TA+, Torsdag den 28. november 24

Endnu en dag i eventyrland. Udsigten fra hytten i morges var magisk. Solen ramte først én side af hver af de to store bjerge, som var synlige fra køkkenet. Jeg spiste morgenmad og drak en kop kaffe, og forlod hytten klokken syv.

Der var mobilsignal på den første bakketop, så jeg stoppede og tjekkede et par ting. I aftes var der håndsoprækning i forhold til, hvor man skulle hen i dag. Jeg var den eneste, som skulle ikke den her retning. Det føltes lidt underligt at starte I morges, og vide, at der måske ikke kom andre i min retning.

Kort efter hytten var der en afstikker til Ohinepango Springs. Jeg tog den. Udspringet var ikke langt væk. Jeg fulgte et vandløb, som pludselig blev væk. Her var kilden. Vandet fossede ‘ud af jorden’. Vandet var helt klart og så indbydende ud, men det var koldt. Der kom en enkelt TA’er forbi. Hun skulle i en anden retning i dag.

Jeg fortsatte af Waihohonu-Rangipo Track de næste fem timer. Det gik op og ned mellem dal og højderyg. Dalene havde hver deres udtryk. Nogen flade og sandede, andre med bevoksning eller store lavablokke. Der var tid til at kigge på detaljerne i dag og jeg kiggede på blomster og flotte sten.

Jeg passerede flere vandløb. Nogle steder kunne jeg gå fra sten til sten, og et par steder var der broer. Et par af vandløbene var grålige. Der var nok mange mineraler i vandet. Ved et klart vandløb stoppede jeg og vaskede mig. Det friskede.

Udsigten til Mount Ruapehu, som ruten fører rundt om, var flot og vinklen til bjerget skiftede løbende. Længe kunne jeg også se Mount Ngāuruhoe, som til sidst forsvandt bag en af de bakker, som jeg passerede.
Jeg holdt flere pauser undervejs. Et par gange prøvede jeg at uploade billeder på bloggen, men forbindelsen var for ustabil.

Det var forbavsende lunt i dag, og I løbet af de sidste par timer holdt jeg flere pauser for at drikke vand.
Ved ellevetiden kom jeg til en bakke, hvor en gruppe vandrere var på vej ned. Den var stejl, og de bevægede sig langsomt. Humøret var dog intakt. Jeg kunne høre, at de snakkede og grinte.

På afstand så bakken enorm ud. Vi mødtes ved foden af bakken. Det viste sig at være seks damer. Jeg vil skyde på, at det var mellem 65 og 80 år gamle. Vi snakkede lidt. ‘We are just doing Round the Mountain’. Godt gået! Den ene dame bad mig hilse en TA, som havde overnattet hos hende i Hamilton. Vi må se, om jeg er heldig at møde den TA’er igen.

Da jeg kom tættere på skråningen, var det ikke helt så slemt. Jeg kom hurtigt op. På toppen var der en grusvej, som førte til en mobilmast. Der  ankom en bil, og endnu et modent ægtepar steg ud, hoppede i støvler og rygsæk og gik ned af bakken.
Klokken halv et var jeg et par kilometer fra hytten. Der kom et skilt med lahar risiko. ‘Stop ikke her’. Kort efter kom et nyt skilt. ‘Ekstrem risiko – skynd dig forbi’.

Terrænet var dog ikke af en type, som opmuntrede mig til løb. Først var der en stenet nedstigning, en vanskelig tilgang til en bro, der var så smal, at man ikke skulle have for bred en rygsæk, en stejl opstigning med kæmpe sten og en længere sandet opstigning. Det måtte tage den tid det ville tage.

Broen var ny. En kablet bro med et gangareal, der var cirka 40 cm bredt. En person ad gangen. Floden neden under larmede voldsomt, og med højrisikoskiltet i frisk erindring var scenen sat til en gyser. Jeg havde set en video på YouTube, hvor to mænd går ruten. Den ene kravlede ned i kløften og over floden for at undgå broen. Jeg kunne egentlig godt forstå ham, men der var meget vand i floden, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå over broen. En stav i hver hånd, og så afsted. Det gyngede fælt og min puls steg højere end Mount Ruapehu. Hold fast i gelænderet, og blev ved med at flytte fødderne. Over broen kom jeg. Afsted til det skilt, som bekendtgjorde, at nu var den forhøjede risiko overstået. Et smukt eksempel på, at vandring er lige så meget en mental, som en fysisk udfordring. Objektivt set var det nok ikke særlig farligt, men det var min hjerne ikke helt med på.

Et par kilometer senere nåede jeg til Rangipo hut. Jeg var alene. Efter et kvarter ankom tre vandrere fra den anden retning og nu er der ankommet fire mere fra ‘min retning’. Hytten er relativt lille og simpel. Her er et das lidt oppe ad bakken, en vandhane ude og en inde, en brændeovn og cirka 20 sengepladser. Udsigten er fænomenal. Vi er i 1556 m.o.h. og foran os er der en stor flad dal. Her er ingen bemanding, og overnatningen er dækket af mit TA trailpas.