Tag-arkiv: Mangaehuehu hut

TA+, dag 61, til Ohakune

Lørdag den 30. november 2024

Jeg havde en super hyggelig aften i min private villa på bjerget. Der kom ikke andre, som skulle overnatte.

Mount Ruapehu ved solnedgangstid i går aftes

Jeg var ude og se mig omkring ved midnat. Der var helt stille og stjerneklar himmel. Halvvejs oppe på Mount Ruapehu kunne jeg se lys. Der må ligge et hus eller noget andet, som har strøm.

Da jeg vågnede lige før solopgang kunne jeg med det samme fornemme, at vejret havde ændret sig. Det virkede mere klart og stille end i går.

Jeg pakkede mit grej og ryddede lidt op i hytten. I dag var der ingen, som kunne gå i vejen for kosten.

Jeg havde affald fra cirka en uge. Jeg havde en stor pose skrald i min madpose og en lille skraldepose i lommen, hvor den er nem at komme til. Det er den store, som er på billedet.

Tyve minutter over seks var jeg klar til afgang. Vejret var flot og humøret var tårnhøjt. Jeg havde tre timers vandring hen til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra Round the Mountain ruten og mod vest til Ohakune.

Terrænet lignede meget det jeg havde oplevet sidst på dagen i går. Lav bevoksning, mudrede stier med trætte gangbroer, flodkrydsninger af smalle broer og pjasken til fods gennem de mindste vandløb.

Det var fint og hyggeligt, og jeg var glad for, at jeg havde gemt de tre timers vandring til i dag. I går ville de have været gemt i tåge og regn. Jeg mødte en enkelt vandrer, som kom i mod mig. Vi fik en kort snak. Han havde gået TA på Sydøen for nogle år siden.

Efter to timer kom jeg til et skilt, som markerede en sidevej til Blyth hut. Der skulle jeg ikke op. Jeg fortsatte mod Ohakune Mountain Road.

Inden jeg nåede til vejen kunne jeg nyde udsigten til Waitonga Falls.

Efter i alt tre timer slog ruten en krølle forbi en lille sø, som hed Rotokawa. Her kunne jeg sidde på en bænk og sige farvel til Mount Ruapehu.

Lige her var der fine intakte gangbroer og et par bænke. Det skyldes sikkert, at der lidt længere fremme er en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen, mens man går en tur ned og ser vandfaldet. Det er i hvert fald den første bænk, som jeg har set ude på ruten.

Kvart over ni drejede jeg ned af Old Blyth Track, som jeg havde forestillet mig var en lille skovvej. Det var det ikke. Det var en sti. Det første stykke var flot og nemt, men her efter blev det til en af de kendte smalle mudrede stier. Det var dog en fordel, at det stort set gik nedad hele vejen.

Efter cirka 5 kilometer var jeg nede ved den asfalterede Ohakune Mountain Road. Den fulgte jeg 7-8 kilometer ned til byen.

Jeg havde booket et hotelværelse i den ende af byen, som ligger tætteste på bjerget, så jeg kom ikke ind til hovedgaden. Der lå dog et par caféer ude i mit kvarter, så jeg svingede ind på en café, hvor jeg kunne sidde udenfor.

Jeg købte en lækker burger og en frisk smoothie og rundede festen af med kaffe og kage. Sidste gang jeg købte mad var torsdag i forrige uge i Taumarunui. Det er ni dage siden. Det har været en god erfaring at konstatere, at jeg er i stand til at bære mad til 8 dages forbrug. Jeg har stadig noget spiseligt i rygsækken. Til gengæld løb jeg tør for gas i går. Måske skal jeg købe en større model denne gang.

Jeg har vasket tøj. Maskinen fik lov at køre to gange. Min lyseblå bluse er ikke nem at få ren. Nu hænger tøjet i et varmt tørrerum, som gæsterne har nøgle til. Gad vide om her kommer skiturister om vinteren? Her er i hvert fald en del cykelstier i området, og jeg mødte flere cyklister på bjergvejen.

Tongariro National Park har været en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg valgte den her version frem for en kanotur på floden. I morgen skal jeg 40 kilometer mod vest for at blive genforenet med Te Araroa i Pipiriki.

Jeg skal gå ad den gule linje ud mod de velkendte røde kilometermærker.

Der mangler nok en lille bid. Uret går på automatisk pause, når jeg står stille. Jeg får ikke altid sat det i gang, når jeg går videre. Det smuttede i dag.

Facebookinstagram

TA+, dag 60, til Mangaehuehu Hut

Fredag den 29. november 2024, Tongariro National Park

Det blæste helt vildt oppe ved Rangipo Hut i nat. Hytten knagede og bragede. Vi tog det ganske roligt. Hytten har stået der i mange år, så hvorfor skulle den ikke blive stående en dag mere? Vejrudsigten lovede, at det ville stile af hen af morgenstunden. Det lykkedes mig at ignorere larmen totalt, og det er længe siden, at jeg har sovet så godt, som i nat.

Vejrudsigten fra i morges. Hytten lå i 1556 meters højde. Det var tydeligt, at der var mindre vind længere nede.

Udsigten fra hytten var helt forandret i morges. Der drev store tunge skyer forbi. Det var flot, men også lidt ildevarslende oven på den urolige nat.

Rangipo hut tidligt i morges

Jeg spiste lidt morgenmad, og besluttede mig for at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg ville gerne ned fra højderne inden der eventuelt kom regn.

Udsigt fra hytten – sletten hedder Rangipo Desert

Jeg var klar til afgang lidt før halv syv. De første par timer blæste det stadig meget. Jeg var højt oppe og drivende skyer føltes som let regn. Jeg skulle over en stor kam og ned i en kløft. Passere Wahianoa River og op på en ny kam. Første gang jeg kom til en stor sten, stillede jeg mig i læ og skiftede vindjakke ud med regnfrakken og regnskørtet. Nu havde jeg solhoodie, tynd sweaters og regnfrakke på overkroppen. Det var kun akkurat nok.

Jeg havde mobilen i bæltetasken på maven, og der var desværre ikke overskud til at stoppe og arrangere stavene, tage handskerne af, hive op i regnfrakken, finde mobilen og tage et billede. Det blæste for meget, og det var for vådt. Det gik ikke lang tid, før jeg stoppede og tog mine gule rengøringshandsker uden på min vanter. Det så morsomt ud, men det virkede. Hænderne holdte sig varmere og mere tørre. Jeg kiggede et par gange op mod Mount Ruapehu. Det så vildt ud. Bjerget syntes større end i går, og skyerne drev forbi mellem mig og bjerget. Det mindede lige rigeligt om en scene fra Cliffhanger.

Et billede fra et forholdsvis roligt sted

Det tog langt over en time at gå de første tre kilometer til kløften med broen over Wahianoa River. Nede i kløften var der nærmest behageligt. Her kunne jeg holde pause et øjeblik. Sådan var det i alle dagens kløfter. Stor var begejstringen da jeg fandt en pose i lommen på regnfrakken med en vingummibamse og tre mandler. De små ting, er store her!

Broen mindede om den i går, men den kunne bære to personer. Ergo måtte den være dobbelt så solid. Til min overraskelse forblev pulsen helt normal på turen over broen. Der var sidevind og et godt greb i stave og kabel-gelænder var nødvendigt. Jeg har lagt en video på Facebook.

På den anden side af kløften gik det opad igen. Længe. På toppen blæste det endnu en gang, men som formiddagen skred frem kom jeg længere og længere ned og vinden føltes ikke så kraftig. Kvart i ti var jeg nede hvor der begyndte at komme grønne planter.

En time senere var der også træer, mudrede skovstier og fuglesang. Det føltes godt og hyggeligt.

Efter cirka fem timer var jeg ved Mangaehuehu Hut. Jeg havde overvejet at gå videre til den næste hytte, men her er så fint, at jeg besluttede mig for at blive. Af med al det fugtige tøj og på med noget tørt.

Der ankom en enlig vandrer fra den modsatte retning. Han spiste frokost og fortsatte. En time sener ankom fire unge mænd fra Rangipo hut. Dem overnattede jeg sammen med I går. De fortsatte mod den næste hytte. Nu nærmer klokken sig 16, og jeg er foreløbig alene. Men lad os se. I går ankom der en ung kiwi lidt sent. Hun havde gået 35 kilometer Round the Mountain. Det fremkaldte begejstring og beundring. Hun havde gået den halvdel, som tre af de andre havde været tre dage om at gå.

Dagens hytte – der er køjer til højre
Og i et lille rum, hvor jeg er flyttet ind

En af vandrerne, som jeg overnattende sammen med i går, havde glemt en pose med mad. Den syntes hun bestemt, at jeg skulle tage, når jeg ankom. Jeg har derfor tre måltider ekstra. En halv fridag og rigeligt med mad. Genialt!

Godaften fra min hytte – kl 20 – stadig alene

Der mangler en lille bid i starten. Jeg glemte at starte trackingen på mit ur.

Facebookinstagram