Onsdag den 4. december 2024
Der var overraskende meget trafikstøj på teltpladsen i nat. Mest fra køretøjer på den anden side af floden. Der så ellers meget idyllisk ud. Det forhindrede mig dog ikke i at sove til klokken syv.
Campingpladsen lå 7 kilometer uden for centrum af Whanganui, og i dag skulle jeg sove i midtbyen, så jeg havde ikke travlt. Begrebet ‘nero’ er et udtryk for en dag med få vandrede kilometer (near zero = få kilometer).
Mit telt var dejlig tørt, da jeg stod op. Ingen kondens. Det var en sjældenhed. Det har været meget lunt om natten de sidste par dage, og i dag var der også lidt vind. Himlen så meget grå ud, så jeg skyndte mig at hive alt mit grej op under halvtaget foran køkkenet. Der endte jeg med at have base i de næste tre timer. Jeg spiste lidt morgenmad, drak kaffe og ordnede kontorarbejde. Det var en behagelig morgen. Uden regn.
Klokken ti var der afgang. Jeg skulle igen følge vejen langs Whanganui River. Det var stadig overskyet, og det var en behagelig tur.
Da jeg nærmede mig byen fandt jeg en café. Der var hyggeligt og maden var god. Apetitten var god for både aftensmaden og morgenmaden var begrænset. Jeg sad der længe.
Jeg havde en aftale med en trailengel om at overnatte i en trailer bag hans kontorbygning. Jeg ville ikke ankomme alt for tidligt, for der var folk på arbejde til klokken fem.
Jeg fulgte ruten gennem byen, og besluttede mig for at gå over broen og prøve at køre med elevator. På den anden bred lå byens grønne kvarter oppe på en bakketop. En kvik ingeniør havde fået den ide at gøre bydelen nemmere tilgængelig ved at etablere en elevator fra floden og op på bakken. I morgen tager jeg trapperne, men derfor kunne jeg jo godt prøve en tur med elevatoren.
Jeg gik ind i en tunnel og hen til elevatordøren, hvor jeg ringede på en klokken. Elevatoren ankom og en venlig dame forklarede lidt om elevatorens historie og brug. Elevatoren blev taget i brug i 1919 og trækkraften er stadig den samme motor. Turen kostede 2 nzd for en turist. Den bliver brugt af folk, som skal på arbejde, og af børn, som skal i skole.
På toppen af bakken lå Durie Hill Tower. Det kunne man gå op i. Elevator-damen tilbød at stille min rygsæk ind på kontoret, så jeg let kunne klare trapperne i tårnet. Fint!
Oppe i Durie Hill Tower var det tydeligt, at det blæste rimelig meget. Heldigvis havde jeg kun hovedet oppe over kanten. Det tårn kunne man ikke falde ud af.
Jeg gik fornøjet tilbage til centrum og fik klaret en del af de indkøb, som stod på min liste. Byen har mange butikker, teater, opera, domhus, restauranter, caféer og en hel masse kunstnere. Min vært mener, at kunstnernes tilstedeværelse skyldes, at husene er til at betale i Whanganui. Byen ligger ‘of the beaten track’.
Midt på eftermiddagen gik jeg hen til mit logi. Der var tomt på kontoret. Jeg satte min rygsæk ind i teltvognen og gik ud for at købe mad til de næste dage.
På vejen ind til et stort supermarked fik jeg øje på en frisørsalon, hvor man ikke skulle bestille tid. En halv time efter var jeg nyklippet.
Da jeg kom tilbage til teltvognen dukkede ejeren op. Vi fik en snak om Whanganui og om TA. Nu er jeg alene på skansen og teltvognen kalder. I morgen skal jeg ud og have våde fødder igen.
I ‘min gade’ holder sækkepiberne til. Jeg har også passeret en butik, som sælger instrumenter.
