Jeg sov til klokken halv syv. Der var lidt snorken i hytten, men ellers mere fredeligt end i går.
Jeg kom hurtigt afsted. Nu skulle Two Tumbs Track afsluttes. Turen begyndte langs Camp Stream og over Coal River. Det føltes koldt den første halve time. Måske 7 grader.
På den anden side af Coal River skulle jeg op på det næste højdedrag. Det var en lang og stejl opstigning. Nu kunne jeg fortsætte med flot udsigt og i sol.
Stigningen startede her…og fortsatte opad et par gange mere
Kort efter toppen kom der en wallaby luntende på tværs af stien. Jeg blev temmelig overrasket og troede først, at jeg havde set en lille kænguru. Wallaby er ikke hjemmehørende i New Zealand og jeg rapportede mit møde med dyret via nettet.
Han kan lige skimtes her – til højre for busken
De næste timer gik stille og roligt i forholdsvis jævnt terræn. Området var meget åbent og jeg glædede mig over, at der næsten ikke var vind.
Turen var dejlig og jeg holdte et par pauser og nød det stille landskab. Jeg stoppede for at fylde vandflaskerne.
Omkring klokken tolv dreje stien ud mod Lake Tekapo.
Fem kilometer senere var jeg ved en parkeringsplads tæt ved søen.
Ohøj – vej i sigte
Efter parkeringspladsen gik jeg tretten kilometer ad en grusvej tæt på søen. Udsigten var flot, men det blev støvet og varmt.
Tre kilometer før byen gik ruten helt ned til søbredden. Der var mange autocampere og badeliv.
De sidste kilometer ind til byen førte rundt om en pynt med god udsigt. Nu var der pludselig japanske turister i massevis. De tog selfies med søen og bjergene i baggrunden.
Jeg var kommet til en turistby med souvenirshops og restauranter.
Sidste bro før centrum
Jeg styrede direkte ind på den første restaurant, som ikke lukkede køkkenet om eftermiddagen. Jeg købte rigeligt af det hele – på én gang. Det blev også til en tur i en Outdoor butik. Jeg købte et par nye teltpløkke og nogle elektrolytter. Før den sidste gåtur til holiday parken rundede jeg et supermarked.
Campingpladsen er populær og alt er optaget. Jeg havde reserveret en plads i to dage. Der er cirka otte telte med TA’ere på en lille græsplæne.
Der var fornøjeligt at iagttage keaernes luftakrobatik. Der var knap så morsomt, da de blev trætte af den leg og landede på vores skråning. Et par stykker af dem fattede interesse for mit og naboens telt. De hoppede rundt uden for teltet og bed og hev i telt og barduner. Det var ret stressede, fordi en kea kan ødelægge et telt i løbet af ingen tid. De har et stærkt næb og kæmpe kløer. De morede sig helt til klokken elleve og klokken fire om morgenen var de klar igen. Der røg den nattesøvn!
Godmorgen til fredsforstyrrerne
Om morgenen sad der en kea på taget og flere fugle ude i græsset. Da jeg forlod stedet sad der en TA’er og tog billeder af en flok på cirka ti fugle.
Dagens første mål var Stone Hut. DOC estimerede turen til 5 timer. Vejret var godt og benene må have været gode for det tog mig under fire timer. Da jeg ankom vinkede jeg til et par kendte ansigter, som var på vej videre.
Stone Hut
Jeg holdte en kort pause og da næste hytte kun var to timer væk, så var det bare med at komme afsted. Terrænet var stenede bakker med den skarpe tussock græs. Af og til passerede jeg en vandstrøm.
Turen til Royal Hut gik også hurtigere end forventet. Da jeg ankom til hytten var der en håndfuld vandrere, som holdte pause. Jeg satte mig hos dem. Det var stadig tidligt og vejret var perfekt til at gå over Stag Saddle. Jeg havde egentlig tænkt mig at overnatte i Royal Hut, men jeg besluttede mig for at fortsætte. Det er vigtigt at have godt vejr på toppen af Stag Saddle.
Farvel til Royal Hut klokken 12:40
Fra hytten krydsede jeg Bush Stream og så gik det opad i næsten to timer. Det sidste stykke var temmelig stejlt.
På toppen af bakken krydsede jeg et fladt stykke. Der var en ring af sten, som markerede sadlen. Der var mobilsignal på sadlen, så der sad selvfølgelig en TA’er.
Jeg tog jakken på og satte mig. Jeg postede et par billeder og bestilte en teltplads i Tekapo.
Nu var det tid til at nyde udsigten. Jeg kunne se ned i dalen foran mig og jeg kunne se Beuzenberg Peak lige til højre for mig. Med sine 2070 meter er den top lige en tand højere end Te Araroa, som fortsatte på bjergkammen lige foran Beuzenberg Peak. Te Araroa går faktisk højere op end 1925 meter på det stykke, som er på bjergkammen. Skiltet skyldes, at kammen ikke altid har været den officielle rute, men et alternativ til en lavere rute.
Jeg kunne se stien (Te Araroa), som førte op mod kammen på skråningen til højre for mig. For at komme der over skulle jeg hen over et område med store sten.
Jeg skulle over på den her kam. Det kniber lidt med billedmateriale. Der er en video på Facebook.
Jeg satte kursen mod stien. Så snart jeg var væk fra sadlen forsvandt vinden igen. Det var flot solskinsvejr.
Jeg fortsatte ad stien på skråningen og kom ud på kammen, hvor der var udsigt til begge sider. Det var helt vildt flot!
På den anden side af floden kunne jeg se bjergene med sne på. Det største bjerg var Mount Cook. Jeg var helt solgt!
Turen fortsatte cirka fem kilometer oppe på kammen. Det var imponerende. På min venstre side kunne jeg se ned i dalen, som var langt væk.
Omkring klokken halv seks var benene ved at være møre. Der dukkede et skilt op, som viste, at der var 50 minutter til Camp Stream Hut.
Jeg havde mødt flere NOBO’s på turen. Blandt andre et ægtepar, som fortalte, at de havde mødt rekord mange SOBO’s i løbet af dagen. Jeg regnede derfor med at hytten var proppet. Jeg ville alligevel gerne nå til hytten, fordi den næste dag ville blive for lang, hvis jeg stoppede tidligere.
Det gik mærkbart nedad efter skiltet. Jeg ankom til hytten klokken kvart i syv og kunne til min undren konstatere, at der var en ledig underkøje. Det gjorde landingen lidt lettere.
Det var en lille kompakt hytte, men vi var kun fire overnattende og to i telte uden for.
Vi var alle trætte og hytten blev stille tidligt. Jeg kunne høre dyr uden for om natten. Det kunne være rådyr eller store geder at dømme efter lyden.
Det havde været en enestående dag. Det kan ikke undre at Stag Saddle er nogle TA’eres favorit dag.
Vi blev hentet på lodgen af den bestilte shuttlebus klokken halv ni. Der var et par vandrere, som ikke var nået frem. Da de forlod A-frame Hut var vejret så fælt, at de vendte om og gik tilbage til hytten. Det sneede. Det var den morgen, hvor vi blev i teltet til klokken halv ti.
Der var en anden TA’er med i shuttlebussen, som var startet fra Comyns Hut klokken seks den omtalte morgen. De var to, som fulgtes ad. De blev så kolde, at de seriøst overvejede at bruge deres PLB og sende et nødsignal. I løbet af nogle timer blev situationen bedre. Han var faktisk endt med at gå en meget lang etape den dag.
Udsigt fra Mount Potts Lodge
Brian som kørte for Rangitata Bypass Shuttle tilbød os et stop i Mount Sumner. Vi takkede nej, men ombestemte os, da Jenny kom i tanke om, at det var den landsby, hvor der lå en lille butik. Det blev til hurtige indkøb af chokolade, chips, is og kager. Vi havde alle sammen provianteret mad i Methven og ikke tænkt på, at der kunne være en ekstra mulighed her.
General Store i Mount Sumner
Brian spurgte om vi ville køres til Bush Stream eller Forest Creek. Vi valgte Bush Stream, som er den officielle rute. Hvis vandstanden i Bush Stream er høj kan det være en fordel at gå ad Forest Creek i stedet.
Turen til Mesopotamia var lang og en del af turen var på dårlige grusveje. Vi blev sat af lidt før klokken elleve. Vi var igen langt væk fra alfar vej. Vejret var fint. Solen skinnede, men det blæste rigeligt.
Klar til en ny sektion
Ruten gik væk fra grusvejen og ind mod Bush Stream, som blev dagens faste følgesvend. Jeg gik enten i sten og grus tæt på floden eller nede i floden, som ruten krydsede flere gange. Ruten var sporadisk afmærket og jeg måtte selv beslutte, hvilken ‘sten’ der så mest overkommelig ud. Det blev hurtigt klart at ruten på mit kort ikke stemte helt. Jeg tror, at ruten ofte flytter sig på grund af floden.
Et stykke med en gammel vej – det lettede
Jeg havnede midt i feltet. Der var vandrere både foran mig og bag ved mig. Det var fint.
Bush Stream
Et sted angav noterne, at vi skulle gå op af skråningen et afmærket sted. Jeg fandt en afmærkning, men da jeg var et godt stykke oppe kom de forreste vandrere tilbage. De kunne ikke finde en vej igennem. Vi valgte at gå ned og følge floden igen. Det medførte en krydsning et sted, hvor strømmen var stærkere end ellers. Men det gik ok.
Efter cirka tre timer begyndte opstigningen til Crooked Spur Hut. Det gik stejlt opad og det var varmt. Klokken nærmede sig tre. Jeg besluttede mig for at stoppe ved hytten. Den næste hytte er fem timer væk. Her er en flot udsigt og hytten er fornuftig.
Jeg kom fra floden nede i dalen
Alle underkøjerne var optagede, så jeg valgte at slå mit telt op. Jeg fik den flotteste teltplads med fantastisk udsigt.
Jeg har været nede ved floden og hente vand og vaske mig. Nu er det snart tid til tidlig aftensmad. I morgen vil jeg gerne tidligt afsted. Dagene med sen start passer mig ikke. Jeg foretrækker at undgå at ankomme sent. Der var mange, som fortsatte til den næste hytte efter at jeg stoppede her.
Det har været en flot vandredag og det bliver en afslappet slutning på dagen. Der er kea i området. Der er omkring fem fugle, som flyver rundt og leger i luften over bjergskråningen.
Det har været en dejlig vandredag i skønne omgivelser. Jeg har gået omkring 36 kilometer, men ikke de sværeste af slagsen.
Morgenstund
Ruten passerede flere fine søer, et par højdedrag og endte med en tur i Potts River.
Lake Emily
Jeg mødte andre vandrere flere steder, men gik det meste af turen alene. Der var roligt og smukt derude.
Der var solskin fra morgenstunden og ingen vind i morges. I løbet af dagen blæste det op, og de sidste 13 kilometer bød på strid modvind.
Ruten endte med en brat nedstigning til Potts River. For at komme hen til den parkeringsplads, hvor ruten ender, måtte jeg krydse Potts River to gange.
Pottes River – i den fjerne ende kunne jeg se Rangitata River, som er den flod vi skal køres rundt om i morgen
Parkeringspladsen ligger på kilometer 2355,3. Ruten slutter der og genoptages på den anden side af Rangitata River.
Jeg gik tre kilometer længere og tjekkede ind på Mount Potts Lodge. Her er mange TA’ere. Lodgen har en restaurant, så i dag har vi spist ‘rigtig’ mad.
Det blæste meget i nat. Vinden drejede og drillede min lille villa. Jeg sov lidt uroligt. Det var meget koldt og jeg var lidt bekymret for, hvordan vejret ville blive i dag. Det regnede jævnligt i aftes og i nat og jeg tørrede løbende lidt vand op her og der inde i teltet. Behovet for udskiftning af mit gamle MSR Hubba HP blev lige lovlig tydeligt i det barske vejr.
Det havde sneet om natten!
Jeg vågnede tidligt og spiste lidt mad. Mine venner i de to andre telte lod ikke til at røre på sig. Omkring klokken otte skiftede jeg tøj og gjorde klar til at pakke. Inden jeg var færdig begyndte det at regne igen. Jeg besluttede mig for at kravle tilbage i soveposen. Jeg skulle gå et par timer i en flod og det kunne blive koldt nok uden at jeg var våd af regn samtidig. Klokken halv ti var regnen stilnet af. Vi pakkede og gik op i hytten og spiste morgenmad. De fleste, som havde overnattet i hytten, var allerede gået og de sidste forlod hytten, da vi kom. Der var kommet sne på bjergtoppene rundt om os i løbet af natten. Det så flot ud, men varslede kulde.
Vandredagen startede med en kort tur op over en bakke og ned til Round Hill Creek. Ruten fulgte floden de næste par timer.
Ruten var sporadisk afmærket og vi valgte selv, hvor i kløften vi ville gå. Floden kunne man ikke undgå. Det var nødvendigt at krydse den mange gange. En TA’er havde talt 60 flodkrydsninger på den strækning. Det passede nok meget godt. Ind i mellem gik vi et stykke i floden. Jeg fulgtes med Jenny og Liam. Det var dejlig at have selskab.
Den første time var vandet iskoldt. Fødderne gjorde ondt og det var svært at forestille sig, at vi skulle gå 8 timer før vi kunne varme fødderne. Jeg sendte en venlig tanke til dem, som var startet klokken seks og som oven i det kolde flodvand havde fået et stort regnskyl. Efter en times tid føltes det som om, at fødderne var lidt varmere. Efter to timer kom der en lille haglbyge og på turen op mod toppen lå der små bunker sne på stien. Varmt var det ikke. Vejrudsigten havde lovet maksimalt 13 grader.
Efter tre timer var vi på Clent Hills Saddle, hvor solen skinnede. Vi holdte en frokostpause I læ og med fantastisk udsigt.
Turen op havde været flot, men også krævende. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde samme tempo som Jenny og Liam. Det gik nogenlunde i floden, men på stigningen måtte jeg slippe dem. De var for for hurtige.
Jeg forlod sadlen før de andre. Jeg tænkte, at de hurtigt ville overhale mig. De gjorde de ikke. Da jeg ankom til Manuka Hut lidt over fem, var de stadig bag mig.
Vi har aftalt, at vi mødes på vores overnatningssted i morgen tirsdag. Onsdag morgen skal vi igen køre sammen i en shuttlebus rundt om en stor flod. I dag går de nok lidt længere end mig, fordi de vil have tid til en detour op på et bjerg i morgen. Jeg holder mig til TA og glæder mig til et par fritimer på lodgen i morgen.
Efter Clent Hills Saddle gik ruten hen over en bjergside og ind i et område med stikkende planter. Det gentog sig tre gange før ruten gik mere brat nedad. Der var flere steder, hvor stien var mudret og glat.
Længere nede fladede ruten ud og fulgte et hjuldpor. Der kom jeg hurtigere fremad.
Det blæste i dag. Manuka Hut ligger gemt af vejen et sted, hvor der er mere læ. Jeg har slået teltet op igen. Hytten er fuld, og her er dejligt at campere. Jeg har luftet og tørret mig grej og alt tyder på en behagelig nat uden regn.
Det har været en dejlig vandredag i fantastiske omgivelser. Vejret har været langt bedre vejr end frygtet.
Wildcamp nær Comyns Hut Søndag den 26. januar 2025
Denis hentede os kvart over ti. Vi kørte mod Glenrock Station og kom tilfældigvis til at køre bag en shuttlebus. Vi var derfor to hold, som blev sat af samtidig. Der var desuden et hold, som var blevet sat af tidligere på dagen og vi mødte et par vandrere på vejen, som blaffede. Der var svært for dem at fået lift, for der var nærmest ingen trafik på den afsides grusvej. Vores bil var allerede fuld.
Udsigt fra bilen til Rakaia River
Vejret var gråt og vi blev sat af i en meget let regnbyge.
Dagens første mål var Turtons Saddle. Vi gik først et stykke i ujævnt græs og sten for at nå frem til en primitiv markvej, som ruten fulgte et godt stykke.
Efter halvanden times gang var vi på Turtons Saddle. Den var ikke markeret, men på den anden side af toppen gik det nedad igen.
På Turtons Saddle
Næste milepæl var A-frame Hut, som var en lille hytte med tre køjer. I hytten var der allerede fem TA’ere. To af dem havde været der siden i går, fordi den ene havde ondt i det ene ben. Vi fik en sludder og holdte en pause.
A-frame hut
Efter pausen passede vi en smuk skrænt. Vandet havde lavet flotte former på den.
Bjergene rundt om os så flotte ud og de fleste var dekoreret med en lille sky på toppen. Der kom et par regnbyger på turen.
Vi krydsede vandstrømme flere gange i dag, men det meste kunne klares fra sten til sten.
Omkring klokken fem kunne vi se Comyns Hut. Da den helt sikkert allerede var fyldt op camperede vi 200 meter før hytten. Vi nåede lige at få teltene op før regnen tog til.
Det blev til en solid gang vand. Mit gamle telt kunne ikke lide det. Der kom vanddråber ind flere steder. Teltet var kommet op lidt hurtigt og finjustering manglede. Jeg holdte godt øje med det og tørrede op her og der. Efter et par timer stilnede det af. Jeg nåede lige at hente vand i floden, gå på toilettet ved hytten og koge vand til mad og kaffe. Så startede den næste byge. Maden spiste jeg inde i teltet. Det er lidt et puslespil at få plads til det hele og samtidig undgå at spilde eller vælte kaffen. Men det gik!
Jeg kiggede ind i hytten, da jeg gik forbi. Alle seks køjer var optagede. Der var desuden fem telte uden for. Vi er desværre havnet i en ‘boble’ af vandrere.
Det blev en lang formiddag på lodgen. Vi havde lidt problemer med at skaffe transport fra Lake Coleridge Village til Metven, hvor vi overnatter i dag. Det endte med en betalt shuttle, som først kunne hente os lidt i elleve. Methven ligger uden for TA, men er et oplagt sted at overnatte inden man fortsætter til den anden side af Rakaia River.
På vejen til Methven stoppede vi ved Rakaia Gorge lookout, hvor der var flot udsigt til floden.
Rakaia River
I Methven tjekkede Jenny, Liam og jeg ind på campingpladsen. Deres ven Fabian var her allerede. I går lykkedes det Fabian at aftale med Denis, som også overnatter på campingpladsen, at han kører os fire op til Glenrock Station i morgen klokken ti.
Vi fire har desuden aftalt, at vi booker en shuttle til den næste flod sammen. Der er rart at have den aftale, for hvis man skal købe transport alene kan det blive meget bekosteligt. Vi håber at være klar til næste shuttle på onsdag.
Mit logi for i nat
I dag har jeg købt mere mad og fyldt maven godt op. Omkring klokken seks gik vi på en Pub. Det var ganske hyggeligt og der dukkede mange TA’ere op. Der ser ud til at blive trængsel i hytterne mellem de to floder. Der er en del TA’ere, som tager hul på den sektion i morgen.
Vejrudsigten ser noget broget ud. Vi risikerer, at det regner så meget, at vi må vente på at vandstanden i floderne falder. Derfor er det vigtigt, at vi har rigeligt med mad i rygsækken.
Vi håber, at vi kan gennemføres hele turen til byen Lake Tekapo i et stræk. Det vil i bedste fald tage 8 dage, men det kan sagtens trække ud.
Vi skal igen op i nogle øde områder, så det er tvivlsomt om der er mobilsignal.
Nummerpladen på den fine bil, som skal transportere os i morgen 🙂
Alle gik tidligt til køjs i går. Jeg sov godt og vågnede ved dagslyset klokken seks. Da jeg kom ud kunne jeg se, at et par af teltene allerede var pakket ned.
Dagens tur bestod stort set af 23 kilometer ad en grusvej, fem kilometer i nærheden af Lake Coleridges sydlige ende og et par kilometer ned til Lake Coleridge Village.
Grusvejen var nem at gå på, men det gik lidt langsommere end på asfaltvej. Der var sporadisk trafik. Der kom flere biler med hunde på ladet. De kørte hurtigt og vejen støvede meget.
Der kom også en håndfuld biler med bådtrailere eller kajakken på taget. Ruten gik tæt forbi flere små fine søer, hvor man måtte fiske. Det var overskyet og behageligt vandrevejr.
På vejens højre side havde jeg Mount Cotton og to andre toppe, som afskar mig fra udsigten til Lake Coleridge, som lå på den anden side.
Et sted på turen var der en bil, som stoppede. Jeg genkendte chaufføren. Det var Denis, som jeg havde hilst på i Auckland. Denis er Ta Araroas ‘grand old man’. Han opdaterer trailappen, opbevarer bagage for vandrerne, agerer chauffør, laver stiforbedringer og meget, meget andet. Han var på vej til den teltplads, som jeg kom fra. Han sagde, at han nok kom tilbage igen og han tilbød mig et lift. Jeg takkede pænt nej, og sagde, at jeg foretrak at gå. Da han kørte videre tænkte jeg, at det lige godt var det vildeste. Det svarer til at takke nej tak til et lift med en rockstjerne!
Efter grusvejen kom jeg til Lake Hill Track, som var en afmærket rute ved Lake Coleridge. Jorden var privatejet og stien krydsede flere områder med får. De var sky og tumlede afsted, hvis jeg kom for tæt på.
Søen havde de mest fantastiske blå farver og der var tydeligvis mange fugle i området.
Efter søen passerede jeg et par græsmarker og gik et stykke på en mindre vej. Turen sluttede med en stejl sti ned til Lake Coleridge Village.
Jeg ankom til Powerhouse Lodge før klokken to og styrede direkte hen til kaffelugen. Jeg blev tilbudt en gratis sodavand og en cookie, fordi jeg var TA’er og skulle overnatte. Jeg købte i tilgift en kop kaffe. Vejret var klaret op og haven var fin og hyggelig, så jeg satte mig uden for.
Da jeg en halv time kom ind i fællesrummet var der trængsel. Denis sad der og et par af vandrerne var ankommet sammen med ham. Der var gang i spørgetimen og der var blevet aftalt ‘lift’. Denis overnattede på campingpladsen i Metven og tre af TA’erne skulle køre med ham til Metven. Fire andre TA’ere havde aftalt, at han skulle køre dem rundt om Rakaia River næste morgen.
Lake Coleridge Village er det sidste stop før Rakaia River, som er en hazardzone. Det betyder, at floden er for farlig til, at den kan passeres til fods. Vi skal finde transport til Glenrock Station på den anden side af floden. Fra Lake Coleridge Village er der 12 kilomter i fugleflugt til det sted, hvor ruten fortsætter på den anden side af floden. I bil er turen 60 kilometer lang. Jeg var åbenbart kommet for sent til det hele!
Vi drak kaffe og spiste vafler med is. Lodgen havde super vandrevenlige priser. Der var virkelig hyggeligt og gode forhold.
Mens jeg drak kaffe opdagede jeg, at spidsen var knækket af min ene vandrestav. Det var et problem. Jeg var nødt til at finde en butik, som kunne fikse det. Jeg viste min udfordring frem ved kaffebordet og minsandten om ikke en af vandrerne havde den reservedel, som jeg manglede. Hun tilbød mig, at jeg kunne købe den. Det lettede!
Vi blev vist rundt på lodgen, som tilbyder flere typer overnatning. Der var dejligt. Jeg havde reserveret et værelse og fik anvist et dejligt rum med egen udgang.
Jeg pakkede ud og vaskede tøj. Så kom turen til den knækkede vandrestav. Først skulle den ødelagte del hives af. Det viste sig at være en stor udfordring. Det kneb med ordentligt værktøj og først skulle spidsen koges i to minutter. Efter lang tids asen og masen gav den sig endelig og jeg kunne montere den nye spids. Det var en kæmpe lettelse, at jeg kunne klare det på stedet og ikke var nødt til at tage ud til en større by.
Jeg var heldig at få mulighed for at spise aftensmad sammen med vores værter. Vi fik grønsager og kylling. Køkken havde valgt en ret med mange grønsager, fordi jeg skulle spise med. Hun vidste, at frøntsager er en mangelvare på TA.
Efter maden gik vi en tur ned til Rakaia River. Floden er en af New Zealands største forgrenede floder (‘braided river’ – hvad er den rigtige betegnelse på dansk?). Floden er cirka 2 kilometer bred på det pågældende sted og det var et imponerende syn. Vi ankom lige da solen var på vej ned bag bjergene og stemningen var magisk.
Rakaia River I haven ved Powerhouse Lodge. TA’s største vejviser.
Jeg tror, at alle var krøbet i køjen, da de næste gæster ankom til hytten i går aftes. En enlig TA’er kom fra samme sti som os andre. Han fik ikke meget opmærksomhed for samtidig kunne vi høre lyden af en helikopter. Vi havde hørt den et par gange inden for en times tid, men denne gang var den meget tæt på.
Området foran hytten
Hytten lå ud til Hamilton Creek. Mellem floden og os var der sten og en stribe med højt græs. Helikopteren landede i græsset. I løbet af et øjeblik var alle ude af sengene igen. Vi kunne følge med fra vinduerne, da en person og en rygsæk landede i græsset. Et besætningsmedlem fulgte hende på vej og pegede på stien op til hytten.
En yngre TA’er, som de andre kendte, kom op til hytten. Hun havde været i Christchurch for at hente en pakke med nye sko. Om morgenen havde hun fået et lift tilbage mod Arthurs Pass. Chaufføren havde sat hende af på en parkeringsplads og forklaret hende, hvilken genvej hun kunne følge til Hamilton Hut. Det havde bragt hende op på en højderyg med flot udsigt. Problemerne begyndte at melde sig da hun nåede hen til det sted, hvor han havde sagt, at hun kunne gå ned i dalen. Der var stejlt og usikkert. Hun besluttede i stedet at følge et vandløb nedad. Det gik godt et langt stykke, men til sidst blev hun fanget et sted, hvor hun hverken kunne komme frem eller tilbage. Siderne var løse sten eller grus og alt bevægede sig. Hun var desuden bange for at falde i vandet. Hun sad længe og kiggede på sin PLB og overvejede om skulle aktivere alarmen. Det gjorde hun og efter en times tid kom helikopteren. De sænkede en mand ned i en line og hun blev trukket op i helikopteren. De tilbød hende at sætte hende af ved hytten. Alternativet var, at de tog hende med til Christchurch. Hun valgte hytten og nu stod hun der og så rystet ud. Hun fortalte, hvad der var sket, blev forkælet og opmuntret og til sidst alle gik til køjs.
I dag fulgtes jeg med en anden vandrer. Vi lagde flot ud med at gå i den forkerte retning. Det opdagede jeg heldigvis hurtigt.
Det meste af turen fulgte vi et hjulspor, som jævnligt krydsede Harper River. Det gav våde støvler, men det var den hurtigste vej.
Vi indhentede en tredje TA’er og holdte en fælles frokostpause i skyggen under nogle buske.
Efter 4 timer nåede vi Glenthorne Station, som er et stort landbrug. Her skulle vi følge en afmærket sti og fortsætte af en ujævn stenet vej langs floden.
Dagen sluttede på en gratis teltplads efter 22 kilometer. Pladsen hedder Harper RiverCamping Area. Den ligger cirka halvanden kilometer fra den nordlige ende af Lake Coleridge. Der er et fint shelter, en vandhane, borde og bænke og et toilet. Pladsen er formentlig etableret for at give TA’erne en overnatningsmulighed. Der er ikke andre overnatningssteder i området. Vi er 6-7 telte på pladsen i dag. Et af teltene tilhører en lystfisker med bil og bådtrailer.
Vandredagen startede med sol. I eftermiddags kom der tunge skyer, men kun få dråber regn. Det blæser mere i dag end det har gjort de foregående dage. Fordelen er, ar det holder sandfluerne på afstand.
Jeg havde min foreløbigt bedste overnatning på Te Araroa i går. Jeg var vild med det store lækre off-grid hus. Mange af de selvforsynende huse er små og simple. Ecolodgen var et ‘rigtigt’ hus. Ejeren bor der hele året. Om det var den gode seng eller almindeligt velvære, ved jeg ikke, men jeg sov fantastisk godt i nat.
Morgenens udsigt fra stuevinduet
I morges var det helt gråt uden for det store stuevindue. Den tætte tåge hang lavt. Jeg spiste morgenmad, drak kaffe og skrev en kæmpe tak i gæstebogen. Lidt over syv var jeg klar til afgang.
Drømmehuset – nu i tåge
Jeg gik ned til sh73 igen og fortsatte en kilometer før jeg drejede ind mod bjergene igen. Denne gang til Cass – Lagoon Track, som førte gennem Craigieburn Forest Park. Jeg stoppede og tog vindjakken af og fik øje på mine ben! Jeg bliver vist ikke headhuntet til at sælge nylonstrømper i den nærmeste fremtid.
Efter kort tid passerede jeg Beiley Hut. Jeg kunne høre stemmer, så der var gæster i hytten.
Beiley Hut
Jeg fortsatte op gennem skoven mod Lagoon Saddle. Jorden var fugtig og trærødderne var glatte. Et uopmærksomt øjeblik og så gled jeg på en rod. Jeg landede på siden og rygsækken gav et ekstra bump. Heldigvis ramte jeg ved siden en sten, som var i siden af stien.
Ruten gik cirka 600 højdemeter op på siden af Mount Bruce i løbet af cirka 5 kilometer. Udsigten blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned over dalen, hvor disen lå tungt. Det så fantastisk ud.
Jeg nød turen og holdte et par pauser. Da jeg nåede toppen var disen begyndt at give sig og jeg kunne se marker og floder.
Efter dagens højeste punkt passerede jeg den lille A-hytte Lagoon Saddle Hut. Der var én seng. Det så hyggeligt ud.
Efter hytten fulgte ruten Harper River. Jeg zig-zaggede mellem floden og skoven lige ved siden af. Det gik op og ned og hen over væltede træer. Efter seks kilometer dukkede den næste hytte op. Det var en gammel hytte med jord på gulvet. Værdien var nok mest historisk, men hvis man havde hårdt brug for ly, så ville den dække behovet.
Dagens næste oplevelse kom, da jeg nåede til et vandløb, som jeg antog, at jeg ikke skulle passere. Retningen var forkert og der var ingen afmærkning. Jeg gik tilbage og endte med at løbe i cirkler i en halv times tid før jeg besluttede, at jeg nok alligevel skulle prøve at passere vandløbet. Jeg krydsede vandløbet og kort efter kom der en afmærkning og stien drejede skarpt til højre. Nu gik jeg i ‘den rigtige retning’. Jeg er med garanti den eneste, som har formået at fare vild der. Det var faktisk ret lige til. En kilometer længere fremme fløj en stor fugl hen over stien. Det var en kea! Der var to og jeg iagttog dem længe. De var store og flotte.
De sidste to timer vekslede mellem floden og skoven. Der kom to svingbroer og så var jeg fremme ved Hamilton Hut. Hytten er stor og praktisk indrettet. Først var jeg alene. Så ankom der fire TA’ere og nu også en anden gruppe på fire vandrere.
