Sidste stop på Te Araroa
Søndag den 2. marts 2025
Stirling Point – Bluff
3 svar
Kategoriarkiv: TA Om ruten
TA, dag 148, Merrivale (km2916)
Tirsdag den 25. februar 2025
Der kom faktisk mad til os i går. Verden har muligvis set flottere pizzaer, men det var helt uden betydning på det tidspunkt. Det føltes som en vild luksus.
Det regnede i nat og igen da jeg vågnede i morges. To af de andre havde allerede besluttet, at de ville gå ad landevejen til dagens destination. Jeg besluttede at gå samme vej. Det ville spare lidt kilometer og derfor også noget tid. Vi var derfor tre, som sad i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad i ro og mag.
Klokken ni gik vi mod Merrivale. Det var en begivenhedsløs og nem tur. Vi sludrede lidt på vejen, men holdte ingen pauser.
Dagen startede med grå himmel. Så blev det sommer og i løbet af et kort øjeblik blev det igen gråt en halv time før vi nåede frem til Merriview Hut i Merrivale.
Hytten er ganske lille, men praktisk. Vi sidder ved bordet udenfor. Snakken handler mest om i morgen, hvor vi skal i den berygtede skov Longwood.
Vi er fem TA’ere igen i dag. Det ser ud til at vi har været heldige at havne mellem to større grupper.
Der er ikke langt til Bluff nu, så vi er også begyndt at snakke om, hvor de forskellige tager hen efter Bluff, transportmuligheder og lignende. Skiltet, som markere afslutningen af Te Araroa, befinder sig på km 3039 ‘komma et eller andet’.
TA, dag 147, Birchwood (km2889)
Mandag den 24. februar 2025
Nattesøvnen var god og jeg var dejlig udhvilet i morges. Dagen bød på 28 kilometer gennem Mount Linton Station, som er den største farm i New Zealand. Telford Campsite ligger lige uden for deres område.
Te Araroa har fået tilladelse til at vi må vandre af en afmærket sti gennem deres område. Det er ikke tilladt at forlade stien og man skal være ude af området inden det bliver mørkt.
Ruten gik fra teltpladsen ned til floden Telford Burn. Jeg havde flottet mig og taget tørre strømper på i morges. Efter afgang holdte de sig tørre i cirka et kvarter, så skulle jeg krydse floden.
På den anden bred fortsatte ruten af en markvej, som førte til Wairaki River. Her fra gik det op og ned og rundt langs hegnene inde i foldene.
Efter en time dukkede de første får op og efter to timer var der også køer. Det var vildt så stort området var.
Jeg gik i omkring fire timer før der kom en ansat på Mount Linton Station forbi på en lille firhjuler med en trailer på.
Vejret var gråt fra morgenstunden, men efter et par timer begyndte det at klare op.
Der var mange små stejle bakker på turen i dag, men ingen bjergtoppe.
På turens sidste del skulle jeg krydse en grusvej. Der kom en lastbil med træstammer forbi. Det støvede helt vildt.
Turen sluttede med passage af en lille bro og så var jeg på en mark med meget højt græs. Det var uklart, hvor stien endte og jeg masede lidt rundt, før jeg fandt et sted, hvor jeg kunne passere to hegn og komme ud på vejen.
Slutspurten var en kilometer til landsbyen Birchwood og et stykke ind på Birchwood Stations private vej. Birchwood Station (landbrug) tilbyder billige overnatning til TA’erne i en mandskabsbygning. Den er ikke fancy, men for os er det luksus. Toilet, bad, opholdsstue og soverum med køjesenge.
Birchwood Station er et aktivt landbrug. Der er lige drevet en flok får forbi ude på den lille vej.
Vi er fem, som overnatter her i dag. Vi har arrangeret take-away fra den nærmeste landsby og nu venter vi i spænding. Det var et projekt med forhindringer, men nu ser det ud til at lykkes.
TA, dag 140, Taipo Hut (km2745)
Mandag den 17. februar 2025
Jeg sov forbavsende godt i nat. Der var dejlig roligt i soverummet på Adventure Q2 Hostel i Queenstown. Inden jeg pakkede de sidste stumper gik jeg ned i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad.
Jeg skulle mødes med Solveig og Peder klokken ni på en parkeringsplads tæt på mit logi. Hvem kunne vide, at der bor trailengle i Viborg, og at de netop nu kører rundt i bil i New Zealand? Heldigt for mig! Englene kørte mig og to andre TA’ere de 70 kilometer rundt om det halve af Lake Wakatipu. Vi blev sat af ved Greenstone parkeringsplads, som er det sted, hvor ruten igen dukker op. Tak Solveig og Peder!
Da jeg havde gået et lille stykke kiggede jeg på FarOut. Den viste, at jeg var på kilometer 2721,1. Jeg var på rette vej.
Turen gik et par kilometer ad en grusvej, som førte til Greenstone Track. Stien gik gennem skov og fulgte Greenstone River. Det var en enkel og nem sti og vejret var dejligt.
Efter elleve kilometer passerede jeg Slip Flat Hut. Den lå lidt væk fra stien, så jeg så den ikke. Jeg holdte i stedet en pause med udsigt til floden.
Stien blev lidt mere stejl efter Slip Flat, men den var stadig fin. Lidt over klokken to var jeg fremme ved Greenstone Hut. Det var en flot stor hytte med tyve sengepladser. Jeg holdte en pause i hytten, men besluttede mig for at gå ti kilometer til.
Efter Greenstone blev stigningen mere mærkbar og rutens kvalitet blev mere svingende. Der kom sten, rødder og mudder.
De sidste fem kilometer før Taipo Hut gik gennem åbent land. Ruten var markeret med stolper med orange top. De var ikke lige synlige alle sammen, så jeg skulle holde koncentrationen for ikke at miste retningen.
Klokken seks var jeg ved den lille Taipo Hut. Der er kun fire senge og da der allerede var ankommet fire TA’ere, slog jeg mit telt op. Der var kommet en sky på himlen, men vejret var stadig godt.
Jeg tog vandflasker og skiftetøj med ned til floden. Da jeg havde fyldt flaskerne hoppede jeg i vandet. Det friskede og jeg var klar til aftensmaden, som trailenglene også havde forsynet mig med.
Da Solveig brækkede anklen havde de rygsækkene fulde af mad. Den slags mad, som man med glæde spiser, når man vandrer, men som ikke lokker så vældigt, når man ikke vandrer. De forærede derfor deres trail-mad væk. Jeg var heldig at få flere aftensmåltider og en håndfuld OSM-barer. Tak!
TA, dag 138, Arrowtown (km2692)
Lørdag den 15. februar 2025
Jeg sov godt i nat og vågnede først da det var blevet lyst. Det var forbavsende koldt uden for. Jeg havde vanter på den første time af turen.
Ruten gik ad en grusvej, som førte mig tilbage til Arrow River. Her blev vejen igen til et hjulspor, som jævnligt krydsede floden. Der var ingen vej udenom våde fødder.
Efter tre kilometer slap ruten floden og sendte mig op til Big Hill i 1060 meters højde. Stien havde et par tricky steder, men var generelt hurtigere at gå ad end stierne i går.
På toppen var der flot udsigt. Jeg kunne skimte et par huse i dalen.
Da jeg tog hul på nedstigningen varede det ikke længe før jeg kunne se både Arrowtown og Lake Hayes, som ligger på turen til Queenstown.
Der var cirka syv kilometer ned til Arrowtown. På den sidste halvdel var der forbavsende mange, som gik i den modsatte retning. En god del lignede turister, som havde forkert fodtøj på og for lidt sololie og vand med. Klokken var cirka tolv og det var allerede varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Da jeg kom ned til byens udkant var der en stor parkeringsplads, som var fyldt til randen med biler. Det undrede mig. Da jeg kom ind i hovedgaden faldt tiøren. Arrowtown er en turistby. Den første del af hovedgaden lignede en kulisse og den var fyldt med flotte dyre butikker.
Jeg købte take-away, som jeg spiste ved et bord uden for. Der var mange turister i gadebilledet. Jeg fortsatte længere ned ad gaden, som på et tidspunkt fik et mere almindeligt udseende. Campingpladsen lå 500 meter længere væk.
Arrowtown var ikke færdig med at overraske. Jeg måtte betale 260 danske kroner for en teltplads. ‘Det er højsæson’ meddelte damen, da jeg kommenterede prisen. Teltpladsen viste sig at være en ynkelig lille firkant næsten uden græs. Jammerligt!
Brusebadet var gratis, så jeg tog straks fat på vaskeproceduren. Først mig, så tøjet.
Da jeg på et tidspunkt kom ind i køkkenet sad Solveig og Peder der sammen med et par andre TA’ere. Vi har været I kontakt de sidste par dage, fordi de havde regnet ud, at vi kunne mødes i Queenstown. Jeg mødte Solveig og Peder første gang, da jeg var på Riversafety kursus i Auckland. Desværre er der i mellemtiden sket det, at Solveig har pådraget sig et alvorligt brud på den ene ankel. Nu kører de i bil. Det er forfærdelig ærgerligt.
De havde for meget trail-mad og delte gavmildt ud. Desuden vil de på mandag køre mig og et par andre TA’ere op til Greenstone. Te Araroa springer 70 kilometer vej over fra km2721 i Queenstown til km2722 i Greenstone, som ligger på den anden side af Lake Wakatipu. Det skyldes, at vejen langs søen er farlig at gå på. Hvis Solveig og Peder ikke var dukket op, så skulle jeg enten tomle eller købe shuttle igen.
TA, dag 122, Camp Stream Hut (km2396)
Torsdag den 30. januar 2025
Der var fornøjeligt at iagttage keaernes luftakrobatik. Der var knap så morsomt, da de blev trætte af den leg og landede på vores skråning. Et par stykker af dem fattede interesse for mit og naboens telt. De hoppede rundt uden for teltet og bed og hev i telt og barduner. Det var ret stressede, fordi en kea kan ødelægge et telt i løbet af ingen tid. De har et stærkt næb og kæmpe kløer. De morede sig helt til klokken elleve og klokken fire om morgenen var de klar igen. Der røg den nattesøvn!
Godmorgen til fredsforstyrrerne
Om morgenen sad der en kea på taget og flere fugle ude i græsset. Da jeg forlod stedet sad der en TA’er og tog billeder af en flok på cirka ti fugle.
Dagens første mål var Stone Hut. DOC estimerede turen til 5 timer. Vejret var godt og benene må have været gode for det tog mig under fire timer. Da jeg ankom vinkede jeg til et par kendte ansigter, som var på vej videre.
Jeg holdte en kort pause og da næste hytte kun var to timer væk, så var det bare med at komme afsted. Terrænet var stenede bakker med den skarpe tussock græs. Af og til passerede jeg en vandstrøm.
Turen til Royal Hut gik også hurtigere end forventet. Da jeg ankom til hytten var der en håndfuld vandrere, som holdte pause. Jeg satte mig hos dem. Det var stadig tidligt og vejret var perfekt til at gå over Stag Saddle. Jeg havde egentlig tænkt mig at overnatte i Royal Hut, men jeg besluttede mig for at fortsætte. Det er vigtigt at have godt vejr på toppen af Stag Saddle.
Fra hytten krydsede jeg Bush Stream og så gik det opad i næsten to timer. Det sidste stykke var temmelig stejlt.
På toppen af bakken krydsede jeg et fladt stykke. Der var en ring af sten, som markerede sadlen. Der var mobilsignal på sadlen, så der sad selvfølgelig en TA’er.
Jeg tog jakken på og satte mig. Jeg postede et par billeder og bestilte en teltplads i Tekapo.
Nu var det tid til at nyde udsigten. Jeg kunne se ned i dalen foran mig og jeg kunne se Beuzenberg Peak lige til højre for mig. Med sine 2070 meter er den top lige en tand højere end Te Araroa, som fortsatte på bjergkammen lige foran Beuzenberg Peak. Te Araroa går faktisk højere op end 1925 meter på det stykke, som er på bjergkammen. Skiltet skyldes, at kammen ikke altid har været den officielle rute, men et alternativ til en lavere rute.
Jeg kunne se stien (Te Araroa), som førte op mod kammen på skråningen til højre for mig. For at komme der over skulle jeg hen over et område med store sten.
Jeg satte kursen mod stien. Så snart jeg var væk fra sadlen forsvandt vinden igen. Det var flot solskinsvejr.
Jeg fortsatte ad stien på skråningen og kom ud på kammen, hvor der var udsigt til begge sider. Det var helt vildt flot!
På den anden side af floden kunne jeg se bjergene med sne på. Det største bjerg var Mount Cook. Jeg var helt solgt!
Turen fortsatte cirka fem kilometer oppe på kammen. Det var imponerende. På min venstre side kunne jeg se ned i dalen, som var langt væk.
Omkring klokken halv seks var benene ved at være møre. Der dukkede et skilt op, som viste, at der var 50 minutter til Camp Stream Hut.
Jeg havde mødt flere NOBO’s på turen. Blandt andre et ægtepar, som fortalte, at de havde mødt rekord mange SOBO’s i løbet af dagen. Jeg regnede derfor med at hytten var proppet. Jeg ville alligevel gerne nå til hytten, fordi den næste dag ville blive for lang, hvis jeg stoppede tidligere.
Det gik mærkbart nedad efter skiltet. Jeg ankom til hytten klokken kvart i syv og kunne til min undren konstatere, at der var en ledig underkøje. Det gjorde landingen lidt lettere.
Det var en lille kompakt hytte, men vi var kun fire overnattende og to i telte uden for.
Vi var alle trætte og hytten blev stille tidligt. Jeg kunne høre dyr uden for om natten. Det kunne være rådyr eller store geder at dømme efter lyden.
Det havde været en enestående dag. Det kan ikke undre at Stag Saddle er nogle TA’eres favorit dag.
TA, dag 121, Crooked Spur Hut (km2366)
Onsdag den 29. januar 2025
Vi blev hentet på lodgen af den bestilte shuttlebus klokken halv ni. Der var et par vandrere, som ikke var nået frem. Da de forlod A-frame Hut var vejret så fælt, at de vendte om og gik tilbage til hytten. Det sneede. Det var den morgen, hvor vi blev i teltet til klokken halv ti.
Der var en anden TA’er med i shuttlebussen, som var startet fra Comyns Hut klokken seks den omtalte morgen. De var to, som fulgtes ad. De blev så kolde, at de seriøst overvejede at bruge deres PLB og sende et nødsignal. I løbet af nogle timer blev situationen bedre. Han var faktisk endt med at gå en meget lang etape den dag.
Brian som kørte for Rangitata Bypass Shuttle tilbød os et stop i Mount Sumner. Vi takkede nej, men ombestemte os, da Jenny kom i tanke om, at det var den landsby, hvor der lå en lille butik. Det blev til hurtige indkøb af chokolade, chips, is og kager. Vi havde alle sammen provianteret mad i Methven og ikke tænkt på, at der kunne være en ekstra mulighed her.
Brian spurgte om vi ville køres til Bush Stream eller Forest Creek. Vi valgte Bush Stream, som er den officielle rute. Hvis vandstanden i Bush Stream er høj kan det være en fordel at gå ad Forest Creek i stedet.
Turen til Mesopotamia var lang og en del af turen var på dårlige grusveje. Vi blev sat af lidt før klokken elleve. Vi var igen langt væk fra alfar vej. Vejret var fint. Solen skinnede, men det blæste rigeligt.
Ruten gik væk fra grusvejen og ind mod Bush Stream, som blev dagens faste følgesvend. Jeg gik enten i sten og grus tæt på floden eller nede i floden, som ruten krydsede flere gange. Ruten var sporadisk afmærket og jeg måtte selv beslutte, hvilken ‘sten’ der så mest overkommelig ud. Det blev hurtigt klart at ruten på mit kort ikke stemte helt. Jeg tror, at ruten ofte flytter sig på grund af floden.
Jeg havnede midt i feltet. Der var vandrere både foran mig og bag ved mig. Det var fint.
Et sted angav noterne, at vi skulle gå op af skråningen et afmærket sted. Jeg fandt en afmærkning, men da jeg var et godt stykke oppe kom de forreste vandrere tilbage. De kunne ikke finde en vej igennem. Vi valgte at gå ned og følge floden igen. Det medførte en krydsning et sted, hvor strømmen var stærkere end ellers. Men det gik ok.
Efter cirka tre timer begyndte opstigningen til Crooked Spur Hut. Det gik stejlt opad og det var varmt. Klokken nærmede sig tre. Jeg besluttede mig for at stoppe ved hytten. Den næste hytte er fem timer væk. Her er en flot udsigt og hytten er fornuftig.
Alle underkøjerne var optagede, så jeg valgte at slå mit telt op. Jeg fik den flotteste teltplads med fantastisk udsigt.
Jeg har været nede ved floden og hente vand og vaske mig. Nu er det snart tid til tidlig aftensmad. I morgen vil jeg gerne tidligt afsted. Dagene med sen start passer mig ikke. Jeg foretrækker at undgå at ankomme sent. Der var mange, som fortsatte til den næste hytte efter at jeg stoppede her.
Det har været en flot vandredag og det bliver en afslappet slutning på dagen. Der er kea i området. Der er omkring fem fugle, som flyver rundt og leger i luften over bjergskråningen.
TA, dag 120, Mt. Potts Lodge (km2355)
Tirsdag den 28. januar 2025
Lodgen ligger uden for ruten km 2355 + 3 km
Det har været en dejlig vandredag i skønne omgivelser. Jeg har gået omkring 36 kilometer, men ikke de sværeste af slagsen.
Ruten passerede flere fine søer, et par højdedrag og endte med en tur i Potts River.
Jeg mødte andre vandrere flere steder, men gik det meste af turen alene. Der var roligt og smukt derude.
Der var solskin fra morgenstunden og ingen vind i morges. I løbet af dagen blæste det op, og de sidste 13 kilometer bød på strid modvind.
Ruten endte med en brat nedstigning til Potts River. For at komme hen til den parkeringsplads, hvor ruten ender, måtte jeg krydse Potts River to gange.
Parkeringspladsen ligger på kilometer 2355,3. Ruten slutter der og genoptages på den anden side af Rangitata River.
Jeg gik tre kilometer længere og tjekkede ind på Mount Potts Lodge. Her er mange TA’ere. Lodgen har en restaurant, så i dag har vi spist ‘rigtig’ mad.
TA, dag 112, Greyneys Shelter (km2213,5)
Mandag den 20. januar 2025, Arthur’s Pass
Vi havde en skøn eftermiddag og aften i hytten ved Goat Pass. Vejret var perfekt. Der var livligt I køkkenet indtil klokken ni, så begyndte de sidste at pakke sammen.
I morges stod jeg op klokken kvart over fem. Jeg listede ud igen køkkenet og spiste lidt morgenmad. Klokken kvart over seks var vi alle tre klar til afgang. Det var koldt og tåget uden for.
Dagens første milepæl var selve Goat Pass. Der var ikke langt der op, men det sidste stykke var stejlt.
Udsigten fra passet var grå. Disen lå tungt. Vi gik hurtigt henne over toppen, som et par steder havde fine gangbroer af træ. Der var koldt.
Efter tre kilometer passerede vi Mingha Bivvy. Der stod et par vandresko under halvtaget, så der lå sikkert en og sov i den lille hytte.
Vi fortsatte nedad. Stien fulgte overvejende Mingha River. Der var dog et stykke, hvor den drejede i retning af Dudley Knob for at undgå en kløft nede ved floden. Det betød, at stien kravlede opad en god bid og så nedad igen.
Da vi kom tilbage ved flodbredden begyndte det langsomt at klare op. Det så fantastisk flot ud. Solens stråler skar flotte mønstre i disen.
Lea og jeg stoppede flere gange for at følge med i udviklingen i skyerne på bjergskråningen.
Klokken ti havde vi sh73 inden for synsvidde og et skilt erklærede, at der var 30 minutters gang til Greyneys Shelter, som var dagens mål. Greyneys Shelter er en rasteplads på sh73. Her fra tomlede vi ind til byen Arthurs Pass, som lå seks kilometer væk, men uden for Te Araroas rute.
Vi var heldige at få et lift inden for kort tid. I Arthurs Pass gik Lea og jeg ind på en café. Becky skulle mødes med sine forældre. Jeg bestilte den største morgenmad på menukortet og tømte tallerkenen uden problemer.
Da jeg gik ud fra caféen bemærkede jeg, at folk tog billeder på den anden side af vejen. Det var en Kea, som er en truet papegøje, der trives i alpine områder. Fuglen er intelligent og nysgerrig. Den er berygtet for at stjæle ‘hvad som helst’. I dag er arten fredet, men fuglen er sikkert ikke lige populær hos alle. Den er altædende og har næb og klør, som kan splitte det meste ad.
Jeg havde ugen før lavet en aftale om at låne en lille hytte i Arthurs Pass. Det viste sig at være en god ide, for al budgetovernatning var optaget. Jeg kontaktede min vært og fik nogle instruktioner. Lea og jeg fandt den rette sti og gik ud til hytten, som ligger lige ud til Bealey River.
Her er dejligt. Hytten minder om et koloihavehus. Den eneste ulempe er jernbanen i forhaven. Vi håber, at godstogene holder fri om natten.
Vi gik fra 1) Goat Pass Hut til 2) Greyneys Shelter og tomlede ind til 3) Arthurs Pass.
TA, dag 110, wildcamp (km2191)
Lørdag den 18. januar 2025
Becky, Lea og jeg nød eftermiddagen og aftenen i Locke Stream Hut. Vi var de eneste overnattende bortset fra den mus eller rotte, som de to andre spottede i det ene soverum. Det løb på en bjælke under loftet. Vi var advarede, så vores madposer var hængt op i kroge under køkkenloftet.
I dag var der mange flodkrydsninger, så vi fulgtes ad hele dagen. Alt tyder dog på, at vandstanden i floderne her i området er relativt lav for tiden. Det betyder forhåbentlig at turen over Goats Pass bliver en smule lettere.
Hele sektionen er præget af vand. I dag var ingen undtagelse. Vi gik først langs Taramakau River og bag efter langs (og i) Ōtira River. Stien skiftede mellem flodbredden og kortere udflugter ind mellem træerne. Nogle steder var der stikkende buske, som vi måtte mase os igennem.
Vi mødte flere NOBO’s i dag. Den første svarede beredvilligt på vores spørgsmål om Goats Pass og om eftermiddags strabadser. Det var glædeligt at høre, at vandstanden var lav i Deception River, da han passerede Goats Pass dagen før.
Eftermiddagen sluttede med fem kilometer langs Otira River til Morrisson Footbridge. Det kneb med at blive enige om, hvilken rute vi ville tage. Becky ville gerne op på Taramakau Floot Route, som gik på skråningen over floden. Jeg ville hellere ned og gå på stenene langs eller i floden, selvom det var anstrengende. Årsagen til det var, at noterne beskrev højvandsruten, som dårligt vedligeholdt og frarådede, at man tog den, hvis vejret tillod at man gik i floden. Det er sjældent, at noterne fraråder en rute, så jeg var sikker på, at der ikke var rart der oppe.
Lige på det mest afgørende tidspunkt var vi heldige, at der kom et par gående fra den anden side. Becky gik forrest og jeg hørte ikke hele samtalen, men jeg forstod, at de sagde, at stien var dårlig og at der var langt ned. Jeg spurgte ikke om mere, for Becky satte nu resolut kursen ned af skråningen og ud i flodsengen, som jeg hele tiden havde peget på.
Vi gik fem kilometer i stegende sol i den stenede flodseng. Vi krydsede floden flere gange uden problemer, men det gik langsomt og det var hårdt arbejde. Det var en lettelse at se Morrisson Footbridge dukke op forude.
I nærheden af Morrisson Footbridge holdte vi en kort pause før vi tog hul på Mingha – Deception Track, som også kaldes ‘Goat Pass Route’.
Vi gik et par kilometer og fandt et sted ved Deception River, hvor vi kunne campere.
