Tag-arkiv: Auckland City Coast to Coast Walk

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

Efter en dejlig rolig nattesøvn var det tid til at forlade Auckland. Jeg satte kursen mod det sted lige efter Auckland Domain, hvor jeg forlod ruten i fredags. Det skulle spare mig for et par kilometer, men jeg fik vist forkludret det så meget, at gevinsten forsvandt. Jeg skulle krydse nogle meget store veje, og det var lidt forvirrende.

Jeg skulle færdiggøre det stykke, som hed Coast to Coast Walkway. Det begyndte der, hvor jeg kom ind med færgen i torsdags, og det sluttede ved en bro i eftermiddags.

Dagens første milepæl var Mount Eden. Et af områdets mange vulkankratere. Vulkanen er 146 meter høj, så det gik op ad bakke. På vejen op havde venlige sjæle placeret en kombineret café og udstilling. Det passede perfekt. Kaffe, kage og noget tekst og en film, som uddybede, hvad det var, jeg ville få at se.

Så var jeg klar til det sidste af bakken. Udsigten på toppen var imponerende og krateret havde flotte former og fint grønt græs. Selve krateret er helligt, så der må man ikke gå ned. Turen gik derfor rundt på kraterkanten på en fornem gangbro. Stedet bliver besøgt af en million gæster årligt.

Da jeg var kommet ned i gadeplan igen gik ruten i retning af One Tree Hill. Jeg skulle krydse ind over et af Universitets områder. Der var rærligt mange små stier og trapper. Jeg kæmpede med at finde rundt om et stort bygningskompleks, og var rimelig frustreret, da jeg pludselig så en vejviser. Uden den havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle ned dér.

Jeg skulle også krydset et sted, som hed Melville Park. På kortet så det ud til, at jeg bare skulle krydse ind over et grønt område. I virkeligheden var der afmærket en rute rundt i kanten af plænen, og det var glimrende, for inde på plænen var der gang i en cricketkamp.

Melville Park

Kort efter nåede jeg til Cornwall Park. Den var stor, og den var godt besøgt. Det var søndag og solskin. I parkens ene ende lå One Tree Hill, som også er resterne af et vulkanudbrud. Ruten gik heldigvis ikke helt op til toppen!

One Tree Hill

Fra Cornwall Park gik ruten mod syd og forbi Onehunga Bay Reserve. Her var der søndagsaktiviteter for søspejderne.

Et par kilometer længere henne krydsede jeg først en bro over motorvejen og så en flot stor fodgængerbro til Mangare. Det blæser i dag, så hatten måtte søge ly i rygsækken.

Fodgængerbroen

På den anden side af vandet var der seks kilometer til teltpladsen. Det var en dejlig sti langs vandet, som sluttede i Ambury Park, som er grøn og stille. Her ligger dagens teltplads. Vandet er lige uden for, og fuglene pipper om kap.

Jeg har fået liv I trackingen på mit ur igen. Det her er jo en fornøjelse at se på.

Facebookinstagram

TA, dag 32, Auckland Domain

I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.

Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.

En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.

De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.

Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.

Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.

Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂

Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.

Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.

Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.

Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.

Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.

Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!

Facebookinstagram