Kategoriarkiv: TA Forberedelser

Om mine forberedelser til TA

TA, bonus, Waiopehu Hut

Søndag den 9. marts 2025, Tararuas dag 1

I går fløj jeg fra Invercargill til Wellington med et flyskifte i Christchurch. Jeg landede i Wellington lidt over tre om eftermiddagen og skyndte mig ud til shuttlebussen, fordi jeg skulle nå hjem til min veninde Shannon inden klokken kvart over fire. Hun havde en aftale og ville tage hjemmefra på det tidspunkt. Det gik fint og jeg fik nøgler til lejligheden.

Næste projekt var proviantering til Tararuas. I morges skulle jeg med bussen før butikkerne åbnede, så indkøbene skulle klares i går. Jeg gik i supermarkedet og købte stort ind. Nu manglede jeg bare gas og frysetørrede aftensmåltider. Jeg gik over gaden til Bivuac. De havde lukket! Det var lørdag og klokken var over fem. Åh, nej. Det samme gentog sig i fem andre outdoor butikker. I den sjette butik gik døren op. Jeg tjekkede, at der var gas på hylden og gik i retning af maden. En dame kom mig i møde og bad mig om at forlade butikken. De havde lukket! Jeg bad for mit liv og min varme kaffe, men der var ingen nåde.

Næste forgæves forsøg var tankstationen. Ingen gas dér. En hardwarestore. Ingen gas. En anden hardwarestore – to minutter før lukketid. De havde gas
(Tak Bunnings). Oven i købet til den bedste pris jeg har set i hele New Zealand!

Nu var den varme kaffe sikret, men jeg havde stadig ingen aftensmad til turen. Tilbage til supermarkedet. Det blev til nogle tilfælde pastaretter og noget pulversuppe og en ekstra pakke kiks. Mine batteri var helt flade. Det, som burde tage en time, havde taget 2,5 timer.
I morges gik jeg mod togstationen klokken halv syv. Jeg skulle med Intercitybussen til Waikanae. Der var lidt forvirring, fordi togene var erstattet med busser. Jeg var lige ved at misse min bus, fordi damen hos Intercity henviste mig til togbusserne. Det føltes som om, at projekt Tararuas var forhekset.

Da jeg ankom til Waikanae tog mit ‘lift’ pænt imod mig. Nu steg humøret. Jeg blev sat af på det sted, hvor jeg blev samlet op af en anden bil i december måned. Nu var jeg tilbage på Te Araroa. Jeg gik tre kilometer til enden af Poads Road. Her startede ruten gennem Tararuas Ranges. Der var en parkeringslads og her holdte der ti biler parkeret. Jeg så tre vandrere gå ud på sporet og jeg hilste på en tysker, som skulle til samme hytte som mig.

Der var ni kilometer op til Waiopehu Hut og noterne anslog, at det ville tage 4-5 timer. Det passede meget godt. Jeg brugte 4,5 time og ankom lidt over tre.

Efter en kort tur over en mark gik ruten op i skoven. Der var grønt og frodigt og masser af fuglefløjt. Stien var smal og til tider mudret. Det gik opad. 800 højdemeter i løbet af de ni kilometer. Det var en dejlig tur.

Lige før jeg ankom begyndte det at regne. Der har været flere byger i løbet af eftermiddagen. Lige nu er der en stor regnbue over skoven.

Vi er foreløbigt seks overnattende i hytten. Det ser ikke ud til, at der er andre TA’ere. Hytten er stor. Den ligger et dejligt sted med flot udsigt. Der er skov på alle sider, men mod vest kan jeg også se markerne og havet. Det er helt trist at tænke på, at det snart er slut med at nyde kaffen og omgivelserne ved dagens hytte. Det er en af de små ting på Te Araroa, som jeg virkelig nyder.

TA, dag 118, Comyns Hut (2302)

Skriv et svar

Wildcamp nær Comyns Hut
Søndag den 26. januar 2025

Denis hentede os kvart over ti. Vi kørte mod Glenrock Station og kom tilfældigvis til at køre bag en shuttlebus. Vi var derfor to hold, som blev sat af samtidig. Der var desuden et hold, som var blevet sat af tidligere på dagen og vi mødte et par vandrere på vejen, som blaffede. Der var svært for dem at fået lift, for der var nærmest ingen trafik på den afsides grusvej. Vores bil var allerede fuld.

Vejret var gråt og vi blev sat af i en meget let regnbyge.

Dagens første mål var Turtons Saddle. Vi gik først et stykke i ujævnt græs og sten for at nå frem til en primitiv markvej, som ruten fulgte et godt stykke.

Efter halvanden times gang var vi på Turtons Saddle. Den var ikke markeret, men på den anden side af toppen gik det nedad igen.

Næste milepæl var A-frame Hut, som var en lille hytte med tre køjer. I hytten var der allerede fem TA’ere. To af dem havde været der siden i går, fordi den ene havde ondt i det ene ben. Vi fik en sludder og holdte en pause.

Efter pausen passede vi en smuk skrænt. Vandet havde lavet flotte former på den.

Bjergene rundt om os så flotte ud og de fleste var dekoreret med en lille sky på toppen. Der kom et par regnbyger på turen.

Vi krydsede vandstrømme flere gange i dag, men det meste kunne klares fra sten til sten.

Omkring klokken fem kunne vi se Comyns Hut. Da den helt sikkert allerede var fyldt op camperede vi 200 meter før hytten. Vi nåede lige at få teltene op før regnen tog til.

Det blev til en solid gang vand. Mit gamle telt kunne ikke lide det. Der kom vanddråber ind flere steder. Teltet var kommet op lidt hurtigt og finjustering manglede. Jeg holdte godt øje med det og tørrede op her og der.
Efter et par timer stilnede det af. Jeg nåede lige at hente vand i floden, gå på toilettet ved hytten og koge vand til mad og kaffe. Så startede den næste byge.
Maden spiste jeg inde i teltet. Det er lidt et puslespil at få plads til det hele og samtidig undgå at spilde eller vælte kaffen. Men det gik!

Jeg kiggede ind i hytten, da jeg gik forbi. Alle seks køjer var optagede. Der var desuden fem telte uden for. Vi er desværre havnet i en ‘boble’ af vandrere.

Mine vandrevenner – Fabian, Liam og Jenny

TA, dag 117, Methven (zero)

Skriv et svar

Det blev en lang formiddag på lodgen. Vi havde lidt problemer med at skaffe transport fra Lake Coleridge Village til Metven, hvor vi overnatter i dag. Det endte med en betalt shuttle, som først kunne hente os lidt i elleve. Methven ligger uden for TA, men er et oplagt sted at overnatte inden man fortsætter til den anden side af Rakaia River.

På vejen til Methven stoppede vi ved Rakaia Gorge lookout, hvor der var flot udsigt til floden.

I Methven tjekkede Jenny, Liam og jeg ind på campingpladsen. Deres ven Fabian var her allerede. I går lykkedes det Fabian at aftale med Denis, som også overnatter på campingpladsen, at han kører os fire op til Glenrock Station i morgen klokken ti.

Vi fire har desuden aftalt, at vi booker en shuttle til den næste flod sammen. Der er rart at have den aftale, for hvis man skal købe transport alene kan det blive meget bekosteligt. Vi håber at være klar til næste shuttle på onsdag.

I dag har jeg købt mere mad og fyldt maven godt op. Omkring klokken seks gik vi på en Pub. Det var ganske hyggeligt og der dukkede mange TA’ere op. Der ser ud til at blive trængsel i hytterne mellem de to floder. Der er en del TA’ere, som tager hul på den sektion i morgen.

Vejrudsigten ser noget broget ud. Vi risikerer, at det regner så meget, at vi må vente på at vandstanden i floderne falder. Derfor er det vigtigt, at vi har rigeligt med mad i rygsækken.

Vi håber, at vi kan gennemføres hele turen til byen Lake Tekapo i et stræk. Det vil i bedste fald tage 8 dage, men det kan sagtens trække ud.

Vi skal igen op i nogle øde områder, så det er tvivlsomt om der er mobilsignal.

Nummerpladen på den fine bil, som skal transportere os i morgen 🙂

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

Skriv et svar

Mandag den 13. januar 2025

Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.

Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.

Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.

Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.

TA, dag 104, Boyle Outdoor Center (km 2097,3)

Skriv et svar

Søndag den 12. januar 2025

Jeg tog teltet ned tidligt i morges og hang det til afdrypning uden for hytten. Natten i teltet havde været rolig og behagelig. Jeg kunne høre fuglene i aftes og i morges og der var mere ro i teltet end i hytten. Ulempen var, at det tog længere tid at pakke sammen og at jeg skulle bære på et vådt telt. Det er sjældent, at teltet er tørt om morgenen.

Et par af mine vandrevenner forlod hytten lidt før mig. Den TA’er, som jeg havde lovning på et lift med, var stadig I hytten. Vi aftalte, at jeg gik i forvejen. Hun ville hurtigt kunne indhente mig.

Turen gik først ad en skovsti. Efter en times tid indhentede jeg de tre TA’ere, som var foran mig. Vi fulgtes et lille stykke.

Der kom en svingbro, som vi skulle passere enkeltvis. Derfor blev der lidt luft mellem os. Lige efter broen tog jeg en forkert sti. Det opdagede jeg relativt hurtigt, men inden jeg nåede tilbage på sporet var de andre ude af syne. Det havde desuden den konsekvens, at jeg ikke længere havde styr på, om ‘mit lift’ var foran mig eller bag ved mig.

Jeg fortsatte uden pauser og indhentede igen de tre vandrere. De fortalte at ‘mit lift’ havde overhalet dem og at de havde undret sig over, at hun ikke havde set mig.

Nær slutningen af dagens etape var der en boks med en logbog. Den gav os mulighed for at notere, at vi var kommet helskindet igennem, og at vi agtede at tage til Hanmer. ‘Mit lift’ var i gang med at skrive i bogen, så nu var vi samlet igen.

Vi fulgtes ad til Boyle Outdoor Center og Campsite, hvor vi slog os ned ved et picknickbord. I Outdoor Centerets reception kunne vi købe snacks og kolde drikke. De blev indtaget mens vi ventede på chaufførerne.

Et par biler trillede ind på parkeringspladsen og yderligere fem TA’ere dukkede op. De var et par dage foran os og var nu klar til at fortsætte turen. Vi fik samlet op på løst og fast og ønskede dem god tur.

Lidt senere dukkede vores bil op, og jeg blev en time senere sat af i hovedgaden i Hanmer Springs, som lå 55 kilometer fra Boyle.

Jeg satte straks kursen mod en café og efterfølgende en isbutik. Det føltes lidt underligt at være i en by og helt selv kunne bestemme hvor og hvor meget jeg ville spise.

Hanmer Springs er primært kendt for de kilder, som er grundlaget for byens badefaciliteter. Uden om badene er der vokset en hel industri af attraktioner op. Der tilbydes cykler, bungyjump, rafting m.v. og der var mange, mange parkerede biler ved badene.

Byen er spækket med barer og restauranter, men fattig på ‘rigtige’ butikker.

Der var dog et fornuftigt supermarked og da min værtinde havde tilbudt at hente mig, så valgte jeg at købe det første læs af min resupply før jeg kontaktede hende.

Jeg blev samlet op af Alison og kørt til hendes hus, som ligger et par kilometer fra centrum. Jeg blev indlogeret i gæsteværelset og vi snakkede lidt. Så den faste procedure: Pak ud, brusebad og tøjvask. Aftensmaden blev serveret og jeg føler mig heldig og godt tilpas. Alison er en af de generøse mennesker, som tilbyder hjælp til TA’erne via en gruppe på Facebook.

TA, dag 97, Lakehead Hut (km 1989)

Skriv et svar

Søndag den 5. januar 2025

Efter to hele fridage i Saint Arnaud var jeg i dag klar til at fortsætte. Jeg ankom til Saint Arnaud torsdag aften. Det meste af fredagen regnede det. Lørdag var vejret hæderligt, men jeg var optaget ved computeren i lodgens reception det meste af dagen.

Når jeg ikke var ved computeren, så var jeg sikkert i restauranten, som har tjent gode penge på mig. Maden var rigtig god. Faktisk så god, at jeg tilgav dem den håbløse betjening. Alle de ansatte var søde og imødekommende, men der manglede fornuftige procedurer i restauranten. Det blev næsten en sport at gætte, hvad man måtte rykke for denne gang.

Samlet set har jeg kun godt at sige om Alpine Lodge i Saint Arnaud. Det var et behageligt sted at være og faciliteterne var gode. De to hviledage har gjort underværker.

Backpackernes afdeling i Alpine Lodge I Saint Arnaud

Da jeg ankom i torsdags skete der en lille misforståelse. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at forholde mig fornuftigt til det. Jeg betalte for fire nætter, så jeg var sikker på, at jeg kunne blive der, hvis jeg havde behov for det. De har travlt og generelt er der udsolgt. I dag besluttede jeg mig for, at jeg ville videre. Jeg gik ned i receptionen klokken halv to og tjekkede ud. Jeg nævnte, at jeg havde betalt til næste dage klokken ti, men at jeg gik videre nu. Damen kiggede på mig, og spurgte om jeg bad om refundering. Jeg var lige ved at sige nej, fordi jeg vidste, at der ikke var nogen grund til, at de skulle give mig penge tilbage. Men jeg sagde, at jeg ville tage imod ‘hvad som helst’. Hun fik ind til chefen og et øjeblik senere gav hun mig 65 dollars i kontanter med en bemærkning om, at der med sikkerhed ville være en anden, som blev glad for den seng. Hvilken service! Gad vide om de har registreret, at jeg spiste alle mine måltider i deres restaurant!

Generel Store i Saint Arnaud – byens eneste butik. De har, hvad man har brug for.

Jeg fejrede overraskelsen med en is i den lille butik på den anden side af gaden. Nu var jeg klar til at tage hul på den sektion, som skulle bringe mig over Waiau Pass om 5 dage.

Stien startede lige ved siden af lodgen. Black Vally Walk, som var en fin lille sti, førte mig gennem en lille skov og ned til teltpladsen ved Lake Rotoiti. Igen i dag var der masser af liv ved søbredden og mange campister.

Jeg fortsatte ad en sti på østsiden af søen. Lige før jeg drejede af fik jeg øje på et skilt, som gjorde opmærksom på, at man skal booke plads i hytterne. Det var heldigt, for jeg havde ikke booket til dagens hytte, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg ville stoppe her. Det klarede jeg på stedet, da der stadig var mobilsignal.

Stien langs søbredden var relativt nem at gå på og vejret var dejligt. Jeg mødte flere grupper af mennesker, som var på dagtur. Ruten gik gennem et område, hvor DOC siden 1997 har haft et genoprettelsesprojekt. Målet er at genskabe den oprindelige biodiversitet. Derfor er der sat fælder m.v. for at udrydde katte, possum, stoat, mus, rotter og hvepse. Hvepsene skal væk, fordi de spise de insekter, som de hjemmehørende fugle har på menuen.

På det her træ groede den smukkeste mistelten. Den henter sin næring gennem træet. Det så næsten ud som om, at træet havde to slags blade og blomster.

Dagens tur tog kun cirka tre timer. Det var dejligt at starte med en nem dag. Jeg er i Lakehead Hut, som ligger i den modsatte ende af søen i forhold til Saint Arnaud.

Hytten er stor. Her er 2-3 børnefamilier og en par håndfulde andre vandrere. Jeg har fået en lille snak med en sød dame fra Hobart i Australien. Hun er fra det samne område som vores dronning Mary.

TA, dag 95-96, Saint Arnaud, km 1978

Skriv et svar

Fredag den 3. og lørdag den 4. januar 2025

***

TILFØJELSE: Jeg har lagt lidt billeder på min vandreprofil på Facebook. Klik ind og bed om venskab:

https://www.facebook.com/anarefsgaardvandrer

***

Jeg må desværre skuffe dem, som venter i spænding på beretningen fra Richmond Ranges. Jeg har siddet ved en ældgammel computer i timevis i løbet af det sidste døgn. Jeg har skrevet en masse, men det kræver mere finpudsning før det kommer længere. Nu er det meste skrevet ned, så hav tålmodighed.

De sidste to dage er gået lynhurtigt. De praktiske opgaver fylder meget. Nu er jeg ren igen og alt tøj er vasket. Madposen er fyldt op for nu kommer der igen en længere strækning uden indkøbsmuligeheder.

Turen går til Nelson Lakes og hvis vejret tillader det, så skal jeg op over Waiu passi 1870 meters højde. Hvis sne eller vind forhindrer det, så ville jeg formentlig returnere til Saint Arnaud og lægge en ny plan.

Jeg har booket senge i hytter på turen de steder, hvor det er muligt. Vejrudsigten ser noget broget ud, og det kan blive ganske koldt. Det kan blive nødvendigt at vente i en hytte til vejret bliver bedre, så der kan sagtens gå ti dage igen før jeg er i en by.

Lige nu har jeg en seng i en lille sovesal på Alpine Lodge i Saint Arnaud. Jeg bookede rigeligt med dage og det viste sig at være godt. Alt er optaget her. Der er hele tiden nogen, som går slukøret ud fra receptionen. Mulighederne i Saint Arnaud er yderst begrænsede. Det er en lille by.

Jeg var meget træt, da jeg ankom, men det er et dejligt sted at være. Her er en backpackerafdeling og en afdeling med hotelværelser. Stedet har en restaurant, som serverer dejlig mad. Jeg har uden hæmninger indtaget alle mine måltider i restauranten siden jeg ankom. Det trængte jeg til.

Der kommer hele tiden nye TA’ere ind. De fleste af dem, som jeg ankom sammen med er allerede gået videre. Jeg prioriterede, at få skrevet mine håndskrevne noter om til noget brugbart, så jeg tager en dag mere.

Jeg er i et populært turistområde. Her er er mange aktiviteter i naturen. Derfor er der også et turistkontor, hvor der er en DOC ansat, som rådgiver om vandring i området. Jeg var der henne i går. I morgen tager jeg en tur til og får de nyeste kommentarer til vejrudsigten. Så nærmer det sig nok afgang.

En af attraktionerne i Saint Arnaud er Lake Rotoiti. Den ligger lige i udkanten af den lille by.

TA, dag 86, zero i Nelson

Skriv et svar

Onsdag den 25. december 2024

Lige inden jeg lagde mig til at sove i går kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt, at der var et julearrangement med juletræ og sang et sted i centrum. Jeg var optaget af Richmond Ranges og jeg havde glemt alt om jul.

I morges pakkede jeg igen rygsækken. Denne gang gjorde jeg mig umage for at putte alt det ned i rygsækken, som skulle med videre på vandringen. Jeg var nødt til at vide, om det faktisk kunne være i sækken. Det lykkedes! Det var top på, men regncoveret ville dække åbningen på toppen.

Sådan så den ud inden skoene blev bundet fast på siden, regnfrakken stukket under en strop på toppen og regncoveret trukket over det hele.

Klokken ti var jeg nødt til at tjekke ud fra hotellet. Jeg gik ind mod den tomme bymidte. Alle butikker var lukkede. Jeg havde mest lyst til at komme tilbage på Te Araroa med det samme, men det lod sig ikke gøre. Jeg fandt en bænk og slog mig ned.

Det hostel, som jeg havde booket lod mig heldigvis komme ind i fællesrummene før klokken tolv. Der var stor aktivitet i køkkenet. Der skulle være fællesspisning senere på dagen. Der var ikke skyggen af en TA’er, og jeg følte mig ret malplaceret. Jeg lavede en kop kaffe og gik videre med min planlægning af TA. Jeg nåede at se en del videoer fra Nelson Lakes før mit værelse var klart til indflytning.

Resten af dagen er gået med planlægning og ‘ingenting’. Jeg sprang festlighederne i køkkenet over. Det lignede et stort arrangement. Det er sikkert godt for fysikken at hvile benene, men nu glæder jeg mig til at komme i sving i morgen.

TA, dag 85, zero i Nelson

1 svar

Tirsdag den 24. december 2024

I morges pakkede jeg det mad om, som jeg købte i går. Nu har jeg elleve portioner aftensmad klar til resten af Pelorus River Track og turen over Richmond Ranges.

Resupply er hårdt arbejde og ikke min favorit beskæftigelse. Men mad skal der til!

Jeg havde en aftale med Marianne og Arnold på en café klokken halv ti. Marianne gled i noget affald i Wellington for et par uger siden. Hun brækkede håndleddet, og derfor har de opholdt sig i Nelson i to uger. I dag skulle hun til opfølgning på sygehuset, som heldigvis havde gode nyheder til hende. Der var ikke brug for operation. Det var dejligt at se dem igen, selvom omstændighederne ikke var dem, som vi havde ønsket os. Nu kan de begyndte at planlægge næste fase af deres tur. Marianne har fortsat armen ‘pakket ind’, så der er grænser for, hvilke typer terræn det er forsvarligt at gå i.

Inden cafébesøget lykkedes det mig at finde en ny campinggas til min brænder. Jeg vil gerne starte den næste strækning med en fuld campinggas i rygsækken, så den kan holde hele vejen til den næste by.

Efter cafébesøget var det flyttetid. Julen er en travl tid på hotellerne, og jeg var tvunget til at skifte hotel i dag. Jeg flyttede et par huse ned ad gaden, og jeg var heldig, at de fik ordnet det sådan, at jeg næsten kunne gå fra det ene hotel til det næste.

På vej ud af døren fangede jeg mig selv i spejlet. Det ser jo meget godt ud med den rygsæk, men uden for billedet står der en pose med mad, som på en eller anden måde også skal ned i rygsækken inden jeg forlader Nelson.

Mit nye logi har en vaskemaskine i badeværelset. Det endte med den helt store julevask. Først fik rygsækken en tur og så kom alt mit tøj i maskinen. Det var sommervejr i dag, og det hele tørrede på rekordtid ude på altanen.

Jeg har forlænget opholdet i Nelson med et døgn. I morgen flytter jeg på backpackerhostel. De hoteller, som har ledige værelser i morgen, er alt for dyre. I overmorgen tager jeg bussen tilbage til Pelorus Bridge og fortsætter vandringen. Der går ingen bus i morgen. Den 25. december er alle butikker lukkede. Det er den vigtigste dag i julen på de her kanter, og derfor kører Intercitybussen heller ikke.

Glædelig jul til alle jer i Danmark, som stadig har det meste af den 24. december foran jer. Her slutter den 24. december om mindre end tre timer. Jeg kan lige nå en kop kaffe inden sovetid. Godnat og Glædelig Jul!

TA, dag 84, til Pelorus Bridge (km 1838) og til Nelson

2 svar

Mandag den 23. december 2024

Jeg stod tidligt op og nussede lidt rundt i min lille hybel. Til morgenmad spiste jeg et hårdkogt æg og en croissant med salat, æg og bacon, som jeg havde købt i går. Det var langt over daglig standard.

Vejret var flot. Solen skinnede fra morgenstunden, hvilket altid har en gavnlig indflydelse på humøret.

På vej ud fra campingpladsen fik jeg en snak med to TA’ere, som også skulle til Nelson i dag. De ville forsøge at tomle fra Havelock. I Nelson skulle de bo hos en trailengel, som ikke selv var hjemme. De var via Facebook blevet tilbudt at bo i englens hus i julen.

På vej gennem hovedgaden i Havelock kom jeg forbi museet. Her stod lokomotivet ‘Aunty Sally’, som var fra 1893. Det havde fragtet fældede træstammer til savværket. I følge beskrivelsen var konstruktionen langt fra originalen, da der var udskiftet mange dele gennem tiden. Der var noget dragende ved den solide dame.

Ruten ud af Havelock gik langs vejen et par kilometer. Uden for byen drejede jeg af og fulgte en grusvej de næste ti kilometer. Ruten gik langs Pelorus River, som så flot ud i solskinnet.

Jeg krydsede floden på et sted, hvor løbet var delt i to grene. Det betød, at jeg krydsede den samme flod to gange. Det fandt jeg ud af, da jeg kiggede nærmere på kortet. Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor der stod Pelorus River på begge floder.

Dagens sidste anstrengelse var et par timer på Dalton Track. Det var en rute, som gik gennem et landbrug. Underlaget var overvejende knoldet græs af den slags, som køerne græsser på. For hver indhegning skulle jeg over en stele.

Det var blevet rigtig varmt og anstrengelserne fik sveden frem på panden.

Jeg holdte pause flere gange på turen i dag. En af dem brugte jeg på en resultatløs chat med det telefonselskab, som jeg har købt et New Zealandsk sim-kort hos. Den ‘pakke’ jeg købte i lufthavnen dækkede tre måneder, så den udløber snart. Tilsyneladende er SPARKs hotline lige så elendig, som de hotlines vi kender fra teleselskaberne i Danmark.

For enden af den sidste mark gik jeg gennem et par buske og pludselig var jeg i en skov.

Det var en sjov fornemmelse. Ændringen var markant. På marken var der steghedt, men i skoven var der dejlig køligt.

Skovturen var kort og den sluttede med en bro over Rai River.

Floden var flot. Vandet så klart og indbydende ud. Lidt længere henne var der badegæster ved flodbredden.

Nu var jeg i Pelorus Bridge, som hovedsageligt var to parkeringspladser, to campingpladser og et picknickområde.

Min tidsplan passede fint. Jeg købte billet til Nelson online og klokken halv tre steg jeg på den temmelig forsinkede bus til Nelson. Turen tog en time.

I Nelson tjekkede jeg ind på mit hotel. Det så dejligt ud.

Hotellet ligger til højre inde bag træerne

Jeg opdagede, at SPARK havde en butik i byen, så den kom højest på min indkøbsseddel. Nu har jeg mobilforbindelse i tre måneder yderligere. Det var dejligt at få den opgave af vejen.

Efter et par timers shopping og mere ‘kontortid’ hoppede jeg i badekarret på hotellet. Det var dejlig afslappende.

Tiden er helt løbet fra mig. Aftensmaden blev yoghurt med müsli. Det var faktisk dejligt. Yoghurt er ikke egnet til rygsækken, så der er langt mellem serveringerne på den her tur.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Kategoriarkiv: TA Forberedelser

TA, bonus, Waiopehu Hut

TA, dag 118, Comyns Hut (2302)

TA, dag 117, Methven (zero)

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

TA, dag 104, Boyle Outdoor Center (km 2097,3)

TA, dag 97, Lakehead Hut (km 1989)

TA, dag 95-96, Saint Arnaud, km 1978

TA, dag 86, zero i Nelson

TA, dag 85, zero i Nelson

TA, dag 84, til Pelorus Bridge (km 1838) og til Nelson