Naboen gik i bad tidligt i morges, men lod vækkeuret blive i værelset. Alle planer om at sove længe blev kimet væk. Jeg skyllede ærgelsen væk med kaffe og kontorarbejde.
Der var stadig lidt praktisk arbejde med rengøring og sortering, som skulle klares, men midt på formiddagen var jeg klar til at gå mod centrum.
På turen besøgte jeg Fiodland National Park Visitorcentre. Det stod hurtigt klart, at listen med steder, som jeg gerne vil se nærmere på en anden gang, igen blev længere.
Nationalparken dækker søen og hele området ud mod havet
Der var transportmidler for en hver smag og pengepung; vandflyver, helikopter, båd, bus og vandrestøvler. Antallet af turarrangører vidner om, at der kommer mange turister i det her område.
Vejret var fint og Lake Te Anau tog sig flot ud i solskinnet.
I går fandt jeg en badevægt i campingpladsens bagagerum. Den befalede, at jeg spiste en stor morgemad. Alle caféerne har en ‘trampers breakfast’, som er en stor portion til en sulten vandrer.
Jeg fik klaret det meste på min indkøbsseddel. Der var mange klassikere på listen i dag.
Pulverkaffe, OSM-barer, lim til mine støvler, nødder, pandelygte, vingummi, tørret mango og to portioner aftensmad. Jeg har en del mad i forvejen.
Rygsækken har været på bristepunktet i et stykke tid. I dag lykkedes det mig at sende næsten halvandet kilo til Wellington. Det bliver spændende, om jeg kommer til at savne de ting, som jeg vinkede farvel til.
Jeg besluttede at tage to hviledage i Wanaka. Her er fint og roligt og benene er glade for en lille pause. Indkøbene til den næste sektion er klaret og tøjet er vasket. Alt er endevendt og sorteret. Dejligt!
Jeg har lånt en cykel, som jeg triller frem og tilbage til centrum på. Debuten blev meget europæisk. Jeg kørte i den forkerte side af vejen! Heldigvis er der en dejlig cykelsti ved søbredden, som jeg kan tage, når jeg skal ind til byen.
Der er fine udsigter på den lille cykelturFlotte huse med havudsigt. Her er ingen uopvarmede selvbygger hytterUdsigt fra cykelstien
I går var jeg på jagt efter nye spidser til mine vandrestave. Jeg havde bøjet dem begge to og foretrak af skifte dem før de knækkede. Alle points går til butikken MT Outdoor. De tilbød at skifte dem for mig uden beregning. Spidserne kostede 25 dollars for to styk, så det var en flot service. Damen i butikken havde lige så store problemer med at få den ene spids af, som jeg havde da jeg sidste gjorde det. Jeg tror, at det var den stav, som stadig havde den originale spids og at de er limet, når man køber dem. Jeg var lykkelig for at hun overtog bøvlet.
Det er svært at se her, men den var bøjet
I dag har jeg været en tur på apoteket. Min hals har været lidt øm et par morgener og i dag er jeg lidt hæs. Jeg håber at håndkøbsmedicin kan klare det.
Cyklen fandt også vej til en af Wanakas mest berømte seværdigheder – the Wanaka tree. Det er et træ, som vokser ude i Lake Wānaka. I dag var vandet så lavt, at man kunne gå ud til træet. Det medførte en kø af gæster, som ville fotograferes sammen med træet. Mine tanker gik til Den Lille Havfrue.
Wanaka er spækket med restauranter og caféer. Nu er det tid til at finde en iskiosk.
I morgen skal jeg rundt om den næste pynt og videre til Glendhu Bay, hvor jeg skal overnatte. Torsdag tager jeg hul på Motatapu Alpine Track.
Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.
Så fik jeg endelig set en kiwi!
Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.
Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.
Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.
I dag var stort set alle i Blue Lake Hut tidligt oppe. Kun dem, som ikke skulle mod Waiau Pass blev liggende. Jeg forlod hytten klokken halv syv. Jeg havde en lang dag foran mig.
Udsigt fra Blue Lake Hut tidligt om morgenen
Første afdeling var fire kilometer til enden af Lake Constance, som lå lidt længere oppe end Blue Lake. Det var det sted, hvor nogle vælger at campere.
Turen der til gik op gennem skoven af en stenet sti og hen over skråningen højt oppe over søen. Udsigten til søen var et postkort værdigt. Lake Constance var smuk og med bjergene i baggrunden var det helt perfekt. Vejret var fint. Ingen regn og få skyer. Solen kunne ikke nå mig nede i dalen, men der var sol oppe på bjergkammen.
Efter søen gik jeg gennem et fladt område med store skarpe græsser (speargrass/spaniard). En kilometer længere fremme gik ruten skarpt opad mod Waiau Pass i 1870 meter. Lidt over en kilometer opad af skærver, sten, smalle jordstier og græstotter. Det var så stejlt, at det tog mig næsten halvanden time at komme op. Når jeg kiggede bagud blev udsigten til Lake Constance bedre og bedre.
Jeg skulle der op et sted. Hvis man zoomer ind kan man se to små skikkelser et sted oppe til højre
Lige før passet kom jeg op i et område med sol. I selve passet var udsigten formidabel til begge sider, men det blæste heftigt. Jeg stoppede og tjekkede et par ting på mobilen. Det er det eneste sted på ruten, hvor der er signal. Kulden sendte mig dog hurtigt videre.
Toppen af passet var der oppe for endenUdsigt fra Waiau Pass
Jeg havde ikke været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme op i passet. Mine betænkeligheder havde hele tiden kredsen om, hvorvidt jeg kunne komme ned på den anden side. Nedstigning var lang og stejl. Den stod på min mentale liste over ‘mega-udfordringer’.
Den orange vejviser ses midt i billedet
Det var bestemt heller ikke nemt, men som de forrige gange så gik det ganske fint. De største forhindringer er inde i mit hoved!
Efter det lange stejle stykke var jeg nede ved Waiau River, som jeg fulgte resten af dagen.
Stien var meget varieret. Der var stykker med løse sten, store sten, skivstier, højt græs, mudder og mange små og store vandkrydsninger. De første kunne klares på sten, men de sidste mange gange måtte jeg vade gennem vandet. Heldigvis var vandstanden og strømmen overkommelig.
God tur – vælg selv din vej!
Jeg mødte en del vandrere på dagens sidste del. Nogle kom imod mig og andre gik samme retning som mig.
Eftermiddagen var solrig og floddalen var smuk og rolig og indbød til pauser.
Jeg var lettet over, at jeg var kommet ned fra passet uden kriser. Det havde faktisk været en god dag, og nu havde jeg lagt 2-3 af de sværeste vandredage på Te Araroa bag mig.
En glad TA’erAfsted gennem dalen
Klokken fire kunne jeg se den lille Waiau Hut, som en generøs sjæl har doneret cirka en halv million danske kroner til opførelsen af. Tak for det! Hvis du har en halv million tilovers må du gerne investere dem i en hytte mere!
Udsigt til Waiau Hut
En god del af TA’erne havde valgt at passere hytten og campere, fordi de vidste at der ville ankomme fire vandrere, som ikke havde noget telt. Jeg var derfor heldig at få en seng i hytten, selvom jeg langt fra var den første, som nåede frem. De fire teltløse måtte dele to køjesenge. Det endte med to personer i én køje og en enkelt på gulvet på egen madras. Den sidste var sløj og fik en køje for sig selv. Alt tydede på, at de fire vandrere bare troede, at de var heldige, og at de ikke forstod, at de forpurrede kø-systemet. Det blev et forvirret hytteophold med en blandet stemning og rygsække over alt.
Jeg stod tidligt op og nussede lidt rundt i min lille hybel. Til morgenmad spiste jeg et hårdkogt æg og en croissant med salat, æg og bacon, som jeg havde købt i går. Det var langt over daglig standard.
Vejret var flot. Solen skinnede fra morgenstunden, hvilket altid har en gavnlig indflydelse på humøret.
På vej ud fra campingpladsen fik jeg en snak med to TA’ere, som også skulle til Nelson i dag. De ville forsøge at tomle fra Havelock. I Nelson skulle de bo hos en trailengel, som ikke selv var hjemme. De var via Facebook blevet tilbudt at bo i englens hus i julen.
På vej gennem hovedgaden i Havelock kom jeg forbi museet. Her stod lokomotivet ‘Aunty Sally’, som var fra 1893. Det havde fragtet fældede træstammer til savværket. I følge beskrivelsen var konstruktionen langt fra originalen, da der var udskiftet mange dele gennem tiden. Der var noget dragende ved den solide dame.
Ruten ud af Havelock gik langs vejen et par kilometer. Uden for byen drejede jeg af og fulgte en grusvej de næste ti kilometer. Ruten gik langs Pelorus River, som så flot ud i solskinnet.
Jeg krydsede floden på et sted, hvor løbet var delt i to grene. Det betød, at jeg krydsede den samme flod to gange. Det fandt jeg ud af, da jeg kiggede nærmere på kortet. Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor der stod Pelorus River på begge floder.
Dagens sidste anstrengelse var et par timer på Dalton Track. Det var en rute, som gik gennem et landbrug. Underlaget var overvejende knoldet græs af den slags, som køerne græsser på. For hver indhegning skulle jeg over en stele.
Det var blevet rigtig varmt og anstrengelserne fik sveden frem på panden.
Jeg holdte pause flere gange på turen i dag. En af dem brugte jeg på en resultatløs chat med det telefonselskab, som jeg har købt et New Zealandsk sim-kort hos. Den ‘pakke’ jeg købte i lufthavnen dækkede tre måneder, så den udløber snart. Tilsyneladende er SPARKs hotline lige så elendig, som de hotlines vi kender fra teleselskaberne i Danmark.
For enden af den sidste mark gik jeg gennem et par buske og pludselig var jeg i en skov.
Det var en sjov fornemmelse. Ændringen var markant. På marken var der steghedt, men i skoven var der dejlig køligt.
Skovturen var kort og den sluttede med en bro over Rai River.
Floden var flot. Vandet så klart og indbydende ud. Lidt længere henne var der badegæster ved flodbredden.
Nu var jeg i Pelorus Bridge, som hovedsageligt var to parkeringspladser, to campingpladser og et picknickområde.
Min tidsplan passede fint. Jeg købte billet til Nelson online og klokken halv tre steg jeg på den temmelig forsinkede bus til Nelson. Turen tog en time.
I Nelson tjekkede jeg ind på mit hotel. Det så dejligt ud.
Hotellet ligger til højre inde bag træerne
Jeg opdagede, at SPARK havde en butik i byen, så den kom højest på min indkøbsseddel. Nu har jeg mobilforbindelse i tre måneder yderligere. Det var dejligt at få den opgave af vejen.
Efter et par timers shopping og mere ‘kontortid’ hoppede jeg i badekarret på hotellet. Det var dejlig afslappende.
Tiden er helt løbet fra mig. Aftensmaden blev yoghurt med müsli. Det var faktisk dejligt. Yoghurt er ikke egnet til rygsækken, så der er langt mellem serveringerne på den her tur.
Hviledagene i Wellington bruger jeg primært til at rydde op i mit grej og til at forberede de næste par ugers vandring.
I går besøgte jeg outdoor butikken Bivuac. Det var en succes. Jeg fik flere stumper, som jeg er gået forgæves efter i andre butikker.
Det første jeg spurgte efter var nye metalspidser til min vandrestave. Ekspedienten vinkede efter den kollega, som var eksperten på området. Et øjeblik efter havde ‘eksperten’ spændt den metalspids, som gav efter, ordentligt fast. Nu behøvede jeg ikke nye spidser længere, men jeg købte et sæt for en sikkerheds skyld. Nu vidste jeg, hvor svære de var at få fat på.
Næste ønske var vandtætte handsker. Det lykkedes også. De ser fornuftige ud. Vejrudsigten for den kommende uge ser broget ud. Lidt længere fremme venter Richmond Ranges. På de højeste stede af ruten er der lige nu minusgrader om natten.
I min kuffert, som jeg sendte fra Kerikeri til Wellington, lå der et par nye støvler. Det er helt perfekt. Desværre var jeg nødt til at købe dem en størrelse størrelser end det forrige par. Det var de eneste, som jeg kunne finde på internettet i Danmark. Om det er godt eller skidt ved jeg om et par måneder.
Jeg købte derfor et par vandrestrømper, som er tykkere end dem, som jeg allerede har.
Mit regncover til rygsækken har holdt regnen ude og tingene inde. Det har sådan set fungerer fint. Materialet var dog ikke så velegnet til tæt kontakt med budkads. Det var lavet af Dynamee, som er tyndt og sårbart. Jeg fik ofte blade og små grene viklet ind i fibre på coveret, og når jeg rev dem af, så fulgte der tråde med ud. Jeg købte derfor et tungere, traditionelt regncover af mærket Osprey. I dag har jeg holdt generalprøve. Jeg pakkede rygsækken og trak coveret på. Det ser ud til at det har en god størrelse.
Jeg rundede indkøbene af med en ny buff. Jeg har allerede én med mig. Den har jeg om halsen. Den nye skal fungere som ørevarmer, hvis det bliver koldt.
Jeg har sorteret alt indhold i rygsækken, vasket tøj til den helt store guldmedalje og skiftet hver en lille plastikpose i min bagage.
Det er meget få stumper i rygsækken, som jeg har valgt at skifte ud. Jeg har lagt de bukser, som jeg købte undervejs, ned i kufferten, og har i stedet taget et par tights med mig. Jeg har lagt en skjorte ned i kufferten og har taget en langærmet undertrøje med med mig. Ellers er det primært mad, som er fyldt i sækken.
Jeg købte to store færdige måltider i Bivuac. Dem har jeg poset om i fem poser og mikset med en hel masse andet tørstof. I madposen er der desuden pulversupper, nudler, kaffe, kakao, OSM-barer, tangchips, nødder, tørret frugt, mørk chokolade, kiks og ost…..og sikkert et par ting mere!
Jeg har tjekket mine støvler jævnligt. Jeg har jo pralet med, at de ville holde hele Nordøen. Mine støvler hedder noget så enkelt som ‘Inov8 Roclite Pro G 400 GORE-TEX V2’.
I morges kiggede jeg på dem igen. Nu er sliddet i bunden synligt. Jeg synes, at jeg kan mærke, at jeg ikke står helt så godt fast mere. Eller også er det bare indbildning!
Det første synlige slid var et lille hul på indersiden af forfoden. En nærmere undersøgelse viste, at problemet var lige der, hvor min indlægssål bøjer, når jeg træder fremad. Når sålen klemmer udad på indersiden af foden 50.000 gange om dagen, så slider den hul på støvlen. Jeg klippede et par millimeter af indlægssålen lige dér, og jeg tror, at det forhindrede at skaden voksede sig større.
Nu er der slidskader på oversiden også, men ikke noget der forhindrer, at støvlerne kan gå længere endnu.
Undersiden (og dermed vejgrebet) er nok den største udfordring lige nu.
Jeg er blevet spurgt, om støvlerne kan tåle al det vand de bliver udsat for. Støvlerne er kunststof, så materialet klarer sig godt. Støvlerne bliver gennemblødte, når de får meget vand, men de tørrer igen. Hvor lang tid det tager afhænger af vejret.
De seneste dage hvor jeg gik i mudder og vandløb blev mine støvler gennemblødte. Der var ikke tørre i luften, så om morgenen var det på med de våde sokker og våde sko. Det må man bare ignorere.
I går var der sol i haven på mit overnatningssted. I morges havde jeg rene, tørre sokker og tørre støvler. Det var en fryd! Det føltes som om, at fødderne hele dagen lå i en lille varmepude. Sidst på dagen i dag var jeg nødt til at traske gennem et vandløb på stranden. Støvlerne blev tydeligvis våde. Jeg kunne se på indlægssålerne, da jeg ankom, at de kun var våde et par steder i siderne. Det må betyde, at goretex membranen stadig gør nytte, selvom den har fået tæsk gennem 1500 kilometer. Imponerende!
Måske var det held i uheld at jeg ikke kunne passere Tararuas nu. Om et par dage bliver jeg genforenet med min kuffert, som er i Wellington. I den har jeg et par friske støvler. Det betyder, at hvis jeg går i Tararuas i næste uge, så kan jeg gå i nye støvler!
Jeg sov dejligt i skolegården i Bunnythorpe i nat. Jeg var tidligt oppe og klar til afgang ved syvtiden. Bunnythorpe var morgenstille. Da jeg ankom i går var der en stor gruppe mennesker, som drak øl ved bageriet og bag efter gik ind i en restaurant i en klub i hovedgaden. Der var også et par fulderikker, som skød genvej gennem skolegården i aftes. Heldig kom de forbi, mens det stadig var lyst. Ved midnat kom der et par store piger med en lommelygte og tog en tur i alle skolens gynger. De så mig ikke.
Det var overskyet, da jeg forlod byen. Jeg kom forbi resterne af Glaxos fabrik. Det, som i dag er Medicinal giganten GlaxoSmithKline, startede i Bunnythorpe i 1904.
Efter Bunnythorpe gik jeg nogle kilometer gennem landbrug. Der var højt græs, og mine ben og sko blev pyntet med græsfrø. Strømperne skiftede hurtigt fra tørre til våde.
Ruten var flot afmærket. Der er en gruppe mennesker, som gør hvad de kan for at undgå, at TA’erne lader sig transportere forbi de små byer i området.
Det myldrede med små kække kaniner. I dag lykkedes det mig at tage et par billeder af dem.
Både i går og i dag var der udsigt til bjerge. Jeg vil tro, at dem, som jeg kunne se, når jeg kiggede lige ud, var en del af Tararua bjergene, som TA fører over.
Lige nu driller vejret. Det er svært at finde et passende hul med godt vejr i vejrudsigten til at passere bjergene. Jeg håber, at det ændrer sig inden jeg kommer helt tæt på dem.
Ruten førte ind gennem et industrikvarter. Her så jeg mit første “truckwash” – et vaskeri til lastbiler. Det er der sikkert brug for. Det ser ud til at store mængder fragt bliver transporteret på lastbiler i New Zealand.
Da jeg nærmede mig Palmerston North førte ruten ind over en kirkegård. Det kan jeg ikke erindre at have oplevet før. Måske har en rute gået tæt på, men ind på den ene side og ud på den anden, det var usædvanligt.
Afmærkning – nede bag ved ses kirkegården
Der var mange kirker på turen i dag. Palmerston North er en lang by, så der var rigeligt plads til ti forskellige menigheder fra forskellige trossamfund. Kirkerne havde meget forskellige udtryk.
Jeg besøgte den katolske kirke, men det blev et kort visit. De var færdige med gudstjenesten og lyset slukkede, så jeg listede ud igen.
I centrum spise jeg en dejlig ‘and i rød carry’ på en thailandsk restaurant. Jeg nød en is i parken i bymidten. Her kunne man i øvrigt betale sig til et brusebad.
Jeg modtog en besked fra mine værter om, at det var bedst, at jeg ankom efter klokken fire, så jeg havde oceaner af tid. Jeg klarede mine indkøb og hang ud på et par bænke. Selvom det er søndag var der masser af åbne butikker.
Det lykkedes mig at få købt et nyt sæt dutter til vandrestavene. Jeg mangler dog at få styr på den ene metalspids. Den sidder lidt løst. Jeg fandt også en lille pandelygte, som har mulighed for rødt lys. Det er gået op for mig, at den pandelygte, som jeg har, kun har hvidt lys, og at det er så kraftigt, at jeg let kommer til at genere mine naboer. Vandtætte overtrækshandsker har jeg stadig ikke fundet.
Klokken fire gik jeg i retning af de trailengle, som jeg skulle overnatte hos. Det er et dejligt sted, som ligger tæt på ruten. Vi er vist 9 TA’ere, som overnatter her i dag. Et par af dem har jeg mødt tidligere. Snakken går på kryds og på tværs. Om TA, om de steder vi har været og om Tararua bjergene, som alle håber, at det faktisk bliver muligt at gå over. Vores hjem for natten er et stort hus med flere gæsteværelser og et annex i haven. Parret, som ejer huset, er meget involveret i arbejdet med TA.
Det har været en dejlig og afslappende dag. Vejret klarede opgaven, og byen var mere indbydende i solskin.
Ved frokosttid mødtes jeg med Ruth på en bænk i en park. Hende har jeg ikke set siden Auckland. Det var hyggeligt at se hende igen. Jeg troede, at hun var langt væk, men hun har været passiveret i tre dage af et maveonde, som florerer blandt TA’erne. Den virus eller baktusse har åbenbart forsinket flere. Nu skal håndspritten have den lettest tilgængelige plads i min bagage!
Jeg har været i en Outdoorbutik og købe et par bukser, som minder om skiundertøj, men de er tykkere. Dem tror jeg, at jeg får brug for i Tongariro National Park om nogle dage. Butikken havde desværre ingen vandtætte overtrækshandsker, så jeg har købt et par gule rengøringshandsker i supermarkedet. Dem kan jeg i nødstilfælde trække uden på mine tynde fleechhandsker.
Madlageret er fyldt op, og det er min mave også.I morgen starter et længere stræk uden butikker. Hvor langt der bliver tale om, vil vejret afgøre. Jeg vil gerne afvige fra Te Araroa om nogle dage.
Der kommer en strækning, hvor Te Araroa sender vandrerne ned af en flod (Whanganui River) i kanoer. Det skal planlægges og bookes. Kanoerne er tomandskanoer, og jeg har ingen oplagt makker. Jeg kunne sikkert sagtens finde en makker, men jeg vil lige så gerne fortsætte med at gå.
Efter lange studier af kort, apps og hjemmesider er jeg kommet frem til, at en kombination af Tongariro Northern Circuit og Round the Mountain Track vil kunne bringe mig gennem den flotte Tongariro National Park og via to mindre byer tilbage på Te Araroa.
Hold godt fast – så vil jeg forsøge at forklare billedet.
Jeg er i Taumarunui, hvor den blå trekant viser min position. I morgen fører TA til den lille by Owhango. Det er det første grønne kryds.
Så kommer 42-travers, som er 46 kilometer lang. Den tager jeg over to dage. Så er jeg forhåbentlig i landsbyen Tongariro. Den er det andet grønne kryds.
Næste dag går jeg med TA til Mangatepopo Campsite. Der er det tredje grønne kryds. Den rute hedder Tongariro Crossing.
TA fortsætter med flere grønne kryds, og der, hvor jeg har tegnet en blå linje, går ruten ad floden (i kano).
Det er ikke et muligt alternativ at gå hele ruten langs floden. Hvis man vil gå, så skal man normalt gå af den linje, som drejer nedad, der hvor flodturen starter. På det stykke har der lige været et stort jordskred. Noterne siger, at gå-ruten er lukket. Andre siger, at TA’erne går hen over jordskreddet. Jeg har ikke undersøgt det.
Min plan er at gå med TA frem til det tredje grønne kryds, som er Mangatepopo Campsite. Der fra vil jeg gerne gå en smule baglæns og dreje (til højre i billedet) ud på Northern Circuit og fortsætte mod syd af Round the Mountain Track. Jeg har lavet en tynd gul linje ved siden af tracket på billedet. Den viser, hvordan jeg gerne vil gå. Hvis det lykkes, så kommer jeg tilbage på TA i byen Pipiriki. Dér hvor min blå streg ender.
Når jeg siger ‘hvis’, så skyldes det, at det kun er muligt at passere de høje punkter i Tongariro National Park i forholdsvis godt vejr. Ingen kraftig vind og helst ikke for meget regn. Mit udstyr er ikke egnet til vintervandring i bjerge, så jeg skal have ‘pænt’ vejr.
Tongariro Northern Circuit er det, som her markedsføres som en ‘Great Walk’. Det medfører, at en seng i en hytte såvel som en teltplads skal bookes på forhånd i vandresæsonen. Det har vist sig at være lidt af et logistik mareridt, men jeg tror, at jeg nærmer mig noget brugbart.
Hiv, flå, pak om, lettere poser, nye blandinger….velbekomme.
De forsvundne læsebriller dukkede op i dag. De havde gemt sig i en lomme inde i inderteltet. Der må de have ligget hele dagen i går. De har overlevet, at jeg proppede teltet ned i en pose og posen ned i rygsækken. Så slap jeg for at gå ud og handle i dag!
Et kig fra min dør over mod receptionen
Det har regnet uden ophold hele dagen. Det kommer først til at genere mig i morgen. I dag har jeg hygget mig inden døre med planlægning af de næste sektioner. Jeg synes, at jeg har lagt en god plan. Nu mangler den bare lidt tørvejr.
Jeg har spist flere gange, og det tynder godt ud i madbeholdningen. Den mad, som skal med på tur, har jeg fordelt i portioner og sorteret. Noget mad skal ned i fjernlageret på bunden af rygsækken og andet skal være let tilgængeligt.
Mit motel er ikke firestjernet, men sengen har vist sig at være perfekt at sidde i. Den er forsynet med et væld af store puder, som gør det behageligt at tage en dagvagt med kontorarbejde og samtidig hvile benene. Dagen er gået helt, som den skulle. Jeg vil gætte på, at jeg har forbrændt 5 kalorier i dag!
