Onsdag den 11. december 2024

Jeg vågnede kvart over fem i morges. Det virkede overraskende mørkt. Det skyldtes, at træerne dækkede for lyset. I går eftermiddags var der også lidt aftenstemning over skoven. Min inReach havde problemer med at sende. Den er ikke glad, når der ikke er frit udsyn til himlen.

Jeg spise lidt mad og pakkede mit grej. Det gik nogenlunde med at holde mudder, blade og jord ude af bagagen.

Jeg fortsatte, hvor jeg slap i går. Det gik opad mod to udsigtspunkter. Det første bemærkede jeg ikke. Det var vist bare en lysning på en bakketop. Det næste var Archey’s Lookout. Det var afmærket, fordi det var en lille afstikker fra stien.

Udsigten fra flot, selvom der var diset.

Der var mobilsignal, så jeg kontaktede en trailengel i Levin, som jeg i forvejen var i kontakt med. I går lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville fortsætte direkte op i bjergene, men tage ned til Levin og overnatte, så jeg var sikker på, at jeg ikke var ved at blive syg. Jeg har det storartet, men ideen var jo god nok.

Efter udsigtspunktet kom der mere mudder, og så startede nedstigningen. Det var ikke helt så galt, som jeg havde frygtet.

Efter den stejleste del begyndte der at komme vandløb. Mange vandløb. Nogle skulle passeres på tværs. Andre skulle jeg gå et stykke nede i.

Der var rig lejlighed til at vaske mudderet af støvlerne for så at komme op og grisse dem til igen.

Efter cirka tyve vandture var jeg ude af skoven. Der kom fem kilometer gennem privatejet skov og eng. Der var fint og grønt. Jeg mødte en stor gruppe børn, som var på ophold hos Makahika Outdoor Pursuit Centre. De tilbyder læring for børn.

Jeg nåede til Outdoor Centeret, hvor jeg gik ind og bankede på døren. Dér bor Sally og John. De tilbyder overnatning i eget telt på deres jord og ikke mindst rådgivning om vejret i Tararuas. Det var rådene, jeg havde brug for. Tararuas er kendt for grumt og omskifteligt vejr.

John var på arbejde, men Sally inviterede på kaffe. Rådet var entydigt: Gå ikke op i Tararuas bjergene nu. Der var for meget vind. TA går op over steder, hvor der er smalt og langt ned til begge sider. Jeg takkede og gik videre. Sendte en besked til Donna om, hvornår jeg var ved opsamlingsstedet.

Jeg nåede ikke til opsamlingsstedet før Donna dukkede op på vejen. Hun havde datteren med i bilen. Vi kørte om supermarkedet og videre til Donnas hjem, som ligger fem kilometer uden for byen. Her har jeg fået et fint værelse, taget bad, vasket tøj, rystet og luftet telt mm. Jeg er inviteret på aftensmad og i morgen kører Donna mig til bussen. Jeg tager bussen til byen på den anden side af Tararuas og fortsætter vandringen dér. Jeg krydser fingre for, at det bliver muligt at gennemføre Tararuas inden jeg forlader Nordøen.

Det er vist tydeligt, hvornår jeg satte mig ind i Donnas bil.

Kilometerne indeholder en køretur.