Tag-arkiv: Blue Lake

TA, dag 100, Blue Lake Hut (km 2025)

Onsdag den 8. januar 2025

I aftes dukkede den frivillige hyttevagt op klokken syv om aftenen og tjekkede, at alle havde betalt for overnatningen. Han fortalte lidt om hytterne og orienterede os om vejret. Han mente, at det ville holde tørt i dag og regne i morgen. Det skabte lidt forvirring, da vi alle regnede med, at det var omvendt.


Faktum blev, at i dag regnede det fra morgenstunden. Jeg havde planlagt en kort tur til Blue Lake Hut, som er den sidste hytte før Waiau Pass. En del af TA’erne går forbi hytten og camperer tættere på passet. Jeg valgte at stoppe og blive i hytten, hvor jeg kunne få en komfortabel eftermiddag før den store dag i morgen.


Turen fra West Sabine Hut til Blue Lake Hut fulgte Sabine Track ved bredden af Sabine River. Turen gik overvejede gennem skoven, men også over flere bræmme af store skarver eller “boulders”. Skoven var utrolig smuk og jeg kunne høre vandet i floden hele vejen.


I går kom der flere TA’ere forbi West Sabine Hut og gik videre. En håndfuld af dem var stadig i Blue Lake Hut, da jeg ankom ved ellevetiden i formiddags. Der var flere andre vandrere også. Regnen havde fået dem til at blive længere i hytten. Da jeg ankom var vejret klaret op. Det var faktisk ret flot. Det fik Schweizeren og tyskeren, som havde overnattet i hytten, til at pakke sammen og sætte kursen mod Waiau Pass.

Blue Lake ligger mindre end hundrede meter fra hytten. Den er utrolig smuk. I følge skiltningen har søen verdens klareste vand. Sigtbarheden er blevet målt til 75 – 80 meter.

Blue Lake – søen med verdens klareste vand

En gruppe vandrere i hytten havde en særlig grund til at blive i hytten. En teenager var faldet og havde slået knæet på en sten. Han kunne ikke selv gå ned fra hytten af de stenede og stejle stier, så han blev hentet af en helikopter tidligt på eftermiddagen. Helikopteren landede på bredden af Blue Lake, som lige nu er meget lavvandet og derfor har et fladt stykke uden vand.

Helikopteren tjekker området før landing
De valgte at lande på søbredden


Kort før ankomsten til hytten mødte jeg den “warden”, som er ansat af DOC til at passe Blue Lake Hut. Han var på vej ned fra hytten, fordi han havde fri i weekenden. Han sagde, at det ville regne lidt i morgen, men at der ville være moderat med vind, og at det burde være muligt at gå over passet i morgen. DOC’s ansatte har adgang til en satellitkommunikation og er derfor bedre orienteret end de fleste. Der har ikke været mobilsignal siden jeg forlod Saint Arnaud.

Waiau Pass har stejle sektioner

Vi er syv TA’ere i hytten, som skal over passet i morgen, og der er endnu flere, som camperer. Det bliver interessant at se, hvordan dagen i morgen ender. Den første hytte på den anden side af passet er ganske lille, og den ligger cirka 11 timers gang her fra. Der kan nemt blive rift om pladserne og en gruppe på fire har valgt at undlade at tage et telt med på den her strækning. Det er en beslutning, som resten af os ikke forstår. Hytten i morgen er først-til-mølle og hvis hytten er fuld, når man ankommer, så må man campere. Det kan desuden være nødvendigt at campere, hvis der er for meget vand i en flod eller man er ude for et uheld og må vente på hjælp. Det er for farligt at vandre i det her afsides område uden at medbringe et telt.

Tilføjelse: Da helikopteren var lettet, faldt der ro over hytten. Vi havde en afslappet eftermiddag med godt vejr. Ud på aftenen blæste det op, og jeg krydsede fingre for, at vinden ville lægge sig igen i løbet af natten.

Facebookinstagram

TA, dag 57, Mangatepopo Hut (km 1143)

Tirsdag den 26. november 2024

Tongariro Alpine Crossing – højdekurven fra min tracking:

Op klokken fem og på vej klokken 6.

Jeg ankom til parkeringspladsen, hvor Tongariro Alpine Crossing starter klokken halv otte. Jeg nåede lige at se ryggen af et par af de TA’ere, som havde taget bussen fra campingpladsen til startstedet. Jeg tog en lille pause før jeg tog hul på dagens crossing.


Det første jeg så, da jeg nåede helt hen til stien var et skilt, som tilrådede, at jeg startede i den anden ende af den 19 kilometerlange rute, som fører over et varieret alpint vulkanlandskab. Det ville spare mig for 350 højdemeter at starte i den anden ende. Det er grunden til, at stort set alle jeg mødte i dag, gik i den modsatte retning af mig. TA starter krydsningen i ‘den forkerte ende’.


Skoven var tæt og flot. Det første stykke var underlaget nemt at gå på. Inden længe kom jeg til en ‘lahar hazard zone’. Begrebet var pædagogisk forklaret på et skilt. Den zone skulle man skynde sig gennem.


Den næste oplevelse var en vandstrøm, som ikke var egnet til drikkevand på grund af højt indhold af mineraler. Det har nok noget at gøre med de vulkanske aktivitet i området. Det var jeg allerede advaret om i noterne, så jeg havde ekstra vand med i dag.

Der var fine trapper og godt underlaget på en god del af opstigningen. Der var vedligeholdelse i gang. Jeg passerede mange mænd med skovle og maskiner. Regnen er hård ved underlaget, som flere steder var skyllet væk.

Ruten Tongariro Alpine Crossing er en populær endags vandretur, og den bliver brugt af ‘almindelige’ turister. Den er dog slet ikke nem, og derfor er antallet af redningsaktioner også langt over gennemsnittet.


Vejret skiftede hundrede gange i dag. Overskyet, klart, tåget, sol, diset, en meget let byge…..og så forfra igen.
Jeg kom forbi et sted, hvor der havde ligget en hytte. Den var blevet smadret af flyvende sten ved et vulkanudbrud i 2012, og nu var den revet ned. Skilte advarede om, at der til enhver tid kan komme nye udbrud. Det lader dog ikke til at få gæster til at holde sig væk fra Tongariro.


På den sidste del af opstigningen startede den nedadgående trafik. Det var tydeligvis en anden type vandrere end dem vi var vant til at møde. Nogle af dem var ikke klædt på til en tur på et bjerg i et alpint landskab. Jeg mødte også en enkelt TA’er. Hende hilste jeg på mange gange på vejen op og igen på den anden side af toppen.


Klokken tolv var jeg oppe ved Blue Lake. Den lange del af opstigningen var klaret. Jeg var klar over, at søen var flot. Men det var helt vildt. Desuden skiftede udsigten hele tiden mellem klart sigt og ingen sigt. Det var meget charmerende.

Det blæste meget oppe på kammen, hvor jeg kunne se Blue Lake. Jeg var heldig at finde en ledig plads bag en stor sten. Her sad jeg og betragtede landskabet.


Næste stop var de tre Emerald Lakes. De var var mindst lige så flotte som Blue Lake, men der var mange mennesker i området og de opførte sig ikke alle lige eksemplarisk.


Jeg passerede det skilt, som markerede to mulige veje videre. Det sted skal jeg tilbage til i morgen.


Næste milepæl var dagens højeste (cirka1900 moh). Det lille stykke op forbi Red Crater viste sig at være dagens største udfordring. Der var ingen sigt, underlaget var løst grus og alle andre gik i den modsatte retning. Jeg fik langsomt kæmpet mig op til toppen. Det blæste vildt meget. Heldigvis på langs af sporet og ikke på tværs. Jeg var heldig at få et kig ned i Red Crater, som de andre fortæller var gemt i skyerne.


Den første del af nedstigning fra Red Crater fra lidt bøvlet, men efter et par kilometer gik det hurtigere.

South Crater


Jeg ankom til hytten før klokken fire. Desværre var de fleste andre ankommet fra steder tættere på, så jeg var den sidste, som ankom. Alle senge var optagede! Det lykkedes mig at få synderen lokket ud af busken, og han måtte ud og sætte telt op. Nu har jeg den seng, som jeg havde reserveret i hytten.

Udsigten fra hytten


Hytten er fuld og her er mange telte. Vi sidder udenfor og snakker om Tongariro og TA. Der er andre, som skal videre til den samme hytte som mig i morgen. Det er rart, for i morgen drister jeg mig udenfor TA’s rute.

Facebookinstagram