Kategoriarkiv: TA Om ruten

Om vandreruten Te Araroa og de steder ruten passerer.

TA+, dag 58, til Waihohonu hut

Onsdag den 27. november 2024

Endnu en fantastisk dag i Tongariro National Park (uden for Te Araroas rute). Jeg startede tidligt. Solen var stadig gemt bag bjergene. Det var forbavsende mildt uden for, selvom jeg var højt oppe (omkring 1200 m.o.h.).


Dagen startede med rask opvarmning. Først stilfærdigt og fladt terræn, så let op ad og så den lange stejle stigning op til Red Crater. Selvom der var dejligt og roligt uden for hytten, så var forholdene ved Red Crater præcis, som i går. Det blæste ubehageligt meget. Jeg fik et forbipasserende par til at tjekke, at mit raincover var hæftet ordentligt fast på rygsækken. Det lød som om, at det kunne flyve væk hvert øjeblik. Skete det, så ville det nok blive efterfulgt af flere stumper, som gemte sig indenunder. Men der var styr på sagerne, og alt kom med over toppen.

Passagen ved Red Crater ligger i cirka 1900 meters højde. Udsigten til de fire søer var formidabel. Vejret var mere klart end i går.


Efter toppen gik det nådesløst nedad. Det vidste jeg på forhånd. Jeg gik den vej op i går. Ved den nederste sø holdte jeg en pause. Der var læ og ro. Nu var klokken næsten ni.


Efter søerne kom jeg til treforken og tog en ny sti – denne gang mod Outere hut og Waihohonu hut.

Jeg skulle først ned fra højderne. Det var en snoet og stejl sti, men den var langt mere medgørlig end stien ved Red Crater. Foran mig kunne jeg se et ørkenlignende lava landskab. Dér skulle jeg gå de næste timer. Det var en fornøjelse.


Ved elleve tiden holdte jeg en pause uden for Outere hut. Hytten så dejlig ud, og der var stegende varmt i solen.

Outere hut – pause


Sidste afdeling var tre timer til Waihohonu hut. Flere flotte landskaber, smukke udsigter, et par vandløb og mod slutningen pludselig et stykke med skov. Stadig kuperet, men dejligt.


Klokken kvart i to var jeg ved dagens hytte. Denne gang en nyere, stor flot hytte, som var bemandet. Den sødeste ‘warden’ hilste mig velkommen. Jeg tog mine støvler, udtagelige indersåle, gaiters og gode strømper af. ‘Sådan burde de alle gå (klædt på fødderne)’, sagde hun, og hvorfor de ikke gør det anede hun ikke. Jeg kunne kun erklære mig enig, og med den ros havde hun fået en ven for livet!


Vi snakkede lidt om mine planer for de næste dage, og hun syntes, at det lød fornuftigt. Det var dejligt at høre. Jeg fortsætter i retning mod Ohakune i morgen, og jeg regner med at overnatte i Rangipo hut.
Vi snakkede også lidt om hændelsen med sengemangel i går. DOC havde modtaget en klage. Hun gættede selv, at jeg havde været involveret. De unge drenge, som var anledning til miseren dukkede op ved hytten en time senere, og hun benyttede lejligheden til at drøfte det med dem. De havde åbenbart stadig ikke tilstrækkeligt med bookinger, for bagefter forlod to af dem hytten og gik ned til teltpladsen.


Hytten er skøn. Stor og rummelig, og her er tænkt på detaljerne; kogekedler, hånddesindefektion, karklude og andre småting, som gør det hele mere appetitligt. Udsigten til bjergene er spot on. Hytten er godt besøgt og snakken går lystigt. Mest om TA, Nothern Circuit og hvilke outdoor emner folk ellers pusler med.

Facebookinstagram

TA, dag 56, til Tongariro Holiday Park (km 1118)

Mandag den 25. november 2024

I dag blev jeg i teltet længere end normalt. Der var ingen grund til at skynde sig. Turen var kort. Jeg forlod lejren klokken otte.

Det gik op, op, op ad af en smal sti af samme type som på sidste del af dagen i går. Der var mange mudderpøle, som sendte mig på en lille skovtur. Kort før klokken ti nåede jeg til enden af 42 Traverse.

Slut med 42 Traverse

Ruten sluttede på en stor grusplads, som mundede ud i et lille stykke grusvej, som ledte ud på en almindelig asfaltvej.

Det var rart at kunne sætte tempoet lidt op. Efter kort tid kunne jeg se bjergene foran mig. Tongariro National Park. Det mest iøjnefaldende var Mount Ruapehu, som havde sne på toppen. Det er det bjerg, som ruten ‘Round the Mountain’ cirkler rundt om. Det så vanvittig flot ud.

Andre øjne ville nok kigge efter Mount Ngāuruhoe, fordi det er det bjerg, som blev til ‘Mount Doom’ i filmatiseringen af Ringenes Herre. Det skænkede jeg ikke en tanke.

Efter 7 kilometer var jeg fremme ved SH46. Den viste sig at være okay at gå på. Der var sparsomt med trafik og god plads i siden af vejen. SH46 krydsede Whanganui River. Det stod der på skiltet! Ellers havde jeg nok ikke tænkt over det.

Et sted på vejen kravlede jeg op på en stor græsbakke og tørrede mit telt. Jeg var stadig tidligt på den. Klokken tolv var jeg fremme ved Tongariro Holiday Park. Ejeren, stak heldigvis hovedet ud af vinduet og henviste mig til cabin nr. 29. Receptionen åbnede ellers først klokken to.

Cabin nr. 29 er lille, men fin til prisen. Campingpladsen er flot og ren, og vaskemaskinen var ledig. Nu er alle de praktiske projekter ordnet.

Noterne til TA omtaler campingpladsen som ‘highly recomended spot to rest up between 42 Traverse and Tongariro Alpine Crossing’. Jeg er helt enig. Her er skønt, og det er sidste chance for bekvemmeligheder i nogle dage. Af samme grund købte jeg en is og en cola i receptionen. Tre timer senere købte jeg en is til. Det gjorde jeg kun fordi det ville blive for tungt at slæbe alle mønterne op ad bjerget i morgen!

Højdekurven for Tongariro Alpine Crossing i morgen ser spændende ud. Det gør alle de flotte billeder, som jeg har set også. Jeg skal krydse et landskab, hvor der er en aktiv vulkan.

Jeg skal først gå 6-7 kilometer ad SH46, og så drejer jeg ind mod Nationalparken. Mobilsignal er nok tvivlsomt de næste dage.

Nu har jeg klaret tre sektioner af Te Araroa: Northland, Auckland og Waikato.

Dagens tur:

Facebookinstagram

TA, dag 55, til km 1106 wildcamp

Søndag den 24. november 2024

[Indlægget er lagt op med en dags forsinkelse. Der var ikke mobilsignal.]

Der var forbavsende meget hundegøen i nat. Jeg sov dog hæderligt. I morges var jeg tidligt på færde Det var kanofolkene også. De flyttede rundt med biler, trailere og kanoer før de gik ind til morgenmøde.

Det var iskoldt. Jeg forsøgte at tørre noget af fugten væk fra teltdugen med en klud, men det gjorde ondt i fingrene, når de blev våde.

Jeg spise lidt kiks og ost, pakkede min rygsæk og gik ind til centrum af landsbyen. Caféen havde desværre ikke åbent. Jeg læste lidt byens historie, og benyttede et af de pæne offentlige toiletter.

En stille hovedgade i Owahango med toiletterne på venstre side af vejen


Klokken halv otte gik jeg af Wakapapa Bushroad til Wakapapa River, hvor ’42 Traverse’ startede. Ruten 42 Traverse er en 46 kilometer mountainbike rute gennem Tongariro Forest Conservation Area. Ruten er meget kuperet og underlaget er jord eller grus af varierende beskaffenhed. De første 22 kilometer var uden større forhindringer.


Jeg mødte tre jægere, som kørte på hver deres ATV. Da jeg så dem anden gang lå der et dyr hen over fronten på det ene køretøj. Ellers var der ikke meget trafik. Jeg mødte vist kun en eller to biler i løbet af dagen.


Efter 22 kilometer skulle jeg vælge, om jeg ville fortsætte af 42 Traverse de næste 5-7 kilometer eller tage den ‘bypass’ rute, som er blevet lavet, fordi der har været et stort jordskred på ruten omkring km 1097. Ruten har været lukket i et par sæsoner, men nu kan man vælge mellem de to muligheder. De gående kan gå hen over skreddet (som stadig er i bevægelse). Bypass ruten har ry for at være mudret.


Jeg valgte bypass ruten (blå på billedet). Først tre kilometer opad på en grusvej og så 2 kilometer ned ad et smalt spor gennem skoven. Den var mudret, men det var rimeligt i dag, hvor forholdene var relativt tørre. Jeg mødte tre mænd, som var ved at bakse deres mountainbikes op ad bypass ruten. Det så ud til at være en hård opgave.


Jeg mødte Ruth og to andre TA’ere flere gange i dag. De camperer samme sted som mig. Det gør Marianne og Arnold også. Sidst på eftermiddagen dukkede flere af de unge TA’ere op. Det kniber med pladsen her, hvor vi er, så de fleste gik videre.
Der var mange vandstrømme på turen i dag. De fleste var små og nemme at passere. Den sidste, som var Mangatopopo Stream, var bred og krævede koncentration, selvom den stadig var i den lette ende af flodkrydsningerne. Vandstanden var lav i dag.

Jeg ankom til pladsen lige efter flodkrydsningen, som den første, så mit telt har fået en god placering. Pladsen er en åbning med græs tæt ved floden.

Jeg overvejede at gå videre til Tongariro, men valgte at blive her. I morgen bliver en fin lille kort dag. Der bliver tid til at vaske tøj inden turen går op i Tongariro National Park på tirsdag.
Det har været en dejlig vandredag, og så længe det holder tørt, er det her et fint sted at campere.

Facebookinstagram

TA, dag 53, zero i Taumarunui

Fredag den 22. november 2024

Det har været en dejlig og afslappende dag. Vejret klarede opgaven, og byen var mere indbydende i solskin.

Ved frokosttid mødtes jeg med Ruth på en bænk i en park. Hende har jeg ikke set siden Auckland. Det var hyggeligt at se hende igen. Jeg troede, at hun var langt væk, men hun har været passiveret i tre dage af et maveonde, som florerer blandt TA’erne. Den virus eller baktusse har åbenbart forsinket flere. Nu skal håndspritten have den lettest tilgængelige plads i min bagage!

Jeg har været i en Outdoorbutik og købe et par bukser, som minder om skiundertøj, men de er tykkere. Dem tror jeg, at jeg får brug for i Tongariro National Park om nogle dage. Butikken havde desværre ingen vandtætte overtrækshandsker, så jeg har købt et par gule rengøringshandsker i supermarkedet. Dem kan jeg i nødstilfælde trække uden på mine tynde fleechhandsker.

Madlageret er fyldt op, og det er min mave også.I morgen starter et længere stræk uden butikker. Hvor langt der bliver tale om, vil vejret afgøre. Jeg vil gerne afvige fra Te Araroa om nogle dage.

Der kommer en strækning, hvor Te Araroa sender vandrerne ned af en flod (Whanganui River) i kanoer. Det skal planlægges og bookes. Kanoerne er tomandskanoer, og jeg har ingen oplagt makker. Jeg kunne sikkert sagtens finde en makker, men jeg vil lige så gerne fortsætte med at gå.

Efter lange studier af kort, apps og hjemmesider er jeg kommet frem til, at en kombination af Tongariro Northern Circuit og Round the Mountain Track vil kunne bringe mig gennem den flotte Tongariro National Park og via to mindre byer tilbage på Te Araroa.

Hold godt fast – så vil jeg forsøge at forklare billedet.

Jeg er i Taumarunui, hvor den blå trekant viser min position. I morgen fører TA til den lille by Owhango. Det er det første grønne kryds.

Så kommer 42-travers, som er 46 kilometer lang. Den tager jeg over to dage. Så er jeg forhåbentlig i landsbyen Tongariro. Den er det andet grønne kryds.

Næste dag går jeg med TA til Mangatepopo Campsite. Der er det tredje grønne kryds. Den rute hedder Tongariro Crossing.

TA fortsætter med flere grønne kryds, og der, hvor jeg har tegnet en blå linje, går ruten ad floden (i kano).

Det er ikke et muligt alternativ at gå hele ruten langs floden. Hvis man vil gå, så skal man normalt gå af den linje, som drejer nedad, der hvor flodturen starter. På det stykke har der lige været et stort jordskred. Noterne siger, at gå-ruten er lukket. Andre siger, at TA’erne går hen over jordskreddet. Jeg har ikke undersøgt det.

Min plan er at gå med TA frem til det tredje grønne kryds, som er Mangatepopo Campsite. Der fra vil jeg gerne gå en smule baglæns og dreje (til højre i billedet) ud på Northern Circuit og fortsætte mod syd af Round the Mountain Track. Jeg har lavet en tynd gul linje ved siden af tracket på billedet. Den viser, hvordan jeg gerne vil gå. Hvis det lykkes, så kommer jeg tilbage på TA i byen Pipiriki. Dér hvor min blå streg ender.

Når jeg siger ‘hvis’, så skyldes det, at det kun er muligt at passere de høje punkter i Tongariro National Park i forholdsvis godt vejr. Ingen kraftig vind og helst ikke for meget regn. Mit udstyr er ikke egnet til vintervandring i bjerge, så jeg skal have ‘pænt’ vejr.

Tongariro Northern Circuit er det, som her markedsføres som en ‘Great Walk’. Det medfører, at en seng i en hytte såvel som en teltplads skal bookes på forhånd i vandresæsonen. Det har vist sig at være lidt af et logistik mareridt, men jeg tror, at jeg nærmer mig noget brugbart.

Hiv, flå, pak om, lettere poser, nye blandinger….velbekomme.

Facebookinstagram

Never cross floded rivers

Ovenstående advarsel ses ofte i noterne i afsnittet om ‘potentielle farer’. I dag fik jeg godt nok syn for sagen.

I onsdags krydsede jeg en flod helt uden problemer. Jeg tog det her billede, inden jeg gik ud i vandet.

Her er et udsnit af noterne til den etape.

Her i Te Kuiti har det regnet meget i det sidste døgn. Det samme gælder formentlig det her sted, som kun er halvanden etape bagude.

Jeg har lige læst et opslag i en Whatsapp gruppe om netop den flodkrydsning. Det kommer her.

Vi går glip af lyden, fordi det er et billede. Men selv uden lyd er det tydeligt, at der er tryk på vandet, som er brunt, fordi strømmen er så stærk, at vandet tager jord med sig.

Forskellen er nærmest uhyggelig!

Facebookinstagram

TA, dag 33, zero i Sky Tower

I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.

Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.

I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).

Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.

Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.

Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!

Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.

Skytower er højere end Eiffeltårnet

Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.

Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.

Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.

Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.

På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!

Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.

Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.

Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.

Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.

Facebookinstagram

Hvor er ruten og hvor er jeg?

I det her opslag vil jeg give nogle forslag til, hvordan de af jer, som er interesserede, kan få et nærmere indblik i, hvor ruten går, og hvor langt jeg er nået.

Der findes rigtig meget information om ruten. Det svære er at få skabt et overblik, og at finde præcis den information man har brug for på et givent tidspunkt. Det kræver hæderlige planlægningskompetencer at slippe helskindet igennem ruten.

En af kilderne til forvirring og overflod af information er, at ruteføringen ændres i takt med naturens og grundejernes luner.

Hvis du vil vide mere, er rutens hjemmeside et godt sted at starte https://www.teararoa.org.nz.

Der er en underside https://www.teararoa.org.nz/trail-maps/, som giver mulighed for at downloade tracks, kort etc. efter behov. Man vælger sit materiale i forhold til, hvilke hjælpemidler man bruger. På denne side har jeg fundet det track, som jeg har liggende i min yndlings-app, som er MapsMe samt det track, som jeg har gemt i mit Garmin ur.

I MapsMe ser hele ruten sådan her ud:

Det er ikke anvendeligt i den form. Men hvis jeg går tættere på, så giver det bedre mening. Her kommer det udsnit, som jeg for brug for i morgen. Jeg står af bussen i Warkworth.

Der fra skal jeg finde op ad den orange linje (Sh1) til det sted, hvor der står ‘Dome’. Dér er jeg nået til. I morgen skal jeg gå syd på ad den rød/hvide linje til byen Puhoi. De røde ‘nåle’ er kilometermærker. Jeg skal gå fra km 505 til km 532.

Når jeg kommer til km 527, så skal jeg vælge ruten længst mod syd. Det fremgår af ‘noterne’.

Noterne læser jeg primært i appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. De findes også på hjemmesiden, i trailappen og i appen FarOut, som er en betalingsapp. Km 527 ses kun i min app. Kilometermærkerne er ikke afmærket ude på ruten.

Hvis du gerne vil se detaljerne på et kort, så vil jeg anbefale, at du downloader den gratis trail-app og/eller appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. Der er henvisninger på rutens hjemmeside. Du kan også bare gå i app-store. Ikonerne ser sådan her ud:

Når du åbner appen ‘Te Araroa Notes and Maps’, er informationerne delt i sektioner. Jeg er nået til sektionen ‘Auckland’. Vælg den linje, som dækker km 505 og tryk på kort nummer 27 i toppen. Så kan du se det sted, hvor jeg starter i morgen. Trail-appens kort er meget statiske. Derfor vælger de fleste af supplere med appen FarOut eller andre apps.

Jeg tracker mine bevægelser på min Garmin inReach Mini 2. Informationerne fra min InReach kan ses i appen Garmin Explore. I den ser km 505, sådan her ud:

Mine ‘fodspor’ er den turkise linje. Jeg har indstillet min InReach til at hente min position hver halve time. Jeg nåede til Dome, og der blev jeg hentet i bil. Den mørkeblå linje er den, som jeg skal fortsætte ad i morgen.

Jeg vil anstrenge mig for at huske at nævne, hvilket km-mærke jeg er nået til. Det giver mulighed for at finde positionen. Vær opmærksom på, at kilometermærkerne ændres hvert år. Km 505 lå et andet sted sidste år. Jeg vil også i højere grad dele skærmprint af dagens rute.

Ud over de hjælpemidler, som er nævnt allerede, så får jeg informationer og kontakter fra 5-6 grupper på Facebook og mindst lige så mange i WhatsApp. En god del af de grupper, er lige så officielle og lige så nødvendige som trailappen. Jeg bruger dem blandt andet til at finde overnatningssteder.

Tak for i dag 🙂 Godnat til mig og godmorgen til jer!

De gør det ikke nemt at komme til køjs.

Facebookinstagram

TA, dag 5, Kaitaia

Efter en overraskende god nattesøvn var jeg klokken halv ni klar til at nyde de sidste 15 kilometer af 90 Mile Beach. Den er et bekendtskab af den slags, som ikke er uden omkostninger, men al sliddet værd.

Der var stadig flot og råt derude. Stranden var lidt smallere end de forrige dage, men jeg kunne lige netop klare mig uden at indkassere en skylle. En enkelt bølge var dog tæt på, og jeg måtte haste ind mod klitterne. Den efterlod en tør stribe på 1 meter ind mod klitterne. Vi har været heldige, at højvandet har været relativt lavt. På andre tidspunkter tvinger vandet TA’erne til at holde lange pauser i klitterne.

Jeg gik alene. Sara går på Canada tid. Hun er sikkert smuttet klokken 5. Jeg mødte en hundelufter, som hilste ‘good luck’ og lige før Ahipara ved enden af stranden indhentede jeg Lucas.

På det sted lå der en stor træstamme i sandet, som to unge mænd brugte som bænk. Jeg måtte lige gnide øjnene – den var god nok. De var iført pudsede lædersko, pressede folder i bukserne, skjorter og slips. Det var helt surrealistisk oven på 100 kilometer sand. Den scene var en film værdig.

Ved stien som første væk fra stranden og op til Ahipara sad Phil. Han skulle ikke længere i dag, så han ville sige ordentligt farvel til stranden. Vi var nået til rutens km 101 og havde fuldført den første sektion. Et stort øjeblik. Både Phil og jeg har ‘mærkede’ fødder oven på strandturen, så lettelsen over at have klaret turen er stor.

Mine fødder var venligt stemte i dag, så jeg ville op i byen og spise frokost, og så videre til Kaitaia. Ahipara var det første sted, hvor det var muligt at købe tilberedt mad. Det blev til krabber og muslinger, som havde været i frituregryden hos den lokale Take Away Bidz. Pomfritterne forsvandt i sprogforvirringen, som var markant, selvom jeg vil mene, at jeg forstår engelsk. Skuffelsen blev skyllet ned med en is, og jeg kunne konstatere, at vi var enige om, hvad ‘big’ betyder! Isen smagte skønt og kostede omtrent det samme som i Danmark.

På vej gennem byen mødte jeg en håndfuld TA’ere, som var på vej ind på en café. Det blev kun til en kort hilsen. Jeg skulle ud og gå min første ‘connector’. Det er et stykke vej, som forbinder to vandrestier på ruten. I det her til fælde var det 14 kilometer landevej mellem Ahipara og Kaitaia.

Nogle af vandrerne vælger at lade sig transportere på de her strækninger. Jeg vil gerne gå så meget, som muligt. Det giver sammenhæng i mit hoved, at vejstykkerne hænger sammen. Måske er de også små pauser i de mere intense oplevelser. Jeg har i hvert fald endnu ikke sluppet tanken om, at et ‘thruhike’ indebærer, at man går hele vejen fra nord til syd. Der er nogle strækninger, som Te Araroa Trust betegner som ‘hazardzones’. Dem springer jeg selvfølgelig over.

Turen til Kaitaia gik okay. Det gik dog lidt trægt med at vænne mig til, at det er højre side jeg skal gå i. Rabatten var visse steder smal, men jeg trådre ud i siden og ventede til bilerne havde passeret.

I Kaitaia gik jeg helt ind til hovedgaden. Der er mange butikker. Jeg fejrede sektionen med kaffe og cheese cake og købte noget indisk mad, som blev min aftensmad. Jeg overnatter i en afslappet ‘sleepout’ i en villahave. Teltet er blevet tørt og mit tøj har været i vaskemaskinen.

I dag bliver en zero-dag. det vil sige ‘en dag uden gåede kilometer på ruten’. Jeg rykker op på et motel i byen, fordi jeg skal have tid til resupply (indkøb til næste sektion), planlægning og fodpleje. Den næste sektion er svær at få styr på og den bliver bøvlet og mudret.

Facebookinstagram

Godt begyndt er halvt fuldendt!

Den første sektion af Te Araroa, som går fra Cape Reinga til Ahipara, har fået ekstra meget opmærksomhed i mine forberedelser. Det er dér de første skridt skal gås, og hvem vil ikke gerne have en god start?

Jeg har fyldt rigeligt med apps på min telefon. Rutens officielle navigationsværktøj er en app, som hedder “Te Ararao – The Trail App’. I den finder man noterne, som er afgørende for, at man kan komme helskinnet gennem de 3.000 kilometer. Appen er gratis. Appens ikon er den orange trekant, som også bruges til afmærkning af ruten ude i terrænet.

Et udsnit af de apps, som jeg har forsynet min Samsung S24 med. Den officielle navigationsapp er den, som jeg har sat en gul cirkel rundt om.

Jeg tror, at man skal lede længe for at finde en vandrer på Te Araroa, som navigerer med kompas og papirkort. Jeg har købt en stor powerbank, og jeg har flere alternative elektroniske værktøjer, så jeg har ingen betænkeligheder ved at begive mig afsted uden papirkort. Jeg har et lille kompas med. Det skal primært forhindre, at jeg går i ring i skoven, hvis alt andet er kaput. Jeg har lang erfaring med at navigere med apps, som fungerer offline (uden internet). Det giver en vis tryghed.

Den første sektion fra Cape Reinga til Ahipara er cirka 100 kilometer lang. Den går fra fyrtårnet ud til vestkysten, over et par store klitter og mod syd langs stranden. Billederne viser, hvordan sektionen tager sig ud i de forskellige apps på min telefon.

Skærmprint fraThe Trail App. Ruten er sort (= main trail) og går langs stranden. Km 0 er øverst og længere nede er angivet km 20, 40 m.fl. Der kan selvfølgelig zoomes.

I noterne til den første sektion er der et forlag til, hvordan de 100 kilometer kan opdeles i 4 dage. Det er nok en sjældenhed, at man får dagsetaperne serveret så utvetydigt.


Noterne gør det tydeligt, at jeg skal have styr på tidevandet. Stranden bliver oversvømmet, når det er højvandet. Sker det, så må man op og tage et langt hvil i klitterne. Jeg har tjekket tidevandet i appen NIVA Weather. Lavvandet ser ud til at indtræffe på et bekvemt tidspunkt den 1. oktober, hvor jeg håber, at jeg er klar til afgang fra fyrtårnet ved km 0.

Noterne fortæller også, at jeg skal sørge for vand til de første 2 dage og mad til minimum 4 døgn. Noterne forbereder mig på de mest sandsynlige udfordringer. Jeg kan læse, at selvom der ikke er rapporteret om vilde hunde på stranden i lang tid, så bor de stadig i de tilstødende områder et sted. Jeg håber, at de bliver dér, og at jeg i stedet vil møde nogle af de vilde heste, som også bor i kystområdet på 90 Mile Beach.

Trailappen er vigtig, men teknisk er den ikke et vidunder. Jeg har derfor suppleret med blandt andre appen FarOut, som viser ruten med noterne og andre bemærkninger flettet ind og markeret med et bogmærke. I FarOut kan brugerne også kommentere. Det er nyttigt, fordi man på den måde kan få tips fra dem, som går foran en selv på ruten. Bemærkninger fra andre brugere kan være oplysning om, at en vandtank er tom, at en bæk er tørret ud, at en vej er oversvømmet, et jordskred eller et tip om en god restaurant. FarOut er en betalingsapp.

Appen FarOut med alle bogmærkerne/noterne/kommentarer.

I mine apps kan jeg også se højdekurver for ruten. Højdesyge er udelukket på den første sektion. Den er temmelig flad. Faktisk er højdesyge normalt ikke et emne på Te Araroa, fordi det højeste punkt på ligger i omegnen af 2.000 meter over havet, hvilket er uproblematisk for de fleste.

Jeg er sikker på, at jeg jævnligt kommer til at zappe tilbage til en kær gammel ven, som jeg altid har med på tur: Appen MapsMe. Jeg har lagt TA-ruten ind på i MapsMe. Gennem de sidste par måneder har jeg gemt bogmærker med nyttige informationer i appen. MapsMe har for mig den fordel, at jeg kender den ud og ind, fordi jeg har brugt den til at navigere med i 10 år.

Min gode gamle ven MapsMe

Hvis mobilen går i udu, så kan jeg ty til min Garmin Inreach Mini 2 eller til mit Instinct ur. Jeg har ruten liggende på begge dele. De er ikke mit førstevalg, når det gælder navigation, men hvis intet andet duer, så er det en kærkommen plan B. Der bliver dog ikke brug for meget navigering lige på det her stykke. Så længe havet er på højre hånd, så er jeg ikke faret vild! Jeg vil gå fra nord mod syd (SOBO – south bound).

Noterne indeholde også forslag til, hvordan man kommer til startstedet ved Cape Reinga. Der er ingen offentlig transport på det sidste stykke op til fyrtårnet.
Jeg har valgt en version, hvor jeg overnatter på Hone Heke Lodge i byen Kerikeri. Hone Heke Lodge tilbyder en pakke med en overnatning før start, transfer til startstedet og en overnatning yderligere, når man passerer Kerikeri til fods cirka 10 dage senere på vej mod syd.
Fra Kerikeri til Cape Reinga er der cirka 200 kilometer. Lodgen har længe meldt udsolgt på transferen den 1. oktober, så jeg forventer, at er også er andre TA-vandrere, som skal overnatte på lodgen.

Facebookinstagram