Mandag den 6. januar 2025
Der var mange gæster i Lakehead Hut i går. Både børn og voksne. Der var 4 TA’ere på min alder. Det ene par havde gået Queen Charlotte Track og sprunget Richmond Ranges over. Nu ville de gå Waiu Track med et vennepar og efterfølgende selv fortsætte til Bluff.
I morges listede jeg ud i køkkenet, da der var dagslys nok til at klare sig uden lygte. Jeg spiste morgenmad. Der var stadig helt stille i hytten. Jeg bar alt mit grej uden for. Da jeg forlod stedet lidt i syv, var der stadig ingen, som havde rørt på sig. Meget usædvanligt.
Dagen startede med et par kilometer gennem noget der mindede om en eng. Udsigten til bjergene var flot. Der var sol på de øverste toppe.
Midt på formiddagen rundede jeg 2.000 kilomtermærket på Te Araroa. Det var ‘stort’, men alligevel lidt en fuser. Det var et kedeligt sted i skoven og jeg var alene, så det kneb lidt med festlighederne. Jeg tog et skærmprint og gik videre.
Ruten fulgte Travers River hele dagen. Det gik stødt og roligt opad. Fra 630 meters højde til 1330 meter. Turen var smuk og rolig. Der var overvejende skov og en del vandløb, som skulle krydses. De fleste kunne klares ved at hoppe fra sten til sten.
Vejret var perfekt vandrevejr. Det var koldt i morges, men det blev hurtigt bedre. Resten af turen var det enten let overskyet eller sol. Yderst behageligt.
Jeg skulle over Traverse River et par gange. Den var heldigvis forsynet med broer. Det ville have været for vanskeligt at passere til fods gennem vandet.
Der var jævnligt skilte med lavinefare i vintermånederne. Hvert lavineområde havde sit eget navn. Endelig en fare, som jeg ikke behøvede at bekymre mig om.
Klokken halv tolv holdte jeg frokostpause i John Taite Hut. Der var en familie i hytten, som havde danske aner. De hed Jensen. Manden sagde, at de danske aner lå langt tilbage, og at han desværre ikke vidste, hvilken del af Danmark hans familie kom fra. Men navnet havde de stadig, og Jensen var et sjældent navn i New Zealand. De tilbød mig en kop kaffe, hvilket var luksus. Jeg pakker aldrig min brænder ud, når jeg holder frokost, så jeg plejer kun store få vand.
Da jeg forlod hytten stoppede jeg ved toiletterne. Det var de reneste DOC toiletter jeg hidtil har set. Tak for det!
På turen til Upper Traverse Hut mødte flere vandrer, som kom i modsatte retning. Der kom blandt andre to kvinder. Den ene præsenterede sig som “the warden” og spurgte til min booking i hytten. Jeg viste min kvittering frem og hun takkede. Familien Jensen nævnte, at der havde været virkelig mange mennesker i Upper Traverse Hut, da de var der. Jeg håber, at det ikke bliver helt så galt i dag.
Jeg ankom til Upper Traverse Hut klokken femten. Der var kun ankommet en enkelt kvinde før mig. Hun havde også overnattet i Lakehead Hut og havde ligeledes undret sig over den totale morgenstilhed. Nu er der ankommet et yngre par fra Belgien. De skal overnatte i telt.
Udsigten fra hytten er i særklasse Jeg sidder på en bænk uden for. Her kan jeg se bjergene og dalen foran mig. Et sted i bjergene foran mig ligger det pas, som jeg skal over i morgen. Det hedder Traverse Saddle og ligger i 1787 meters højde. Lige nu er jeg i 1340 meters højde. På skråningen på min højre side ligger der lommer af sne på bjergskråningen.
