Søndag den 9. marts 2025, Tararuas dag 1
I går fløj jeg fra Invercargill til Wellington med et flyskifte i Christchurch. Jeg landede i Wellington lidt over tre om eftermiddagen og skyndte mig ud til shuttlebussen, fordi jeg skulle nå hjem til min veninde Shannon inden klokken kvart over fire. Hun havde en aftale og ville tage hjemmefra på det tidspunkt. Det gik fint og jeg fik nøgler til lejligheden.
Næste projekt var proviantering til Tararuas. I morges skulle jeg med bussen før butikkerne åbnede, så indkøbene skulle klares i går. Jeg gik i supermarkedet og købte stort ind. Nu manglede jeg bare gas og frysetørrede aftensmåltider. Jeg gik over gaden til Bivuac. De havde lukket! Det var lørdag og klokken var over fem. Åh, nej. Det samme gentog sig i fem andre outdoor butikker. I den sjette butik gik døren op. Jeg tjekkede, at der var gas på hylden og gik i retning af maden. En dame kom mig i møde og bad mig om at forlade butikken. De havde lukket! Jeg bad for mit liv og min varme kaffe, men der var ingen nåde.
Næste forgæves forsøg var tankstationen. Ingen gas dér. En hardwarestore. Ingen gas. En anden hardwarestore – to minutter før lukketid. De havde gas
(Tak Bunnings). Oven i købet til den bedste pris jeg har set i hele New Zealand!
Nu var den varme kaffe sikret, men jeg havde stadig ingen aftensmad til turen. Tilbage til supermarkedet. Det blev til nogle tilfælde pastaretter og noget pulversuppe og en ekstra pakke kiks. Mine batteri var helt flade. Det, som burde tage en time, havde taget 2,5 timer.
I morges gik jeg mod togstationen klokken halv syv. Jeg skulle med Intercitybussen til Waikanae. Der var lidt forvirring, fordi togene var erstattet med busser. Jeg var lige ved at misse min bus, fordi damen hos Intercity henviste mig til togbusserne. Det føltes som om, at projekt Tararuas var forhekset.
Da jeg ankom til Waikanae tog mit ‘lift’ pænt imod mig. Nu steg humøret. Jeg blev sat af på det sted, hvor jeg blev samlet op af en anden bil i december måned. Nu var jeg tilbage på Te Araroa. Jeg gik tre kilometer til enden af Poads Road. Her startede ruten gennem Tararuas Ranges. Der var en parkeringslads og her holdte der ti biler parkeret. Jeg så tre vandrere gå ud på sporet og jeg hilste på en tysker, som skulle til samme hytte som mig.
Der var ni kilometer op til Waiopehu Hut og noterne anslog, at det ville tage 4-5 timer. Det passede meget godt. Jeg brugte 4,5 time og ankom lidt over tre.
Efter en kort tur over en mark gik ruten op i skoven. Der var grønt og frodigt og masser af fuglefløjt. Stien var smal og til tider mudret. Det gik opad. 800 højdemeter i løbet af de ni kilometer. Det var en dejlig tur.
Lige før jeg ankom begyndte det at regne. Der har været flere byger i løbet af eftermiddagen. Lige nu er der en stor regnbue over skoven.
Vi er foreløbigt seks overnattende i hytten. Det ser ikke ud til, at der er andre TA’ere. Hytten er stor. Den ligger et dejligt sted med flot udsigt. Der er skov på alle sider, men mod vest kan jeg også se markerne og havet. Det er helt trist at tænke på, at det snart er slut med at nyde kaffen og omgivelserne ved dagens hytte. Det er en af de små ting på Te Araroa, som jeg virkelig nyder.
