Tag-arkiv: Red Crater

TA+, dag 58, til Waihohonu hut

Onsdag den 27. november 2024

Endnu en fantastisk dag i Tongariro National Park (uden for Te Araroas rute). Jeg startede tidligt. Solen var stadig gemt bag bjergene. Det var forbavsende mildt uden for, selvom jeg var højt oppe (omkring 1200 m.o.h.).


Dagen startede med rask opvarmning. Først stilfærdigt og fladt terræn, så let op ad og så den lange stejle stigning op til Red Crater. Selvom der var dejligt og roligt uden for hytten, så var forholdene ved Red Crater præcis, som i går. Det blæste ubehageligt meget. Jeg fik et forbipasserende par til at tjekke, at mit raincover var hæftet ordentligt fast på rygsækken. Det lød som om, at det kunne flyve væk hvert øjeblik. Skete det, så ville det nok blive efterfulgt af flere stumper, som gemte sig indenunder. Men der var styr på sagerne, og alt kom med over toppen.

Passagen ved Red Crater ligger i cirka 1900 meters højde. Udsigten til de fire søer var formidabel. Vejret var mere klart end i går.


Efter toppen gik det nådesløst nedad. Det vidste jeg på forhånd. Jeg gik den vej op i går. Ved den nederste sø holdte jeg en pause. Der var læ og ro. Nu var klokken næsten ni.


Efter søerne kom jeg til treforken og tog en ny sti – denne gang mod Outere hut og Waihohonu hut.

Jeg skulle først ned fra højderne. Det var en snoet og stejl sti, men den var langt mere medgørlig end stien ved Red Crater. Foran mig kunne jeg se et ørkenlignende lava landskab. Dér skulle jeg gå de næste timer. Det var en fornøjelse.


Ved elleve tiden holdte jeg en pause uden for Outere hut. Hytten så dejlig ud, og der var stegende varmt i solen.

Outere hut – pause


Sidste afdeling var tre timer til Waihohonu hut. Flere flotte landskaber, smukke udsigter, et par vandløb og mod slutningen pludselig et stykke med skov. Stadig kuperet, men dejligt.


Klokken kvart i to var jeg ved dagens hytte. Denne gang en nyere, stor flot hytte, som var bemandet. Den sødeste ‘warden’ hilste mig velkommen. Jeg tog mine støvler, udtagelige indersåle, gaiters og gode strømper af. ‘Sådan burde de alle gå (klædt på fødderne)’, sagde hun, og hvorfor de ikke gør det anede hun ikke. Jeg kunne kun erklære mig enig, og med den ros havde hun fået en ven for livet!


Vi snakkede lidt om mine planer for de næste dage, og hun syntes, at det lød fornuftigt. Det var dejligt at høre. Jeg fortsætter i retning mod Ohakune i morgen, og jeg regner med at overnatte i Rangipo hut.
Vi snakkede også lidt om hændelsen med sengemangel i går. DOC havde modtaget en klage. Hun gættede selv, at jeg havde været involveret. De unge drenge, som var anledning til miseren dukkede op ved hytten en time senere, og hun benyttede lejligheden til at drøfte det med dem. De havde åbenbart stadig ikke tilstrækkeligt med bookinger, for bagefter forlod to af dem hytten og gik ned til teltpladsen.


Hytten er skøn. Stor og rummelig, og her er tænkt på detaljerne; kogekedler, hånddesindefektion, karklude og andre småting, som gør det hele mere appetitligt. Udsigten til bjergene er spot on. Hytten er godt besøgt og snakken går lystigt. Mest om TA, Nothern Circuit og hvilke outdoor emner folk ellers pusler med.

Facebookinstagram

TA, dag 57, Mangatepopo Hut (km 1143)

Tirsdag den 26. november 2024

Tongariro Alpine Crossing – højdekurven fra min tracking:

Op klokken fem og på vej klokken 6.

Jeg ankom til parkeringspladsen, hvor Tongariro Alpine Crossing starter klokken halv otte. Jeg nåede lige at se ryggen af et par af de TA’ere, som havde taget bussen fra campingpladsen til startstedet. Jeg tog en lille pause før jeg tog hul på dagens crossing.


Det første jeg så, da jeg nåede helt hen til stien var et skilt, som tilrådede, at jeg startede i den anden ende af den 19 kilometerlange rute, som fører over et varieret alpint vulkanlandskab. Det ville spare mig for 350 højdemeter at starte i den anden ende. Det er grunden til, at stort set alle jeg mødte i dag, gik i den modsatte retning af mig. TA starter krydsningen i ‘den forkerte ende’.


Skoven var tæt og flot. Det første stykke var underlaget nemt at gå på. Inden længe kom jeg til en ‘lahar hazard zone’. Begrebet var pædagogisk forklaret på et skilt. Den zone skulle man skynde sig gennem.


Den næste oplevelse var en vandstrøm, som ikke var egnet til drikkevand på grund af højt indhold af mineraler. Det har nok noget at gøre med de vulkanske aktivitet i området. Det var jeg allerede advaret om i noterne, så jeg havde ekstra vand med i dag.

Der var fine trapper og godt underlaget på en god del af opstigningen. Der var vedligeholdelse i gang. Jeg passerede mange mænd med skovle og maskiner. Regnen er hård ved underlaget, som flere steder var skyllet væk.

Ruten Tongariro Alpine Crossing er en populær endags vandretur, og den bliver brugt af ‘almindelige’ turister. Den er dog slet ikke nem, og derfor er antallet af redningsaktioner også langt over gennemsnittet.


Vejret skiftede hundrede gange i dag. Overskyet, klart, tåget, sol, diset, en meget let byge…..og så forfra igen.
Jeg kom forbi et sted, hvor der havde ligget en hytte. Den var blevet smadret af flyvende sten ved et vulkanudbrud i 2012, og nu var den revet ned. Skilte advarede om, at der til enhver tid kan komme nye udbrud. Det lader dog ikke til at få gæster til at holde sig væk fra Tongariro.


På den sidste del af opstigningen startede den nedadgående trafik. Det var tydeligvis en anden type vandrere end dem vi var vant til at møde. Nogle af dem var ikke klædt på til en tur på et bjerg i et alpint landskab. Jeg mødte også en enkelt TA’er. Hende hilste jeg på mange gange på vejen op og igen på den anden side af toppen.


Klokken tolv var jeg oppe ved Blue Lake. Den lange del af opstigningen var klaret. Jeg var klar over, at søen var flot. Men det var helt vildt. Desuden skiftede udsigten hele tiden mellem klart sigt og ingen sigt. Det var meget charmerende.

Det blæste meget oppe på kammen, hvor jeg kunne se Blue Lake. Jeg var heldig at finde en ledig plads bag en stor sten. Her sad jeg og betragtede landskabet.


Næste stop var de tre Emerald Lakes. De var var mindst lige så flotte som Blue Lake, men der var mange mennesker i området og de opførte sig ikke alle lige eksemplarisk.


Jeg passerede det skilt, som markerede to mulige veje videre. Det sted skal jeg tilbage til i morgen.


Næste milepæl var dagens højeste (cirka1900 moh). Det lille stykke op forbi Red Crater viste sig at være dagens største udfordring. Der var ingen sigt, underlaget var løst grus og alle andre gik i den modsatte retning. Jeg fik langsomt kæmpet mig op til toppen. Det blæste vildt meget. Heldigvis på langs af sporet og ikke på tværs. Jeg var heldig at få et kig ned i Red Crater, som de andre fortæller var gemt i skyerne.


Den første del af nedstigning fra Red Crater fra lidt bøvlet, men efter et par kilometer gik det hurtigere.

South Crater


Jeg ankom til hytten før klokken fire. Desværre var de fleste andre ankommet fra steder tættere på, så jeg var den sidste, som ankom. Alle senge var optagede! Det lykkedes mig at få synderen lokket ud af busken, og han måtte ud og sætte telt op. Nu har jeg den seng, som jeg havde reserveret i hytten.

Udsigten fra hytten


Hytten er fuld og her er mange telte. Vi sidder udenfor og snakker om Tongariro og TA. Der er andre, som skal videre til den samme hytte som mig i morgen. Det er rart, for i morgen drister jeg mig udenfor TA’s rute.

Facebookinstagram