Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.
Så fik jeg endelig set en kiwi!
Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.
Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.
Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.
I aftes var hytten fyldt op og der blev først stille omkring klokken 22. Det regnede det meste af aftenen og ud på natten. I morges var det heldigvis tørt igen. Jeg spiste morgenmad og kogte vand til en kop kaffe i morges. Det er første gang jeg har lavet kaffe om morgenen ude på ruten. Hidtil har jeg sparet gassen og den tid det tager at pakke brænder m.v. ned igen.
I dag var ruten afmærket med to farver. Gul til hest med rytter og orange til vandrerne. Hestene skulle flere gange følge en rute, som var tættere på floden end vandreruten.
Gul matkering af rute til ryttere
Turen blev indledt med eng og højt græs langs Anna River. Efter nogle kilometer kom der passager gennem en dejlig skov.
Efter et par timer skulle jeg kravle op gennem skoven til Anne Saddle. Det var en overkommelig stigning, som sluttede på en lille top i 1136 meters højde. Der var smukt og stille og jeg holdte en pause. Jeg mødte ikke en eneste vandrer på dagens atten kilometer. De fleste dage mødes man sporadisk når nogen holder pause eller hvis der kommer modgående trafik.
Efter sadlen snoede stien sig nedad gennem skoven igen. Denne gang ned til Boyle River, som ruten fulgte helt til Boyle Flat.
Jeg passerede flere vandløb i dag enten via små fine broer eller ved at træde fra sten til sten. Der var ikke brug for soppeture i dag. Lige inden hytten skulle jeg over en svingbro for at komme over til hytten. I morgen skal jeg samme vej tilbage for at komme videre.
Svingbroen før Boyle Flat Hut
Der var mange fugle igen i dag. Jeg så en hare smutte væk, og jeg mødte flere hold Canadagæs, som havde efterladt deres ‘visitkort’ på stien. Da jeg nåede til hytten ved frokosttid var der allerede ankommet tre TA’ere, som jeg har været sammen med flere aftener nu.
Boyle Flat Hut
Dagens tur var relativt kort. Der er flere, som springer den her hytte over og går direkte til Boyle Village. Fra Boyle, som har meget sparsomme faciliteter, er det nemt at tomle ned til Hanmer Springs. Det er der helt sikkert mange, som gør. Dér er der cafe, butikker og varme kilder. Jeg har allerede tilsagn om et lift. Der er en TA’er, som bliver afhentet i Boyle i morgen, og de har plads til mig i bilen.
Tilføjelse, Klokken 19:22: Jeg skal sove i mit telt i nat, da jeg ikke havde booket en seng I Boyle Flat på forhånd. Jeg camperer foran hytten, og jeg har opholdt mig i hytten hele eftermiddagen. Hytten er fuld og stemningen har været god og hyggelig hele dagen. Der er blevet talt om vandring, rejser og fremtidsplaner, spillet spil og gættet kryds og tværs. Nu trænger jeg til at hvile ørerne, så teltet er perfekt. Jeg kan høre flodens brusen, fugleliv, latter fra hytten og let regn på teltdugen. Godnat!
Jeg forventer, at der bliver stille her på siden til en gang i begyndelsen af det nye år. Jeg har begrænset strømkapacitet i de perioder, hvor jeg ikke kan oplade min powerbank. Jeg kan oplade powerbanken i dag. Næste stikkontakt er i Saint Arnaud på den anden side af Richmond Ranges.
Den næste strækning bliver min foreløbigt længste uden adgang til opladning. Jeg er nødt til at prioritere, hvad strømmen på min powerbank skal bruges til.
Det er vigtigt, at jeg har strøm på min telefon. Den er mit vigtigste navigationsredskab. Den vil jeg prioritere.
Jeg vil også gerne holde liv i min ‘Garmin inReach mini 2’, fordi den kan bruges til satellitkommunikation. Med den kan jeg sende sattellitbeskeder og trackingpunkter til min familie, og jeg kan sende SOS og komme i kontakt med Garmins Response center. Jeg vil så vidt muligt kun bruge telefonen til at navigere med, så strømmen rækker længst muligt.
Ud over min inReach har jeg min PLB, som ikke kræver opladning. Den ligger i min bæltetaske og er normalt slukket. Den vil også kunne sende SOS.
Nu kan du slappe af om morgenen og sove lidt længere!
I morgen (onsdag den 18. december) sætter jeg kursen mod Sydøen. Min Interislander færge ‘Kaitaki’ afgår klokken 8:45 fra Wellington og ankommer til Picton på Sydøen klokken 13:15.
Da Te Araroa på Sydøen starter i Ship Cove, hvor Queen Charlotte Track begynder, har jeg ikke interessere i at overnatte i Picton. Derfor har jeg booket båd fra Picton til Ship Cove i morgen klokken 13:30. Mit besøg i Picton bliver derfor en gåtur fra en færge til en mindre passagerbåd længere henne ad havnekajen.
På MapsMe vises Te Araroa med en grøn streg fra stenen, som jeg var ved for et par dage siden, til Ship Cove. Det er bare ikke muligt at sejle direkte mellem de to punkter med mindre man selv har en båd.
Jeg sejler derfor ad den hvide linje ned til Sydøen og ind i fjorden, og bag efter ud igen og op mod ‘venstre’. Dér hvor den grønne linje møder de kendte røde kilometermærker.
Når jeg kommer i land i Ship Cove skal jeg vandre i et par timer. Det er ikke tilladt at overnatte i telt, der hvor båden lægger til kaj i Ship Cove.
Jeg forventer at gå otte kilometer (og to store bakker) til Resolution Bay, hvor der er en campingplads. Jul og nytår er højsæson, så alle hytter på pladsen er optagede, men der skulle være mulighed for at overnatte i eget telt.
Jeg krydser fingre for godt vejr. I nat var det tordenvejr her i området. Det blæser en god del.
Området, som jeg kommer til, hedder Marlborough Sounds. Der er grønt og idyllisk. Det er ‘ude på landet’ og det er et stort øko-turisme område. Mobilsignal er formentlig en sjældenhed. Hav tålmodighed!
Jeg glemte en detalje fra Palmerston. Der blev løftet på rygsækken, da vi forlod vores værter i Palmerston forleden.
Nogle af TA’erne havde pakket rygsækken, så de kunne tage hele strækket gennem skoven og over Tararuas bjergene. Hvor mange dages mad, der var tale om afhang af, hvor lange etaper man påtænkte at gå, og hvor mange ekstra dage i Tararuas man dækkede sig ind for. Det er ikke usædvanligt, at man må vente på at vejret klarer op før man fortsætter fra en hytte i højderne.
Noterne angiver, at man skal købe mad til 7-9 dage, hvis man ikke vil forlade ruten for at købe mad eller eventuelt sende en pakke til f.eks. Outdoorcenteret, som jeg besøgte i dag.
Svaret på ‘hvor mange dage har du mad til’ toppede med svaret ’12’ hos en af de engelske piger. Hun toppede også på vægten med en rygsæk, der vejede 22 kilo.
Min rygsæk vejede 15,8 kilo. Jeg havde cirka 2,5 liter vand og det absolutte minimum af mad til at klare hele strækningen. Jeg havde købt mad i forhold til, at vejrudsigten tydede på, at turen over Tararuas skulle klares på tre dage, hvis det overhovedet blev muligt at passere. Det var mit indtryk, at der kom dårligt vejr i slutningen af perioden, hvis jeg var langsommere end det. Turen over Tararuas tager 3-6 hårde vandredage.
Jeg kommer ikke op i Tararuas i morgen, så jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke købte for vildt ind.
Mit regneark før afrejsen viste en basisvægt på cirka 7 kilo. Der til kom vand og mad. Der er desuden hoppet et par bukser og et par handsker ombord undervejs.
Jeg vågnede kvart over fem i morges. Det virkede overraskende mørkt. Det skyldtes, at træerne dækkede for lyset. I går eftermiddags var der også lidt aftenstemning over skoven. Min inReach havde problemer med at sende. Den er ikke glad, når der ikke er frit udsyn til himlen.
Jeg spise lidt mad og pakkede mit grej. Det gik nogenlunde med at holde mudder, blade og jord ude af bagagen.
Jeg fortsatte, hvor jeg slap i går. Det gik opad mod to udsigtspunkter. Det første bemærkede jeg ikke. Det var vist bare en lysning på en bakketop. Det næste var Archey’s Lookout. Det var afmærket, fordi det var en lille afstikker fra stien.
Udsigten fra flot, selvom der var diset.
Der var mobilsignal, så jeg kontaktede en trailengel i Levin, som jeg i forvejen var i kontakt med. I går lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville fortsætte direkte op i bjergene, men tage ned til Levin og overnatte, så jeg var sikker på, at jeg ikke var ved at blive syg. Jeg har det storartet, men ideen var jo god nok.
Efter udsigtspunktet kom der mere mudder, og så startede nedstigningen. Det var ikke helt så galt, som jeg havde frygtet.
Efter den stejleste del begyndte der at komme vandløb. Mange vandløb. Nogle skulle passeres på tværs. Andre skulle jeg gå et stykke nede i.
Der var rig lejlighed til at vaske mudderet af støvlerne for så at komme op og grisse dem til igen.
Efter cirka tyve vandture var jeg ude af skoven. Der kom fem kilometer gennem privatejet skov og eng. Der var fint og grønt. Jeg mødte en stor gruppe børn, som var på ophold hos Makahika Outdoor Pursuit Centre. De tilbyder læring for børn.
Jeg nåede til Outdoor Centeret, hvor jeg gik ind og bankede på døren. Dér bor Sally og John. De tilbyder overnatning i eget telt på deres jord og ikke mindst rådgivning om vejret i Tararuas. Det var rådene, jeg havde brug for. Tararuas er kendt for grumt og omskifteligt vejr.
John var på arbejde, men Sally inviterede på kaffe. Rådet var entydigt: Gå ikke op i Tararuas bjergene nu. Der var for meget vind. TA går op over steder, hvor der er smalt og langt ned til begge sider. Jeg takkede og gik videre. Sendte en besked til Donna om, hvornår jeg var ved opsamlingsstedet.
Ingen Tararuas lige nu! De var der oppe i skyerne.
Jeg nåede ikke til opsamlingsstedet før Donna dukkede op på vejen. Hun havde datteren med i bilen. Vi kørte om supermarkedet og videre til Donnas hjem, som ligger fem kilometer uden for byen. Her har jeg fået et fint værelse, taget bad, vasket tøj, rystet og luftet telt mm. Jeg er inviteret på aftensmad og i morgen kører Donna mig til bussen. Jeg tager bussen til byen på den anden side af Tararuas og fortsætter vandringen dér. Jeg krydser fingre for, at det bliver muligt at gennemføre Tararuas inden jeg forlader Nordøen.
Det er vist tydeligt, hvornår jeg satte mig ind i Donnas bil.
Dagens TA rute indeholdte en flodkrydsning, som afslutning på dagen. I følge noterne skulle floden krydses ved lavvande tæt på det sted, hvor den løber ud i havet. I dag var det lavvandet ved Turakina River klokken 6 i morges og klokken 19:30.
Vejrudsigten lovede masser af vind med retning direkte ind mod stranden. Jeg tænkte, at det ville være ubehageligt at gå på stranden, og at det ville være træls, hvis jeg blev nødt til at vente på stranden, hvis vandet i floden var for højt.
Jeg tog den turkise vej
Jeg overvejede at gå længere end planlagt af Statehighway 3 før jeg drejede ud mod stranden. På den måde ville jeg krydse floden samme sted som bilerne og ikke være afhængig af tidevandet.
Men først skulle jeg ud af byen. Jeg sagde godmorgen til min vært, som mødte på arbejde, og satte kursen mod broen. Da jeg nåede over til elevatoren, syntes jeg alligevel, at det ville være synd at snyde mig selv for en tur mere. Jeg tog elevatoren op.
Fra Durie Hill skulle jeg følge vejen og fortsætte af ‘Number 2 Line’ til Fordell.
Én ged og mange får
I Fordell drejede jeg skarpt til højre og gik lige ud fem kilometer frem til Statehighway 3. Det begyndte at regne, og jeg kunne se trafikken på den store vej. Jeg skiftede til regntøj og signal klud mens tid var.
Der var rigtig surt ude på SH3. Meget trafik, mange lastbiler, dårlig sigt og ikke meget plads til fodtudser. TA fulgte SH3 cirka tre kilometer. Nu skulle jeg tage en beslutning. Dreje med TA ud mod stranden og krydse floden tolv kilometer senere eller fortsætte 6 kilometer længere af SH3 og så dreje ud mod stranden og campingpladsen. Jeg fortsatte. Tanken om at vente på stranden i en sandstorm var mere ubehagelig end SH3.
Et par timer senere slap jeg endelig væk fra SH3. Der var langt mellem bilerne på den mindre vej ned til stranden. Til gengæld kunne jeg mærke blæsten fra havsiden. Den sidste time var der strid modvind. Jeg skiftede tøj og tog hatten af. Regnen var helt stoppet.
Et fint rundt kilometermærke!
Da jeg nåede ned til stranden gik jeg ud og kiggede på floden ved stranden. Det lignede præcis en sandstorm. Dybden på floden var umulig at gennemskue.
Jeg gik hen til campingpladsen. Der var allerede to små telte. Kort efter ankom en TA’er mere. Han havde kun haft vand til knæene ude i floden. Nu er vi i alt fem telte. Fire af dem er mine venner, så det var hyggeligt at få samlet op på, hvor de forskellige har været siden sidst.
Det blæser stadig kraftigt og sandet flyver rundt over alt. Heldigvis ser det ud til at vinden aftager i løbet af natten.
I morges skulle jeg med kabelbanen tilbage til den side, hvor vejen gik. Ejeren havde indvilget i at sende mig over klokken halv otte. Normalt er han først til rådighed klokken otte. Det var ikke ideelt, da jeg havde en meget lang dag foran mig. Men Flying Fox var det værd. (Se mere på min Facebook @anarefsgaardvandrer)
På vej over Whanganui River
Dagens tur var igen enkel. Følg vejen langs floden! Jeg ville gerne nå til Whanganui Holiday Park, men der var 40 kilometer, så det ville blive sent.
Jeg havde ikke gået længe, da der dukkede et skilt op, hvor der stod ‘Tunnel Culvert’. Jeg kunne ikke regne ud, hvad det var. Men det var tæt på, så jeg svingede ned af stien. Der var udkig til en tunnel under vejen. Formålet var formentlig at lede vand under vejen og ned i floden.
Dagen gik stille og roligt. Ganske fint. Grønt og masser af dyr og fugle. Begrænset trafik. Men det var varmt. Meget varmt.
Efter tyve kilometer kogte jeg. Jeg overvejede at stoppe ved en teltplads, som hed Hidalgo Park. Men jeg så den ikke. Måske lå den på en skråning, som ikke var synlige fra vejen. Den skulle ligge ved en bådebro. Men den så jeg heller ikke.
Hvem siger, at man behøver en trailer. Båden blev trukket bag bilen. I går trak teltpladsens ejer en kano op fra floden på samme måde – han trak den bare med en ATV.
Jeg holdt en pause i skyggen og tog støvler og strømper af. Det hjalp lidt.
Hen på eftermiddagen skulle jeg over en meget høj bakke. Vejen drejede væk fra floden og op over en kam. Der var selvfølgelig sol, da jeg masede op ad bakken. På vejen ned var der heldigvis lidt skygge.
Udsigt fra toppen
Ved foden af bakken kom jeg ud på State Highway 4. Det varede heldigvis kun tre kilometer.
Jeg kom til den lille by Upokongaro. Her lå der en café. Desværre var jeg ikke mere heldig end i går. Den var lukket. Jeg ankom lige tids nok til at hilse på personalet, som låste døren. Jeg havde heldigvis stadig vand i mine flasker, så jeg holdte demonstrativt en pause på bænken foran caféen.
Kort efter Upokongaro krydsede jeg Whanganui River af en fin bro. Efter broen gik jeg af en cykelsti langs floden.
Klokken halv seks spottede jeg endelig skiltet med ‘Holiday Park’. Jeg drejede ned af indkørslen og glædede mig over et flag, som reklamerede med kaffe.
Der var en lille butik i forbindelse med receptionen. Jeg investerede straks i både is og kaffe. Det er en fin plads. Ikke den billigste jeg har været på, men her er mange faciliteter og her er rent.
Det er floden, som laver en rund bue udd til venstre. Jeg gik af den kortere vej til højre (mere direkte nedad).
Jeg havde en super hyggelig aften i min private villa på bjerget. Der kom ikke andre, som skulle overnatte.
Mount Ruapehu ved solnedgangstid i går aftes
Jeg var ude og se mig omkring ved midnat. Der var helt stille og stjerneklar himmel. Halvvejs oppe på Mount Ruapehu kunne jeg se lys. Der må ligge et hus eller noget andet, som har strøm.
Da jeg vågnede lige før solopgang kunne jeg med det samme fornemme, at vejret havde ændret sig. Det virkede mere klart og stille end i går.
Jeg pakkede mit grej og ryddede lidt op i hytten. I dag var der ingen, som kunne gå i vejen for kosten.
Jeg havde affald fra cirka en uge. Jeg havde en stor pose skrald i min madpose og en lille skraldepose i lommen, hvor den er nem at komme til. Det er den store, som er på billedet.
Tyve minutter over seks var jeg klar til afgang. Vejret var flot og humøret var tårnhøjt. Jeg havde tre timers vandring hen til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra Round the Mountain ruten og mod vest til Ohakune.
Terrænet lignede meget det jeg havde oplevet sidst på dagen i går. Lav bevoksning, mudrede stier med trætte gangbroer, flodkrydsninger af smalle broer og pjasken til fods gennem de mindste vandløb.
Det var fint og hyggeligt, og jeg var glad for, at jeg havde gemt de tre timers vandring til i dag. I går ville de have været gemt i tåge og regn. Jeg mødte en enkelt vandrer, som kom i mod mig. Vi fik en kort snak. Han havde gået TA på Sydøen for nogle år siden.
Ups – den har tremmebund!
Efter to timer kom jeg til et skilt, som markerede en sidevej til Blyth hut. Der skulle jeg ikke op. Jeg fortsatte mod Ohakune Mountain Road.
Inden jeg nåede til vejen kunne jeg nyde udsigten til Waitonga Falls.
Efter i alt tre timer slog ruten en krølle forbi en lille sø, som hed Rotokawa. Her kunne jeg sidde på en bænk og sige farvel til Mount Ruapehu.
Lige her var der fine intakte gangbroer og et par bænke. Det skyldes sikkert, at der lidt længere fremme er en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen, mens man går en tur ned og ser vandfaldet. Det er i hvert fald den første bænk, som jeg har set ude på ruten.
Kvart over ni drejede jeg ned af Old Blyth Track, som jeg havde forestillet mig var en lille skovvej. Det var det ikke. Det var en sti. Det første stykke var flot og nemt, men her efter blev det til en af de kendte smalle mudrede stier. Det var dog en fordel, at det stort set gik nedad hele vejen.
Efter cirka 5 kilometer var jeg nede ved den asfalterede Ohakune Mountain Road. Den fulgte jeg 7-8 kilometer ned til byen.
Jeg havde booket et hotelværelse i den ende af byen, som ligger tætteste på bjerget, så jeg kom ikke ind til hovedgaden. Der lå dog et par caféer ude i mit kvarter, så jeg svingede ind på en café, hvor jeg kunne sidde udenfor.
Jeg købte en lækker burger og en frisk smoothie og rundede festen af med kaffe og kage. Sidste gang jeg købte mad var torsdag i forrige uge i Taumarunui. Det er ni dage siden. Det har været en god erfaring at konstatere, at jeg er i stand til at bære mad til 8 dages forbrug. Jeg har stadig noget spiseligt i rygsækken. Til gengæld løb jeg tør for gas i går. Måske skal jeg købe en større model denne gang.
Kings Ohakune – mit hjem for natten
Jeg har vasket tøj. Maskinen fik lov at køre to gange. Min lyseblå bluse er ikke nem at få ren. Nu hænger tøjet i et varmt tørrerum, som gæsterne har nøgle til. Gad vide om her kommer skiturister om vinteren? Her er i hvert fald en del cykelstier i området, og jeg mødte flere cyklister på bjergvejen.
Tongariro National Park har været en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg valgte den her version frem for en kanotur på floden. I morgen skal jeg 40 kilometer mod vest for at blive genforenet med Te Araroa i Pipiriki.
Jeg skal gå ad den gule linje ud mod de velkendte røde kilometermærker.
Der mangler nok en lille bid. Uret går på automatisk pause, når jeg står stille. Jeg får ikke altid sat det i gang, når jeg går videre. Det smuttede i dag.
