TA, dag 97, Lakehead Hut (km 1989)

Søndag den 5. januar 2025

Efter to hele fridage i Saint Arnaud var jeg i dag klar til at fortsætte. Jeg ankom til Saint Arnaud torsdag aften. Det meste af fredagen regnede det. Lørdag var vejret hæderligt, men jeg var optaget ved computeren i lodgens reception det meste af dagen.

Når jeg ikke var ved computeren, så var jeg sikkert i restauranten, som har tjent gode penge på mig. Maden var rigtig god. Faktisk så god, at jeg tilgav dem den håbløse betjening. Alle de ansatte var søde og imødekommende, men der manglede fornuftige procedurer i restauranten. Det blev næsten en sport at gætte, hvad man måtte rykke for denne gang.

Samlet set har jeg kun godt at sige om Alpine Lodge i Saint Arnaud. Det var et behageligt sted at være og faciliteterne var gode. De to hviledage har gjort underværker.

Backpackernes afdeling i Alpine Lodge I Saint Arnaud

Da jeg ankom i torsdags skete der en lille misforståelse. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at forholde mig fornuftigt til det. Jeg betalte for fire nætter, så jeg var sikker på, at jeg kunne blive der, hvis jeg havde behov for det. De har travlt og generelt er der udsolgt. I dag besluttede jeg mig for, at jeg ville videre. Jeg gik ned i receptionen klokken halv to og tjekkede ud. Jeg nævnte, at jeg havde betalt til næste dage klokken ti, men at jeg gik videre nu. Damen kiggede på mig, og spurgte om jeg bad om refundering. Jeg var lige ved at sige nej, fordi jeg vidste, at der ikke var nogen grund til, at de skulle give mig penge tilbage. Men jeg sagde, at jeg ville tage imod ‘hvad som helst’. Hun fik ind til chefen og et øjeblik senere gav hun mig 65 dollars i kontanter med en bemærkning om, at der med sikkerhed ville være en anden, som blev glad for den seng. Hvilken service! Gad vide om de har registreret, at jeg spiste alle mine måltider i deres restaurant!

Generel Store i Saint Arnaud – byens eneste butik. De har, hvad man har brug for.

Jeg fejrede overraskelsen med en is i den lille butik på den anden side af gaden. Nu var jeg klar til at tage hul på den sektion, som skulle bringe mig over Waiau Pass om 5 dage.

Stien startede lige ved siden af lodgen. Black Vally Walk, som var en fin lille sti, førte mig gennem en lille skov og ned til teltpladsen ved Lake Rotoiti. Igen i dag var der masser af liv ved søbredden og mange campister.

Jeg fortsatte ad en sti på østsiden af søen. Lige før jeg drejede af fik jeg øje på et skilt, som gjorde opmærksom på, at man skal booke plads i hytterne. Det var heldigt, for jeg havde ikke booket til dagens hytte, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg ville stoppe her. Det klarede jeg på stedet, da der stadig var mobilsignal.

Stien langs søbredden var relativt nem at gå på og vejret var dejligt. Jeg mødte flere grupper af mennesker, som var på dagtur. Ruten gik gennem et område, hvor DOC siden 1997 har haft et genoprettelsesprojekt. Målet er at genskabe den oprindelige biodiversitet. Derfor er der sat fælder m.v. for at udrydde katte, possum, stoat, mus, rotter og hvepse. Hvepsene skal væk, fordi de spise de insekter, som de hjemmehørende fugle har på menuen.

På det her træ groede den smukkeste mistelten. Den henter sin næring gennem træet. Det så næsten ud som om, at træet havde to slags blade og blomster.

Dagens tur tog kun cirka tre timer. Det var dejligt at starte med en nem dag. Jeg er i Lakehead Hut, som ligger i den modsatte ende af søen i forhold til Saint Arnaud.

Hytten er stor. Her er 2-3 børnefamilier og en par håndfulde andre vandrere. Jeg har fået en lille snak med en sød dame fra Hobart i Australien. Hun er fra det samne område som vores dronning Mary.

Lakehead Hut
Facebookinstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *