Tag-arkiv: Endeavour Bay

TA, dag 80, til Endeavour Bay (km 1741)

Torsdag den 19. december 2024

Jeg hyggede mig gevaldigt i Resolution Bay i går. Der er noget ved det her område, som i den grad emmer af ferie og afslapning. Måske har fraværet af biler indflydelse på stemningen. Der er lange strækninger på Queen Charlotte Track, som man ikke kan komme til i bil. Resolution Bay Cabins var et af dem. De får deres forsyninger med båd.

I morges tog jeg den med ro. Himlen var grå og det var køligt, men det holdte tørt.  Da kiosken åbnede klokken otte, købte jeg en kop kaffe. Klokken ni satte jeg kursen tilbage mod ruten.

Jeg gik til venstre

Dagens tur var kort, men det lykkedes mig alligevel at holde en del pauser på turen. Et par af TA’erne fra i går dukkede op. De havde overnattet i Schoolhouse Bay. De havde planlagt en lige så kort tur som mig, så de havde også oceaner af tid. De havde lejet en hytte, som lå lidt før min destination.

Stien gik op og ned af et par af de store bløde grønne bakker. De små frække weka fugle dukkede op ved alle picknickbordene. De vidste, hvor krummerne skulle findes.

Weka


Udsigterne fra de yderste sving på ruten var betagende. På den anden side af Endeavour Bay kunne jeg se Punga Cove, hvor Camp Bay Campsite ligger. Den side af bugten gemmer jeg til i morgen.

Min plan for dagen var at genopfriske bekendtskabet med Kate, som jeg mødte tidligere på Te Araroa. Hendes forældre bor klods op ad Queen Charlotte Track og Kate er på besøg hos forældrene lige i de her dage. God timing!

Der var jordskred på ydersiden

Instruktionen fra Kate var noget med en bådebro, et bådeskur, en indgang og et skilt. Det var nemt. Alt stemte. Det var lidt som at være på skattejagt. Gevinsten var et stor og indtagende hus på skråningen. Et hus af den slags, som kun kan nås med båd. Farens svenske aner fra Dalerne fornægter sig ikke. Han har altid sejlet.

Jeg bankede på døren midt i frokosten. Vi hilste, drak kaffe og sludrede lidt alle fire. Det er en yderst sympatisk familie. Kate viste mig mit logi, som ligger lidt længere oppe af skråningen.

Jeg kniber mig i armen. Som Jeppe på bjerget. Det føles som at få en lidt for tidligt julegave. Jeg har fået mit eget hus med udsigt over Endeavour Bay!

Facebookinstagram