Søndag den 1. december 2024

Vækkeuret ringede kvart over fem. Jeg havde en lang dag foran mig. Jeg var for tidligt på den til at få morgenmad. Jeg var heller ikke sulten, for jeg havde spist aftensmad i hotellets restaurant.

Jeg hentede mit tøj og mine støvler i tørrerummet. Alt var tørt og lunt. Det var en fryd at stikke fødderne ned i de lune støvler. Udsigten til bjergene havde ændret sig betydeligt. Nu kunne jeg ikke se toppen af Mount Ruapehu.

Da jeg kom ud på vejen, gik jeg i den forkerte retning. Jeg kunne åbenbart ikke huske, hvor jeg kom fra. Jeg tog en lille runde og fandt den rigtige vej. På turen til byens hovedgade kom jeg gennem nogle beboelseskvarterer, som havde huse af en helt anden type end dem jeg hidtil havde set. Ohakune så dyr ud. Der var udlejningshuse, hoteller, lodges, konferencecenter mv. for enhver smag og pengepung. Byen solgte sig på bjeguudsigt og skiterræn.

Jeg gik ind på tankstationen og spurgte efter campinggas. Det havde de ikke. Supermarkedet havde ikke åbent endnu, så jeg satte kursen ud af byen. Første del var elleve kilometer til den næste landsby.

Okahune Mountain Road var nem at gå på. Der var ikke meget trafik. Det var søndag morgen. Der var masser af husdyr og fugle.

Da jeg nåede til Raetihi kunne jeg se kirken. Det slog mig, at det var en af de få gange, hvor kirken var det første jeg så. I Europa er det ofte byens højtliggende kirke, som er det første tegn på, at der er en by. Sådan er det ikke her. Kirken viste sig at være et restaureringsprojekt. Den var ikke i brug.

I byens første kryds lå en tankstation. Her var der held med gassen. Den model de havde var en tand større end den jeg havde sidst.

Jeg fortsatte hen af hovedgaden. Der lå en café. Jeg var klar til morgenmad, så jeg gik indenfor. Det var et dejligt sted og maden var god.

Fem huse længere henne lå der et lille supermarked. Det var perfekt, for jeg havde ikke fået købt ind i Okahune, og der var udsigt til et par dage uden butikker.

Nu var det tid til de sidste 26 kilomter til Pipiriki. Jeg skulle følge Pipiriki Road hele vejen, så det var enkelt. I udkanten af Raetihi passerede jeg et hegn med resterne af døde dyr. Det så mærkeligt ud, men naturen tager sig nok af resten.

Landskabet ændrede sig langsomt fra landbrug med dyrehold til skov. Der var flot og grønt. Det var en fin tur – mest ned ad bakke. Der var får, kalve, køer, rådyr og en enkelt grisesti.

Der var skilte med advarsler om lastbiler, men de holdt fri i dag. Jeg så ingen store køretøjer. Der kom mest trafik, som relaterede sig til kanosejlads på Whanganui River. Pipiriki er et af de steder, hvor kanoerne tages op af floden. Der kom minibusser med anhængere med og uden kanoer på.

I Pipiriki fandt jeg hurtigt campingpladsen. Den er super fin og oven i købet billig. Jeg kunne se i deres registreringer, at der var en stor gruppe TA’ere her i går. I dag er der kun mig, en cyklist og et par bilister.

Nu vil jeg tilberede en lille pastaret i campingpladsens køkken, og så er det vist tidligt til køjs i dag. Det var dejligt at komme ud og gå en længere tur, som ikke krævede høj koncentration, men jeg bliver søvnig af en hel dag i frisk luft.