Det lykkedes mig at komme med et tog til Manurewa i går. Her blev jeg forkælet af Rona og husets søde børn. Jeremy var på arbejde. Jeg sov i stuen, fordi vejrudsigten lovede regn. Familien har ofte TA’ere overnattende i telt i deres have, men jeg var blevet opgraderet.
I formiddags var jeg med Jeremy i Auckland Botanic Gardens. Det var tydeligt, at han kendte både haverne og TA’s ruteføring godt. Han viste mig en god del af de områder, som TA ikke vil føre mig igennem, når jeg kommer gående gennem Auckland om en uges tid. Jeg fik udpeget både dette år og sidste års rute. Haverne er et af de steder, hvor der er ændret i ruten i år.
Jeremy har selv gået TA på Nordøen i etaper, og på et tidspunkt vil han også gå Sydøen.
Jeremy kørte mig til mit kursussted, hvor løjerne startede klokken 14. De første jeg mødte var Peder og Solveig fra Danmark. De starter fra Cape Reinga på mandag.
Kurset indeholdte både teori og praksis. Det var virkelig lærerigt, og jeg vil anbefale alle, som vil gå TA, at deltage i et tilsvarende kursus. Vector Wero Whitewater Park i Auckland havde et bassin, hvor de kunne skrue op og ned for vandgennemstrømningen. Det var genialt. Vi prøvede at passere floden både alene, parvis og i hold og til slut flydende med rygsæk på. Det sidste er den øvelse, som man håber, at man aldrig får brug for!
Nu er jeg tjekket ind på et hotel i Auckland. Jeg var heldig at få et lift ind til centrum med en kursusdeltager, som bor i Auckland.
Sara og jeg var klar til afgang fra teltpladsen klokken 7. Dagens første opgave var rengøring af fodtøjet. Vi skrubbede, sprayede, stampede, inspicerede sålerne og skrubbede lidt igen. Der er ingen kur mod den sygdom, som slår kauritræerne ihjel, så vi tog opgaven alvorligt.
Sara i ‘rengøringsmaskinen’
Næste step var nedstigningen til Lower Waipapa River Track. Det var koldt. Otte grader. Vi gik ned ad noget, som kunne have været en græsbevokset sti. Stejlt ned. Stien var på visse steder lige så mudret som Reatea Forest. Mine ben var ikke helt samarbejdsvillige. Lidt morgensure, stive og modvillige. Vuuups! Der smuttede jeg bagover!
Jeg ved ikke lige, hvad sandsynligheden er – men i stedet for at havne på enden i mudderet, så landede jeg siddende på en træstamme. Uden at slå mig. Utroligt! Jeg gled på det eneste sted på stien, hvor der lå en stor træstamme i gåretningen. Efter en hurtig piruette havnede jeg siddende ovenpå stammen.
Nede i kløften dukkede Mangapukahukahu Stream op. Vi betragtede vandet et øjeblik, før vi begav os mod højre (sydøst) gennem vandstrømmen. De næste par timer zig-zaggede vi gennem floden. Det gjaldt om at finde sandbanker, stenbankerne og steder med lavt vand. Der var bestemt steder, hvor der var dybt. Vandet var koldt, men det var sjovt og anderledes at komme gennem skoven på den måde. Omgivelserne var ualmindeligt flotte og grønne.
Mangapukahukahu Stream
Efter et par timer var vi fremme ved det sted, hvor Mangapukahukahu Stream mødte den noget større Waipapa River. Nu skulle vi lidt til højre og finde et sted med lavt vand, hvor vi kunne krydse Waipapa River. Først prøvede vi at gå ud på den yderste klippekant og hen langs vandet. Det gik ikke. Floden blev faretruende dyb på ydersiden af den smalle kant. Vi læste noterne igen. Nu dæmrede det! Vi skulle højere op og ind mellem træerne.
Sara – på vej op det rigtige sted
Det lykkedes os at finde den rigtige sti, og efter et par forgæves forsøg kom vi ned til floden igen og krydsede over floden med tørre rygsække. På den anden flodbred førte ruten af en smal sti op og ind i skoven. Vi tog en kort pause, og så var vi på vej igen.
Noterne omtaler 2,5 kilometer langs floden ad Lower Waipapa River Track og der efter 3,5 kilometer ad Pukatea Ridge Track. Om det var den ene eller anden sti, aner jeg ikke, men det føltes som om, at stien blev smallere og smallere og fyldt med flere og flere væltede træer. Stien blev stormskadet i 2023. Flere steder var den oprindelige sti skredet ned af skrænten, og mere eller mindre anvendelige omveje havde formet sig. Det gik meget langsomt og det var anstrengende. Mine i forvejen hårdt prøvede lemmer protesterede. De havde ikke brug for 3 timer med atletiske øvelser. Men videre skulle vi.
Det blev hurtigt klart for os, at det var vigtigt at blive tæt på den afmærkede sti. Skoven var tæt og umulig at passere eller finde rundt i uden en sti. Vi holdte skarpt øje med uret. Vi ville være sikre på, at vi var nået ud af skoven, før det blev mørkt.
Jubi! Trappetrin…..KauritræEn af de nemme passager på opstigningenFind Sara!
Pukatea Ridge Track gik stejlt opad til Pirau Ridge. Fra bjergkammen kunne vi et par gange se ud over skoven til begge sider. En kort overgang var opstigningen pludselig godt hjulpet af trapper og gangbroer. Det var en lettelse og tempoet steg lidt. Nu blev der igen tid til at nyde de flotte omgivelser. Vi havde i timevis kun koncentreret os om at sætte fødderne de rigtige steder. De kæmpestore kauritræer og tusinde andre flotte vækster var en fryd for øjet. På det sidste stykke mødte vi nogle af vandrevennerne. De så mere eller mindre brugte ud. Dem, som var i bedst form, havde energi til at skynde sig op ad trapperne. Det lod vi os ikke gå på af. Vi havde (næsten) vundet vores egen sejr.
Klokken halv tre skete miraklet! Vi var fremme ved grusvejen. Nu var det endelige ankomsttidspunkt mere forudsigeligt. Den sidste indsats var 9 kilometer ad vejen til Puketi Forest Recreation Area.
Hunde er ikke velkommen på kiwifuglenes levesteder
Ved ankomsten til Puketi takkede vi (stadig i solskin) hinanden for selskabet. Vi var begge glade for dagens forløb og for ikke at have været alene på etapen. Det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, som havde tabt sporet flere gange, men alle var glade. Lettelsen over at have afsluttet et par af TA’s mest krævende etaper påvirkede stemningen positivt.
Mandag den 9. oktober gik ruten fra campen på Makene Road for enden af Reatea Forest til Blackbridge Road Campsite, hvor ruten gennem den næste skov (Ōmahuta Forest) startede.
Det havde regnet meget om aftenen og om natten, så alt var vådt og mudret. Jeg bærer hele tiden små souvenirs fra naturen med mig. I går vaskede jeg hvidt sand fra 90 Mile Beach af mine solbriller. Mandag tog jeg et halvt kilo mudder og en liter regnvand med mig.
Kroppen kunne godt have brugt en fridag, men da der ikke var nogen bekvemme overnatningssteder i nærheden, så pakkede vi sammen og vandrede videre. Campen var privat, så betalingen blev putte i en bøtte.
Nedgangen til floden, som er vaskeplads og vandforsyning på Makene Road Campsite.
Dagens vandring gik mest af veje – store og små. Omgivelserne var grønne og behagelige. Meget landbrug.
Der var én gulerod på det første stykke. Der lå en lille butik (Makamuka Dairy) som også tilbød burgere, toast, kaffe, is osv. Det var en stor attraktion. Jeg fejrede dagen med is, kaffe, toast og en appelsinjuice. Det smagte fantastisk!
På den sidste del af dagen gik vi langs kauriskoven. Kaurien er et gigantisk træ, som desværre er truet af en svampesygdom. Skoven var derfor hegnet ind og forsynet med forbudsskilte. Adgang måtte kun ske af de autoriserede indgange, hvor man skal rengøre sit udstyr og fodtøj. Vi skulle gå gennem skoven næste dag og for at undgå at vandrere/besøgende opholder sig i skoven, roder i jorden og øger risikoen for sygdomsspredning, så har DOC sørget for, at der er en camp i hver ende – lige uden for afspærringen.
Et par kilometer før dagens mål passerede jeg en cementeret bro over en flod. Det var et væsentligt sted, fordi vandstanden netop dér indikerer, om det er muligt at fortsætte gennem skoven næste dag. Vandstanden var under broens overflade, så der var ingen undskyldning dér. Hvis broen havde været oversvømmet, ville jeg have vendt om og gået til en lille camp på “bypass ruten”. Det er en omvej, som fører nord om Ōmahuta Forest. Her kan man undgå de mest udfordrende passager.
Bortset fra vandpytterne så var cementbroen tør
Resten af betænkelighederne blev fejet væk med den store mentale fejekost, og jeg fortsatte til Blackbridge Road Campsite, hvor flere kendte ansigter dukkede op. Sara var der også. Hun havde ikke taget en fridag i Kaitaia, men brugt to dage til at gå gennem Reatea Forest. Nu var vi på omdrejningshøjde igen. Hun spurgte, om vi skulle følges ad ned i kløften næste dag. Jeg takkede selvfølgelig ja.
Tid til forberedelse af aftensmaden på Blackbridge Road Campsite
Jeg var oppe før solen. Morgenmaden blev en pose opblødt müsli, som jeg indtog i min varme sovepose. Det pjaskvåde telt blev pakket ned i rygsækken. Vandflaskerne var fyldt op med filtreret vand fra teltpladsen. Der var ingen forsyningsmuligheder før den næste teltplads 18 langsomme kilometer senere. Det officielle tidsestimat for rutrn er 9,5 timer. I noterne vurderes det som ‘lavt’, og jeg kunne læse, at der ikke er usædvanligt at bruge 12-15 timer.
Jeg forlod pladsen i morgengryet omkring halv syv. Der var et par kilometer op ad bakken til det sted, hvor ruten startede.
Her skulle jeg vælge: ruten mod toppen til venstre eller bypass via Broadwood til højre
Reatea Forest var ualmindelig smuk. Grøn og regnskovsagtig og med de skønneste eksotiske fuglelyde. Men prisen for at se den, er et vanvittigt antal højdemeter af mudrede stejle stier.
Jeg brugte virkelig mange kræfter. Det gik op, op, op. Det gik langsomt. Jeg prøvede at være forsigtig, for at undgå at falde eller at forvride et knæ. Men mudret blev jeg.
Klokken otte kom der en frisk ung dame spurtende forbi med en stor rygsæk. Jeg havde ikke set hende før. Hun var fra London og havde fået et lift fra Kaitaia. Hun forsvandt hurtigt ud af syne og jeg kæmpede videre i mit eget tempo.
Ved halv ni tiden var jeg oppe ved den første udsigt. Lyset var fantastisk. Men der var langt endnu. De næste timer kravlede jeg langsomt op mod Reatea Summit, mens de yngste af mine vandrevenner overhalede mig.
Ved frokosttid var vi en god håndfuld, som nåede toppen. Vejret var godt og udsigten upåklagelig. På toppen kunne vi hvile os i græsset og tørre teltene. Pausen varede cirka tre kvarter. Da vejrudsigten truede med regn næste dag, og tidsplanen var ok, valgte jeg at starte nedstigningen. Jeg var den sidste, som forlod pladsen. Kun et par vandrere var bag mig. De overnattede på toppen. Det ville jeg gerne undgå, fordi jeg var smurt ind i mudder og der ikke var nogen vandforsyning.
Turen ned var lang. Faktisk var det også bestigning af 2-3 mindre toppen. Alle lige mudrede. Det var benhårdt og uret levnede ingen tid til pauser.
Kort før solnedgang dukkede den gård, som markerer rutens slutning op. Der var stadig lidt sol på trætoppene. Perfekt. Efter afsøgning af et par forkerte stier fandt jeg den sti, som førte bag om gården og ned på vejen. Jeg var svært godt tilfreds med indsatsen. Det hele var gået, som jeg havde håbet.
Nu flyttede jeg fokus. Det skulle gå tjep.
Et par kilometer ad vejen til teltpladsen. Ned til floden og filtrere drikkevand, teltet op, vask det værste mudder væk, spis lidt….ahrrr…nu var det mørkt. Det punkt, som hed “skyl tøjet i floden” droppede jeg. Al tøjet endte i en pose på bunden af min rygsæk. Vådt og mudret. Det kom frem i lyset i går (fredag). Nu er det rent igen. Inde i teltet tørrede jeg min fødder så rene som muligt, og så var det godnat.
Alt skal læres. I dag skulle jeg for første gang genopfylde madposen.
Det er søndag, hvilket fik mig til at antage, at Hunting & Fishing havde lukket. Bommert nummer et.
Jeg vandrede derfor afsted til Pak’nSave, som lå et par kilometer fra gårsdagens logi. Jeg takkede nej til et lift. Bommert nummer to. Jeg havde rygsækken med det meste af en liter yoghurt og to liter vand med, så den videre færd blev dagens styrketræning.
Pak’nSave havde ingen frysetørrede måltider på hylderne. Nu skulle der tænkes kreativt. Tak til de mange videobloggere, som har delt deres anstrengelser på YouTube!
De har sikkert alt, men HVOR?
Afdelingen med delikatesser var noget af det første jeg så. Jeg var sulten. Bommert nummer tre. Gå aldrig sulten ind i et supermarked! Et par lækre sandwich og en bolle smuttede ned i kurven. Men nu kom den mere langsigtede indsats.
Jeg cirklede rundt i manegen og fik til sidst puttet lidt af det hele i kurven; wraps, ost, små pulversupper, pulver kartoffelmos, røde linser, et par simple tørrede færdigretter, de lækre OSM barer, müsli og en avocado til i aften. Det var aldeles uoverskueligt!
Afsted mod motellet. Igen to kilometer væk. Jeg tog en pause og fyldte hullet i maven med en sandwich. I hovedgaden nød jeg en varm kop kaffe. Herligt!
På motellet pakkede jeg hurtigt ud. Al mad op på bordet. Tøm rygsækken, brusebad, yoghurt, tre kopper kaffe, fodpleje, en slåskamp med mit Garmin ur. Nu var jeg klar til at pakke maden om.
Det var svært at se, hvordan maden skulle mikses. Vi får nok nogle meget våde og nassede dage i skovene. Jeg gjorde kort proces. Fem koge/frysepose. Et solidt drys af lidt af det hele i hver pose.
Gad vide, hvad det kommer til at smage af, og om det bliver spist ‘coldsoaked’ (opblødt i koldt vand) eller om det bliver praktisk muligt at koge vand.
Kunsten er at få så meget emballage af som muligt. Der er ingen skraldespande de næste 5-6 dage. Man bærer selv sit skrald ud af naturen. Jeg forsøger også at tage højde for, at det ikke kun er i denne uge, at jeg ikke har fri adgang til mad. Ellers have jeg nok bare købt en kasse OSM barer. Men turen er for lang til, at man kan leve af proteinbarer.
Nu er madposen fyldt op. Jeg har mad til en familie i en uge. Bommert nummer fire! Hvis du kommer forbi Northland Forests, så giver jeg et ubestemmeligt måltid. Tilberedningen står du selv for 🙂
