Tag-arkiv: Hanmer Springs

TA, dag 106, zero i Hanmer Springs

Tirsdag den 14. januar 2025

Det blev til endnu en hyggelig dag i Hamner Springs. Alison og jeg kørte til en skov i nærheden og gik en lille skulptur-rute. Min favorit var klart bjørnen i fuldt klatreudstyr. Han var af træ og omkring halvanden meter lang.

På hjemturen drak vi kaffe på Powerhouse i bymidten. Det var et dejligt sted med lækre sager. Jeg spiste en kage til kaffen, da jeg benytter enhver lejlighed til at indtage så mange kalorier som muligt. Det har jeg aldrig haft brug for før, men jeg har ikke råd til at tabe mig mere end jeg allerede har gjort.

Alison kørte en tur på planteskolen og jeg gik en tur på apoteket. På vejen mødte jeg tre TA’ere. Der er mange, som vælger at holde en fridag eller to her. De fleste besøger formentlig badene. Jeg har besluttet at springe dem over.

Vi spiste aftensmad på en dejlig indisk restaurant i dag. De to foregående dag har Alison lavet mad til os. I dag valgte vi en menu med tre retter. Selvfølgelig kun af helbredsmæssige årsager! Det er virkelig den omvendte verden. Ingen TA’er vil have kalorielet mad og ‘den chokoladebar, som har flest kalorier pr. 100 gram – den tager vi’.

I dag holdte jeg generalprøve på rygsækpakningen. Der bliver tryk på igen. Jeg har meget mad med, fordi jeg vil tilstræbe at sætte kalorieindtaget lidt op.

Jeg bliver hentet i morgen klokken halv otte. Denne gang gælder det 115 kilometer fra Boyle til Arthurs Pass. Det er usikkert, hvordan det bliver med mobilsignal på den strækning. I værste fald går der 6-8 dage, før jeg kan lave næste opslag her på siden.

God dag til jer!

Facebookinstagram

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

Mandag den 13. januar 2025

Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.

Så fik jeg endelig set en kiwi!

Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.

Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.

Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.

Facebookinstagram

TA, dag 104, Boyle Outdoor Center (km 2097,3)

Søndag den 12. januar 2025

Jeg tog teltet ned tidligt i morges og hang det til afdrypning uden for hytten. Natten i teltet havde været rolig og behagelig. Jeg kunne høre fuglene i aftes og i morges og der var mere ro i teltet end i hytten. Ulempen var, at det tog længere tid at pakke sammen og at jeg skulle bære på et vådt telt. Det er sjældent, at teltet er tørt om morgenen.

Farvel til Boyle Flat Hut

Et par af mine vandrevenner forlod hytten lidt før mig. Den TA’er, som jeg havde lovning på et lift med, var stadig I hytten. Vi aftalte, at jeg gik i forvejen. Hun ville hurtigt kunne indhente mig.

Turen gik først ad en skovsti. Efter en times tid indhentede jeg de tre TA’ere, som var foran mig. Vi fulgtes et lille stykke.

Der kom en svingbro, som vi skulle passere enkeltvis. Derfor blev der lidt luft mellem os. Lige efter broen tog jeg en forkert sti. Det opdagede jeg relativt hurtigt, men inden jeg nåede tilbage på sporet var de andre ude af syne. Det havde desuden den konsekvens, at jeg ikke længere havde styr på, om ‘mit lift’ var foran mig eller bag ved mig.

En lille nysgerrig Robin

Jeg fortsatte uden pauser og indhentede igen de tre vandrere. De fortalte at ‘mit lift’ havde overhalet dem og at de havde undret sig over, at hun ikke havde set mig.

Nær slutningen af dagens etape var der en boks med en logbog. Den gav os mulighed for at notere, at vi var kommet helskindet igennem, og at vi agtede at tage til Hanmer. ‘Mit lift’ var i gang med at skrive i bogen, så nu var vi samlet igen.

Vi fulgtes ad til Boyle Outdoor Center og Campsite, hvor vi slog os ned ved et picknickbord. I Outdoor Centerets reception kunne vi købe snacks og kolde drikke. De blev indtaget mens vi ventede på chaufførerne.

Et par biler trillede ind på parkeringspladsen og yderligere fem TA’ere dukkede op. De var et par dage foran os og var nu klar til at fortsætte turen. Vi fik samlet op på løst og fast og ønskede dem god tur.

Lidt senere dukkede vores bil op, og jeg blev en time senere sat af i hovedgaden i Hanmer Springs, som lå 55 kilometer fra Boyle.

Jeg satte straks kursen mod en café og efterfølgende en isbutik. Det føltes lidt underligt at være i en by og helt selv kunne bestemme hvor og hvor meget jeg ville spise.

Hanmer Springs er primært kendt for de kilder, som er grundlaget for byens badefaciliteter. Uden om badene er der vokset en hel industri af attraktioner op. Der tilbydes cykler, bungyjump, rafting m.v. og der var mange, mange parkerede biler ved badene.

Hanmer Springs

Byen er spækket med barer og restauranter, men fattig på ‘rigtige’ butikker.

Der var dog et fornuftigt supermarked og da min værtinde havde tilbudt at hente mig, så valgte jeg at købe det første læs af min resupply før jeg kontaktede hende.

Jeg blev samlet op af Alison og kørt til hendes hus, som ligger et par kilometer fra centrum. Jeg blev indlogeret i gæsteværelset og vi snakkede lidt. Så den faste procedure: Pak ud, brusebad og tøjvask. Aftensmaden blev serveret og jeg føler mig heldig og godt tilpas. Alison er en af de generøse mennesker, som tilbyder hjælp til TA’erne via en gruppe på Facebook.

Facebookinstagram