Fredag den 28. februar 2025
I morges forsøgte jeg at forlænge opholdet i mit fine lille rum på campingpladsen, men den var allerede lejet ud, så jeg måtte pakke. Jeg var træt og klokken blev ni før jeg kom afsted.
Jeg ville ind om Riverton og spise noget fyldig morgenmad og købe lidt ind. Turen gik ned til Aparima River og over en bro. Det var meget lavvandet. Der var fine både ved træbroen og uden for museet fortalte et lokomotiv historien om guldgraverne.
På den café, som jeg besøgte hang der flotte polerede strandskaller på væggen.
Klokken ti spadserede jeg ud mod stranden. Min timing var elendig. Jeg skulle gå langs Oreti Beach hele dagen og jeg vidste, at jeg skulle passere en flodmunding efter tolv kilometer. Tidevandet ville være på sit højeste klokken halv to, så det bedste ville have været at komme afsted meget tidligt, så jeg kunne passere floden i god tid før højvandet.
Jeg havde ikke haft energi til at stå tidligt op. Jeg tænkte, at jeg nok bare måtte vente nogle timer ved floden, når jeg nåede der til. Heldigvis var det dejligt vejr.
Oreti Beach var en sandstrand. Selvom vandet blev højere og højere, var der stadig plads til mig. Jeg havde selskab af mange fodspor fra de TA’ere, som havde været tidligt oppe.
Efterhånden tog vandet dem alle på nær ét sæt. Det forsvandt også et tidspunkt og jeg følte mig lidt ‘alene’. Der kom en ATV og en knallert. Jo længere væk jeg kom, desto mere stille blev der. På et tidspunkt blev jeg overhalet af to motorcykler. Der kom tilbage efter en times tid. Jeg gættede på, at floden kom som en overraskelse for dem. De havde stor oppakning med.
Halv to var jeg ved floden. Min app fortalte, at jeg havde ramt det absolutte højvande. Floden så ikke faretruende ud, men det var tydeligt at vandet nu løb ‘ind i floden’ og ikke fra floden og ud i havet. Det var svært at vurdere, hvor dybt der var på den fjerne side af floden. Jeg besluttede, at jeg ikke ville forsøge at passere alene så tæt på højvande.
Mens jeg kiggede på floden dukkede der en TA’er op. Det var en kiwi, som jeg havde mødt for længe siden på Nordøen. Han meldte sig straks som ‘forsøgsperson’, tog sko og strømper af, pakkede elektronikken væk og vadede ud i floden. Først gik det fint, så var det tydeligt, at han pludselig ‘gik nedad’ – der blev dybere. Han hev opad i rygsækken for at holde den over vandet. Et øjeblik mere og så kom han op på den anden bred.
Nu var det med at komme afsted mens han stadig var på bredden. Jeg lagde mavebæltet øverst i rygsækken og vadede ud samme sted som ham. Der blev hurtigt dybt. Vandet kom op i hoftehøjde eller måske lidt højere. På et tidspunkt føltes det som om, at jeg flød et øjeblik. Jeg blev våd, men jeg kom over. Raincoveret havde samlet en masse vand, som jeg lukkede ud. Jeg gik videre langs stranden og lod vandet løbe af. Efter et par kilometer lå der en stor træstamme. Jeg stoppede og tjekkede rygsækken. Det så ok ud. Jeg tog vindjakken og regnskørtet uden på det våde tøj og travede videre. Sol og vind ville klare resten.
Ved firetiden var jeg nået til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra stranden. Bilerne afslørede på lang afstand, at der var en nedkørsel.
Et par kilometer inde i landet lå campingpladsen. Naboen var en restaurant, som skiltede med, at de havde en bar i haven. Det måtte jeg teste.
De havde åbent. Kaffen var god og aftensmaden var også sikret.
Campingpladsen tilbød teltpladser til TA’ere for 10 dollars. En flot pris.
