Sara og jeg var klar til afgang fra teltpladsen klokken 7. Dagens første opgave var rengøring af fodtøjet. Vi skrubbede, sprayede, stampede, inspicerede sålerne og skrubbede lidt igen. Der er ingen kur mod den sygdom, som slår kauritræerne ihjel, så vi tog opgaven alvorligt.
Næste step var nedstigningen til Lower Waipapa River Track. Det var koldt. Otte grader. Vi gik ned ad noget, som kunne have været en græsbevokset sti. Stejlt ned. Stien var på visse steder lige så mudret som Reatea Forest. Mine ben var ikke helt samarbejdsvillige. Lidt morgensure, stive og modvillige. Vuuups! Der smuttede jeg bagover!
Jeg ved ikke lige, hvad sandsynligheden er – men i stedet for at havne på enden i mudderet, så landede jeg siddende på en træstamme. Uden at slå mig. Utroligt! Jeg gled på det eneste sted på stien, hvor der lå en stor træstamme i gåretningen. Efter en hurtig piruette havnede jeg siddende ovenpå stammen.
Nede i kløften dukkede Mangapukahukahu Stream op. Vi betragtede vandet et øjeblik, før vi begav os mod højre (sydøst) gennem vandstrømmen. De næste par timer zig-zaggede vi gennem floden. Det gjaldt om at finde sandbanker, stenbankerne og steder med lavt vand. Der var bestemt steder, hvor der var dybt. Vandet var koldt, men det var sjovt og anderledes at komme gennem skoven på den måde. Omgivelserne var ualmindeligt flotte og grønne.
Efter et par timer var vi fremme ved det sted, hvor Mangapukahukahu Stream mødte den noget større Waipapa River. Nu skulle vi lidt til højre og finde et sted med lavt vand, hvor vi kunne krydse Waipapa River. Først prøvede vi at gå ud på den yderste klippekant og hen langs vandet. Det gik ikke. Floden blev faretruende dyb på ydersiden af den smalle kant. Vi læste noterne igen. Nu dæmrede det! Vi skulle højere op og ind mellem træerne.
Det lykkedes os at finde den rigtige sti, og efter et par forgæves forsøg kom vi ned til floden igen og krydsede over floden med tørre rygsække. På den anden flodbred førte ruten af en smal sti op og ind i skoven. Vi tog en kort pause, og så var vi på vej igen.
Noterne omtaler 2,5 kilometer langs floden ad Lower Waipapa River Track og der efter 3,5 kilometer ad Pukatea Ridge Track. Om det var den ene eller anden sti, aner jeg ikke, men det føltes som om, at stien blev smallere og smallere og fyldt med flere og flere væltede træer. Stien blev stormskadet i 2023. Flere steder var den oprindelige sti skredet ned af skrænten, og mere eller mindre anvendelige omveje havde formet sig. Det gik meget langsomt og det var anstrengende. Mine i forvejen hårdt prøvede lemmer protesterede. De havde ikke brug for 3 timer med atletiske øvelser. Men videre skulle vi.
Det blev hurtigt klart for os, at det var vigtigt at blive tæt på den afmærkede sti. Skoven var tæt og umulig at passere eller finde rundt i uden en sti. Vi holdte skarpt øje med uret. Vi ville være sikre på, at vi var nået ud af skoven, før det blev mørkt.
Pukatea Ridge Track gik stejlt opad til Pirau Ridge. Fra bjergkammen kunne vi et par gange se ud over skoven til begge sider. En kort overgang var opstigningen pludselig godt hjulpet af trapper og gangbroer. Det var en lettelse og tempoet steg lidt. Nu blev der igen tid til at nyde de flotte omgivelser. Vi havde i timevis kun koncentreret os om at sætte fødderne de rigtige steder. De kæmpestore kauritræer og tusinde andre flotte vækster var en fryd for øjet. På det sidste stykke mødte vi nogle af vandrevennerne. De så mere eller mindre brugte ud. Dem, som var i bedst form, havde energi til at skynde sig op ad trapperne. Det lod vi os ikke gå på af. Vi havde (næsten) vundet vores egen sejr.
Klokken halv tre skete miraklet! Vi var fremme ved grusvejen. Nu var det endelige ankomsttidspunkt mere forudsigeligt. Den sidste indsats var 9 kilometer ad vejen til Puketi Forest Recreation Area.
Ved ankomsten til Puketi takkede vi (stadig i solskin) hinanden for selskabet. Vi var begge glade for dagens forløb og for ikke at have været alene på etapen. Det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, som havde tabt sporet flere gange, men alle var glade. Lettelsen over at have afsluttet et par af TA’s mest krævende etaper påvirkede stemningen positivt.
