Jeg forventer, at der bliver stille her på siden til en gang i begyndelsen af det nye år. Jeg har begrænset strømkapacitet i de perioder, hvor jeg ikke kan oplade min powerbank. Jeg kan oplade powerbanken i dag. Næste stikkontakt er i Saint Arnaud på den anden side af Richmond Ranges.
Den næste strækning bliver min foreløbigt længste uden adgang til opladning. Jeg er nødt til at prioritere, hvad strømmen på min powerbank skal bruges til.
Det er vigtigt, at jeg har strøm på min telefon. Den er mit vigtigste navigationsredskab. Den vil jeg prioritere.
Jeg vil også gerne holde liv i min ‘Garmin inReach mini 2’, fordi den kan bruges til satellitkommunikation. Med den kan jeg sende sattellitbeskeder og trackingpunkter til min familie, og jeg kan sende SOS og komme i kontakt med Garmins Response center. Jeg vil så vidt muligt kun bruge telefonen til at navigere med, så strømmen rækker længst muligt.
Ud over min inReach har jeg min PLB, som ikke kræver opladning. Den ligger i min bæltetaske og er normalt slukket. Den vil også kunne sende SOS.
Nu kan du slappe af om morgenen og sove lidt længere!
Lige inden jeg lagde mig til at sove i går kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt, at der var et julearrangement med juletræ og sang et sted i centrum. Jeg var optaget af Richmond Ranges og jeg havde glemt alt om jul.
I morges pakkede jeg igen rygsækken. Denne gang gjorde jeg mig umage for at putte alt det ned i rygsækken, som skulle med videre på vandringen. Jeg var nødt til at vide, om det faktisk kunne være i sækken. Det lykkedes! Det var top på, men regncoveret ville dække åbningen på toppen.
Sådan så den ud inden skoene blev bundet fast på siden, regnfrakken stukket under en strop på toppen og regncoveret trukket over det hele.
Klokken ti var jeg nødt til at tjekke ud fra hotellet. Jeg gik ind mod den tomme bymidte. Alle butikker var lukkede. Jeg havde mest lyst til at komme tilbage på Te Araroa med det samme, men det lod sig ikke gøre. Jeg fandt en bænk og slog mig ned.
Det hostel, som jeg havde booket lod mig heldigvis komme ind i fællesrummene før klokken tolv. Der var stor aktivitet i køkkenet. Der skulle være fællesspisning senere på dagen. Der var ikke skyggen af en TA’er, og jeg følte mig ret malplaceret. Jeg lavede en kop kaffe og gik videre med min planlægning af TA. Jeg nåede at se en del videoer fra Nelson Lakes før mit værelse var klart til indflytning.
Resten af dagen er gået med planlægning og ‘ingenting’. Jeg sprang festlighederne i køkkenet over. Det lignede et stort arrangement. Det er sikkert godt for fysikken at hvile benene, men nu glæder jeg mig til at komme i sving i morgen.
I morges pakkede jeg det mad om, som jeg købte i går. Nu har jeg elleve portioner aftensmad klar til resten af Pelorus River Track og turen over Richmond Ranges.
Resupply er hårdt arbejde og ikke min favorit beskæftigelse. Men mad skal der til!
Jeg havde en aftale med Marianne og Arnold på en café klokken halv ti. Marianne gled i noget affald i Wellington for et par uger siden. Hun brækkede håndleddet, og derfor har de opholdt sig i Nelson i to uger. I dag skulle hun til opfølgning på sygehuset, som heldigvis havde gode nyheder til hende. Der var ikke brug for operation. Det var dejligt at se dem igen, selvom omstændighederne ikke var dem, som vi havde ønsket os. Nu kan de begyndte at planlægge næste fase af deres tur. Marianne har fortsat armen ‘pakket ind’, så der er grænser for, hvilke typer terræn det er forsvarligt at gå i.
Inden cafébesøget lykkedes det mig at finde en ny campinggas til min brænder. Jeg vil gerne starte den næste strækning med en fuld campinggas i rygsækken, så den kan holde hele vejen til den næste by.
Efter cafébesøget var det flyttetid. Julen er en travl tid på hotellerne, og jeg var tvunget til at skifte hotel i dag. Jeg flyttede et par huse ned ad gaden, og jeg var heldig, at de fik ordnet det sådan, at jeg næsten kunne gå fra det ene hotel til det næste.
På vej ud af døren fangede jeg mig selv i spejlet. Det ser jo meget godt ud med den rygsæk, men uden for billedet står der en pose med mad, som på en eller anden måde også skal ned i rygsækken inden jeg forlader Nelson.
Mit nye logi har en vaskemaskine i badeværelset. Det endte med den helt store julevask. Først fik rygsækken en tur og så kom alt mit tøj i maskinen. Det var sommervejr i dag, og det hele tørrede på rekordtid ude på altanen.
Jeg har forlænget opholdet i Nelson med et døgn. I morgen flytter jeg på backpackerhostel. De hoteller, som har ledige værelser i morgen, er alt for dyre. I overmorgen tager jeg bussen tilbage til Pelorus Bridge og fortsætter vandringen. Der går ingen bus i morgen. Den 25. december er alle butikker lukkede. Det er den vigtigste dag i julen på de her kanter, og derfor kører Intercitybussen heller ikke.
Glædelig jul til alle jer i Danmark, som stadig har det meste af den 24. december foran jer. Her slutter den 24. december om mindre end tre timer. Jeg kan lige nå en kop kaffe inden sovetid. Godnat og Glædelig Jul!
Jeg stod tidligt op og nussede lidt rundt i min lille hybel. Til morgenmad spiste jeg et hårdkogt æg og en croissant med salat, æg og bacon, som jeg havde købt i går. Det var langt over daglig standard.
Vejret var flot. Solen skinnede fra morgenstunden, hvilket altid har en gavnlig indflydelse på humøret.
På vej ud fra campingpladsen fik jeg en snak med to TA’ere, som også skulle til Nelson i dag. De ville forsøge at tomle fra Havelock. I Nelson skulle de bo hos en trailengel, som ikke selv var hjemme. De var via Facebook blevet tilbudt at bo i englens hus i julen.
På vej gennem hovedgaden i Havelock kom jeg forbi museet. Her stod lokomotivet ‘Aunty Sally’, som var fra 1893. Det havde fragtet fældede træstammer til savværket. I følge beskrivelsen var konstruktionen langt fra originalen, da der var udskiftet mange dele gennem tiden. Der var noget dragende ved den solide dame.
Ruten ud af Havelock gik langs vejen et par kilometer. Uden for byen drejede jeg af og fulgte en grusvej de næste ti kilometer. Ruten gik langs Pelorus River, som så flot ud i solskinnet.
Jeg krydsede floden på et sted, hvor løbet var delt i to grene. Det betød, at jeg krydsede den samme flod to gange. Det fandt jeg ud af, da jeg kiggede nærmere på kortet. Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor der stod Pelorus River på begge floder.
Dagens sidste anstrengelse var et par timer på Dalton Track. Det var en rute, som gik gennem et landbrug. Underlaget var overvejende knoldet græs af den slags, som køerne græsser på. For hver indhegning skulle jeg over en stele.
Det var blevet rigtig varmt og anstrengelserne fik sveden frem på panden.
Jeg holdte pause flere gange på turen i dag. En af dem brugte jeg på en resultatløs chat med det telefonselskab, som jeg har købt et New Zealandsk sim-kort hos. Den ‘pakke’ jeg købte i lufthavnen dækkede tre måneder, så den udløber snart. Tilsyneladende er SPARKs hotline lige så elendig, som de hotlines vi kender fra teleselskaberne i Danmark.
For enden af den sidste mark gik jeg gennem et par buske og pludselig var jeg i en skov.
Det var en sjov fornemmelse. Ændringen var markant. På marken var der steghedt, men i skoven var der dejlig køligt.
Skovturen var kort og den sluttede med en bro over Rai River.
Floden var flot. Vandet så klart og indbydende ud. Lidt længere henne var der badegæster ved flodbredden.
Nu var jeg i Pelorus Bridge, som hovedsageligt var to parkeringspladser, to campingpladser og et picknickområde.
Min tidsplan passede fint. Jeg købte billet til Nelson online og klokken halv tre steg jeg på den temmelig forsinkede bus til Nelson. Turen tog en time.
I Nelson tjekkede jeg ind på mit hotel. Det så dejligt ud.
Hotellet ligger til højre inde bag træerne
Jeg opdagede, at SPARK havde en butik i byen, så den kom højest på min indkøbsseddel. Nu har jeg mobilforbindelse i tre måneder yderligere. Det var dejligt at få den opgave af vejen.
Efter et par timers shopping og mere ‘kontortid’ hoppede jeg i badekarret på hotellet. Det var dejlig afslappende.
Tiden er helt løbet fra mig. Aftensmaden blev yoghurt med müsli. Det var faktisk dejligt. Yoghurt er ikke egnet til rygsækken, så der er langt mellem serveringerne på den her tur.
Det regnede det meste af natten. Mit telt klarede sig heldigvis godt. Der er noget med nogle våde hjørner, som jeg vil prøve at dække af næste gang, men i det store hele var alt inde i teltet tørt. Jeg havde placeret teltet under nogle store træer, og derfor var der drysset en del blade ned på teltdugen. I morges tørrede jeg det værste væk med en klud før det våde telt kom i rygsækken.
Teltet er væk, men den tørre firkant er der endnuSådan så shelteret ud på Davies Bay Campsite
Da jeg havde pakket rygsækken gik jeg først ned til stranden. Det var lavvandet igen og der var meget stille. Vejret var grumset, men lige på det tidspunkt regnede det ikke. Et par TA’ere, som havde camperet på stranden, var ved at pakke sammen.
Jeg fortsatte af Queen Charlotte Track, men måtte med vemod konstatere, at jeg nærmede mig enden og dermed den lille by Anakiwa.
Anakiwa var en ferieby uden butikker. Et overnatningssted solgte kaffe m.m. fra en campingvogn i indkørslen, men først efter klokken halv to.
Anakiwa
Jeg fulgte Te Araroa langs bugten og om på den anden side af Anakiwa. Her fra fulgte ruten Link Pathway, som er en kombineret cykel- og gangsti. Jeg mødte tre hold cyklister på stien. Den var veletableret og gjorde et godt stykke arbejde. Stien fulgte nogenlunde vejen, og det var tydeligt, at vejen ville have været ubehagelig at gå på. Der var kun plads til bilerne.
På den sidste tredjedel gik ruten op ad en skråning, rundt om en pynt og ned til Havelock på den anden side. Der var en flot udsigt til byen, da jeg rundede pynten.
Udsigt til Havelock
Fra pynten gik det nedad ad bakke hele vejen til campingpladsen i Havelock. Jeg tjekkede ind og smed rygsækken ind i det rum, som jeg havde lejet. Jeg var sulten, så jeg gik på jagt efter en café. Det gik ikke så godt, for de var ved at lukke for frokost serveringen. I stedet købte jeg et par sandwich og fortsatte hen i supermarkedet. Min rumlende mave resulterede endnu en gang i indkøb, som nok var lovligt store. Det jeg ikke kan spise skal jeg bære på i morgen.
Resten af dagen er gået med mad, bad og tøjvask, men allermest med planlægning af det næste stræk.
Først kommer der tre dage med Pelorus River Track og så omkring otte dage i Richmond Ranges. I de otte dage er der ingen butikker eller caféer. I dag gik det op for mig, at jeg kommer ud af Richmond Ranges lige omkring nytår. Det er umuligt at finde overnatning i Saint Arnaud, som er den første by, så jeg pusler med planen.
I morgen går jeg til Pelorus Bridge. Jeg håber, at ankomme så tidligt, at jeg kan nå en bus, som kører ned til Nelson. Her har jeg booket hotel i to nætter, så jeg kan købe ind til den næste strækning. Det falder sammen med julen, så prisen for logi var til at få øje på. De to nætter betyder til gengæld, at jeg ankomner lidt Saint Arnaud efter nytårsaften. Det bør øge chancerne for at finde en seng dér.
I aftes var der ballade i køkkenet. Franskmændene havde efterladt køkkengrej på bordpladen i shelteret. Ved halv ellevetiden kunne vi høre, at der var gæster. Tingene væltede. En af mændene gik frem og tilbage med en lommelygte og forsøgte højlydt at skræmme dyrene væk. Han larmede mere end dyrene og jeg faldt først i søvn ved midnat. Der var helt sikkert possum på teltpladsen, og det har sikkert været dem, som tjekkede om der var noget spiseligt.
I morges var der opklaring i vejret et øjeblik. Jeg skyndte mig at pakke mig grej og jeg luftede teltet lidt inden jeg pakkede det ned.
Det var tid til den sidste hele dag på Queen Charlotte Track. Der kom nye bakker, nye bugter og nye flotte udsigter.
Et kig ned til Torea Bay jetty
Jeg mødte to fugle af den yndige slags med en lille krøller på hovedet. Jeg tror, at det er Californisk Topvagtel. Hannen var foran mig, og han opførte sig sært. I stedet for at løbe væk blev han ved med at skræppe til fruen, som var bag ved mig. Jeg stoppede. Han strøg forbi mig og om til fruen. Mere skræppen. Nu kunne jeg se dem! De havde unger med! Minimum tre små stribede klumper, som asede og masede for at komme gennem det høje græs. Hele optoget gik ind i bevoksningen til højre for stien. Herligt!
Jeg så et skilt om regulering af dyr. Her var det særligt geder og rådyr, som der var behov for at reducere antallet af. Der kom også et skilt om bekæmpelse af fyrretræer. De blev plantet, som et led i skovdriften, på et tidspunkt, hvor der blev fældet store mængder træer. Nu vil man gerne undgå, at de breder sig, så fyrretræerne får gift, så de går ud. Det er synligt i landskabet, fordi de døde fyrretræer stikker op af skoven og ser triste ud. Det er dog kun et spørgsmål om tid før naturen klarer resten.
Sidst på dagen kom jeg gennem et område med flot subtropisk skov. Det område havde været fredet længe.
Der kom mange regnbyger i dag. Jakken måtte af og på flere gange. Det forhindrede mig ikke i at holde flere pauser på nogle af de flotte bænke på turen. Det er ikke de hurtigste kilometer jeg har gået på Te Araroa. Det er simpelthen for hyggeligt!
Jeg endte dagen ved en strand, hvor det er muligt at campere. Det så dejligt ud, men fordi det regnede foretrak jeg at gå 100 meter ind i skoven. Her er der en stor lysning og et shelter. Jeg har fundet et fint sted under et par store træer til mit lille telt. Græsset var stadig tørt, da jeg slog teltet op.
Der er nye ansigter i shelteret igen i dag. Nogle af dem skal kun gå Sydøen og de er derfor næsten lige startet.
Når jeg zoomer lidt ud, så bliver det lettere at se helheden. På det næste skærmprint kan man se, at jeg har bevæget mig i en cirkel. Fra Picton (nederst) med båd op til Ship Cove og så til fods tilbage igen. Picton ligger dog på den anden side af den ‘fjord’, som jeg er ved nu.
I aftes blev jeg inviteret til aftensmad hos mine værter. Vi fik steg af rådyr, kartofler og grøntsager tilberedt i ovn og blomkål i ostesovs. Det smagte fantastisk! Vi hjalp oven i købet med at begrænse skadedyrene i skoven. Rådyrene hører ikke til i skovene her, og de er ikke gode for den hjemmehørende vegetation. Dyret havde naboen, som er en dame på 70 år, skudt. Vi havde en usædvanlig hyggelig aften, og jeg følte mig ualmindeligt heldig, da jeg gik op ad stien til mit logi.
I dag har jeg haft endnu en forrygende dag i Marlborough Sounds. I morges sagde vi på gensyn over en kop kaffe og en skål Weet-Bix med mælk på. Weet-Bix er åbenbart en lige så klassisk morgenmad i New Zealand, som havregryn er det i Danmark.
Klokken kvart over syv fortsatte jeg turen ad Queen Charlotte Track. Efter en halv time dukkede Furneaux Lodge op. Jeg svingede ind og kiggede. Det så lækkert ud. Det lå helt ud til vandet. Lodgen er et overnatningssted med restaurant og café og det er muligt at holde større selskaber på stedet. Det er derfor et samlingspunkt for lokalsamfundet.
Jeg fortsatte ind i bunden af Endeavour Inlet. Efter passage af en hængebro var jeg ved Miners Camp, som er en privatejet campingplads. Det så ud til at være et fint lille sted.
Vejret var gråt i dag. Det regnede med jævne mellemrum. Heldigvis kom der kun lette byger, men disen dæmpede de flotte farver og generede udsigten fra de høje punkter på ruten. Den kunne dog ikke skjule Marlborough Sounds charme. Det var en fornøjelse at gå der. Turen fortsatte rundt om Endeavour Inlet og Big Bay.
Der sidder en fugl i træet over vandet
Efter tretten kilometer kunne jeg vælge mellem en kort og direkte sti til Kenepuru Saddle eller en lidt længere version, som gik ned om Punga Cove. Jeg tog den lange. I Punga Cove lagde en båd til ved Camp Bay jetty og satte et par passagerer af.
Lidt længere henne lå en café, som desværre ikke åbnede i dag. Der var forskellige aktiviteter, som muligvis mest rettede sig mod gæsterne i det resort, som lå ovenfor caféen.
Jeg gik tilbage til stien og Camp Bay Campsite, som ruten passerede. Der var et pænt shelter og ‘rigtige’ toiletter. Det var for tidligt at stoppe, så jeg fyldte mine vandflasker og satte kursen mod den næste bakkekam.
Det gik pænt opad. På toppen kunne man tager en ekstra lille bakke. Op og ned af samme vej. Til Eatwells Lookout. Det måtte prøves. På toppen var der gråt og det regnede. Jeg læste om Eatwells, og blev nok en gang helt rørt over de uselviske mennesker, som lægger oceaner af energi i naturen for at vi alle sammen kan få glæde af den. Sådan en er Eatwell åbenbart. Jeg spottede en tør plet under et træ og holdte en lille pause. Da jeg rejste mig igen var det klaret en smule op. En flok svaler havde travlt med at fange insekter over buskene på toppen.
Efter bakketoppen var der en halv times gang til Bay Of Many Coves Campsite. Der var livligt i shelteret, da jeg nåede frem. Det regnede stadig lidt, så et par TA’ere forsøgte at pakke deres grej ud inde i shelteret, mens to andre tilberedte deres mad. Udsigten fra shelteret var god. Jeg holdte en pause og sludrede lidt med de andre mens jeg nød udsigten.
Jeg ville gerne gå lidt længere, så jeg tog ti kilometer mere. Her kom der pludselig strækninger, som så helt anderledes ud, og på min højre side kunne jeg se landbrugsjord nede i dalen.
Jeg mødte små grupper af geder flere gange. De havde travlt med at komme væk. Det var fint, for nogle af hannerne var overraskende store.
Da jeg nåede frem til Black Rock Campsite havde en fransktalende familie spredt deres grej ud over hele shelteret. Jeg satte mit telt op og var heldig at det var tørvejr. Familien samlede sig lidt, og jeg fik spist aftensmad.
Udsigten fra shelteret var virkelig flot. Nede ved vandet skiftede lyset hele tiden. Et øjeblik var der sol et par steder.
Aftenens lyseste øjeblik
Jeg var længe undervejs, men bevægede mig (gik) kun i 8 timer
Jeg hyggede mig gevaldigt i Resolution Bay i går. Der er noget ved det her område, som i den grad emmer af ferie og afslapning. Måske har fraværet af biler indflydelse på stemningen. Der er lange strækninger på Queen Charlotte Track, som man ikke kan komme til i bil. Resolution Bay Cabins var et af dem. De får deres forsyninger med båd.
I morges tog jeg den med ro. Himlen var grå og det var køligt, men det holdte tørt. Da kiosken åbnede klokken otte, købte jeg en kop kaffe. Klokken ni satte jeg kursen tilbage mod ruten.
Jeg gik til venstre
Dagens tur var kort, men det lykkedes mig alligevel at holde en del pauser på turen. Et par af TA’erne fra i går dukkede op. De havde overnattet i Schoolhouse Bay. De havde planlagt en lige så kort tur som mig, så de havde også oceaner af tid. De havde lejet en hytte, som lå lidt før min destination.
Stien gik op og ned af et par af de store bløde grønne bakker. De små frække weka fugle dukkede op ved alle picknickbordene. De vidste, hvor krummerne skulle findes.
Weka
Udsigterne fra de yderste sving på ruten var betagende. På den anden side af Endeavour Bay kunne jeg se Punga Cove, hvor Camp Bay Campsite ligger. Den side af bugten gemmer jeg til i morgen.
Min plan for dagen var at genopfriske bekendtskabet med Kate, som jeg mødte tidligere på Te Araroa. Hendes forældre bor klods op ad Queen Charlotte Track og Kate er på besøg hos forældrene lige i de her dage. God timing!
Der var jordskred på ydersiden
Instruktionen fra Kate var noget med en bådebro, et bådeskur, en indgang og et skilt. Det var nemt. Alt stemte. Det var lidt som at være på skattejagt. Gevinsten var et stor og indtagende hus på skråningen. Et hus af den slags, som kun kan nås med båd. Farens svenske aner fra Dalerne fornægter sig ikke. Han har altid sejlet.
Jeg bankede på døren midt i frokosten. Vi hilste, drak kaffe og sludrede lidt alle fire. Det er en yderst sympatisk familie. Kate viste mig mit logi, som ligger lidt længere oppe af skråningen.
Jeg kniber mig i armen. Som Jeppe på bjerget. Det føles som at få en lidt for tidligt julegave. Jeg har fået mit eget hus med udsigt over Endeavour Bay!
Hvis du ikke har læst opslaget ‘Sydøen i sigte’ fra i går, så vil jeg foreslå, at du gør det nu. Inden du læser videre.
Det har været en forrygende dag. Først skulle jeg med den store Interislander færge til Picton.
I terminalen mødte jeg tre TA’ere, som jeg også mødte på vej ind til Wellington. To af os havde måttet aflevere rygsækken ved check-in. De andre havde fået lov at beholde deres rygsække. Det var vi ikke helt tilfredse med. Der var koldt ombord på færgen, men den ekstra trøje var forsvundet sammen med rygsækken.
Færgen mindede om en forvokset Bornholmerfærge af ældre model. Der var mange campere på vogndækket. Vi kunne se ned på dem fra vores pladser på 8. dæk.
Jeg var spændt på hvordan turen ville blive. Det blæste meget, og sejlturen har ry for at kunne være barsk. Det gik dog over al forventning. Det blæste vildt på udsigtsdækket på 10. dæk ved turens begyndelse, men havet var forholdsvis fladt og båden opførte sig pænt.
Jeg pendlede mellem caféen, en sofa på 8. dæk og udsigtsdækket på 10. Det lykkedes mig at se både albatros og delfiner på turen. Hvilke arter, ved jeg desværre ikke. Albatrosserne var store og elegante.
Den sidste time sejlede vi i et sund ved Sydøen. Der var flot og grønt. Vandet havde en særligt smuk grøn farve, syntes jeg.
Vi gik i land i Picton. Nu var vi på Sydøen. Det føltes godt, at vi var nået her til.
I terminalen blev jeg genforenet med min rygsæk og mine vandrestave. Heldigvis uden problemer. Bagagen skulle hentes på et bagagebånd lige som i lufthavnen.
Vi gik en kort tur langs havnen, hvor vi tjekkede ind hos E-ko tours, som skulle sejle os til Ships Cove. Det viste sig, at der også var passagerer, som skulle på tur til Motuara Island. Der var pænt fyldt op på båden, og vi stoppede flere gange for at se på dyr.
Vi så tre kæmpe store Australske suler, som lettede fra vandet og fløj væk.
Der var en King Shag i vandet og senere én, som stod på klipperne sammen med nogle mindre Spottet Shag.
King ShagFuglereder i træerne
Vi så en fin lille gruppe Hector’s Delfiner. De var tæt på båden og svømme rundt om os længe. Det er en forholdsvis lille delfin. (Se video på min Facebook).
Midt i flokken er der en, der skiller sig udDet er King Shag
Vi mødte også tre sæler. Den ene var på havet, men dykkede ikke. Den svømmede rundt i overfladen. Jeg har glemt artens navn, men den var meget mørk.
Den sorte klat er en sæl, som lige er kravlet op på klipperne
Kort før klokken fire var vi i Ship Cove. Her var vejret behageligt. Bugten lå i læ. Vejret er ret uforsigeligt. I Wellington og på Interislander færgen var der koldt.
Ship Cove i sigte
Der var ni TA’ere, som skulle i land. To af dem skulle kun gå Sydøen, og det var derfor deres første vandredag. Det lød helt fremmed. Tænk, at de først skulle i gang nu.
Vi hankede op i grejet og gik længere ind på land. Her var der et monument til ære for Cook, og en del plancher om Cook og Ship Cove.
Det var helt sikkert væsentlig historiske begivenheder, men klokken var over fire, og vandredagen var ikke begyndt endnu. De fleste ville hellere i gang med Queen Charlotte Track.
Der er dukket fjerklædte kleptomaner op på ruten. Weka er en yndig lille hønselignende fugl. Den stjæler gerne mad og desuden alt, hvad der skinner. Den skal man vist tage sig i agt for.
Jeg var klar til at gå klokken halv fem. Heldigvis havde jeg planlagt en kort vandredag. Stien gik op ad og udsigten blev hurtigt god.
Queen Charlotte Track Mit logi kan skimtes nede i bugten (Resolution Bay)
Underlaget var fornuftigt og hele Queen Charlotte Track er for TA’erne er forholdsvis nem rute. Der er mange højdemeter, men ellers ikke de helt store forhindringer.
Jeg passerede Schoolhouse bay campsite, som er en simpel DOC camp og fortsatte til Resolution Bay Cabins. Alle hytter var optagede på stedet, da jeg ville booke, men jeg havde aftalt med dem, at jeg kunne campere.
På vej ned til Resolution Bay Cabins
Resolution Bay er øko-camp med hytter spredt i terrænet. De har en bådebro, toiletter, bad, internet og en lille kiosk. Damen, som tog imod mig var super sød og jeg var rigtig glad for, at jeg ikke skulle længere end her til.
Et par TA’ere, som skulle gå ti kilometer længere. De købte is!
Jeg har været i bad og jeg har spist aftensmad. Nu ligger jeg i teltet, hvor jeg kan høre havet. Det er mørkt nu. Lidt tidligere kunne jeg også høre fuglesang.
Campingpladsens bådebroMin aftensmad er på vejEt par af hytterneForan reception og kiosk
Jeg har kun tracket den del af dagen, som fulgte Te Araroa på Sydøen. Wellington og Picton har jeg udeladt.
I morgen (onsdag den 18. december) sætter jeg kursen mod Sydøen. Min Interislander færge ‘Kaitaki’ afgår klokken 8:45 fra Wellington og ankommer til Picton på Sydøen klokken 13:15.
Da Te Araroa på Sydøen starter i Ship Cove, hvor Queen Charlotte Track begynder, har jeg ikke interessere i at overnatte i Picton. Derfor har jeg booket båd fra Picton til Ship Cove i morgen klokken 13:30. Mit besøg i Picton bliver derfor en gåtur fra en færge til en mindre passagerbåd længere henne ad havnekajen.
På MapsMe vises Te Araroa med en grøn streg fra stenen, som jeg var ved for et par dage siden, til Ship Cove. Det er bare ikke muligt at sejle direkte mellem de to punkter med mindre man selv har en båd.
Jeg sejler derfor ad den hvide linje ned til Sydøen og ind i fjorden, og bag efter ud igen og op mod ‘venstre’. Dér hvor den grønne linje møder de kendte røde kilometermærker.
Når jeg kommer i land i Ship Cove skal jeg vandre i et par timer. Det er ikke tilladt at overnatte i telt, der hvor båden lægger til kaj i Ship Cove.
Jeg forventer at gå otte kilometer (og to store bakker) til Resolution Bay, hvor der er en campingplads. Jul og nytår er højsæson, så alle hytter på pladsen er optagede, men der skulle være mulighed for at overnatte i eget telt.
Jeg krydser fingre for godt vejr. I nat var det tordenvejr her i området. Det blæser en god del.
Området, som jeg kommer til, hedder Marlborough Sounds. Der er grønt og idyllisk. Det er ‘ude på landet’ og det er et stort øko-turisme område. Mobilsignal er formentlig en sjældenhed. Hav tålmodighed!
