Kategoriarkiv: TA Forberedelser

Om mine forberedelser til TA

TA, dag 83, til Havelock (km 1816)

Søndag den 22. december 2024

Det regnede det meste af natten. Mit telt klarede sig heldigvis godt. Der er noget med nogle våde hjørner, som jeg vil prøve at dække af næste gang, men i det store hele var alt inde i teltet tørt. Jeg havde placeret teltet under nogle store træer, og derfor var der drysset en del blade ned på teltdugen. I morges tørrede jeg det værste væk med en klud før det våde telt kom i rygsækken.

Teltet er væk, men den tørre firkant er der endnu
Sådan så shelteret ud på Davies Bay Campsite

Da jeg havde pakket rygsækken gik jeg først ned til stranden. Det var lavvandet igen og der var meget stille. Vejret var grumset, men lige på det tidspunkt regnede det ikke. Et par TA’ere, som havde camperet på stranden, var ved at pakke sammen.

Jeg fortsatte af Queen Charlotte Track, men måtte med vemod konstatere, at jeg nærmede mig enden og dermed den lille by Anakiwa.

Anakiwa var en ferieby uden butikker. Et overnatningssted solgte kaffe m.m. fra en campingvogn i indkørslen, men først efter klokken halv to.

Anakiwa

Jeg fulgte Te Araroa langs bugten og om på den anden side af Anakiwa. Her fra fulgte ruten Link Pathway, som er en kombineret cykel- og gangsti. Jeg mødte tre hold cyklister på stien. Den var veletableret og gjorde et godt stykke arbejde. Stien fulgte nogenlunde vejen, og det var tydeligt, at vejen ville have været ubehagelig at gå på. Der var kun plads til bilerne.

På den sidste tredjedel gik ruten op ad en skråning, rundt om en pynt og ned til Havelock på den anden side. Der var en flot udsigt til byen, da jeg rundede pynten.

Fra pynten gik det nedad ad bakke hele vejen til campingpladsen i Havelock. Jeg tjekkede ind og smed rygsækken ind i det rum, som jeg havde lejet. Jeg var sulten, så jeg gik på jagt efter en café. Det gik ikke så godt, for de var ved at lukke for frokost serveringen. I stedet købte jeg et par sandwich og fortsatte hen i supermarkedet. Min rumlende mave resulterede endnu en gang i indkøb, som nok var lovligt store. Det jeg ikke kan spise skal jeg bære på i morgen.

Resten af dagen er gået med mad, bad og tøjvask, men allermest med planlægning af det næste stræk.

Først kommer der tre dage med Pelorus River Track og så omkring otte dage i Richmond Ranges. I de otte dage er der ingen butikker eller caféer. I dag gik det op for mig, at jeg kommer ud af Richmond Ranges lige omkring nytår. Det er umuligt at finde overnatning i Saint Arnaud, som er den første by, så jeg pusler med planen.

I morgen går jeg til Pelorus Bridge. Jeg håber, at ankomme så tidligt, at jeg kan nå en bus, som kører ned til Nelson. Her har jeg booket hotel i to nætter, så jeg kan købe ind til den næste strækning. Det falder sammen med julen, så prisen for logi var til at få øje på. De to nætter betyder til gengæld, at jeg ankomner lidt Saint Arnaud efter nytårsaften. Det bør øge chancerne for at finde en seng dér.

Facebookinstagram

TA, dag 79, til Resolution Bay (km 1733)

Onsdag den 18. december 2024.

Hvis du ikke har læst opslaget ‘Sydøen i sigte’ fra i går, så vil jeg foreslå, at du gør det nu. Inden du læser videre.

Det har været en forrygende dag. Først skulle jeg med den store Interislander færge til Picton.

I terminalen mødte jeg tre TA’ere, som jeg også mødte på vej ind til Wellington. To af os havde måttet aflevere rygsækken ved check-in. De andre havde fået lov at beholde deres rygsække. Det var vi ikke helt tilfredse med. Der var koldt ombord på færgen, men den ekstra trøje var forsvundet sammen med rygsækken.

Færgen mindede om en forvokset Bornholmerfærge af ældre model. Der var mange campere på vogndækket. Vi kunne se ned på dem fra vores pladser på 8. dæk.

Jeg var spændt på hvordan turen ville blive. Det blæste meget, og sejlturen har ry for at kunne være barsk. Det gik dog over al forventning. Det blæste vildt på udsigtsdækket på 10. dæk ved turens begyndelse, men havet var forholdsvis fladt og båden opførte sig pænt.

Jeg pendlede mellem caféen, en sofa på 8. dæk og udsigtsdækket på 10. Det lykkedes mig at se både albatros og delfiner på turen. Hvilke arter, ved jeg desværre ikke. Albatrosserne var store og elegante.

Den sidste time sejlede vi i et sund ved Sydøen. Der var flot og grønt. Vandet havde en særligt smuk grøn farve, syntes jeg.

Vi gik i land i Picton. Nu var vi på Sydøen. Det føltes godt, at vi var nået her til.

I terminalen blev jeg genforenet med min rygsæk og mine vandrestave. Heldigvis uden problemer. Bagagen skulle hentes på et bagagebånd lige som i lufthavnen.

Vi gik en kort tur langs havnen, hvor vi tjekkede ind hos E-ko tours, som skulle sejle os til Ships Cove. Det viste sig, at der også var passagerer, som skulle på tur til Motuara Island. Der var pænt fyldt op på båden, og vi stoppede flere gange for at se på dyr.

Vi så tre kæmpe store Australske suler, som lettede fra vandet og fløj væk.

Der var en King Shag i vandet og senere én, som stod på klipperne sammen med nogle mindre Spottet Shag.

Vi så en fin lille gruppe Hector’s Delfiner. De var tæt på båden og svømme rundt om os længe. Det er en forholdsvis lille delfin. (Se video på min Facebook).

Midt i flokken er der en, der skiller sig ud
Det er King Shag

Vi mødte også tre sæler. Den ene var på havet, men dykkede ikke. Den svømmede rundt i overfladen. Jeg har glemt artens navn, men den var meget mørk.

Den sorte klat er en sæl, som lige er kravlet op på klipperne

Kort før klokken fire var vi i Ship Cove. Her var vejret behageligt. Bugten lå i læ. Vejret er ret uforsigeligt. I Wellington og på Interislander færgen var der koldt.

Ship Cove i sigte

Der var ni TA’ere, som skulle i land. To af dem skulle kun gå Sydøen, og det var derfor deres første vandredag. Det lød helt fremmed. Tænk, at de først skulle i gang nu.

Vi hankede op i grejet og gik længere ind på land. Her var der et monument til ære for Cook, og en del plancher om Cook og Ship Cove.

Det var helt sikkert væsentlig historiske begivenheder, men klokken var over fire, og vandredagen var ikke begyndt endnu. De fleste ville hellere i gang med Queen Charlotte Track.

Der er dukket fjerklædte kleptomaner op på ruten. Weka er en yndig lille hønselignende fugl. Den stjæler gerne mad og desuden alt, hvad der skinner. Den skal man vist tage sig i agt for.

Jeg var klar til at gå klokken halv fem. Heldigvis havde jeg planlagt en kort vandredag. Stien gik op ad og udsigten blev hurtigt god.

Underlaget var fornuftigt og hele Queen Charlotte Track er for TA’erne er forholdsvis nem rute. Der er mange højdemeter, men ellers ikke de helt store forhindringer.

Jeg passerede Schoolhouse bay campsite, som er en simpel DOC camp og fortsatte til Resolution Bay Cabins. Alle hytter var optagede på stedet, da jeg ville booke, men jeg havde aftalt med dem, at jeg kunne campere.

På vej ned til Resolution Bay Cabins

Resolution Bay er øko-camp med hytter spredt i terrænet. De har en bådebro, toiletter, bad, internet og en lille kiosk. Damen, som tog imod mig var super sød og jeg var rigtig glad for, at jeg ikke skulle længere end her til.

Et par TA’ere, som skulle gå ti kilometer længere. De købte is!

Jeg har været i bad og jeg har spist aftensmad. Nu ligger jeg i teltet, hvor jeg kan høre havet. Det er mørkt nu. Lidt tidligere kunne jeg også høre fuglesang.

Campingpladsens bådebro

Jeg har kun tracket den del af dagen, som fulgte Te Araroa på Sydøen. Wellington og Picton har jeg udeladt.

Facebookinstagram

TA, Sydøen i sigte!

I morgen (onsdag den 18. december) sætter jeg kursen mod Sydøen. Min Interislander færge ‘Kaitaki’ afgår klokken 8:45 fra Wellington og ankommer til Picton på Sydøen klokken 13:15.

Da Te Araroa på Sydøen starter i Ship Cove, hvor Queen Charlotte Track begynder, har jeg ikke interessere i at overnatte i Picton. Derfor har jeg booket båd fra Picton til Ship Cove i morgen klokken 13:30. Mit besøg i Picton bliver derfor en gåtur fra en færge til en mindre passagerbåd længere henne ad havnekajen.

På MapsMe vises Te Araroa med en grøn streg fra stenen, som jeg var ved for et par dage siden, til Ship Cove. Det er bare ikke muligt at sejle direkte mellem de to punkter med mindre man selv har en båd.

Jeg sejler derfor ad den hvide linje ned til Sydøen og ind i fjorden, og bag efter ud igen og op mod ‘venstre’. Dér hvor den grønne linje møder de kendte røde kilometermærker.

Når jeg kommer i land i Ship Cove skal jeg vandre i et par timer. Det er ikke tilladt at overnatte i telt, der hvor båden lægger til kaj i Ship Cove.

Jeg forventer at gå otte kilometer (og to store bakker) til Resolution Bay, hvor der er en campingplads. Jul og nytår er højsæson, så alle hytter på pladsen er optagede, men der skulle være mulighed for at overnatte i eget telt.

Jeg krydser fingre for godt vejr. I nat var det tordenvejr her i området. Det blæser en god del.

Området, som jeg kommer til, hedder Marlborough Sounds. Der er grønt og idyllisk. Det er ‘ude på landet’ og det er et stort øko-turisme område. Mobilsignal er formentlig en sjældenhed. Hav tålmodighed!

Facebookinstagram

TA, dag 77-78, zero i Wellington (GREJ)

Mandag og tirsdag den 16. og 17. december 2024

Hviledagene i Wellington bruger jeg primært til at rydde op i mit grej og til at forberede de næste par ugers vandring.

I går besøgte jeg outdoor butikken Bivuac. Det var en succes. Jeg fik flere stumper, som jeg er gået forgæves efter i andre butikker.

Det første jeg spurgte efter var nye metalspidser til min vandrestave. Ekspedienten vinkede efter den kollega, som var eksperten på området. Et øjeblik efter havde ‘eksperten’ spændt den metalspids, som gav efter, ordentligt fast. Nu behøvede jeg ikke nye spidser længere, men jeg købte et sæt for en sikkerheds skyld. Nu vidste jeg, hvor svære de var at få fat på.

Næste ønske var vandtætte handsker. Det lykkedes også. De ser fornuftige ud. Vejrudsigten for den kommende uge ser broget ud. Lidt længere fremme venter Richmond Ranges. På de højeste stede af ruten er der lige nu minusgrader om natten.

I min kuffert, som jeg sendte fra Kerikeri til Wellington, lå der et par nye støvler. Det er helt perfekt. Desværre var jeg nødt til at købe dem en størrelse størrelser end det forrige par. Det var de eneste, som jeg kunne finde på internettet i Danmark. Om det er godt eller skidt ved jeg om et par måneder.

Jeg købte derfor et par vandrestrømper, som er tykkere end dem, som jeg allerede har.

Mit regncover til rygsækken har holdt regnen ude og tingene inde. Det har sådan set fungerer fint. Materialet var dog ikke så velegnet til tæt kontakt med budkads. Det var lavet af Dynamee, som er tyndt og sårbart. Jeg fik ofte blade og små grene viklet ind i fibre på coveret, og når jeg rev dem af, så fulgte der tråde med ud. Jeg købte derfor et tungere, traditionelt regncover af mærket Osprey. I dag har jeg holdt generalprøve. Jeg pakkede rygsækken og trak coveret på. Det ser ud til at det har en god størrelse.

Jeg rundede indkøbene af med en ny buff. Jeg har allerede én med mig. Den har jeg om halsen. Den nye skal fungere som ørevarmer, hvis det bliver koldt.

Jeg har sorteret alt indhold i rygsækken, vasket tøj til den helt store guldmedalje og skiftet hver en lille plastikpose i min bagage.

Det er meget få stumper i rygsækken, som jeg har valgt at skifte ud. Jeg har lagt de bukser, som jeg købte undervejs, ned i kufferten, og har i stedet taget et par tights med mig. Jeg har lagt en skjorte ned i kufferten og har taget en langærmet undertrøje med med mig. Ellers er det primært mad, som er fyldt i sækken.

Jeg købte to store færdige måltider i Bivuac. Dem har jeg poset om i fem poser og mikset med en hel masse andet tørstof. I madposen er der desuden pulversupper, nudler, kaffe, kakao, OSM-barer, tangchips, nødder, tørret frugt, mørk chokolade, kiks og ost…..og sikkert et par ting mere!

Facebookinstagram

Rygsæk vægt

Jeg glemte en detalje fra Palmerston. Der blev løftet på rygsækken, da vi forlod vores værter i Palmerston forleden.

Nogle af TA’erne havde pakket rygsækken, så de kunne tage hele strækket gennem skoven og over Tararuas bjergene. Hvor mange dages mad, der var tale om afhang af, hvor lange etaper man påtænkte at gå, og hvor mange ekstra dage i Tararuas man dækkede sig ind for. Det er ikke usædvanligt, at man må vente på at vejret klarer op før man fortsætter fra en hytte i højderne.

Noterne angiver, at man skal købe mad til 7-9 dage, hvis man ikke vil forlade ruten for at købe mad eller eventuelt sende en pakke til f.eks. Outdoorcenteret, som jeg besøgte i dag.

Svaret på ‘hvor mange dage har du mad til’ toppede med svaret ’12’ hos en af de engelske piger. Hun toppede også på vægten med en rygsæk, der vejede 22 kilo.

Min rygsæk vejede 15,8 kilo. Jeg havde cirka 2,5 liter vand og det absolutte minimum af mad til at klare hele strækningen. Jeg havde købt mad i forhold til, at vejrudsigten tydede på, at turen over Tararuas skulle klares på tre dage, hvis det overhovedet blev muligt at passere. Det var mit indtryk, at der kom dårligt vejr i slutningen af perioden, hvis jeg var langsommere end det. Turen over Tararuas tager 3-6 hårde vandredage.

Jeg kommer ikke op i Tararuas i morgen, så jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke købte for vildt ind.

Mit regneark før afrejsen viste en basisvægt på cirka 7 kilo. Der til kom vand og mad. Der er desuden hoppet et par bukser og et par handsker ombord undervejs.

Facebookinstagram

TA, dag 53, zero i Taumarunui

Fredag den 22. november 2024

Det har været en dejlig og afslappende dag. Vejret klarede opgaven, og byen var mere indbydende i solskin.

Ved frokosttid mødtes jeg med Ruth på en bænk i en park. Hende har jeg ikke set siden Auckland. Det var hyggeligt at se hende igen. Jeg troede, at hun var langt væk, men hun har været passiveret i tre dage af et maveonde, som florerer blandt TA’erne. Den virus eller baktusse har åbenbart forsinket flere. Nu skal håndspritten have den lettest tilgængelige plads i min bagage!

Jeg har været i en Outdoorbutik og købe et par bukser, som minder om skiundertøj, men de er tykkere. Dem tror jeg, at jeg får brug for i Tongariro National Park om nogle dage. Butikken havde desværre ingen vandtætte overtrækshandsker, så jeg har købt et par gule rengøringshandsker i supermarkedet. Dem kan jeg i nødstilfælde trække uden på mine tynde fleechhandsker.

Madlageret er fyldt op, og det er min mave også.I morgen starter et længere stræk uden butikker. Hvor langt der bliver tale om, vil vejret afgøre. Jeg vil gerne afvige fra Te Araroa om nogle dage.

Der kommer en strækning, hvor Te Araroa sender vandrerne ned af en flod (Whanganui River) i kanoer. Det skal planlægges og bookes. Kanoerne er tomandskanoer, og jeg har ingen oplagt makker. Jeg kunne sikkert sagtens finde en makker, men jeg vil lige så gerne fortsætte med at gå.

Efter lange studier af kort, apps og hjemmesider er jeg kommet frem til, at en kombination af Tongariro Northern Circuit og Round the Mountain Track vil kunne bringe mig gennem den flotte Tongariro National Park og via to mindre byer tilbage på Te Araroa.

Hold godt fast – så vil jeg forsøge at forklare billedet.

Jeg er i Taumarunui, hvor den blå trekant viser min position. I morgen fører TA til den lille by Owhango. Det er det første grønne kryds.

Så kommer 42-travers, som er 46 kilometer lang. Den tager jeg over to dage. Så er jeg forhåbentlig i landsbyen Tongariro. Den er det andet grønne kryds.

Næste dag går jeg med TA til Mangatepopo Campsite. Der er det tredje grønne kryds. Den rute hedder Tongariro Crossing.

TA fortsætter med flere grønne kryds, og der, hvor jeg har tegnet en blå linje, går ruten ad floden (i kano).

Det er ikke et muligt alternativ at gå hele ruten langs floden. Hvis man vil gå, så skal man normalt gå af den linje, som drejer nedad, der hvor flodturen starter. På det stykke har der lige været et stort jordskred. Noterne siger, at gå-ruten er lukket. Andre siger, at TA’erne går hen over jordskreddet. Jeg har ikke undersøgt det.

Min plan er at gå med TA frem til det tredje grønne kryds, som er Mangatepopo Campsite. Der fra vil jeg gerne gå en smule baglæns og dreje (til højre i billedet) ud på Northern Circuit og fortsætte mod syd af Round the Mountain Track. Jeg har lavet en tynd gul linje ved siden af tracket på billedet. Den viser, hvordan jeg gerne vil gå. Hvis det lykkes, så kommer jeg tilbage på TA i byen Pipiriki. Dér hvor min blå streg ender.

Når jeg siger ‘hvis’, så skyldes det, at det kun er muligt at passere de høje punkter i Tongariro National Park i forholdsvis godt vejr. Ingen kraftig vind og helst ikke for meget regn. Mit udstyr er ikke egnet til vintervandring i bjerge, så jeg skal have ‘pænt’ vejr.

Tongariro Northern Circuit er det, som her markedsføres som en ‘Great Walk’. Det medfører, at en seng i en hytte såvel som en teltplads skal bookes på forhånd i vandresæsonen. Det har vist sig at være lidt af et logistik mareridt, men jeg tror, at jeg nærmer mig noget brugbart.

Hiv, flå, pak om, lettere poser, nye blandinger….velbekomme.

Facebookinstagram

Never cross floded rivers

Ovenstående advarsel ses ofte i noterne i afsnittet om ‘potentielle farer’. I dag fik jeg godt nok syn for sagen.

I onsdags krydsede jeg en flod helt uden problemer. Jeg tog det her billede, inden jeg gik ud i vandet.

Her er et udsnit af noterne til den etape.

Her i Te Kuiti har det regnet meget i det sidste døgn. Det samme gælder formentlig det her sted, som kun er halvanden etape bagude.

Jeg har lige læst et opslag i en Whatsapp gruppe om netop den flodkrydsning. Det kommer her.

Vi går glip af lyden, fordi det er et billede. Men selv uden lyd er det tydeligt, at der er tryk på vandet, som er brunt, fordi strømmen er så stærk, at vandet tager jord med sig.

Forskellen er nærmest uhyggelig!

Facebookinstagram

Hvor er ruten og hvor er jeg?

I det her opslag vil jeg give nogle forslag til, hvordan de af jer, som er interesserede, kan få et nærmere indblik i, hvor ruten går, og hvor langt jeg er nået.

Der findes rigtig meget information om ruten. Det svære er at få skabt et overblik, og at finde præcis den information man har brug for på et givent tidspunkt. Det kræver hæderlige planlægningskompetencer at slippe helskindet igennem ruten.

En af kilderne til forvirring og overflod af information er, at ruteføringen ændres i takt med naturens og grundejernes luner.

Hvis du vil vide mere, er rutens hjemmeside et godt sted at starte https://www.teararoa.org.nz.

Der er en underside https://www.teararoa.org.nz/trail-maps/, som giver mulighed for at downloade tracks, kort etc. efter behov. Man vælger sit materiale i forhold til, hvilke hjælpemidler man bruger. På denne side har jeg fundet det track, som jeg har liggende i min yndlings-app, som er MapsMe samt det track, som jeg har gemt i mit Garmin ur.

I MapsMe ser hele ruten sådan her ud:

Det er ikke anvendeligt i den form. Men hvis jeg går tættere på, så giver det bedre mening. Her kommer det udsnit, som jeg for brug for i morgen. Jeg står af bussen i Warkworth.

Der fra skal jeg finde op ad den orange linje (Sh1) til det sted, hvor der står ‘Dome’. Dér er jeg nået til. I morgen skal jeg gå syd på ad den rød/hvide linje til byen Puhoi. De røde ‘nåle’ er kilometermærker. Jeg skal gå fra km 505 til km 532.

Når jeg kommer til km 527, så skal jeg vælge ruten længst mod syd. Det fremgår af ‘noterne’.

Noterne læser jeg primært i appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. De findes også på hjemmesiden, i trailappen og i appen FarOut, som er en betalingsapp. Km 527 ses kun i min app. Kilometermærkerne er ikke afmærket ude på ruten.

Hvis du gerne vil se detaljerne på et kort, så vil jeg anbefale, at du downloader den gratis trail-app og/eller appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. Der er henvisninger på rutens hjemmeside. Du kan også bare gå i app-store. Ikonerne ser sådan her ud:

Når du åbner appen ‘Te Araroa Notes and Maps’, er informationerne delt i sektioner. Jeg er nået til sektionen ‘Auckland’. Vælg den linje, som dækker km 505 og tryk på kort nummer 27 i toppen. Så kan du se det sted, hvor jeg starter i morgen. Trail-appens kort er meget statiske. Derfor vælger de fleste af supplere med appen FarOut eller andre apps.

Jeg tracker mine bevægelser på min Garmin inReach Mini 2. Informationerne fra min InReach kan ses i appen Garmin Explore. I den ser km 505, sådan her ud:

Mine ‘fodspor’ er den turkise linje. Jeg har indstillet min InReach til at hente min position hver halve time. Jeg nåede til Dome, og der blev jeg hentet i bil. Den mørkeblå linje er den, som jeg skal fortsætte ad i morgen.

Jeg vil anstrenge mig for at huske at nævne, hvilket km-mærke jeg er nået til. Det giver mulighed for at finde positionen. Vær opmærksom på, at kilometermærkerne ændres hvert år. Km 505 lå et andet sted sidste år. Jeg vil også i højere grad dele skærmprint af dagens rute.

Ud over de hjælpemidler, som er nævnt allerede, så får jeg informationer og kontakter fra 5-6 grupper på Facebook og mindst lige så mange i WhatsApp. En god del af de grupper, er lige så officielle og lige så nødvendige som trailappen. Jeg bruger dem blandt andet til at finde overnatningssteder.

Tak for i dag 🙂 Godnat til mig og godmorgen til jer!

De gør det ikke nemt at komme til køjs.

Facebookinstagram

TA, dag 26, Manurewa og Riversafety

Det lykkedes mig at komme med et tog til Manurewa i går. Her blev jeg forkælet af Rona og husets søde børn. Jeremy var på arbejde. Jeg sov i stuen, fordi vejrudsigten lovede regn. Familien har ofte TA’ere overnattende i telt i deres have, men jeg var blevet opgraderet.

I formiddags var jeg med Jeremy i Auckland Botanic Gardens. Det var tydeligt, at han kendte både haverne og TA’s ruteføring godt. Han viste mig en god del af de områder, som TA ikke vil føre mig igennem, når jeg kommer gående gennem Auckland om en uges tid. Jeg fik udpeget både dette år og sidste års rute. Haverne er et af de steder, hvor der er ændret i ruten i år.

Jeremy har selv gået TA på Nordøen i etaper, og på et tidspunkt vil han også gå Sydøen.

Jeremy kørte mig til mit kursussted, hvor løjerne startede klokken 14. De første jeg mødte var Peder og Solveig fra Danmark. De starter fra Cape Reinga på mandag.

Kurset indeholdte både teori og praksis. Det var virkelig lærerigt, og jeg vil anbefale alle, som vil gå TA, at deltage i et tilsvarende kursus. Vector Wero Whitewater Park i Auckland havde et bassin, hvor de kunne skrue op og ned for vandgennemstrømningen. Det var genialt. Vi prøvede at passere floden både alene, parvis og i hold og til slut flydende med rygsæk på. Det sidste er den øvelse, som man håber, at man aldrig får brug for!

Nu er jeg tjekket ind på et hotel i Auckland. Jeg var heldig at få et lift ind til centrum med en kursusdeltager, som bor i Auckland.

Facebookinstagram

TA, dag 25, Auckland

Det her er hårdere end at gå!

I morgen skal jeg på Riversafety kursus syd for Auckland. Jeg har derfor taget den populære Intercitybus fra Warkworth til Auckland.

Jeg ankom i centrum af Auckland ved frokosttid og styrede direkte ind på den første rimelige frokostrestaurant.

Nu sidder jeg på en togstation og venter. Det første tog var aflyst. Jeg syntes ellers lige, at det gik godt med at finde rundt. Jeg har købt et HOP kort, som svarer til et Rejsekort. Jeg skal til forstaden Manurewa, hvor venlige mennesker har inviteret mig inden for. Det bliver møgvejr i weekenden.

I morges havde jeg lidt tid tilovers. Bussen afgik 10:50. Jeg fik spist morgenmad, tørret al mit grej, opladet udstyr, spist og vinket til de andre TA’ere, som skulle videre.

Facebookinstagram