Jeg var oppe før solen. Morgenmaden blev en pose opblødt müsli, som jeg indtog i min varme sovepose. Det pjaskvåde telt blev pakket ned i rygsækken. Vandflaskerne var fyldt op med filtreret vand fra teltpladsen. Der var ingen forsyningsmuligheder før den næste teltplads 18 langsomme kilometer senere. Det officielle tidsestimat for rutrn er 9,5 timer. I noterne vurderes det som ‘lavt’, og jeg kunne læse, at der ikke er usædvanligt at bruge 12-15 timer.

Jeg forlod pladsen i morgengryet omkring halv syv. Der var et par kilometer op ad bakken til det sted, hvor ruten startede.

Reatea Forest var ualmindelig smuk. Grøn og regnskovsagtig og med de skønneste eksotiske fuglelyde. Men prisen for at se den, er et vanvittigt antal højdemeter af mudrede stejle stier.

Jeg brugte virkelig mange kræfter. Det gik op, op, op. Det gik langsomt. Jeg prøvede at være forsigtig, for at undgå at falde eller at forvride et knæ. Men mudret blev jeg.

Klokken otte kom der en frisk ung dame spurtende forbi med en stor rygsæk. Jeg havde ikke set hende før. Hun var fra London og havde fået et lift fra Kaitaia. Hun forsvandt hurtigt ud af syne og jeg kæmpede videre i mit eget tempo.

Ved halv ni tiden var jeg oppe ved den første udsigt. Lyset var fantastisk. Men der var langt endnu. De næste timer kravlede jeg langsomt op mod Reatea Summit, mens de yngste af mine vandrevenner overhalede mig.

Ved frokosttid var vi en god håndfuld, som nåede toppen. Vejret var godt og udsigten upåklagelig. På toppen kunne vi hvile os i græsset og tørre teltene. Pausen varede cirka tre kvarter. Da vejrudsigten truede med regn næste dag, og tidsplanen var ok, valgte jeg at starte nedstigningen. Jeg var den sidste, som forlod pladsen. Kun et par vandrere var bag mig. De overnattede på toppen. Det ville jeg gerne undgå, fordi jeg var smurt ind i mudder og der ikke var nogen vandforsyning.

Turen ned var lang. Faktisk var det også bestigning af 2-3 mindre toppen. Alle lige mudrede. Det var benhårdt og uret levnede ingen tid til pauser.

Kort før solnedgang dukkede den gård, som markerer rutens slutning op. Der var stadig lidt sol på trætoppene. Perfekt. Efter afsøgning af et par forkerte stier fandt jeg den sti, som førte bag om gården og ned på vejen. Jeg var svært godt tilfreds med indsatsen. Det hele var gået, som jeg havde håbet.

Nu flyttede jeg fokus. Det skulle gå tjep.

Et par kilometer ad vejen til teltpladsen. Ned til floden og filtrere drikkevand, teltet op, vask det værste mudder væk, spis lidt….ahrrr…nu var det mørkt. Det punkt, som hed “skyl tøjet i floden” droppede jeg. Al tøjet endte i en pose på bunden af min rygsæk. Vådt og mudret. Det kom frem i lyset i går (fredag). Nu er det rent igen. Inde i teltet tørrede jeg min fødder så rene som muligt, og så var det godnat.