Fredag den 29. november 2024, Tongariro National Park

Det blæste helt vildt oppe ved Rangipo Hut i nat. Hytten knagede og bragede. Vi tog det ganske roligt. Hytten har stået der i mange år, så hvorfor skulle den ikke blive stående en dag mere? Vejrudsigten lovede, at det ville stile af hen af morgenstunden. Det lykkedes mig at ignorere larmen totalt, og det er længe siden, at jeg har sovet så godt, som i nat.

Udsigten fra hytten var helt forandret i morges. Der drev store tunge skyer forbi. Det var flot, men også lidt ildevarslende oven på den urolige nat.

Jeg spiste lidt morgenmad, og besluttede mig for at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg ville gerne ned fra højderne inden der eventuelt kom regn.

Jeg var klar til afgang lidt før halv syv. De første par timer blæste det stadig meget. Jeg var højt oppe og drivende skyer føltes som let regn. Jeg skulle over en stor kam og ned i en kløft. Passere Wahianoa River og op på en ny kam. Første gang jeg kom til en stor sten, stillede jeg mig i læ og skiftede vindjakke ud med regnfrakken og regnskørtet. Nu havde jeg solhoodie, tynd sweaters og regnfrakke på overkroppen. Det var kun akkurat nok.

Jeg havde mobilen i bæltetasken på maven, og der var desværre ikke overskud til at stoppe og arrangere stavene, tage handskerne af, hive op i regnfrakken, finde mobilen og tage et billede. Det blæste for meget, og det var for vådt. Det gik ikke lang tid, før jeg stoppede og tog mine gule rengøringshandsker uden på min vanter. Det så morsomt ud, men det virkede. Hænderne holdte sig varmere og mere tørre. Jeg kiggede et par gange op mod Mount Ruapehu. Det så vildt ud. Bjerget syntes større end i går, og skyerne drev forbi mellem mig og bjerget. Det mindede lige rigeligt om en scene fra Cliffhanger.

Det tog langt over en time at gå de første tre kilometer til kløften med broen over Wahianoa River. Nede i kløften var der nærmest behageligt. Her kunne jeg holde pause et øjeblik. Sådan var det i alle dagens kløfter. Stor var begejstringen da jeg fandt en pose i lommen på regnfrakken med en vingummibamse og tre mandler. De små ting, er store her!

Broen mindede om den i går, men den kunne bære to personer. Ergo måtte den være dobbelt så solid. Til min overraskelse forblev pulsen helt normal på turen over broen. Der var sidevind og et godt greb i stave og kabel-gelænder var nødvendigt. Jeg har lagt en video på Facebook.

På den anden side af kløften gik det opad igen. Længe. På toppen blæste det endnu en gang, men som formiddagen skred frem kom jeg længere og længere ned og vinden føltes ikke så kraftig. Kvart i ti var jeg nede hvor der begyndte at komme grønne planter.

En time senere var der også træer, mudrede skovstier og fuglesang. Det føltes godt og hyggeligt.

Efter cirka fem timer var jeg ved Mangaehuehu Hut. Jeg havde overvejet at gå videre til den næste hytte, men her er så fint, at jeg besluttede mig for at blive. Af med al det fugtige tøj og på med noget tørt.

Der ankom en enlig vandrer fra den modsatte retning. Han spiste frokost og fortsatte. En time sener ankom fire unge mænd fra Rangipo hut. Dem overnattede jeg sammen med I går. De fortsatte mod den næste hytte. Nu nærmer klokken sig 16, og jeg er foreløbig alene. Men lad os se. I går ankom der en ung kiwi lidt sent. Hun havde gået 35 kilometer Round the Mountain. Det fremkaldte begejstring og beundring. Hun havde gået den halvdel, som tre af de andre havde været tre dage om at gå.

En af vandrerne, som jeg overnattende sammen med i går, havde glemt en pose med mad. Den syntes hun bestemt, at jeg skulle tage, når jeg ankom. Jeg har derfor tre måltider ekstra. En halv fridag og rigeligt med mad. Genialt!

Der mangler en lille bid i starten. Jeg glemte at starte trackingen på mit ur.