TA, dag 103, Boyle Flat Hut (km 2085)

Lørdag den 11. januar 2025

I aftes var hytten fyldt op og der blev først stille omkring klokken 22. Det regnede det meste af aftenen og ud på natten. I morges var det heldigvis tørt igen.
Jeg spiste morgenmad og kogte vand til en kop kaffe i morges. Det er første gang jeg har lavet kaffe om morgenen ude på ruten. Hidtil har jeg sparet gassen og den tid det tager at pakke brænder m.v. ned igen.


I dag var ruten afmærket med to farver. Gul til hest med rytter og orange til vandrerne. Hestene skulle flere gange følge en rute, som var tættere på floden end vandreruten.

Gul matkering af rute til ryttere


Turen blev indledt med eng og højt græs langs Anna River. Efter nogle kilometer kom der passager gennem en dejlig skov.

Efter et par timer skulle jeg kravle op gennem skoven til Anne Saddle. Det var en overkommelig stigning, som sluttede på en lille top i 1136 meters højde. Der var smukt og stille og jeg holdte en pause. Jeg mødte ikke en eneste vandrer på dagens atten kilometer. De fleste dage mødes man sporadisk når nogen holder pause eller hvis der kommer modgående trafik.


Efter sadlen snoede stien sig nedad gennem skoven igen. Denne gang ned til Boyle River, som ruten fulgte helt til Boyle Flat.


Jeg passerede flere vandløb i dag enten via små fine broer eller ved at træde fra sten til sten. Der var ikke brug for soppeture i dag. Lige inden hytten skulle jeg over en svingbro for at komme over til hytten. I morgen skal jeg samme vej tilbage for at komme videre.

Svingbroen før Boyle Flat Hut


Der var mange fugle igen i dag. Jeg så en hare smutte væk, og jeg mødte flere hold Canadagæs, som havde efterladt deres ‘visitkort’ på stien.
Da jeg nåede til hytten ved frokosttid var der allerede ankommet tre TA’ere, som jeg har været sammen med flere aftener nu.

Boyle Flat Hut

Dagens tur var relativt kort. Der er flere, som springer den her hytte over og går direkte til Boyle Village. Fra Boyle, som har meget sparsomme faciliteter, er det nemt at tomle ned til Hanmer Springs. Det er der helt sikkert mange, som gør. Dér er der cafe, butikker og varme kilder. Jeg har allerede tilsagn om et lift. Der er en TA’er, som bliver afhentet i Boyle i morgen, og de har plads til mig i bilen.


Tilføjelse, Klokken 19:22: Jeg skal sove i mit telt i nat, da jeg ikke havde booket en seng I Boyle Flat på forhånd. Jeg camperer foran hytten, og jeg har opholdt mig i hytten hele eftermiddagen. Hytten er fuld og stemningen har været god og hyggelig hele dagen. Der er blevet talt om vandring, rejser og fremtidsplaner, spillet spil og gættet kryds og tværs. Nu trænger jeg til at hvile ørerne, så teltet er perfekt. Jeg kan høre flodens brusen, fugleliv, latter fra hytten og let regn på teltdugen. Godnat!

Facebookinstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *