Naboen gik i bad tidligt i morges, men lod vækkeuret blive i værelset. Alle planer om at sove længe blev kimet væk. Jeg skyllede ærgelsen væk med kaffe og kontorarbejde.
Der var stadig lidt praktisk arbejde med rengøring og sortering, som skulle klares, men midt på formiddagen var jeg klar til at gå mod centrum.
På turen besøgte jeg Fiodland National Park Visitorcentre. Det stod hurtigt klart, at listen med steder, som jeg gerne vil se nærmere på en anden gang, igen blev længere.
Nationalparken dækker søen og hele området ud mod havet
Der var transportmidler for en hver smag og pengepung; vandflyver, helikopter, båd, bus og vandrestøvler. Antallet af turarrangører vidner om, at der kommer mange turister i det her område.
Vejret var fint og Lake Te Anau tog sig flot ud i solskinnet.
I går fandt jeg en badevægt i campingpladsens bagagerum. Den befalede, at jeg spiste en stor morgemad. Alle caféerne har en ‘trampers breakfast’, som er en stor portion til en sulten vandrer.
Jeg fik klaret det meste på min indkøbsseddel. Der var mange klassikere på listen i dag.
Pulverkaffe, OSM-barer, lim til mine støvler, nødder, pandelygte, vingummi, tørret mango og to portioner aftensmad. Jeg har en del mad i forvejen.
Rygsækken har været på bristepunktet i et stykke tid. I dag lykkedes det mig at sende næsten halvandet kilo til Wellington. Det bliver spændende, om jeg kommer til at savne de ting, som jeg vinkede farvel til.
I morges var det koldt. Meget koldt. Garmins vejrudsigt sagde, at det føltes som fire grader. Jeg var enig! Teltet var vådt. Det regnede i går aftes og desuden var der meget dug i dalen, som vi camperede i. Da jeg var færdig med at pakke, var mine fingre så kolde, at jeg tog vanterne på.
Dagens rute bød på 28 kilometer grusvej og 3 kilometer hovedvej. På det sted, hvor jeg gik over svingbroen og camperede i går, forlod jeg Te Araroas rute. Det havde været muligt at følge stien på den anden side af floden yderligere fire kilometer. På det sted skulle der være en hytte en kilometer uden for ruten. Ruten fortsatte yderligere 15 kilometer, hvor efter den passerede floden og fulgte den grusvej, som jeg gik ad i dag. Når jeg valgte grusvejen fra morgenstunden skyldes det, at der er et længere stykke af stien, som ikke er vedligeholdt og som er meget tilgroet. Noterne foreslår, at man krydser floden og tager grusvejen. Det er ikke tydeligt, hvor man kan krydse floden, så de fleste vælger at tage hele strækningen på grusvejen. Dagen er lang nok i forvejen.
Morgen på teltpladsen
Da jeg gik hen over parkeringspladsen bemærkede jeg, at den lystfisker, som havde holdt der om natten, ikke havde noget telt på jorden. Jeg kiggede lidt. Sov han måske i et telt i båden? Der er mange skilte med ‘adgang for lystfiskere’ i området.
Jeg gik femhundrede meter op ad en lille vej og drejede til højre ad Mavora Lakes Road, som jeg skulle gå ad. Den så heldigvis ud til at have en fornuftig belægning.
Ellers skete der ikke meget. Det gjaldt om at finde strategier, som forhindrede, at det blev alt for ensformigt. Heldigvis var omgivelserne flotte.
Den største ulempe var, at når der kom biler, så måtte jeg trække ud i græsset eller i de løse sten i siderne. Det støvede meget.
Et af de få større køretøjer, som kom forbi
På et tidspunkt dukkede der en afmærkning op. Jeg var nået til det sted, hvor ruten officielt kom op fra floden. Der var ingen synlig sti, når jeg kiggede ned.
Omkring klokken halv to nåede jeg frem til Te Anau Mossburn Highway. Den var rimelig at gå på og de knap tre kilometer var hurtigt klaret.
På vejen var der gode nyheder. Et skilt varslede kaffe.
Det var en madvogn, som var parkeret i en indkørsel. Der var toilet og siddepladser, så jeg svingede ind. Det blev en dejlig pause. Alt var hjemmelavet, så jeg købte rigeligt. Det smagte dejligt og føltes som den vildeste luksus.
Madvognen og til højre en lille butik med uldvarer
Te Araroa fortsatte ned af en grusvej lige uden for indkørselen. Jeg ville besøge byen Te Anau, som lå 35 kilometer væk, så efter pausen gik jeg ud til vejen og tomlede. Det tog cirka 20 minutter før en bil stoppede. Den var til gengæld værd at vente på. En pensioneret landmand kørte mig til Te Anau og en tur rundt i byen, så jeg vidste, hvor butikkerne lå. Jeg skal blandt andet på jagt efter en ny pandelampe. Den jeg havde har ubemærket forladt mig. Til sidst kørte han mig til indgangen på Te Anau Lakeview Holiday Park & Motels, hvor jeg havde booket et rum i to nætter. Tak for det!
Mit logi viste sig at være yderst praktisk og godt til prisen på 77 dollars pr. nat. Eget værelse med plads til at endevende rygsækken.
Jeg har vasket alt, som kan vaskes og hængt det til tørre i et dejlig varmt tørrerum. Det regner, så jeg er glad for at være indenfor. Det var faktisk en våd vejrudsigt, som fik mig til at kigge efter andet end en teltplads, så konklusionen er, at vejrudsigten var rigtig. De mangler i høj grad vand her i området, så for mig er det fint, at det kommer netop i dag.
Campingpladsen ligger ud til den store Lake Te Anau
Der var lige spørgsmålet om aftensmaden. Der er halvanden kilometer ad søpromenaden ind til centrum. Jeg forsøgte at tomle, men det var småt med biler. Mit falkeøje spottede et hotel med en restaurant ikke langt her fra, og det lykkedes mig at klemme mig ind til buffeen lige inden lukketid. Maden var god og turen var kort, så det endte lykkeligt.
På skiltet over døren til venstre står der ‘Jimmy Cook’s’. MapsMe afslørede, at det var en restaurant.Til fods fra den øverste ring til ringen til højre og i bil til Te Anau, som ligger til venstre på kortet.
