Koitiata Camping Ground | Vandrer

Fredag den 6. december 2024

Det blæste helt vildt i aftes og det halve af natten. Alt blev smurt ind i ekstremt finkornet brunt sand. Vandflasken knasede, skoene var brune og teltet trængte til en solid rengøring i morges.

Sådan så papiret ud, da jeg havde tørret et lille område udvendigt på teltet

Jeg var vågen tidligt, men først klar til at gå klokken syv. Der skulle først støves af!

Turen startede på stranden. Ude mellem klitterne på indersiden af floden, som fortsatte et lille stykke forbi campingpladsen. Der var dejligt ved stranden. Lidt overskyet og ikke meget vind.

Det var et forblæst og goldt område at se på. Jeg fulgte et hjulspor et par kilometer, og så drejede jeg ud på stranden. Nu var floden løbet ud i havet, så der var fri bane. Det var lavvandet, og det var dejligt at gå på stranden.

Foran mig gik Sarah, som jeg gik sammen med i skoven ved Puketi med for cirka 7 uger siden. Bag mig gik Marianne og Arnold, som også dukkede op i går.

Strandturen varede 15 kilometer, så dreje ruten ind gennem Santoft Forest. Her gik jeg nogle kilometer af en meget tilgroet grusvej.

Den førte ud på en større vej, og nu var der femten kilomter til centrum af Bulls. Det blev femten meget varme kilometer. Skyerne forsvandt og der var ikke meget, som kunne skabe skygge på turen. Jeg holdt flere pauser.

Da jeg manglede syv kilometer var mit ur så venligt at løbe tør for strøm. Det var en velkommen undskyldning for at synke ned i skyggen af nogle træer langs en golfbane. Jeg opladede uret lidt og startede en ny tracking.

Klokken tre var jeg i Bulls. Det havde taget de forventede otte timer. Jeg nød et langt cafébesøg og fortsatte til supermarkedet.

Her efter gik turen til campingpladsen i byens anden ende. Jeg har lejet en lille enhed med en seng og min egen dør. Jeg har vasket tøj, rystet sand af teltet, ryddet op i rygsækken og konstateret at min chokolade var blevet til Nutella.

Det var min plan, at jeg i morgen ville gå 45 kilometer til Palmerston North. Klokken tre i eftermiddag virkede det dog helt urealistisk. Jeg har derfor fundet et overnatningssted lidt tættere på.

Jeg fik et tip om, at det er en god ide til bestille en fleksibel billet til turen fra Nordøen til Sydøen. Det er åbenbart lettere at ændre en billet end at købe en ny, hvis der er (næsten) udsolgt. Det må jeg nok forvente, at der er. Tiden løber. Lige nu ser det sløjt ud med mine forhåbninger om at nå til Sydøen før jul. Nu er jeg snart ved foden af Tararua bjergene. Her er vejret alt afgørende for den videre færd. Jeg krydser fingre, og jeg har købt en fleksibel billet.

Og tracking nr. 2 i dag.

Torsdag den 5. december 2024

Dagens TA rute indeholdte en flodkrydsning, som afslutning på dagen. I følge noterne skulle floden krydses ved lavvande tæt på det sted, hvor den løber ud i havet. I dag var det lavvandet ved Turakina River klokken 6 i morges og klokken 19:30.

Vejrudsigten lovede masser af vind med retning direkte ind mod stranden. Jeg tænkte, at det ville være ubehageligt at gå på stranden, og at det ville være træls, hvis jeg blev nødt til at vente på stranden, hvis vandet i floden var for højt.

Jeg overvejede at gå længere end planlagt af Statehighway 3 før jeg drejede ud mod stranden. På den måde ville jeg krydse floden samme sted som bilerne og ikke være afhængig af tidevandet.

Men først skulle jeg ud af byen. Jeg sagde godmorgen til min vært, som mødte på arbejde, og satte kursen mod broen. Da jeg nåede over til elevatoren, syntes jeg alligevel, at det ville være synd at snyde mig selv for en tur mere. Jeg tog elevatoren op.

Fra Durie Hill skulle jeg følge vejen og fortsætte af ‘Number 2 Line’ til Fordell.

I Fordell drejede jeg skarpt til højre og gik lige ud fem kilometer frem til Statehighway 3. Det begyndte at regne, og jeg kunne se trafikken på den store vej. Jeg skiftede til regntøj og signal klud mens tid var.

Der var rigtig surt ude på SH3. Meget trafik, mange lastbiler, dårlig sigt og ikke meget plads til fodtudser.
TA fulgte SH3 cirka tre kilometer. Nu skulle jeg tage en beslutning. Dreje med TA ud mod stranden og krydse floden tolv kilometer senere eller fortsætte 6 kilometer længere af SH3 og så dreje ud mod stranden og campingpladsen. Jeg fortsatte. Tanken om at vente på stranden i en sandstorm var mere ubehagelig end SH3.

Et par timer senere slap jeg endelig væk fra SH3. Der var langt mellem bilerne på den mindre vej ned til stranden. Til gengæld kunne jeg mærke blæsten fra havsiden. Den sidste time var der strid modvind. Jeg skiftede tøj og tog hatten af. Regnen var helt stoppet.

Da jeg nåede ned til stranden gik jeg ud og kiggede på floden ved stranden. Det lignede præcis en sandstorm. Dybden på floden var umulig at gennemskue.

Jeg gik hen til campingpladsen. Der var allerede to små telte. Kort efter ankom en TA’er mere. Han havde kun haft vand til knæene ude i floden. Nu er vi i alt fem telte. Fire af dem er mine venner, så det var hyggeligt at få samlet op på, hvor de forskellige har været siden sidst.