Tag-arkiv: Helena Ridge Track

TA, dag 17, til Whananaki

Da alle var krøbet i teltene og mørket faldt på, så var der andre, der vågnede. Der var et leben af dyr, der løb, hyle, peb og sloges. Sandsynligvis possum. Da de gerne vil have kløerne i vores mad, så hev jeg rygsækken ind i teltet og smed den i fodenden. Det regnede.

Jeg faldt i søvn, og næste gang jeg vågnede, var der vådt i teltet. Rygsækken havde ligget op mod teltdugen. Det er et ret lille telt, og min opsætning er ikke i top. Jeg skal have skaffet et par pløkker mere, så jeg kan spænde det yderste teltlag bedre op. Når det regner meget, så klapper de to lag sammen, og der trænger vand ind. Oven i den sure nyhed, så fandt jeg en time senere ud af, at min ene støvler stod i en sø på underlaget under for åbningen, og at den var fuld af vand.

Der regnede stadig. Min sovepose begyndte at blive våd, så jeg pakkede sammen. Puttede alt ned i sækken, og ved et lille ophold i regnen tog jeg teltet ned. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at to af teltene allerede var forsvundet.

Ude på stien var udsigten helt vidunderlig. Skråningen og skoven dampede og lette hvide skyer steg stille op mellem træerne.

Det første stykke af dagen gik jeg på skovstien. Så en lille markvej, hvor jeg så den yndigste fugl. Her efter kom der nogle timer på en grusvej, som havde flotte omgivelser.

Den blev efterfulgt af et par kedelige timer på en asfaltvej mellem markerne. Dagen blev rundet af med en fin lille sti nede i ‘sumpen’. Det var lavvandet. Ruten førte direkte ind på Campingpladsen i Whananaki. Nemt og bekvemt.

Her ligger vi på række. De samme fem telte som i går. Der er en lille butik lige uden for pladsen. Selvom skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at der ikke kunne købes Fish and Chips i dag, så var det rent luksus. Min madpose var halvtom, så det var dejligt at få lidt ekstra og lidt ‘andet’.

Vejret var klaret op, så nu er alt tørt og rart igen. Det blev sågar til et brusebad i dag.

En fin lang fodgængerbro. Længere end hjemme på Christiansø. Vi skal den vej i morgen. Jeg er vild med forklaringen, som der skiltes med. Nyd den selv.

Der var også en lille bonusinformation.

Facebookinstagram

TA, dag 16, Helena Ridge Trail

Jeg tog den med ro på Farmen i morges (onsdag den 26. oktober 2024). Teltet var drivvådt, og der var kaffe i køkkenet. Klokken 9 tog jeg hul på cirka 4 timers vandring på landevej. Der skulle holdes øje med trafikken, men omgivelserne var smukke.

Jeg mødte et par andre TA’ere, som også havde overnattet på Farmen. Der var en vandrer, der ‘forsvandt’. Han fik et lift hen over stykket med landevej. På den måde kom han foran os andre og nåede længere end os i dag.

Klokken et var jeg nået til Helena Bay. Her startede dagens højdepunkt, som var Helena Ridge Track. Det er en 9 kilometer lang rute op over et højdedrag. Ruten ligger på privatejet jord, men flinke ejere har givet TA adgang og endda tilladt etablering af en lille teltplads. Der er mange højdemeter og det anslåede tidsforbrug er 4 timer.

Ruten gik gennem kauriskov, så der var etableret rensestation ved ind- og udgang af skoven, så fodtøjet ikke spredte sygdom.

På et af billederne fra startstedet har jeg forsøgt at synliggøre, hvor ruten gik. De to gule pile er mine. Hvis du zoomer ind er der en lille snørklet sti ved hver pil. Jeg synes, at billedet meget tydeligt viser rutens afsides beliggenhed og at der var meget skov i området.

Det var imponerende så mange forskellige typer sti, der var på den forholdsvis korte tur. Skoven var fantastisk smuk og udsigterne imponerende. Det var ret overraskende, hvor langt der var ned til bugten fra toppen af stien. Det var ikke underligt at pulsen steg mærkbart på turen op.

Skoven var fuld af skønne fuglelyde, og jeg fik også et glimt af nogle fine små agerhønse-lignende fugle.

Ved km 307 dukkede teltpladsen op. Det er en lille lysning med grønt græs. Et bordbænkesæt og en vandtank. Resten må vi selv sørge for. Vi er fem telte på pladsen i dag. En af landejerne har stillet en kasse med æg, som vi kan købe. Det var selvfølgelig dagens kulinariske hit.

Facebookinstagram