Tag-arkiv: Tihaka Beach Track

TA, dag 150, Riverton Holiday Park (km2972)

Torsdag den 27. februar 2024

Det har været en meget lang og meget varieret dag på Te Araroa. Dagen blev indledt med fem timers mudderkamp for at komme ud af Longwood Forest. Det var hårdt arbejde.

Dagens første vandløb. Det virkede ret mørkt inde mellem træerne.

I dag passerede jeg synlige mineskakter og vandkanaler.

Efter skoven kom der et stykke hovedvej efterfulgt af en landevej, som førte mig ud til stranden i Colac Bay. Lige inden stranden holdte jeg en lang pause på Colac Bay Tavern. Det var ganske underholdende. Lidt som at være i en anden tid. Jeg drak cola og kaffe og spiste et stort bistro måltid.

Julepynt?

Klokken nærmede sig to da jeg gik ned til stranden. Den så dejlig ud. Vandet gik mod lavvande, men det var ikke længe siden, at det var højvandet. Der var ikke meget strand, så jeg gik det første stykke oppe på vejen.

Længere henne drejede vejen væk fra stranden, så jeg måtte ned i sandet. Desværre blev sandet til sten længere henne. Det var vanvittig tungt at gå i.

Da stranden sluttede var benene tunge som bly. Heldigvis kom der en ny sti og den var skøn. Humøret steg betragteligt.

Tihaka Beach Track gik gennem privat område. Stien snoede sig langs vandet og gik til sidst op over en stor bakke og ind mod Riverton.

Jeg gik skiftevis nede på en strand og oppe i en fårefold. Stien gik op og ned mange gange. Der var smukt og roligt og skønne udsigter til øde strande.

Det var en stor fornøjelse og jeg glemte helt, hvor træt jeg var. I stedet blev jeg opslugt af flotte klippepartier og skønne strandskaller.

Da jeg kom op over den sidste skråning var der flot udsigt til Riverton.

Nu manglede jeg kun tre kilometer. Det blev en sen ankomst efter elleve timer på vejen.

Dagens logi – en lille bitte hytte
Facebookinstagram