille kort dag. Der bliver tid til at vaske tøj inden turen går op i Tongariro National Park på tirsdag.
Det har været en dejlig vandredag, og så længe det holder tørt, er det her et fint sted at campere.

TA, dag 54, til Owhango (km 1078)

Skriv et svar

Lørdag den 23. november 2024

Det tog tid at få pakket i morges. Bagagen var vokset med et par bukser, et par handsker og en ekstra vandflaske. De effekter var til at overkomme. Det blev sværere da al maden kom frem på bordet. Ud over forsyningerne til den kommende uge, så havde jeg smurt to store sandwich af noget brød, skinke mv., som jeg havde tilbage. Rygsækken blev fyldt til bristepunktet selvom jeg efterlod en banan og noget brød på hotellet. Lettelsen var stor, da jeg proppede de sidste stumper i lommerne, og kunne konstatere, at jeg stadig var i stand til at løfte rygsækken!

Jeg afleverede nøglerne i receptionen klokken halv otte og satte kursen ud af byen. Lige uden for byen mødte jeg en ung TA’er, som jeg også sagde hej til i går. Han var på vej ind til byen. Han overnattende hos det kanoudlejningsfirma, som jeg passerede et par kilometer senere. De tilbyder deres kunder, at de kan campere gratis. Den unge mand havde booket kanotur den 2. december, og han havde kun brug for seks dage til at gå til Whakahoro, hvor kanoturen starter. De overskydende dage tilbragte han i Taumarunui.

Kanoture er en stor attraktion her i området

Turen til Owahango var meget enkel. Den fulgte et område småveje, som bugtede sig mellem grønne bakker. Et par gange kom jeg tæt på eller over Whanganui River.

Vejret var dejligt. Overskyet med en solstråle af og til. Der var ikke meget biltrafik på vejen, og jeg mødte kun et par cyklister og to andre TA’ere. Turen var fin og afslappende.

Jeg holdte flere pauser. Klokken elleve spiste jeg en af de lækre sandwich og glædede mig over, at vægten af rygsækken måtte være faldet lidt.

Der var mange hyggelige dyr på turen i dag. Jeg hilste på den struds, som medvirker i alle YouTube videoer fra TA. Den så stor ud, når jeg stod tæt på den.

På den sidste tredjedel kom der en væsentlig stigning. Op forbi bjerget Mihirangi. Her efter var der fire nemme kilometer ned til målet. Jeg svingede ind til Owahango Adventures, hvor TA’erne kan overnatte gratis. Der så helt tomt ud. Efter ti minutter dukkede Marianne og Arnold op. De havde været inde ved byens eneste café. De var blevet afvist, fordi der skulle være selskab. Der var lukket!

Owhango med Owhango Adventures som det første hus i byen

De havde heller ingen anelse om, hvordan man skulle tjekke ind til teltpladsen. Jeg skrev en besked til ejeren på Facebook. Der kom hurtigt svar. Vi kunne bare slå teltene op, og en af dørene til bygningen var ulåst. Der er ankommet flere TA’ere. Måske 7 telte.

Det er et pudsigt sted. Bygningen har set bedre dage, men græsplænen og toilettet fungerer. Nu er det ikke så tosset at have rygsækken fuld af mad.

TA, dag 53, zero i Taumarunui

Skriv et svar

Fredag den 22. november 2024

Det har været en dejlig og afslappende dag. Vejret klarede opgaven, og byen var mere indbydende i solskin.

Ved frokosttid mødtes jeg med Ruth på en bænk i en park. Hende har jeg ikke set siden Auckland. Det var hyggeligt at se hende igen. Jeg troede, at hun var langt væk, men hun har været passiveret i tre dage af et maveonde, som florerer blandt TA’erne. Den virus eller baktusse har åbenbart forsinket flere. Nu skal håndspritten have den lettest tilgængelige plads i min bagage!

Jeg har været i en Outdoorbutik og købe et par bukser, som minder om skiundertøj, men de er tykkere. Dem tror jeg, at jeg får brug for i Tongariro National Park om nogle dage. Butikken havde desværre ingen vandtætte overtrækshandsker, så jeg har købt et par gule rengøringshandsker i supermarkedet. Dem kan jeg i nødstilfælde trække uden på mine tynde fleechhandsker.

Madlageret er fyldt op, og det er min mave også.I morgen starter et længere stræk uden butikker. Hvor langt der bliver tale om, vil vejret afgøre. Jeg vil gerne afvige fra Te Araroa om nogle dage.

Der kommer en strækning, hvor Te Araroa sender vandrerne ned af en flod (Whanganui River) i kanoer. Det skal planlægges og bookes. Kanoerne er tomandskanoer, og jeg har ingen oplagt makker. Jeg kunne sikkert sagtens finde en makker, men jeg vil lige så gerne fortsætte med at gå.

Efter lange studier af kort, apps og hjemmesider er jeg kommet frem til, at en kombination af Tongariro Northern Circuit og Round the Mountain Track vil kunne bringe mig gennem den flotte Tongariro National Park og via to mindre byer tilbage på Te Araroa.

Hold godt fast – så vil jeg forsøge at forklare billedet.

Jeg er i Taumarunui, hvor den blå trekant viser min position. I morgen fører TA til den lille by Owhango. Det er det første grønne kryds.

Så kommer 42-travers, som er 46 kilometer lang. Den tager jeg over to dage. Så er jeg forhåbentlig i landsbyen Tongariro. Den er det andet grønne kryds.

Næste dag går jeg med TA til Mangatepopo Campsite. Der er det tredje grønne kryds. Den rute hedder Tongariro Crossing.

TA fortsætter med flere grønne kryds, og der, hvor jeg har tegnet en blå linje, går ruten ad floden (i kano).

Det er ikke et muligt alternativ at gå hele ruten langs floden. Hvis man vil gå, så skal man normalt gå af den linje, som drejer nedad, der hvor flodturen starter. På det stykke har der lige været et stort jordskred. Noterne siger, at gå-ruten er lukket. Andre siger, at TA’erne går hen over jordskreddet. Jeg har ikke undersøgt det.

Min plan er at gå med TA frem til det tredje grønne kryds, som er Mangatepopo Campsite. Der fra vil jeg gerne gå en smule baglæns og dreje (til højre i billedet) ud på Northern Circuit og fortsætte mod syd af Round the Mountain Track. Jeg har lavet en tynd gul linje ved siden af tracket på billedet. Den viser, hvordan jeg gerne vil gå. Hvis det lykkes, så kommer jeg tilbage på TA i byen Pipiriki. Dér hvor min blå streg ender.

Når jeg siger ‘hvis’, så skyldes det, at det kun er muligt at passere de høje punkter i Tongariro National Park i forholdsvis godt vejr. Ingen kraftig vind og helst ikke for meget regn. Mit udstyr er ikke egnet til vintervandring i bjerge, så jeg skal have ‘pænt’ vejr.

Tongariro Northern Circuit er det, som her markedsføres som en ‘Great Walk’. Det medfører, at en seng i en hytte såvel som en teltplads skal bookes på forhånd i vandresæsonen. Det har vist sig at være lidt af et logistik mareridt, men jeg tror, at jeg nærmer mig noget brugbart.

Hiv, flå, pak om, lettere poser, nye blandinger….velbekomme.

TA, dag 52, til Taumarunui (km 1053)

Skriv et svar

Jeg var tidligt oppe. Jeg brugte en del tid på morgenmad og kaffe og pakkede mit grej. Klokken syv var jeg klar til at gå. Det var gråt og det begyndte at regne.

Turen til Taumarunui viste sig at være en fin og hyggelig rute af bagveje parallelt med hovedvejen. På den første halvdel passerede der lastbiler af og til. De kørte heldigvis pænt og chaufførerne hilste venligt på mig.

Jeg fulgtes med en flod og en jernbane det meste af vejen, og der var masser af landbrug og dyr i dag. De små grise med krøller på halerne var nuttede!

Vejret skiftede helt vildt. Jeg gik flere gange i solskin og regn – samtidig. Der kom et par kradse byger, men mest let regn.

Efter seksten kilometer fangede mit øje et par slidte skilte. Et med is og et andet med kaffe. Forhåbningerne var ikke store, men det skulle da undersøges. Det viste sig at være et sted af den slags, der har gemt sig i en tidslomme; Taane’s Manor. Betjeningen var venlig og jeg købte kaffe og is.

Marianne og Arnold dukkede op. De oppede ordren med toast og fik serveret varme toast med ost og skinke!

Underholdningen gemte sig i alle kroge. Her er et par damer fra haven.

Stedet lå i den lille landsby Okahukura. Her lod det til at Taane ikke var alene med begejstringen for kitsch eller også ejede hun flere huse i byen.

Det var i det hele taget en munter dag. Her er beviset på, at medborgerhuse er for ALLE. Kalvene forsøgte at gemme sig for regnen under tagudhænget.

Var det ikke sådan her vi tegnede får, da vi var børn? Sorte pinde-ben og et sort hoved sat på en sky af hvide krøller!

Da jeg nærmede mig Taumarunui kom jeg forbi byens kirkegård. Den var mærkbart mere stilren end den lille kirkegård ude ved Ongarue. Helt inde ved bygrænsen kom dagens tredje kirkegård. Der var gravene endnu større.

Jeg var inde og kigge på et par rækker. Der var hjerteskærende mange unge mennesker begravet her.

En rundkørsel varslede bygrænsen og snart passerede jeg både high school, golfbanen og Mc Donald. Jeg gik ind i et stort supermarked og købte den første pose proviant.

Posen tog jeg med til Motel Alexander, hvor jeg bor på første sal med en balkon foran. Fra balkonen har jeg fulgt med i både ekstrem regn og en hurtig haglbyge. Vejrudsigten holdte, hvad den lovede.

Jeg har tømt alt ud af rygsækken, rystet, skrubbet, luftet, vasket tøj, vasket mig, vasket vandfilter og flasker, spist mad og is, telefoneret, opladet osv. Nu er det nat. Godnat!

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Månedsarkiv: november 2024

TA+, dag 61, til Ohakune

TA+, dag 60, til Mangaehuehu Hut

TA+ , dag 59, Rangipo hut

TA+, dag 58, til Waihohonu hut

TA, dag 57, Mangatepopo Hut (km 1143)

TA, dag 56, til Tongariro Holiday Park (km 1118)

TA, dag 55, til km 1106 wildcamp

TA, dag 54, til Owhango (km 1078)

TA, dag 53, zero i Taumarunui

TA, dag 52, til Taumarunui (km 1053)