Mandag den 9. oktober gik ruten fra campen på Makene Road for enden af Reatea Forest til Blackbridge Road Campsite, hvor ruten gennem den næste skov (Ōmahuta Forest) startede.

Det havde regnet meget om aftenen og om natten, så alt var vådt og mudret. Jeg bærer hele tiden små souvenirs fra naturen med mig. I går vaskede jeg hvidt sand fra 90 Mile Beach af mine solbriller. Mandag tog jeg et halvt kilo mudder og en liter regnvand med mig.

Kroppen kunne godt have brugt en fridag, men da der ikke var nogen bekvemme overnatningssteder i nærheden, så pakkede vi sammen og vandrede videre. Campen var privat, så betalingen blev putte i en bøtte.

Dagens vandring gik mest af veje – store og små. Omgivelserne var grønne og behagelige. Meget landbrug.

Der var én gulerod på det første stykke. Der lå en lille butik (Makamuka Dairy) som også tilbød burgere, toast, kaffe, is osv. Det var en stor attraktion. Jeg fejrede dagen med is, kaffe, toast og en appelsinjuice. Det smagte fantastisk!

På den sidste del af dagen gik vi langs kauriskoven. Kaurien er et gigantisk træ, som desværre er truet af en svampesygdom. Skoven var derfor hegnet ind og forsynet med forbudsskilte. Adgang måtte kun ske af de autoriserede indgange, hvor man skal rengøre sit udstyr og fodtøj. Vi skulle gå gennem skoven næste dag og for at undgå at vandrere/besøgende opholder sig i skoven, roder i jorden og øger risikoen for sygdomsspredning, så har DOC sørget for, at der er en camp i hver ende – lige uden for afspærringen.

Et par kilometer før dagens mål passerede jeg en cementeret bro over en flod. Det var et væsentligt sted, fordi vandstanden netop dér indikerer, om det er muligt at fortsætte gennem skoven næste dag. Vandstanden var under broens overflade, så der var ingen undskyldning dér. Hvis broen havde været oversvømmet, ville jeg have vendt om og gået til en lille camp på “bypass ruten”. Det er en omvej, som fører nord om Ōmahuta Forest. Her kan man undgå de mest udfordrende passager.

Resten af betænkelighederne blev fejet væk med den store mentale fejekost, og jeg fortsatte til Blackbridge Road Campsite, hvor flere kendte ansigter dukkede op. Sara var der også. Hun havde ikke taget en fridag i Kaitaia, men brugt to dage til at gå gennem Reatea Forest. Nu var vi på omdrejningshøjde igen. Hun spurgte, om vi skulle følges ad ned i kløften næste dag. Jeg takkede selvfølgelig ja.