Mandag den 17. februar 2025

Jeg sov forbavsende godt i nat. Der var dejlig roligt i soverummet på Adventure Q2 Hostel i Queenstown. Inden jeg pakkede de sidste stumper gik jeg ned i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad.
Jeg skulle mødes med Solveig og Peder klokken ni på en parkeringsplads tæt på mit logi. Hvem kunne vide, at der bor trailengle i Viborg, og at de netop nu kører rundt i bil i New Zealand? Heldigt for mig! Englene kørte mig og to andre TA’ere de 70 kilometer rundt om det halve af Lake Wakatipu. Vi blev sat af ved Greenstone parkeringsplads, som er det sted, hvor ruten igen dukker op. Tak Solveig og Peder!

Da jeg havde gået et lille stykke kiggede jeg på FarOut. Den viste, at jeg var på kilometer 2721,1. Jeg var på rette vej.

Turen gik et par kilometer ad en grusvej, som førte til Greenstone Track. Stien gik gennem skov og fulgte Greenstone River. Det var en enkel og nem sti og vejret var dejligt.

Efter elleve kilometer passerede jeg Slip Flat Hut. Den lå lidt væk fra stien, så jeg så den ikke. Jeg holdte i stedet en pause med udsigt til floden.
Stien blev lidt mere stejl efter Slip Flat, men den var stadig fin. Lidt over klokken to var jeg fremme ved Greenstone Hut. Det var en flot stor hytte med tyve sengepladser. Jeg holdte en pause i hytten, men besluttede mig for at gå ti kilometer til.

Efter Greenstone blev stigningen mere mærkbar og rutens kvalitet blev mere svingende. Der kom sten, rødder og mudder.

De sidste fem kilometer før Taipo Hut gik gennem åbent land. Ruten var markeret med stolper med orange top. De var ikke lige synlige alle sammen, så jeg skulle holde koncentrationen for ikke at miste retningen.

Klokken seks var jeg ved den lille Taipo Hut. Der er kun fire senge og da der allerede var ankommet fire TA’ere, slog jeg mit telt op. Der var kommet en sky på himlen, men vejret var stadig godt.

Jeg tog vandflasker og skiftetøj med ned til floden. Da jeg havde fyldt flaskerne hoppede jeg i vandet. Det friskede og jeg var klar til aftensmaden, som trailenglene også havde forsynet mig med.
Da Solveig brækkede anklen havde de rygsækkene fulde af mad. Den slags mad, som man med glæde spiser, når man vandrer, men som ikke lokker så vældigt, når man ikke vandrer. De forærede derfor deres trail-mad væk. Jeg var heldig at få flere aftensmåltider og en håndfuld OSM-barer. Tak!