Vandrerens sikkerhed er et vigtigt og kompleks emne på Te Araroa. Rutens hjemmeside giver god inspiration til, hvilke aspekter, der er relevante: Walker Safety | Te Araroa
I den afdeling, som drejer sig om alarmering, redning og kommunikation er der særligt to vigtige grupper af elektroniske ‘dimser’: Personal locator beacon (PLB) og Satellite Emergency Notification Devices (SEND). Jeg har besluttet mig for at medbringe begge dele.
PLB – nødsender
En PLB er en nødsender, som via satellit, kan sende signal til redningstjenesten om, at man er i nød. I New Zealand har de heldigvis en effektiv og velorganiseret redningstjeneste (RCCNZ). Fordelen ved en PLB er, at man kan tilkalde hjælp, selvom man ikke har mobilsignal. Der er flere strækninger på TA, hvor der ikke er mobildækning.
Jeg har købt en PLB med det mundrette navn ‘Ocean Signal rescueME PLB1’. Jeg har valgt den, fordi den har lav vægt og et indbygget batteri, som kan holde i årevis. Enheden aktiveres enheden manuelt, hvis behovet opstår. Jeg har købt min PLB online i New Zealand og jeg har fået den leveret til det sted, hvor jeg skal overnatte den første nat. Den PLB, som jeg har valgt, kan også købes i Danmark. Jeg har dog vurderet, at det ikke er min bedste mulighed.
En PLB skal registreres i det land, hvor den er købt. I Danmark bruger man kun PLBer til søs. Hvis man kommer i nød på en vandretur i Danmark, så siger myndighedernes retningslinjer, at man skal ringe 112. Hvis jeg køber en PLB i Danmark, skal jeg derfor registrere den til brug for et søgående fartøj. Alternativet er et europæisk register, som det ikke er lykkedes mig at forstå, hvem der styrer.
Det er almindeligt, at vandrere på TA køber deres PLB i New Zealand, registrerer den i New Zealand og eventuelt sælger den videre til en anden vandrer, når turen er slut. Når jeg bliver forenet med min PLB, så vil jeg gå på internettet og registrere den. Det burde være en simpel opgave. Jeg forestiller mig, at jeg vil beholde min PLB. Der er nemlig ikke noget til hinder for, at bruge den andre steder end i New Zealand efterfølgende.
Satellite Emergency Notification Devices
På dansk må det være noget i retning af ‘satellit-nød-kommunikations-enheder’ eller bare ‘satellitkommunikator’. Med andre ord er det ‘en elektronisk dims, som kan kommunikere med omverdenen via satellit’. Der findes mange forskellige producenter. En af de store er Garmin. De har da også produkter, som er rettet mod os, der helst ikke vil bære på for meget.
Garmin inReach Mini 2
Jeg har købt en Garmin inReach Mini 2, som er en af de populære satellitkommunikatorer blandt vandrere. Den er lille og let. Den kræver et løbende abonnement hos Garmin. Jeg har valgt at købe en inReach, fordi den giver mig mulighed for at kommunikere med min familie, med andre vandrere og med redningstjenesten via Satellit. Det betyder, at jeg kan sende og modtage beskeder, selvom jeg ikke har signal på mobiltelefonen. Min inReach Mini 2 giver mig desuden mulighed for at registrere, hvilken rute jeg har gået. Det kan betragtes som uskyldig sjov, men kan også være betydningsfuldt i en nødsituation.
I abonnementet hos Garmin følger desuden en mulighed for, at jeg i en nødsituation kan sende en SOS-meddelelse til Garmins koordinationscenter. I modsætning til PLBen giver inReach Mini 2 mulighed for tovejs kommunikation. Det er derfor muligt at skrive og modtage beskeder fra koordinationscenteret for at klarlægge, om der er behov for, at Garmin giver besked til redningstjenesten om, at jeg behøver hjælp og hvilken type hjælp.
Konceptet med at registrere sine fodspor og dele dem med andre hedder ‘Garmin MapShare’. Jeg havde min inReach med i Almindingen i går og en tur på Kyststien i dag. Den var indstillet på ‘automatisk tracking’, og jeg sendte desuden selv flere ‘tjek-ind-beskeder’ til det kort, hvor min rute registreres. En ‘tjek-ind-besked’ er en foruddefineret besked, som man kan sende fra den lille røde inReach til MapShare eller til ens egne kontakter. Beskeden kan f.eks. være ‘I’m checking in. Everything is okay.’
Resultatet af de to dages anstrengelser kan du se her:
Turen startede i venstre side af billedet. Den første prik, som ligger højt, er plottet ind mens jeg sad i bilen på vej til Bisonstien i Almindingen. Jeg tændte min inReach mens jeg sad i bilen.
Jeg havde indstillet trackingen til ‘hvert 30. minut’. Der kom da også små blå prikker for hver halve time, da jeg begyndte at gå. Prikkerne forbindes af en blå linje, som er fugleflugt. De firkantede kasser er mine manuelle beskeder. Man kan se beskedtekst en mv., når man trykker på den blå boks. Efter den første time ændrede jeg intervallet til, at der skulle trackes hvert 10. minut. Forskellen er tydelig. Efter fugletårnet i Ølene er der kortere mellem prikkerne. Der er en lang lige blå streg mellem Paradisbakkerne og Aarsdale ude ved kysten. Det skyldes, at jeg blev kørt i bil på den strækning.
Der dukkede ny information op, da jeg opdaterede alle dimser og zoomede ind. Ud over brødkrummen (den automatiske tracking), viser kortet også den rute, som mit Garmin ur har registreret. Urets rute er lilla.
De to streger viser tydeligt, at man i virkelighedens verden går betydeligt længere end den distance, som måles, når man kun registrerer sin position hvert 10. eller 30. minut. Jeg har desværre ikke styr på, hvor ofte mit ur, som er et Garmin Instinct 2, registrerer min position. Det må jeg lige undersøge…..
Her går jeg tættere på et lille udsnit: Blå rute er tracket af min Garmin inReach Mini 2. Lilla rute er tracket af mit ur (Garmin Instinct 2).
Så gik der tid med det!
Nu er det afsløret: Jeg elsker det her nørderi, som desværre er en rærlig tidsrøver. Bare se på længden af det her indlæg, som blot skulle være en kort lille historie om to streger på et kort. Tak til jer….eller måske blot ‘dig’, som læste det hele 🙂
