Det blev til endnu en hyggelig dag i Hamner Springs. Alison og jeg kørte til en skov i nærheden og gik en lille skulptur-rute. Min favorit var klart bjørnen i fuldt klatreudstyr. Han var af træ og omkring halvanden meter lang.
På hjemturen drak vi kaffe på Powerhouse i bymidten. Det var et dejligt sted med lækre sager. Jeg spiste en kage til kaffen, da jeg benytter enhver lejlighed til at indtage så mange kalorier som muligt. Det har jeg aldrig haft brug for før, men jeg har ikke råd til at tabe mig mere end jeg allerede har gjort.
Alison kørte en tur på planteskolen og jeg gik en tur på apoteket. På vejen mødte jeg tre TA’ere. Der er mange, som vælger at holde en fridag eller to her. De fleste besøger formentlig badene. Jeg har besluttet at springe dem over.
Vi spiste aftensmad på en dejlig indisk restaurant i dag. De to foregående dag har Alison lavet mad til os. I dag valgte vi en menu med tre retter. Selvfølgelig kun af helbredsmæssige årsager! Det er virkelig den omvendte verden. Ingen TA’er vil have kalorielet mad og ‘den chokoladebar, som har flest kalorier pr. 100 gram – den tager vi’.
I dag holdte jeg generalprøve på rygsækpakningen. Der bliver tryk på igen. Jeg har meget mad med, fordi jeg vil tilstræbe at sætte kalorieindtaget lidt op.
Jeg bliver hentet i morgen klokken halv otte. Denne gang gælder det 115 kilometer fra Boyle til Arthurs Pass. Det er usikkert, hvordan det bliver med mobilsignal på den strækning. I værste fald går der 6-8 dage, før jeg kan lave næste opslag her på siden.
Jeg må desværre skuffe dem, som venter i spænding på beretningen fra Richmond Ranges. Jeg har siddet ved en ældgammel computer i timevis i løbet af det sidste døgn. Jeg har skrevet en masse, men det kræver mere finpudsning før det kommer længere. Nu er det meste skrevet ned, så hav tålmodighed.
Mit lille kontor i receptionsområdet
De sidste to dage er gået lynhurtigt. De praktiske opgaver fylder meget. Nu er jeg ren igen og alt tøj er vasket. Madposen er fyldt op for nu kommer der igen en længere strækning uden indkøbsmuligeheder.
Turen går til Nelson Lakes og hvis vejret tillader det, så skal jeg op over Waiu passi 1870 meters højde. Hvis sne eller vind forhindrer det, så ville jeg formentlig returnere til Saint Arnaud og lægge en ny plan.
Jeg har booket senge i hytter på turen de steder, hvor det er muligt. Vejrudsigten ser noget broget ud, og det kan blive ganske koldt. Det kan blive nødvendigt at vente i en hytte til vejret bliver bedre, så der kan sagtens gå ti dage igen før jeg er i en by.
Lige nu har jeg en seng i en lille sovesal på Alpine Lodge i Saint Arnaud. Jeg bookede rigeligt med dage og det viste sig at være godt. Alt er optaget her. Der er hele tiden nogen, som går slukøret ud fra receptionen. Mulighederne i Saint Arnaud er yderst begrænsede. Det er en lille by.
Alpine Lodge i Saint Arnaud
Jeg var meget træt, da jeg ankom, men det er et dejligt sted at være. Her er en backpackerafdeling og en afdeling med hotelværelser. Stedet har en restaurant, som serverer dejlig mad. Jeg har uden hæmninger indtaget alle mine måltider i restauranten siden jeg ankom. Det trængte jeg til.
Der kommer hele tiden nye TA’ere ind. De fleste af dem, som jeg ankom sammen med er allerede gået videre. Jeg prioriterede, at få skrevet mine håndskrevne noter om til noget brugbart, så jeg tager en dag mere.
Jeg er i et populært turistområde. Her er er mange aktiviteter i naturen. Derfor er der også et turistkontor, hvor der er en DOC ansat, som rådgiver om vandring i området. Jeg var der henne i går. I morgen tager jeg en tur til og får de nyeste kommentarer til vejrudsigten. Så nærmer det sig nok afgang.
Her må man ikke slå telt op i naturenEn af attraktionerne i Saint Arnaud er Lake Rotoiti. Den ligger lige i udkanten af den lille by.
I morges pakkede jeg det mad om, som jeg købte i går. Nu har jeg elleve portioner aftensmad klar til resten af Pelorus River Track og turen over Richmond Ranges.
Resupply er hårdt arbejde og ikke min favorit beskæftigelse. Men mad skal der til!
Jeg havde en aftale med Marianne og Arnold på en café klokken halv ti. Marianne gled i noget affald i Wellington for et par uger siden. Hun brækkede håndleddet, og derfor har de opholdt sig i Nelson i to uger. I dag skulle hun til opfølgning på sygehuset, som heldigvis havde gode nyheder til hende. Der var ikke brug for operation. Det var dejligt at se dem igen, selvom omstændighederne ikke var dem, som vi havde ønsket os. Nu kan de begyndte at planlægge næste fase af deres tur. Marianne har fortsat armen ‘pakket ind’, så der er grænser for, hvilke typer terræn det er forsvarligt at gå i.
Inden cafébesøget lykkedes det mig at finde en ny campinggas til min brænder. Jeg vil gerne starte den næste strækning med en fuld campinggas i rygsækken, så den kan holde hele vejen til den næste by.
Efter cafébesøget var det flyttetid. Julen er en travl tid på hotellerne, og jeg var tvunget til at skifte hotel i dag. Jeg flyttede et par huse ned ad gaden, og jeg var heldig, at de fik ordnet det sådan, at jeg næsten kunne gå fra det ene hotel til det næste.
På vej ud af døren fangede jeg mig selv i spejlet. Det ser jo meget godt ud med den rygsæk, men uden for billedet står der en pose med mad, som på en eller anden måde også skal ned i rygsækken inden jeg forlader Nelson.
Mit nye logi har en vaskemaskine i badeværelset. Det endte med den helt store julevask. Først fik rygsækken en tur og så kom alt mit tøj i maskinen. Det var sommervejr i dag, og det hele tørrede på rekordtid ude på altanen.
Jeg har forlænget opholdet i Nelson med et døgn. I morgen flytter jeg på backpackerhostel. De hoteller, som har ledige værelser i morgen, er alt for dyre. I overmorgen tager jeg bussen tilbage til Pelorus Bridge og fortsætter vandringen. Der går ingen bus i morgen. Den 25. december er alle butikker lukkede. Det er den vigtigste dag i julen på de her kanter, og derfor kører Intercitybussen heller ikke.
Glædelig jul til alle jer i Danmark, som stadig har det meste af den 24. december foran jer. Her slutter den 24. december om mindre end tre timer. Jeg kan lige nå en kop kaffe inden sovetid. Godnat og Glædelig Jul!
I aftes var der ballade i køkkenet. Franskmændene havde efterladt køkkengrej på bordpladen i shelteret. Ved halv ellevetiden kunne vi høre, at der var gæster. Tingene væltede. En af mændene gik frem og tilbage med en lommelygte og forsøgte højlydt at skræmme dyrene væk. Han larmede mere end dyrene og jeg faldt først i søvn ved midnat. Der var helt sikkert possum på teltpladsen, og det har sikkert været dem, som tjekkede om der var noget spiseligt.
I morges var der opklaring i vejret et øjeblik. Jeg skyndte mig at pakke mig grej og jeg luftede teltet lidt inden jeg pakkede det ned.
Det var tid til den sidste hele dag på Queen Charlotte Track. Der kom nye bakker, nye bugter og nye flotte udsigter.
Et kig ned til Torea Bay jetty
Jeg mødte to fugle af den yndige slags med en lille krøller på hovedet. Jeg tror, at det er Californisk Topvagtel. Hannen var foran mig, og han opførte sig sært. I stedet for at løbe væk blev han ved med at skræppe til fruen, som var bag ved mig. Jeg stoppede. Han strøg forbi mig og om til fruen. Mere skræppen. Nu kunne jeg se dem! De havde unger med! Minimum tre små stribede klumper, som asede og masede for at komme gennem det høje græs. Hele optoget gik ind i bevoksningen til højre for stien. Herligt!
Jeg så et skilt om regulering af dyr. Her var det særligt geder og rådyr, som der var behov for at reducere antallet af. Der kom også et skilt om bekæmpelse af fyrretræer. De blev plantet, som et led i skovdriften, på et tidspunkt, hvor der blev fældet store mængder træer. Nu vil man gerne undgå, at de breder sig, så fyrretræerne får gift, så de går ud. Det er synligt i landskabet, fordi de døde fyrretræer stikker op af skoven og ser triste ud. Det er dog kun et spørgsmål om tid før naturen klarer resten.
Sidst på dagen kom jeg gennem et område med flot subtropisk skov. Det område havde været fredet længe.
Der kom mange regnbyger i dag. Jakken måtte af og på flere gange. Det forhindrede mig ikke i at holde flere pauser på nogle af de flotte bænke på turen. Det er ikke de hurtigste kilometer jeg har gået på Te Araroa. Det er simpelthen for hyggeligt!
Jeg endte dagen ved en strand, hvor det er muligt at campere. Det så dejligt ud, men fordi det regnede foretrak jeg at gå 100 meter ind i skoven. Her er der en stor lysning og et shelter. Jeg har fundet et fint sted under et par store træer til mit lille telt. Græsset var stadig tørt, da jeg slog teltet op.
Der er nye ansigter i shelteret igen i dag. Nogle af dem skal kun gå Sydøen og de er derfor næsten lige startet.
Når jeg zoomer lidt ud, så bliver det lettere at se helheden. På det næste skærmprint kan man se, at jeg har bevæget mig i en cirkel. Fra Picton (nederst) med båd op til Ship Cove og så til fods tilbage igen. Picton ligger dog på den anden side af den ‘fjord’, som jeg er ved nu.
Jeg vågnede kvart over fem i morges. Det virkede overraskende mørkt. Det skyldtes, at træerne dækkede for lyset. I går eftermiddags var der også lidt aftenstemning over skoven. Min inReach havde problemer med at sende. Den er ikke glad, når der ikke er frit udsyn til himlen.
Jeg spise lidt mad og pakkede mit grej. Det gik nogenlunde med at holde mudder, blade og jord ude af bagagen.
Jeg fortsatte, hvor jeg slap i går. Det gik opad mod to udsigtspunkter. Det første bemærkede jeg ikke. Det var vist bare en lysning på en bakketop. Det næste var Archey’s Lookout. Det var afmærket, fordi det var en lille afstikker fra stien.
Udsigten fra flot, selvom der var diset.
Der var mobilsignal, så jeg kontaktede en trailengel i Levin, som jeg i forvejen var i kontakt med. I går lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville fortsætte direkte op i bjergene, men tage ned til Levin og overnatte, så jeg var sikker på, at jeg ikke var ved at blive syg. Jeg har det storartet, men ideen var jo god nok.
Efter udsigtspunktet kom der mere mudder, og så startede nedstigningen. Det var ikke helt så galt, som jeg havde frygtet.
Efter den stejleste del begyndte der at komme vandløb. Mange vandløb. Nogle skulle passeres på tværs. Andre skulle jeg gå et stykke nede i.
Der var rig lejlighed til at vaske mudderet af støvlerne for så at komme op og grisse dem til igen.
Efter cirka tyve vandture var jeg ude af skoven. Der kom fem kilometer gennem privatejet skov og eng. Der var fint og grønt. Jeg mødte en stor gruppe børn, som var på ophold hos Makahika Outdoor Pursuit Centre. De tilbyder læring for børn.
Jeg nåede til Outdoor Centeret, hvor jeg gik ind og bankede på døren. Dér bor Sally og John. De tilbyder overnatning i eget telt på deres jord og ikke mindst rådgivning om vejret i Tararuas. Det var rådene, jeg havde brug for. Tararuas er kendt for grumt og omskifteligt vejr.
John var på arbejde, men Sally inviterede på kaffe. Rådet var entydigt: Gå ikke op i Tararuas bjergene nu. Der var for meget vind. TA går op over steder, hvor der er smalt og langt ned til begge sider. Jeg takkede og gik videre. Sendte en besked til Donna om, hvornår jeg var ved opsamlingsstedet.
Ingen Tararuas lige nu! De var der oppe i skyerne.
Jeg nåede ikke til opsamlingsstedet før Donna dukkede op på vejen. Hun havde datteren med i bilen. Vi kørte om supermarkedet og videre til Donnas hjem, som ligger fem kilometer uden for byen. Her har jeg fået et fint værelse, taget bad, vasket tøj, rystet og luftet telt mm. Jeg er inviteret på aftensmad og i morgen kører Donna mig til bussen. Jeg tager bussen til byen på den anden side af Tararuas og fortsætter vandringen dér. Jeg krydser fingre for, at det bliver muligt at gennemføre Tararuas inden jeg forlader Nordøen.
Det er vist tydeligt, hvornår jeg satte mig ind i Donnas bil.
Det tog tid at få pakket i morges. Bagagen var vokset med et par bukser, et par handsker og en ekstra vandflaske. De effekter var til at overkomme. Det blev sværere da al maden kom frem på bordet. Ud over forsyningerne til den kommende uge, så havde jeg smurt to store sandwich af noget brød, skinke mv., som jeg havde tilbage. Rygsækken blev fyldt til bristepunktet selvom jeg efterlod en banan og noget brød på hotellet. Lettelsen var stor, da jeg proppede de sidste stumper i lommerne, og kunne konstatere, at jeg stadig var i stand til at løfte rygsækken!
Jeg afleverede nøglerne i receptionen klokken halv otte og satte kursen ud af byen. Lige uden for byen mødte jeg en ung TA’er, som jeg også sagde hej til i går. Han var på vej ind til byen. Han overnattende hos det kanoudlejningsfirma, som jeg passerede et par kilometer senere. De tilbyder deres kunder, at de kan campere gratis. Den unge mand havde booket kanotur den 2. december, og han havde kun brug for seks dage til at gå til Whakahoro, hvor kanoturen starter. De overskydende dage tilbragte han i Taumarunui.
Kanoture er en stor attraktion her i området
Turen til Owahango var meget enkel. Den fulgte et område småveje, som bugtede sig mellem grønne bakker. Et par gange kom jeg tæt på eller over Whanganui River.
Whanganui River KanoudlejningOpdræt af dyr – sikkert ‘red deer’
Vejret var dejligt. Overskyet med en solstråle af og til. Der var ikke meget biltrafik på vejen, og jeg mødte kun et par cyklister og to andre TA’ere. Turen var fin og afslappende.
Pony poo = hestemøg
Jeg holdte flere pauser. Klokken elleve spiste jeg en af de lækre sandwich og glædede mig over, at vægten af rygsækken måtte være faldet lidt.
Der var mange hyggelige dyr på turen i dag. Jeg hilste på den struds, som medvirker i alle YouTube videoer fra TA. Den så stor ud, når jeg stod tæt på den.
På den sidste tredjedel kom der en væsentlig stigning. Op forbi bjerget Mihirangi. Her efter var der fire nemme kilometer ned til målet. Jeg svingede ind til Owahango Adventures, hvor TA’erne kan overnatte gratis. Der så helt tomt ud. Efter ti minutter dukkede Marianne og Arnold op. De havde været inde ved byens eneste café. De var blevet afvist, fordi der skulle være selskab. Der var lukket!
Owhango med Owhango Adventures som det første hus i byen
De havde heller ingen anelse om, hvordan man skulle tjekke ind til teltpladsen. Jeg skrev en besked til ejeren på Facebook. Der kom hurtigt svar. Vi kunne bare slå teltene op, og en af dørene til bygningen var ulåst. Der er ankommet flere TA’ere. Måske 7 telte.
Det er et pudsigt sted. Bygningen har set bedre dage, men græsplænen og toilettet fungerer. Nu er det ikke så tosset at have rygsækken fuld af mad.
Det har været en dejlig og afslappende dag. Vejret klarede opgaven, og byen var mere indbydende i solskin.
Ved frokosttid mødtes jeg med Ruth på en bænk i en park. Hende har jeg ikke set siden Auckland. Det var hyggeligt at se hende igen. Jeg troede, at hun var langt væk, men hun har været passiveret i tre dage af et maveonde, som florerer blandt TA’erne. Den virus eller baktusse har åbenbart forsinket flere. Nu skal håndspritten have den lettest tilgængelige plads i min bagage!
Jeg har været i en Outdoorbutik og købe et par bukser, som minder om skiundertøj, men de er tykkere. Dem tror jeg, at jeg får brug for i Tongariro National Park om nogle dage. Butikken havde desværre ingen vandtætte overtrækshandsker, så jeg har købt et par gule rengøringshandsker i supermarkedet. Dem kan jeg i nødstilfælde trække uden på mine tynde fleechhandsker.
Madlageret er fyldt op, og det er min mave også.I morgen starter et længere stræk uden butikker. Hvor langt der bliver tale om, vil vejret afgøre. Jeg vil gerne afvige fra Te Araroa om nogle dage.
Der kommer en strækning, hvor Te Araroa sender vandrerne ned af en flod (Whanganui River) i kanoer. Det skal planlægges og bookes. Kanoerne er tomandskanoer, og jeg har ingen oplagt makker. Jeg kunne sikkert sagtens finde en makker, men jeg vil lige så gerne fortsætte med at gå.
Efter lange studier af kort, apps og hjemmesider er jeg kommet frem til, at en kombination af Tongariro Northern Circuit og Round the Mountain Track vil kunne bringe mig gennem den flotte Tongariro National Park og via to mindre byer tilbage på Te Araroa.
Hold godt fast – så vil jeg forsøge at forklare billedet.
Jeg er i Taumarunui, hvor den blå trekant viser min position. I morgen fører TA til den lille by Owhango. Det er det første grønne kryds.
Så kommer 42-travers, som er 46 kilometer lang. Den tager jeg over to dage. Så er jeg forhåbentlig i landsbyen Tongariro. Den er det andet grønne kryds.
Næste dag går jeg med TA til Mangatepopo Campsite. Der er det tredje grønne kryds. Den rute hedder Tongariro Crossing.
TA fortsætter med flere grønne kryds, og der, hvor jeg har tegnet en blå linje, går ruten ad floden (i kano).
Det er ikke et muligt alternativ at gå hele ruten langs floden. Hvis man vil gå, så skal man normalt gå af den linje, som drejer nedad, der hvor flodturen starter. På det stykke har der lige været et stort jordskred. Noterne siger, at gå-ruten er lukket. Andre siger, at TA’erne går hen over jordskreddet. Jeg har ikke undersøgt det.
Min plan er at gå med TA frem til det tredje grønne kryds, som er Mangatepopo Campsite. Der fra vil jeg gerne gå en smule baglæns og dreje (til højre i billedet) ud på Northern Circuit og fortsætte mod syd af Round the Mountain Track. Jeg har lavet en tynd gul linje ved siden af tracket på billedet. Den viser, hvordan jeg gerne vil gå. Hvis det lykkes, så kommer jeg tilbage på TA i byen Pipiriki. Dér hvor min blå streg ender.
Når jeg siger ‘hvis’, så skyldes det, at det kun er muligt at passere de høje punkter i Tongariro National Park i forholdsvis godt vejr. Ingen kraftig vind og helst ikke for meget regn. Mit udstyr er ikke egnet til vintervandring i bjerge, så jeg skal have ‘pænt’ vejr.
Tongariro Northern Circuit er det, som her markedsføres som en ‘Great Walk’. Det medfører, at en seng i en hytte såvel som en teltplads skal bookes på forhånd i vandresæsonen. Det har vist sig at være lidt af et logistik mareridt, men jeg tror, at jeg nærmer mig noget brugbart.
Hiv, flå, pak om, lettere poser, nye blandinger….velbekomme.
De forsvundne læsebriller dukkede op i dag. De havde gemt sig i en lomme inde i inderteltet. Der må de have ligget hele dagen i går. De har overlevet, at jeg proppede teltet ned i en pose og posen ned i rygsækken. Så slap jeg for at gå ud og handle i dag!
Et kig fra min dør over mod receptionen
Det har regnet uden ophold hele dagen. Det kommer først til at genere mig i morgen. I dag har jeg hygget mig inden døre med planlægning af de næste sektioner. Jeg synes, at jeg har lagt en god plan. Nu mangler den bare lidt tørvejr.
Jeg har spist flere gange, og det tynder godt ud i madbeholdningen. Den mad, som skal med på tur, har jeg fordelt i portioner og sorteret. Noget mad skal ned i fjernlageret på bunden af rygsækken og andet skal være let tilgængeligt.
Mit motel er ikke firestjernet, men sengen har vist sig at være perfekt at sidde i. Den er forsynet med et væld af store puder, som gør det behageligt at tage en dagvagt med kontorarbejde og samtidig hvile benene. Dagen er gået helt, som den skulle. Jeg vil gætte på, at jeg har forbrændt 5 kalorier i dag!
I morges forlod jeg campingpladsen tyve minutter i otte. Desværre tyve minutter for tidligt til at få morgenkaffe på caféen. Morgenmaden havde jeg allerede spist på campingpladsen. Jeg fik suppe med nudler, et hårdkogt æg og en håndfuld mandler!
Ruten styrede direkte ud til det nærmeste farmland. Over den første af mange steler og op og ned i det smukke, bakkede landskab. Rytmen gentog sig i løbet af turen: Op på et højdedrag og ned igen.
På den første stigning var der flotte formationer af limsten.
En af sektionerne var en smal og glat skovsti. Det gik meget langsomt fremad. Der var ikke noget problem, for etapen var relativt kort. Jeg kunne tage den med ro. Stien var så trang, at det to gange lykkedes mig at klemme mig op af en forkert åbning mellem træerne. Jeg opdagede det hurtigt, men det er usædvanligt for mig, at det sker flere gange. Jeg tænkte, at det var godt, at der var en fridag lige om hjørnet. Måske er det både hovedet og kroppen, der trænger til en pause.
Pas på tyrene og opfør dig pænt! (Tyrene var ikke at se i dag)
Når vi krydser farmland er opskriften ofte, at ruten følger et hegn. Hver gang der starter en ny indhegning skal man over hegnet via en stele eller åbne og lukke en låge. Når man skal krydse ind over et stort grønt område er det ofte sværere at hitte ud af, hvor mange skal hen.
Et af dagens højdepunkter var en hængebro over Mangapu River. Den var smal og den gyngede, når jeg bevægede mig.
Et sted på turen mødte jeg et ægtepar fra New Zealand. De havde boet her i området, men var flyttet til Sydøen. Vi holdte en lille pause sammen.
Køer….mange køer
Halvanden kilometer før Te Kuiti var det slut med små stier. Jeg kom ud på hovedvejen, hvor der lå en café. Jeg fik hurtigt indhentet den forsømte morgenkaffe, og tog frokosten ved samme lejlighed.
Kyllingesalat på Bosco Cafe
Det var begyndt at regne kort før jeg nåede til caféen. Det var ikke blevet bedre, da jeg forlod den. Heldigvis var der ikke langt til Motel Te Kuiti, hvor jeg havde booket to nætter.
Hotellet er hverken kønt eller moderne. Det ligger ud til en vej, hvor trafikken er så tung at hele huset jævnligt ryster. Alligevel føles det som et kup. Privatliv, køleskab, kort vej til supermarkedet og tørvejr.
Jeg pakkede hurtigt ud. Tømte rygsækken og drog afsted til supermarkedet. Det var tid til resupply. Efter Te Kuiti er der igen fem dage uden butikker. Det blev til et kæmpe indkøb. Det bliver spændende, om jeg har købt for meget mad. Måske ser det voldsomt ud, fordi der også er mad til i dag og til i morgen. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er bagud med kalorierne, så fridagen bliver en spis-rigeligt dag.
Det lykkedes mig også at få købt flere piller mod høfeber og nogle tyggetabletter, som bliver afløseren for det druesukker, som jeg snart løber tør for.
Jeg har tømt, rystet, vasket og tørret grej. Der hænger ting overalt nu. Det er dejligt at få sorteret og ryddet op i gemmerne. Noget tyder på, at jeg har tabt et par briller i dag. Lige nu kan jeg I hvert fald ikke finde det ene par læsebriller. Det er ikke noget stort tab, men hvis ikke de dukker op, så skal jeg ud og købe nye i morgen.
På vejen til Bombay tabte jeg gummidup til den ene vandrestav. Den har med stor sikkerhed hængt fast i noget mudder, og så er jeg gået videre uden at opdage det. Jeg havde heldigvis et ekstra par i rygsækken. Det er bedst at sætte dupperne på, når underlaget er meget hårdt. I byerne har jeg altid dupperne på.
Jeg købte salat og pølser til i aften og i morgen. Nu er det bevist, at man godt kan koge pølser i en mikroovn!
Hvis du synes, at det ser lovlig sundt ud, så bare rolig. Jeg har seks slags dessert at vælge mellem!
Her er dagens track fra mit ur. Distancen er overraskende lang. Jeg glemte at afbryde trackingen da jeg ankom til motellet. De 24 kilometer omfatter også indkøbsturen.
Da jeg spiste frokost halvanden kilometer før målet, stod mit ur på 16,11 kilometer. Fra logi til logi var der derfor omkring 17, 5 kilometer. Det er overraskende langt jeg har gået efter ankomsten. Det blev da også til en del ture op og ned ad gangene i supermarkedet.
Alt skal læres. I dag skulle jeg for første gang genopfylde madposen.
Det er søndag, hvilket fik mig til at antage, at Hunting & Fishing havde lukket. Bommert nummer et.
Jeg vandrede derfor afsted til Pak’nSave, som lå et par kilometer fra gårsdagens logi. Jeg takkede nej til et lift. Bommert nummer to. Jeg havde rygsækken med det meste af en liter yoghurt og to liter vand med, så den videre færd blev dagens styrketræning.
Pak’nSave havde ingen frysetørrede måltider på hylderne. Nu skulle der tænkes kreativt. Tak til de mange videobloggere, som har delt deres anstrengelser på YouTube!
De har sikkert alt, men HVOR?
Afdelingen med delikatesser var noget af det første jeg så. Jeg var sulten. Bommert nummer tre. Gå aldrig sulten ind i et supermarked! Et par lækre sandwich og en bolle smuttede ned i kurven. Men nu kom den mere langsigtede indsats.
Jeg cirklede rundt i manegen og fik til sidst puttet lidt af det hele i kurven; wraps, ost, små pulversupper, pulver kartoffelmos, røde linser, et par simple tørrede færdigretter, de lækre OSM barer, müsli og en avocado til i aften. Det var aldeles uoverskueligt!
Afsted mod motellet. Igen to kilometer væk. Jeg tog en pause og fyldte hullet i maven med en sandwich. I hovedgaden nød jeg en varm kop kaffe. Herligt!
På motellet pakkede jeg hurtigt ud. Al mad op på bordet. Tøm rygsækken, brusebad, yoghurt, tre kopper kaffe, fodpleje, en slåskamp med mit Garmin ur. Nu var jeg klar til at pakke maden om.
Det var svært at se, hvordan maden skulle mikses. Vi får nok nogle meget våde og nassede dage i skovene. Jeg gjorde kort proces. Fem koge/frysepose. Et solidt drys af lidt af det hele i hver pose.
Gad vide, hvad det kommer til at smage af, og om det bliver spist ‘coldsoaked’ (opblødt i koldt vand) eller om det bliver praktisk muligt at koge vand.
Kunsten er at få så meget emballage af som muligt. Der er ingen skraldespande de næste 5-6 dage. Man bærer selv sit skrald ud af naturen. Jeg forsøger også at tage højde for, at det ikke kun er i denne uge, at jeg ikke har fri adgang til mad. Ellers have jeg nok bare købt en kasse OSM barer. Men turen er for lang til, at man kan leve af proteinbarer.
Nu er madposen fyldt op. Jeg har mad til en familie i en uge. Bommert nummer fire! Hvis du kommer forbi Northland Forests, så giver jeg et ubestemmeligt måltid. Tilberedningen står du selv for 🙂
