Tag-arkiv: Whanganui River Road

TA, dag 64, Whanganui Holiday Park (km 1377)

Tirsdag den 3. december 2024

I morges skulle jeg med kabelbanen tilbage til den side, hvor vejen gik. Ejeren havde indvilget i at sende mig over klokken halv otte. Normalt er han først til rådighed klokken otte. Det var ikke ideelt, da jeg havde en meget lang dag foran mig. Men Flying Fox var det værd. (Se mere på min Facebook @anarefsgaardvandrer)

På vej over Whanganui River

Dagens tur var igen enkel. Følg vejen langs floden! Jeg ville gerne nå til Whanganui Holiday Park, men der var 40 kilometer, så det ville blive sent.

Jeg havde ikke gået længe, da der dukkede et skilt op, hvor der stod ‘Tunnel Culvert’. Jeg kunne ikke regne ud, hvad det var. Men det var tæt på, så jeg svingede ned af stien. Der var udkig til en tunnel under vejen. Formålet var formentlig at lede vand under vejen og ned i floden.

Dagen gik stille og roligt. Ganske fint. Grønt og masser af dyr og fugle. Begrænset trafik. Men det var varmt. Meget varmt.

Efter tyve kilometer kogte jeg. Jeg overvejede at stoppe ved en teltplads, som hed Hidalgo Park. Men jeg så den ikke. Måske lå den på en skråning, som ikke var synlige fra vejen. Den skulle ligge ved en bådebro. Men den så jeg heller ikke.

Hvem siger, at man behøver en trailer. Båden blev trukket bag bilen. I går trak teltpladsens ejer en kano op fra floden på samme måde – han trak den bare med en ATV.

Jeg holdt en pause i skyggen og tog støvler og strømper af. Det hjalp lidt.

Hen på eftermiddagen skulle jeg over en meget høj bakke. Vejen drejede væk fra floden og op over en kam. Der var selvfølgelig sol, da jeg masede op ad bakken. På vejen ned var der heldigvis lidt skygge.

Udsigt fra toppen

Ved foden af bakken kom jeg ud på State Highway 4. Det varede heldigvis kun tre kilometer.

Jeg kom til den lille by Upokongaro. Her lå der en café. Desværre var jeg ikke mere heldig end i går. Den var lukket. Jeg ankom lige tids nok til at hilse på personalet, som låste døren. Jeg havde heldigvis stadig vand i mine flasker, så jeg holdte demonstrativt en pause på bænken foran caféen.

Kort efter Upokongaro krydsede jeg Whanganui River af en fin bro. Efter broen gik jeg af en cykelsti langs floden.

Klokken halv seks spottede jeg endelig skiltet med ‘Holiday Park’. Jeg drejede ned af indkørslen og glædede mig over et flag, som reklamerede med kaffe.

Der var en lille butik i forbindelse med receptionen. Jeg investerede straks i både is og kaffe. Det er en fin plads. Ikke den billigste jeg har været på, men her er mange faciliteter og her er rent.

Det er floden, som laver en rund bue udd til venstre. Jeg gik af den kortere vej til højre (mere direkte nedad).

Facebookinstagram

TA, dag 63, til Flying Fox (km 1324)

Mandag den 2. december 2024

Jeg faldt i snak med en dame fra Christchurch i går, og kom alt for sent i seng. I nat holdt de lokale possum knurrekonkurrence på græsset, så jeg var lidt træt i morges. Jeg kom dog tidligt op. Det havde regnet lidt og himlen var grå. Jeg sad et stykke tid i køkkenet med kaffe og morgenmad før jeg gik.

Ruten fulgte Whanganui River hele dagen. Jeg gik af den smalle snoede Whanganui River Road. Der var grønt og fint. Vejen var også en cykelrute, og der kom et par cyklister med stor oppakning forbi.

Det var meget forskelligt, hvor tæt jeg var på floden, og hvor højt jeg var oppe. Et par steder var der flot udsigt ned til floden. Andre gange kunne jeg ikke se den for buskadset.

Både i går og i dag har jeg flere gange passeret grupper af bistader. Der producerede honning specifikt fra Whanganui National Park.

Jeg besøgte en lille kirke i Jerusalem. Den lå ved siden af noget, som jeg tror var et nonnekloster.

Jeg har også været i London i dag.

Det var så tilpas pudsigt, at jeg måtte på nettet og finde lidt mere historie. Det kommer her.

Kort før landsbyen Matahiwi var jeg nede ved en gammelt vandmølle, som havde været brugt til at kværne mel. Den var flot sat i stand.

Dagens største trækplaster var en café, som lå i Matahiwi efter 24 kilometers gang. Jeg talte ned, og jeg forestillede mig alle de lækkerier, som jeg ville købe. Skuffelsen var astronomisk, da jeg erfarede, at der kun var åbent onsdag til søndag. I dag er det mandag. Efter en pause i busskuret måtte jeg hanke op i mig selv, og gå slukøret videre.

Der var hængelås på døren

Det hjalp lidt på humøret, at jeg kort efter så et Te Araroa skilt. Det er længe siden sidst.

Det var varmt i eftermiddags. På en lummer måde. Der kom også et par meget små regnbyger.

Midt på eftermiddagen var jeg fremme ved skiltet, som viste ned til campingpladsen Flying Fox. Jeg troede, at jeg skulle over en bro, men det viste sig at være en kabelbane. Jeg slog på gong’en og kort tid efter var kabelvognen på vej over til mig. Lidt snak i walkietalkien og så var jeg på vej! En overraskende og ganske særlig oplevelse at bevæge sig knagende hen over Whanganui River.

Jeg tjekkede ind på teltpladsen og blev vist rundt. Det er en dejlig teltplads. Her er de grønne principper vægtet højt. Der er få gæster i dag, og jeg deler køkken med et yngre par fra København. Hyggeligt!

Udekøkkenet
Min gule villa har god plads i dag
Facebookinstagram