Kategoriarkiv: TA Grej

Opslag om det grej, som jeg medbragte på vandringen af Te Araroa

TA, dag 45, til Te Kuiti (km 890)

I morges forlod jeg campingpladsen tyve minutter i otte. Desværre tyve minutter for tidligt til at få morgenkaffe på caféen. Morgenmaden havde jeg allerede spist på campingpladsen. Jeg fik suppe med nudler, et hårdkogt æg og en håndfuld mandler!

Ruten styrede direkte ud til det nærmeste farmland. Over den første af mange steler og op og ned i det smukke, bakkede landskab. Rytmen gentog sig i løbet af turen: Op på et højdedrag og ned igen.

På den første stigning var der flotte formationer af limsten.

En af sektionerne var en smal og glat skovsti. Det gik meget langsomt fremad. Der var ikke noget problem, for etapen var relativt kort. Jeg kunne tage den med ro. Stien var så trang, at det to gange lykkedes mig at klemme mig op af en forkert åbning mellem træerne. Jeg opdagede det hurtigt, men det er usædvanligt for mig, at det sker flere gange. Jeg tænkte, at det var godt, at der var en fridag lige om hjørnet. Måske er det både hovedet og kroppen, der trænger til en pause.

Pas på tyrene og opfør dig pænt! (Tyrene var ikke at se i dag)

Når vi krydser farmland er opskriften ofte, at ruten følger et hegn. Hver gang der starter en ny indhegning skal man over hegnet via en stele eller åbne og lukke en låge. Når man skal krydse ind over et stort grønt område er det ofte sværere at hitte ud af, hvor mange skal hen.

Et af dagens højdepunkter var en hængebro over Mangapu River. Den var smal og den gyngede, når jeg bevægede mig.

Et sted på turen mødte jeg et ægtepar fra New Zealand. De havde boet her i området, men var flyttet til Sydøen. Vi holdte en lille pause sammen.

Køer….mange køer

Halvanden kilometer før Te Kuiti var det slut med små stier. Jeg kom ud på hovedvejen, hvor der lå en café. Jeg fik hurtigt indhentet den forsømte morgenkaffe, og tog frokosten ved samme lejlighed.

Kyllingesalat på Bosco Cafe

Det var begyndt at regne kort før jeg nåede til caféen. Det var ikke blevet bedre, da jeg forlod den. Heldigvis var der ikke langt til Motel Te Kuiti, hvor jeg havde booket to nætter.

Hotellet er hverken kønt eller moderne. Det ligger ud til en vej, hvor trafikken er så tung at hele huset jævnligt ryster. Alligevel føles det som et kup. Privatliv, køleskab, kort vej til supermarkedet og tørvejr.

Jeg pakkede hurtigt ud. Tømte rygsækken og drog afsted til supermarkedet. Det var tid til resupply. Efter Te Kuiti er der igen fem dage uden butikker. Det blev til et kæmpe indkøb. Det bliver spændende, om jeg har købt for meget mad. Måske ser det voldsomt ud, fordi der også er mad til i dag og til i morgen. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er bagud med kalorierne, så fridagen bliver en spis-rigeligt dag.

Det lykkedes mig også at få købt flere piller mod høfeber og nogle tyggetabletter, som bliver afløseren for det druesukker, som jeg snart løber tør for.

Jeg har tømt, rystet, vasket og tørret grej. Der hænger ting overalt nu. Det er dejligt at få sorteret og ryddet op i gemmerne. Noget tyder på, at jeg har tabt et par briller i dag. Lige nu kan jeg I hvert fald ikke finde det ene par læsebriller. Det er ikke noget stort tab, men hvis ikke de dukker op, så skal jeg ud og købe nye i morgen.

På vejen til Bombay tabte jeg gummidup til den ene vandrestav. Den har med stor sikkerhed hængt fast i noget mudder, og så er jeg gået videre uden at opdage det. Jeg havde heldigvis et ekstra par i rygsækken. Det er bedst at sætte dupperne på, når underlaget er meget hårdt. I byerne har jeg altid dupperne på.

Jeg købte salat og pølser til i aften og i morgen. Nu er det bevist, at man godt kan koge pølser i en mikroovn!

Hvis du synes, at det ser lovlig sundt ud, så bare rolig. Jeg har seks slags dessert at vælge mellem!

Her er dagens track fra mit ur. Distancen er overraskende lang. Jeg glemte at afbryde trackingen da jeg ankom til motellet. De 24 kilometer omfatter også indkøbsturen.

Da jeg spiste frokost halvanden kilometer før målet, stod mit ur på 16,11 kilometer. Fra logi til logi var der derfor omkring 17, 5 kilometer. Det er overraskende langt jeg har gået efter ankomsten. Det blev da også til en del ture op og ned ad gangene i supermarkedet.

Facebookinstagram

TA, dag 32, Auckland Domain

I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.

Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.

En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.

De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.

Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.

Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.

Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂

Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.

Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.

Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.

Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.

Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.

Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!

Facebookinstagram

TA, dag 27, Auckland, zero

Jeg tjekkede ud fra United Auckland klokken ti i formiddags. Jeg havde sovet i en lille hybel med eget bad og minikøkken. Selvom værelset mindede lidt om en slidt kollegiebolig i København, så føltes det som den vildeste luksus. Sengen var stor og ren, og jeg sov dejligt. Dog ikke så mange timer, som min krop bad om.

Jeg dryssede lidt rundt i kvarteret, og gik hen og tjekkede det sted, hvor jeg skal med bussen i morgen.

Turen til Auckland ser sådan her ud i min Garmin Explore App. Gul ring: Warkworth, hvor jeg stod på bussen i fredags. Rød ring: Auckland centrum, hvor jeg er i dag. Turkis ring: Manurewa og Wiri – sydlige forstæder. Her overnattende jeg fredag og var på kursus lørdag. De lige streger afslører, at jeg er blevet transporteret. I morgen skal jeg tilbage til Warkworth med morgenbussen klokken halv syv.

Fra busstationen gik jeg videre til dagens logi. Jeg havde fundet et godt tilbud på Booking.com. Endnu en studiolejlighed, men i en anden prisklasse: Barclys Suites.

Mit værelse er på 21. etage

Jeg tjekkede ind klokken halv tolv, selvom der stod klokken femten i min bekræftelse. Værelset er skønt. Her er alt. Du kan komme med på rundvisning på min Instagram/Facebook profil. Jeg har dog lige opdaget, at der åbenbart er begrænsninger på, hvor lange videoer, man kan lægge op. I den del, som ikke er kommet med, jubler jeg over vaskemaskinen, som har indbygget tørretumbler. Det er en maskine, som kan få alle mudrede vandrere i godt humør. Og jeg skal ikke stå i kø! Jeg har vasket ALT, som kan tåle vand!

Aftensmaden står i køleskabet og internettet fungerer uden afbrydelser. Jeg slapper af med udsigt til tørrestativet i stuen. Der bliver heller ingen sightseeing i dag. Til gengæld har jeg gået styr på det meste af planlægningen af turen fra Warkworth til Auckland. Denne gang til fods.

Jeg har lavet 500 kilometer tjek af mine støvler. De er i præcis så god stand, som jeg havde forventet. Deres robusthed var en væsentlig grund til, at jeg valgte at gå i dem. Jeg har allerede mødt én vandrer, som havde hul på siden af en sko og slidskader på sålerne. Foreløbig klarer mit grej sig godt.

I formiddags spiste jeg brunch på Federal Delicatess, hvor jeg også spiste i går. Jeg fik ‘friske grønne blade’ hvilket var en sand fryd. Klatten på toppen var et pocheret æg.

I eftermiddags spiste jeg frisk avocado med friskpresset citron og et hårdkogt æg og drak appelsinjuice. Fem kokkehuer til mig! Mad lader til at være en af de få ting fra byens mange butikker, som jeg synes, at jeg har brug for.

Sky Tower ser ud til at være omdrejningspunktet for mit ophold i Auckland. I dag er jeg kommet tættere på. Jeg må se, om der bliver kræfter til et besøg i tårnet næste gang jeg kommer forbi.

Facebookinstagram

TA, dag 17, til Whananaki

Da alle var krøbet i teltene og mørket faldt på, så var der andre, der vågnede. Der var et leben af dyr, der løb, hyle, peb og sloges. Sandsynligvis possum. Da de gerne vil have kløerne i vores mad, så hev jeg rygsækken ind i teltet og smed den i fodenden. Det regnede.

Jeg faldt i søvn, og næste gang jeg vågnede, var der vådt i teltet. Rygsækken havde ligget op mod teltdugen. Det er et ret lille telt, og min opsætning er ikke i top. Jeg skal have skaffet et par pløkker mere, så jeg kan spænde det yderste teltlag bedre op. Når det regner meget, så klapper de to lag sammen, og der trænger vand ind. Oven i den sure nyhed, så fandt jeg en time senere ud af, at min ene støvler stod i en sø på underlaget under for åbningen, og at den var fuld af vand.

Der regnede stadig. Min sovepose begyndte at blive våd, så jeg pakkede sammen. Puttede alt ned i sækken, og ved et lille ophold i regnen tog jeg teltet ned. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at to af teltene allerede var forsvundet.

Ude på stien var udsigten helt vidunderlig. Skråningen og skoven dampede og lette hvide skyer steg stille op mellem træerne.

Det første stykke af dagen gik jeg på skovstien. Så en lille markvej, hvor jeg så den yndigste fugl. Her efter kom der nogle timer på en grusvej, som havde flotte omgivelser.

Den blev efterfulgt af et par kedelige timer på en asfaltvej mellem markerne. Dagen blev rundet af med en fin lille sti nede i ‘sumpen’. Det var lavvandet. Ruten førte direkte ind på Campingpladsen i Whananaki. Nemt og bekvemt.

Her ligger vi på række. De samme fem telte som i går. Der er en lille butik lige uden for pladsen. Selvom skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at der ikke kunne købes Fish and Chips i dag, så var det rent luksus. Min madpose var halvtom, så det var dejligt at få lidt ekstra og lidt ‘andet’.

Vejret var klaret op, så nu er alt tørt og rart igen. Det blev sågar til et brusebad i dag.

En fin lang fodgængerbro. Længere end hjemme på Christiansø. Vi skal den vej i morgen. Jeg er vild med forklaringen, som der skiltes med. Nyd den selv.

Der var også en lille bonusinformation.

Facebookinstagram

‘Elektronisk sikkerhed’ på Te Araroa

Vandrerens sikkerhed er et vigtigt og kompleks emne på Te Araroa. Rutens hjemmeside giver god inspiration til, hvilke aspekter, der er relevante: Walker Safety | Te Araroa

I den afdeling, som drejer sig om alarmering, redning og kommunikation er der særligt to vigtige grupper af elektroniske ‘dimser’: Personal locator beacon (PLB) og Satellite Emergency Notification Devices (SEND). Jeg har besluttet mig for at medbringe begge dele.

PLB – nødsender

En PLB er en nødsender, som via satellit, kan sende signal til redningstjenesten om, at man er i nød. I New Zealand har de heldigvis en effektiv og velorganiseret redningstjeneste (RCCNZ). Fordelen ved en PLB er, at man kan tilkalde hjælp, selvom man ikke har mobilsignal. Der er flere strækninger på TA, hvor der ikke er mobildækning.

Jeg har købt en PLB med det mundrette navn ‘Ocean Signal rescueME PLB1’. Jeg har valgt den, fordi den har lav vægt og et indbygget batteri, som kan holde i årevis. Enheden aktiveres enheden manuelt, hvis behovet opstår. Jeg har købt min PLB online i New Zealand og jeg har fået den leveret til det sted, hvor jeg skal overnatte den første nat. Den PLB, som jeg har valgt, kan også købes i Danmark. Jeg har dog vurderet, at det ikke er min bedste mulighed.

En PLB skal registreres i det land, hvor den er købt. I Danmark bruger man kun PLBer til søs. Hvis man kommer i nød på en vandretur i Danmark, så siger myndighedernes retningslinjer, at man skal ringe 112. Hvis jeg køber en PLB i Danmark, skal jeg derfor registrere den til brug for et søgående fartøj. Alternativet er et europæisk register, som det ikke er lykkedes mig at forstå, hvem der styrer.

Det er almindeligt, at vandrere på TA køber deres PLB i New Zealand, registrerer den i New Zealand og eventuelt sælger den videre til en anden vandrer, når turen er slut. Når jeg bliver forenet med min PLB, så vil jeg gå på internettet og registrere den. Det burde være en simpel opgave. Jeg forestiller mig, at jeg vil beholde min PLB. Der er nemlig ikke noget til hinder for, at bruge den andre steder end i New Zealand efterfølgende.

Satellite Emergency Notification Devices

På dansk må det være noget i retning af ‘satellit-nød-kommunikations-enheder’ eller bare ‘satellitkommunikator’. Med andre ord er det ‘en elektronisk dims, som kan kommunikere med omverdenen via satellit’. Der findes mange forskellige producenter. En af de store er Garmin. De har da også produkter, som er rettet mod os, der helst ikke vil bære på for meget.

Garmin inReach Mini 2

Jeg har købt en Garmin inReach Mini 2, som er en af de populære satellitkommunikatorer blandt vandrere. Den er lille og let. Den kræver et løbende abonnement hos Garmin. Jeg har valgt at købe en inReach, fordi den giver mig mulighed for at kommunikere med min familie, med andre vandrere og med redningstjenesten via Satellit. Det betyder, at jeg kan sende og modtage beskeder, selvom jeg ikke har signal på mobiltelefonen. Min inReach Mini 2 giver mig desuden mulighed for at registrere, hvilken rute jeg har gået. Det kan betragtes som uskyldig sjov, men kan også være betydningsfuldt i en nødsituation.

I abonnementet hos Garmin følger desuden en mulighed for, at jeg i en nødsituation kan sende en SOS-meddelelse til Garmins koordinationscenter. I modsætning til PLBen giver inReach Mini 2 mulighed for tovejs kommunikation. Det er derfor muligt at skrive og modtage beskeder fra koordinationscenteret for at klarlægge, om der er behov for, at Garmin giver besked til redningstjenesten om, at jeg behøver hjælp og hvilken type hjælp.

Konceptet med at registrere sine fodspor og dele dem med andre hedder ‘Garmin MapShare’. Jeg havde min inReach med i Almindingen i går og en tur på Kyststien i dag. Den var indstillet på ‘automatisk tracking’, og jeg sendte desuden selv flere ‘tjek-ind-beskeder’ til det kort, hvor min rute registreres. En ‘tjek-ind-besked’ er en foruddefineret besked, som man kan sende fra den lille røde inReach til MapShare eller til ens egne kontakter. Beskeden kan f.eks. være ‘I’m checking in. Everything is okay.’


Resultatet af de to dages anstrengelser kan du se her:

Turen startede i venstre side af billedet. Den første prik, som ligger højt, er plottet ind mens jeg sad i bilen på vej til Bisonstien i Almindingen. Jeg tændte min inReach mens jeg sad i bilen.
Jeg havde indstillet trackingen til ‘hvert 30. minut’. Der kom da også små blå prikker for hver halve time, da jeg begyndte at gå. Prikkerne forbindes af en blå linje, som er fugleflugt. De firkantede kasser er mine manuelle beskeder. Man kan se beskedtekst en mv., når man trykker på den blå boks. Efter den første time ændrede jeg intervallet til, at der skulle trackes hvert 10. minut. Forskellen er tydelig. Efter fugletårnet i Ølene er der kortere mellem prikkerne. Der er en lang lige blå streg mellem Paradisbakkerne og Aarsdale ude ved kysten. Det skyldes, at jeg blev kørt i bil på den strækning.

Der dukkede ny information op, da jeg opdaterede alle dimser og zoomede ind. Ud over brødkrummen (den automatiske tracking), viser kortet også den rute, som mit Garmin ur har registreret. Urets rute er lilla.

De to streger viser tydeligt, at man i virkelighedens verden går betydeligt længere end den distance, som måles, når man kun registrerer sin position hvert 10. eller 30. minut. Jeg har desværre ikke styr på, hvor ofte mit ur, som er et Garmin Instinct 2, registrerer min position. Det må jeg lige undersøge…..

Her går jeg tættere på et lille udsnit: Blå rute er tracket af min Garmin inReach Mini 2. Lilla rute er tracket af mit ur (Garmin Instinct 2).

Så gik der tid med det!

Nu er det afsløret: Jeg elsker det her nørderi, som desværre er en rærlig tidsrøver. Bare se på længden af det her indlæg, som blot skulle være en kort lille historie om to streger på et kort. Tak til jer….eller måske blot ‘dig’, som læste det hele 🙂

Facebookinstagram