Kategoriarkiv: TA Dagbog

Daglige opslag fra Te Araroa

TA, bonus, Waikanae

Lørdag den 15. marts 2025, Tararuas dag 7

Det blev en lidt urolig nat i Parawai Lodge. Kommentarerne i appen FarOut nævner husrotten Simon. Han var hjemme og han var nok ikke alene! Parret fra Auckland sov på en repos over køkkenet og Simon løb lige forbi dem. Jeg kunne høre en masse små fødder klikke et sted under loftet, men jeg så ingen dyr. Vi havde hængt vores madposer op under loftet, men det er ikke så let at ignorere rotter.

I morges regnede det. Vi blev ikke sparet for højdemeter i dag, selvom turen over Taurua Ranges var bag os. Dagens rute fulgte Pukeatua Track og dagens højeste punkt var Pukeatua Summit (812 m.o.h.).

Det tog næsten tre timer at nå toppen. Regnen udeblev og vi stoppede og tog regntøjet af før vi nåede helt op.

Et sted på toppen var der mobilsignal. Vi var trætte og vi var klar til at forkæle os selv. Der var ingen billige overnatningsmuligheder i centrum af Waikanee, så vi bookede et hotelværelse.

Det gav lidt ekstra energi at tænke på, at der ventede bomuldslagner og brusebad forude. Vi travede ned ad bakken, krydsede en flod og nåede ud til en vej klokken to om eftermiddagen.

Det er sjældent, at man bliver glad for at se en vej, men det gjorde vi i dag. Nu manglede vi kun elleve kilometer på flad vej, så var vi i en by.

I udkanten af Waikanaee lå den skønneste café. Vi drak kaffe og spiste samosaer og lækre kager, før vi gik det sidste stykke til hotellet.

På vej til hotellet passerede vi togstationen, som var det sted jeg fortsatte fra i december. Nu havde jeg ‘fyldt hullet ud’.

Vores værelse på hotellet er nærmest en hel lejlighed og brusebadet gjorde underværker. Vi kastede det ildelugtende tøj i hotellets vaskemaskine og gik på restaurant.

I morgen fortsætter Corinna til fods mod Wellington. Jeg tager toget, fordi jeg har allerede gået den sidste del af Nordøen.

TA, bonus, Parawai Lodge

Skriv et svar

Fredag den 14. marts 2025, Tararuas dag 6

I morges spiste vi morgenmad samtidig med arbejdsholdet. Vi fik en kort snak med et yngre par fra Auckland, som ankom til hytten sent i går. De går også Te Araroa. Det blev en langsom morgen, men klokken halv ni var vi klar til afgang.

Kort efter hytten valgte vi ruten ned mod floden. Vi krydsede Otaki River og gik på stenene i den ene side af floden indtil vi så den vejviser, som fortalte os, at det var tid til at krydse floden igen og følge den mindre Arapito Creek et stykke. Der var et fantastisk flot morgenlys nede ved floden.

Stien gik opad og den var kringlet. Vi fortsatte op til et plateau, som var dagens højeste punkt. Det var dog ‘ingenting’ i sammenligning med de forrige dage.

Kort efter plateauet kom vi til et sted, hvor der for et par år siden var et større jordskred. Der lå store træer hulter til bulter og stien var blevet omdirigeret i en bue længere op af skråningen.

Det var koldt og lidt diset i morges, men det varede ikke længe før det klarede op. Vi nød den smukke skov og det gode vejr.

Midt på dagen førte ruten os ned på en bredere sti. Her dukkede der rester af en jernbane op.

Klokken to krydsede vi Otaki River på en flot svingbro. Så gik jagten på hytten ind. Stien blev pludselig meget smal og meget tilgroet, men hytten lå, hvor vi forventede det.

Hytten har en dejlig terrasse, som vi straks indtog. Efter en dejlig pause pakkede vi strandtaskerne og gik ned til floden. Vi havde set et skilt, hvor der stod ‘swimminghole’. Det havde parret fra Auckland også, for de var der allerede. Corinna og jeg hoppede i floden. Det var køligt, men forfriskende.

TA, bonus, Waitewaewae Hut

Skriv et svar

Torsdag den 13. marts 2025, Tararuas dag 5

I aftes blæste det kraftigt omkring Nicols Hut. Vi lå trygt og godt i den varme hytte, men det lovede ikke godt for vandringen i dag.
Vi skulle op over Mount Crawford og via en sti på bjergkammen til to mindre toppe før ruten ville føre os ned i skoven. Det er en etape, som ofte giver TA’erne en vent-på-godt-vejr-dag i Nicols Hut.

Da vi vågnede havde vinden lagt sig lidt, men det var helt gråt og vådt uden for. Det var svært at vurdere, hvordan situationen ville være, når vi kom længere op. Nicols Hut ligger lidt i læ.
Vi besluttede os for at forsøge. Graham og den amerikanske vandrer mente, at det nok var muligt at gå vores rute, selvom det ikke blev en behagelig tur.

Klokken halv otte drog vi afsted. Amerikaneren gik mod nord og vi gik mod syd. Det var så tåget, at det føltes som om, at det regnede. Vi kunne kun se den næste bakke og stien lige foran os. Jeg havde iført mig de vandtætte handsker, som jeg købte i december måned. Uden dem ville det ikke have gået. Vinden var til tider ganske kraftig. Nogle steder var der meget koldt og ubehageligt. Andre steder var der læ og mere rimeligt. Til vores store lettelse var turen gennemførlig.

Der var koldt på Mount Crawford og der kom en regnbyge. Længere fremme kom der en lille åbning i skyerne, som frembragte en smuk regnbue over træerne i dalen.

Da vi var kommet så langt, at vi troede på, at vi ville nå igennem, så steg humøret. Samtidig kom der ti minutter med flot udsigt til havet og så gik turen nedad mod skoven.

Turen gennem skoven var én lang stejl tur ned ad bakke. Vi nød den smukke skov og glædede os over, at vi var kommet afsted.

Efter nedstigning, som tog et par timer, passerede vi Otaki River på en svingbro og gik yderligere ti minutter til Waitewaewae Hut. Her myldrede det med flittige folk, som gjorde rent, sleb og gjorde klar til at male hytten ude og inde.

Her var vejret fint. Solen skinnede. Vi kunne heldigvis godt overnatte, så vi satte rygsækkene og forsøgte at undgå at gå i vejen. Energien rakte ikke til at gribe en slibeklods. Vi gik ned til floden og vaskede os, lavede mad og kiggede på ruten for i morgen.

Vi er trætte, glade og stolte af dagens bedrift. Nu skal vi snart sove på række med alle de flittige, frivillige malere.

TA, bonus, Nicols Hut

Skriv et svar

Onsdag den 12. marts 2025, Tararuas dag 4 (og 3)

I går (tirsdag) blev vi en ekstra dag i Te Matawai Hut. Der var en lokal vandrer, som frarådede os at gå længere op i bjergene. Han mente, at der ville komme ekstrem vind, så vi tog en fridag. Den var muligvis overflødig, men vi valgte den sikre løsning.

I går eftermiddags kom der først et canadisk par ned fra Nicols Hut, som var den hytte, der ville have været vores destination. De sagde, at det havde blæst på deres tur, men ikke ekstremt. Senere kom der en solovandrer, som ikke lød til at have været generet af vejret. Han var våd, for sidst på dagen regnede det. Regnen fortsatte hele natten og stoppede først i morges.

Vi kigger mod himlen om onsdagen….måske lidt bedre vejr?

Corinna og jeg stod tidligt op i dag (onsdag). Vi skulle gå ‘to hytter’ i dag, så vi forventede en dobbelt så lang vandredag, som de forrige dage.

Vi tog regntøjet på og drog ud klokken halv otte. Der var gråt og vådt ude på stierne, men der var ingen kraftig vind. Vi gik overvejede af en smal og snoet skovsti, som var våd og til tider mudret. Et par steder gik stien ud gennem mere åbent terræn. Der var mange højdemeter, som skulle erobres og det gik langsomt.

Efter et par timer klarede vejret op. Himlen lige over os blev blå og en overgang havde vi flot udsigt over bjerge, marker og ud til havet.

Efter knap fem timer var vi nået til den lille Dracophyllum Hut. Vi holdte en pause og spiste lidt mad.

Da vi fortsatte turen trak skyerne igen sammen over os. Der kom en regnbyge og et par vindstød, men rigtig alvorligt blev det heldigvis ikke. Vi kom højt op et par gange, men nu var udsigten kun grå skyer.

Klokken halv fem nåede vi frem til Nicols Hut. Vi blev venligt modtaget af Graham, som alle vi havde mødt, havde fortalt historier om. Han er en venlig og snaksaglig personlighed.

Graham havde overnattet i hytten i flere dage, mens han havde jaget i området. Han havde pakket alt sit grej og gjort hytten ren. Han havde været klar til at blive hentet af en helikopter siden klokken ti om formiddagen. Der havde været en helikopter tæt på hytte, men den var fløjet væk igen. Han vidste ikke hvorfor.
Graham tændte op i brændeovnen for os, hvilket vi var lykkelige for. I løbet af en times tid opgav han at komme afsted i dag og kom ind i hytten. Han fortalte om løst og fast, holdte brændeovnen kørende og sang et par sange for os.
Tidligt på aftenen dukkede der en nordgående vandrer op. Han havde tilbragt den forrige nat i sit telt på en bjergkam, fordi det blæste så meget, at han ikke kunne gå længere. Måske var det råd, som vi havde fået alligevel ikke så skørt.

TA, bonus, Waiopehu Hut

Skriv et svar

Søndag den 9. marts 2025, Tararuas dag 1

I går fløj jeg fra Invercargill til Wellington med et flyskifte i Christchurch. Jeg landede i Wellington lidt over tre om eftermiddagen og skyndte mig ud til shuttlebussen, fordi jeg skulle nå hjem til min veninde Shannon inden klokken kvart over fire. Hun havde en aftale og ville tage hjemmefra på det tidspunkt. Det gik fint og jeg fik nøgler til lejligheden.

Næste projekt var proviantering til Tararuas. I morges skulle jeg med bussen før butikkerne åbnede, så indkøbene skulle klares i går. Jeg gik i supermarkedet og købte stort ind. Nu manglede jeg bare gas og frysetørrede aftensmåltider. Jeg gik over gaden til Bivuac. De havde lukket! Det var lørdag og klokken var over fem. Åh, nej. Det samme gentog sig i fem andre outdoor butikker. I den sjette butik gik døren op. Jeg tjekkede, at der var gas på hylden og gik i retning af maden. En dame kom mig i møde og bad mig om at forlade butikken. De havde lukket! Jeg bad for mit liv og min varme kaffe, men der var ingen nåde.

Næste forgæves forsøg var tankstationen. Ingen gas dér. En hardwarestore. Ingen gas. En anden hardwarestore – to minutter før lukketid. De havde gas
(Tak Bunnings). Oven i købet til den bedste pris jeg har set i hele New Zealand!

Nu var den varme kaffe sikret, men jeg havde stadig ingen aftensmad til turen. Tilbage til supermarkedet. Det blev til nogle tilfælde pastaretter og noget pulversuppe og en ekstra pakke kiks. Mine batteri var helt flade. Det, som burde tage en time, havde taget 2,5 timer.
I morges gik jeg mod togstationen klokken halv syv. Jeg skulle med Intercitybussen til Waikanae. Der var lidt forvirring, fordi togene var erstattet med busser. Jeg var lige ved at misse min bus, fordi damen hos Intercity henviste mig til togbusserne. Det føltes som om, at projekt Tararuas var forhekset.

Da jeg ankom til Waikanae tog mit ‘lift’ pænt imod mig. Nu steg humøret. Jeg blev sat af på det sted, hvor jeg blev samlet op af en anden bil i december måned. Nu var jeg tilbage på Te Araroa. Jeg gik tre kilometer til enden af Poads Road. Her startede ruten gennem Tararuas Ranges. Der var en parkeringslads og her holdte der ti biler parkeret. Jeg så tre vandrere gå ud på sporet og jeg hilste på en tysker, som skulle til samme hytte som mig.

Der var ni kilometer op til Waiopehu Hut og noterne anslog, at det ville tage 4-5 timer. Det passede meget godt. Jeg brugte 4,5 time og ankom lidt over tre.

Efter en kort tur over en mark gik ruten op i skoven. Der var grønt og frodigt og masser af fuglefløjt. Stien var smal og til tider mudret. Det gik opad. 800 højdemeter i løbet af de ni kilometer. Det var en dejlig tur.

Lige før jeg ankom begyndte det at regne. Der har været flere byger i løbet af eftermiddagen. Lige nu er der en stor regnbue over skoven.

Vi er foreløbigt seks overnattende i hytten. Det ser ikke ud til, at der er andre TA’ere. Hytten er stor. Den ligger et dejligt sted med flot udsigt. Der er skov på alle sider, men mod vest kan jeg også se markerne og havet. Det er helt trist at tænke på, at det snart er slut med at nyde kaffen og omgivelserne ved dagens hytte. Det er en af de små ting på Te Araroa, som jeg virkelig nyder.

TA, dag 153, Sterling Point (km3039)

1 svar

Søndag den 2. marts 2025

Jeg vågnede tidligt i morges. Da jeg kiggede over mod opholdsrummet kunne jeg se en håndfuld røde pandelygter. Alle teltliggerne var stået op. Det var stjerneklart, så jeg besluttede, at jeg også ville pakke sammen.

Ruten gik mod syd langs halvøens vestlige kyst før den drejede ind mod midten og op mod toppen af Bluff. Her efter gik det nedad til Sterling Point, hvor Te Araroa slutter. Det kunne være fint, hvis jeg kunne se solopgangen fra et af rutens høje steder. Jeg kom afsted omkring klokken halv seks, så jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne nå det højeste punkt før solen stod op.

Da jeg drejede væk fra hovedvejen var det bælgmørkt. Nu kunne jeg godt huske, hvorfor jeg sjældent har lyst til at vandre med pandelygte på. Det var simpelthen svært at finde ruten i mørket. Gruppen på ni vandrere var langt foran mig og jeg kunne ikke se dem.

Skiltet var kun synligt, fordi jeg lyste på det

Jeg fandt stien og gik ud mellem markerne. Et sted viste afmærkningen mig ned til vandet. Der var et hegn og jeg kunne ikke se, hvor jeg skulle gå. Der var sten og vand og det var mørkt. Jeg gik op igen og fortsatte af en lille markvej.

Jrg kravlede op af trinene og gennem hullet

Jeg kom i den rigtige retning og efter en times tid begyndte det at lysne. Desværre var jeg på den forkerte side af bakketoppen i forhold til solen.

Nu var det lettere at gå. Jeg satte farten op og kom længere over på den anden side. Her sad gruppen af vandrere på et udsigtspunkt. De havde også opgivet at nå toppen før solopgangen.

Jeg hilste på dem og gik videre mod toppen. Det ville give mig mulighed for at nå op og måske nyde stilheden.

Da jeg drejede op mod toppen blev bevoksningen så tæt, at jeg ikke kunne se noget som helst. Klokken 7:22 hvor solen skulle stå op, var jeg nærmest i en tunnel.

Da jeg kom helt op på toppen var jeg alene. Der var vanvittigt flot og vidunderligt stille.

Udsigt fra tårnet på Bluff (se også Facebook)

Jeg havde det hele for mig selv indtil jeg kunne høre gruppen af TA’ere snakke på vejen op.

Jeg begyndte nedstigningen kort efter i håb om, at der var stille ved Sterling Point. Der var en halv times gang.

Sterling Point er en parkeringsplads ved vandet, hvor der er et plateau med et skilt af samme type som det på Cape Reinga i den anden ende af landet.

Der var rimelig roligt, da jeg ankom. Et par motorcyklister svingede ind og vi tog billeder af hinanden. I løbet af kort tid blev der pludselig travlt. Der ankom biler, vandrere og løbere. Alle ville fotograferes foran skiltet.

Jeg rykkede lidt til side og bryggede en kop kaffe. Det føltes helt vildt stort, at jeg havde gennemført Te Araroa. Der føltes lidt uvirkeligt, at der ikke var flere etaper. Dejligt og trist på samme tid.

Fra Sterling Point fulgte jeg vejen ind til byen Bluff. Det var søndag og byen sov. Alt på nær supermarkedet var lukket. Én restaurant ville dog åbne klokken halv tolv.

Efter en tur op og ned af gaden satte jeg mig til at vente uden for restauranten. I løbet af kort tid kom de ni andre vandrere også. De var tjekket ind på et vandrehjem i nærheden.

Da restaurant åbnede, bestilte jeg en paua burger. Jeg valgte den, fordi pauamuslingen bor i den store flotte muslingeskal, som jeg slæber rundt på. Det bliver nok min eneste chance for en paua burger – ever!

Burgeren indeholdte paua-pate. Den var sær og sjov. En festlig afslutning på en eventyrlig tur.

Stirling Point – Bluff

3 svar

Sidste stop på Te Araroa

Søndag den 2. marts 2025

TA, dag 152, Freedom Farm, Bluff (km3030)

Skriv et svar

Lørdag den 1. marts 2025

Turen er snart forbi. Følelsen af tab ramte mig i går. Jeg har ikke lyst til, at ‘der ikke er mere Te Araroa’ lige om lidt. Selvfølgelig bliver det dejligt at komme hjem, men jeg har ikke lyst til at slippe Te Araroa. Det er som at vinke farvel til en kær ven.

I morges var der en sjov regnbue på himlen, da jeg stod foran køkkenet. Det regnede nok lidt i horisonten. Turen fortsatte af den asfaltvej, som jeg ankom fra i går. Humøret var i top.

Efter tre kilometer lå der en købmand. Jeg købte lidt til dagen og til aftensmaden og fortsatte fire kilometer ind til udkanten af Invercargill.

Te Araroa går ikke ind i selve byen og jeg havde allerede skaffet det fornødne, så jeg drejede med ruten til højre lige uden for Invercargill. Byen ligger ved en fjord, der mest ligner en stor sø. Te Araroa fortsatte langs vandkanten ad en delt cykel- og gangsti.

Det var ikke storslået, men underlaget var fast og effektivt. Jeg gik cirka tolv kilometer gennem et fladt område, som en gang var et vådområde, men nu er næsten drænet for vand for at sikre fast underlag til jernbanen og vejene. Der var dog et par søer og områder med mudder og lavt vand. Der var mange fugle i de våde områder.

Det gik rimelig hurtigt, men det var hårdt for ben og fødder.

Nu er jeg på den allersidste linje i appen: Invercargill to Bluff

Cykelstien gik ud til Sh1, som den fortsatte parallelt med. Der var yderligere femten kilometer til dagens mål.

Det føltes som mere end femten kilometer og jeg holdte et par pauser i vejsiden. De sidste kilometer kunne jeg se Bluff på min venstre side. Den så overraskende stor ud. I dag skulle jeg ikke helt ind til Bluff, for jeg overnatter hos en venlig hollænder, som har en stor grund lige uden for byen. Her kan alt og alle overnatte og vi bestemmer selv prisen. Hvis dagen havde været lidt kedelig, så sluttede det i hvert fald, da jeg ankom til Freedom Farm.

Her er mange rejsende, hjerterum, teltpladser og husdyr. I indkørselen har en lokal familie etableret en ferielejr med en stor bil, tre telte og en steg på grillen.

Der resterer ti kilometer af Te Araroa. Dem gemmer jeg til i morgen.

TA, dag 151, Beach Road Holiday Park (km2998)

Skriv et svar

Fredag den 28. februar 2025

I morges forsøgte jeg at forlænge opholdet i mit fine lille rum på campingpladsen, men den var allerede lejet ud, så jeg måtte pakke. Jeg var træt og klokken blev ni før jeg kom afsted.

Jeg ville ind om Riverton og spise noget fyldig morgenmad og købe lidt ind. Turen gik ned til Aparima River og over en bro. Det var meget lavvandet. Der var fine både ved træbroen og uden for museet fortalte et lokomotiv historien om guldgraverne.

På den café, som jeg besøgte hang der flotte polerede strandskaller på væggen.

Klokken ti spadserede jeg ud mod stranden. Min timing var elendig. Jeg skulle gå langs Oreti Beach hele dagen og jeg vidste, at jeg skulle passere en flodmunding efter tolv kilometer. Tidevandet ville være på sit højeste klokken halv to, så det bedste ville have været at komme afsted meget tidligt, så jeg kunne passere floden i god tid før højvandet.

Jeg havde ikke haft energi til at stå tidligt op. Jeg tænkte, at jeg nok bare måtte vente nogle timer ved floden, når jeg nåede der til. Heldigvis var det dejligt vejr.

Oreti Beach var en sandstrand. Selvom vandet blev højere og højere, var der stadig plads til mig. Jeg havde selskab af mange fodspor fra de TA’ere, som havde været tidligt oppe.

Efterhånden tog vandet dem alle på nær ét sæt. Det forsvandt også et tidspunkt og jeg følte mig lidt ‘alene’. Der kom en ATV og en knallert. Jo længere væk jeg kom, desto mere stille blev der. På et tidspunkt blev jeg overhalet af to motorcykler. Der kom tilbage efter en times tid. Jeg gættede på, at floden kom som en overraskelse for dem. De havde stor oppakning med.

Halv to var jeg ved floden. Min app fortalte, at jeg havde ramt det absolutte højvande. Floden så ikke faretruende ud, men det var tydeligt at vandet nu løb ‘ind i floden’ og ikke fra floden og ud i havet. Det var svært at vurdere, hvor dybt der var på den fjerne side af floden. Jeg besluttede, at jeg ikke ville forsøge at passere alene så tæt på højvande.

Mens jeg kiggede på floden dukkede der en TA’er op. Det var en kiwi, som jeg havde mødt for længe siden på Nordøen. Han meldte sig straks som ‘forsøgsperson’, tog sko og strømper af, pakkede elektronikken væk og vadede ud i floden. Først gik det fint, så var det tydeligt, at han pludselig ‘gik nedad’ – der blev dybere. Han hev opad i rygsækken for at holde den over vandet. Et øjeblik mere og så kom han op på den anden bred.

Nu var det med at komme afsted mens han stadig var på bredden. Jeg lagde mavebæltet øverst i rygsækken og vadede ud samme sted som ham. Der blev hurtigt dybt. Vandet kom op i hoftehøjde eller måske lidt højere. På et tidspunkt føltes det som om, at jeg flød et øjeblik. Jeg blev våd, men jeg kom over. Raincoveret havde samlet en masse vand, som jeg lukkede ud. Jeg gik videre langs stranden og lod vandet løbe af. Efter et par kilometer lå der en stor træstamme. Jeg stoppede og tjekkede rygsækken. Det så ok ud. Jeg tog vindjakken og regnskørtet uden på det våde tøj og travede videre. Sol og vind ville klare resten.

Ved firetiden var jeg nået til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra stranden. Bilerne afslørede på lang afstand, at der var en nedkørsel.

Et par kilometer inde i landet lå campingpladsen. Naboen var en restaurant, som skiltede med, at de havde en bar i haven. Det måtte jeg teste.

De havde åbent. Kaffen var god og aftensmaden var også sikret.

Campingpladsen tilbød teltpladser til TA’ere for 10 dollars. En flot pris.

TA, dag 150, Riverton Holiday Park (km2972)

Skriv et svar

Torsdag den 27. februar 2024

Det har været en meget lang og meget varieret dag på Te Araroa. Dagen blev indledt med fem timers mudderkamp for at komme ud af Longwood Forest. Det var hårdt arbejde.

Dagens første vandløb. Det virkede ret mørkt inde mellem træerne.

I dag passerede jeg synlige mineskakter og vandkanaler.

Efter skoven kom der et stykke hovedvej efterfulgt af en landevej, som førte mig ud til stranden i Colac Bay. Lige inden stranden holdte jeg en lang pause på Colac Bay Tavern. Det var ganske underholdende. Lidt som at være i en anden tid. Jeg drak cola og kaffe og spiste et stort bistro måltid.

Klokken nærmede sig to da jeg gik ned til stranden. Den så dejlig ud. Vandet gik mod lavvande, men det var ikke længe siden, at det var højvandet. Der var ikke meget strand, så jeg gik det første stykke oppe på vejen.

Længere henne drejede vejen væk fra stranden, så jeg måtte ned i sandet. Desværre blev sandet til sten længere henne. Det var vanvittig tungt at gå i.

Da stranden sluttede var benene tunge som bly. Heldigvis kom der en ny sti og den var skøn. Humøret steg betragteligt.

Tihaka Beach Track gik gennem privat område. Stien snoede sig langs vandet og gik til sidst op over en stor bakke og ind mod Riverton.

Jeg gik skiftevis nede på en strand og oppe i en fårefold. Stien gik op og ned mange gange. Der var smukt og roligt og skønne udsigter til øde strande.

Det var en stor fornøjelse og jeg glemte helt, hvor træt jeg var. I stedet blev jeg opslugt af flotte klippepartier og skønne strandskaller.

Da jeg kom op over den sidste skråning var der flot udsigt til Riverton.

Nu manglede jeg kun tre kilometer. Det blev en sen ankomst efter elleve timer på vejen.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Kategoriarkiv: TA Dagbog

TA, bonus, Waikanae

TA, bonus, Parawai Lodge

TA, bonus, Waitewaewae Hut

TA, bonus, Nicols Hut

TA, bonus, Waiopehu Hut

TA, dag 153, Sterling Point (km3039)

Stirling Point – Bluff

TA, dag 152, Freedom Farm, Bluff (km3030)

TA, dag 151, Beach Road Holiday Park (km2998)

TA, dag 150, Riverton Holiday Park (km2972)