Torsdag den 20. februar 2025

I morges var det koldt. Meget koldt. Garmins vejrudsigt sagde, at det føltes som fire grader. Jeg var enig! Teltet var vådt. Det regnede i går aftes og desuden var der meget dug i dalen, som vi camperede i. Da jeg var færdig med at pakke, var mine fingre så kolde, at jeg tog vanterne på.

Dagens rute bød på 28 kilometer grusvej og 3 kilometer hovedvej. På det sted, hvor jeg gik over svingbroen og camperede i går, forlod jeg Te Araroas rute. Det havde været muligt at følge stien på den anden side af floden yderligere fire kilometer. På det sted skulle der være en hytte en kilometer uden for ruten. Ruten fortsatte yderligere 15 kilometer, hvor efter den passerede floden og fulgte den grusvej, som jeg gik ad i dag. Når jeg valgte grusvejen fra morgenstunden skyldes det, at der er et længere stykke af stien, som ikke er vedligeholdt og som er meget tilgroet. Noterne foreslår, at man krydser floden og tager grusvejen. Det er ikke tydeligt, hvor man kan krydse floden, så de fleste vælger at tage hele strækningen på grusvejen. Dagen er lang nok i forvejen.

Da jeg gik hen over parkeringspladsen bemærkede jeg, at den lystfisker, som havde holdt der om natten, ikke havde noget telt på jorden. Jeg kiggede lidt. Sov han måske i et telt i båden? Der er mange skilte med ‘adgang for lystfiskere’ i området.

Jeg gik femhundrede meter op ad en lille vej og drejede til højre ad Mavora Lakes Road, som jeg skulle gå ad. Den så heldigvis ud til at have en fornuftig belægning.

Ellers skete der ikke meget. Det gjaldt om at finde strategier, som forhindrede, at det blev alt for ensformigt. Heldigvis var omgivelserne flotte.

Den største ulempe var, at når der kom biler, så måtte jeg trække ud i græsset eller i de løse sten i siderne. Det støvede meget.

På et tidspunkt dukkede der en afmærkning op. Jeg var nået til det sted, hvor ruten officielt kom op fra floden. Der var ingen synlig sti, når jeg kiggede ned.

Omkring klokken halv to nåede jeg frem til Te Anau Mossburn Highway. Den var rimelig at gå på og de knap tre kilometer var hurtigt klaret.

På vejen var der gode nyheder. Et skilt varslede kaffe.

Det var en madvogn, som var parkeret i en indkørsel. Der var toilet og siddepladser, så jeg svingede ind. Det blev en dejlig pause. Alt var hjemmelavet, så jeg købte rigeligt. Det smagte dejligt og føltes som den vildeste luksus.

Te Araroa fortsatte ned af en grusvej lige uden for indkørselen. Jeg ville besøge byen Te Anau, som lå 35 kilometer væk, så efter pausen gik jeg ud til vejen og tomlede. Det tog cirka 20 minutter før en bil stoppede. Den var til gengæld værd at vente på. En pensioneret landmand kørte mig til Te Anau og en tur rundt i byen, så jeg vidste, hvor butikkerne lå. Jeg skal blandt andet på jagt efter en ny pandelampe. Den jeg havde har ubemærket forladt mig. Til sidst kørte han mig til indgangen på Te Anau Lakeview Holiday Park & Motels, hvor jeg havde booket et rum i to nætter. Tak for det!

Mit logi viste sig at være yderst praktisk og godt til prisen på 77 dollars pr. nat. Eget værelse med plads til at endevende rygsækken.

Jeg har vasket alt, som kan vaskes og hængt det til tørre i et dejlig varmt tørrerum. Det regner, så jeg er glad for at være indenfor. Det var faktisk en våd vejrudsigt, som fik mig til at kigge efter andet end en teltplads, så konklusionen er, at vejrudsigten var rigtig. De mangler i høj grad vand her i området, så for mig er det fint, at det kommer netop i dag.

Der var lige spørgsmålet om aftensmaden. Der er halvanden kilometer ad søpromenaden ind til centrum. Jeg forsøgte at tomle, men det var småt med biler. Mit falkeøje spottede et hotel med en restaurant ikke langt her fra, og det lykkedes mig at klemme mig ind til buffeen lige inden lukketid. Maden var god og turen var kort, så det endte lykkeligt.