Lørdag den 30. november 2024
Jeg havde en super hyggelig aften i min private villa på bjerget. Der kom ikke andre, som skulle overnatte.
Jeg var ude og se mig omkring ved midnat. Der var helt stille og stjerneklar himmel. Halvvejs oppe på Mount Ruapehu kunne jeg se lys. Der må ligge et hus eller noget andet, som har strøm.
Da jeg vågnede lige før solopgang kunne jeg med det samme fornemme, at vejret havde ændret sig. Det virkede mere klart og stille end i går.
Jeg pakkede mit grej og ryddede lidt op i hytten. I dag var der ingen, som kunne gå i vejen for kosten.
Tyve minutter over seks var jeg klar til afgang. Vejret var flot og humøret var tårnhøjt. Jeg havde tre timers vandring hen til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra Round the Mountain ruten og mod vest til Ohakune.
Terrænet lignede meget det jeg havde oplevet sidst på dagen i går. Lav bevoksning, mudrede stier med trætte gangbroer, flodkrydsninger af smalle broer og pjasken til fods gennem de mindste vandløb.
Det var fint og hyggeligt, og jeg var glad for, at jeg havde gemt de tre timers vandring til i dag. I går ville de have været gemt i tåge og regn. Jeg mødte en enkelt vandrer, som kom i mod mig. Vi fik en kort snak. Han havde gået TA på Sydøen for nogle år siden.
Efter to timer kom jeg til et skilt, som markerede en sidevej til Blyth hut. Der skulle jeg ikke op. Jeg fortsatte mod Ohakune Mountain Road.
Inden jeg nåede til vejen kunne jeg nyde udsigten til Waitonga Falls.
Efter i alt tre timer slog ruten en krølle forbi en lille sø, som hed Rotokawa. Her kunne jeg sidde på en bænk og sige farvel til Mount Ruapehu.
Lige her var der fine intakte gangbroer og et par bænke. Det skyldes sikkert, at der lidt længere fremme er en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen, mens man går en tur ned og ser vandfaldet. Det er i hvert fald den første bænk, som jeg har set ude på ruten.
Kvart over ni drejede jeg ned af Old Blyth Track, som jeg havde forestillet mig var en lille skovvej. Det var det ikke. Det var en sti. Det første stykke var flot og nemt, men her efter blev det til en af de kendte smalle mudrede stier. Det var dog en fordel, at det stort set gik nedad hele vejen.
Efter cirka 5 kilometer var jeg nede ved den asfalterede Ohakune Mountain Road. Den fulgte jeg 7-8 kilometer ned til byen.
Jeg havde booket et hotelværelse i den ende af byen, som ligger tætteste på bjerget, så jeg kom ikke ind til hovedgaden. Der lå dog et par caféer ude i mit kvarter, så jeg svingede ind på en café, hvor jeg kunne sidde udenfor.
Jeg købte en lækker burger og en frisk smoothie og rundede festen af med kaffe og kage. Sidste gang jeg købte mad var torsdag i forrige uge i Taumarunui. Det er ni dage siden. Det har været en god erfaring at konstatere, at jeg er i stand til at bære mad til 8 dages forbrug. Jeg har stadig noget spiseligt i rygsækken. Til gengæld løb jeg tør for gas i går. Måske skal jeg købe en større model denne gang.
Jeg har vasket tøj. Maskinen fik lov at køre to gange. Min lyseblå bluse er ikke nem at få ren. Nu hænger tøjet i et varmt tørrerum, som gæsterne har nøgle til. Gad vide om her kommer skiturister om vinteren? Her er i hvert fald en del cykelstier i området, og jeg mødte flere cyklister på bjergvejen.
Tongariro National Park har været en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg valgte den her version frem for en kanotur på floden. I morgen skal jeg 40 kilometer mod vest for at blive genforenet med Te Araroa i Pipiriki.
Jeg skal gå ad den gule linje ud mod de velkendte røde kilometermærker.
Der mangler nok en lille bid. Uret går på automatisk pause, når jeg står stille. Jeg får ikke altid sat det i gang, når jeg går videre. Det smuttede i dag.
