Ambury Park | Vandrer | Ana Refsgaard

I dag har jeg gået fra km 618 til km 651. Jeg er dog lidt uden for ruten, men km 651 er det nærmeste mærke. Det er derfor nærliggende at tro, at jeg har gået 33 kilometer. Men den regnestok fungerer sjældent. Mit ur målte turen til 37,5 kilometer.

Turen udgik fra den naturskønne Ambury Park. Roen varede ved i et par timer. Efter otte kilometer holdte jeg en dejlig pause og spiste morgenmad.

En barrikade fra et ‘slag’ om de grønne områders fremtid. Jeg tror, at ‘de grønne’ vandt.

Da jeg nærmede mig lufthavnen var freden forbi. Der kom særligt ét stykke vej, som var virkelig træls. Vejen var smal og uden ekstra plads i siden. Der var meget trafik og rigtig mange lastbiler. I området foran lufthavnen lå der en del butikker. Jeg snuppede en cafépause.

Her en bid møgvej uden biler og sving. Der var ellers rigeligt af begge dele.

Resten af dagen var overvejende fortove langs store veje. Det blev dog også til en tur langs Puhini Stream og et gensyn med botanisk have. Dér var stadig dejligt.

Omkring klokken fire svingede jeg væk fra en stor vej og ud i et villakvarter. Her har venlige mennesker ladet mig campere i haven. Jeg har været i brusebad og tøjet har været i vaskemaskinen.

Bemærk det grønne bed til venstre for teltet.

Jeg supplerede aftensmaden med broccoli fra værtens have 🙂

Der kom også en anden nyhed på menuen: tørret kød. Det var heftigt krydret, men smagte fantastisk godt.

Efter en dejlig rolig nattesøvn var det tid til at forlade Auckland. Jeg satte kursen mod det sted lige efter Auckland Domain, hvor jeg forlod ruten i fredags. Det skulle spare mig for et par kilometer, men jeg fik vist forkludret det så meget, at gevinsten forsvandt. Jeg skulle krydse nogle meget store veje, og det var lidt forvirrende.

Jeg skulle færdiggøre det stykke, som hed Coast to Coast Walkway. Det begyndte der, hvor jeg kom ind med færgen i torsdags, og det sluttede ved en bro i eftermiddags.

Dagens første milepæl var Mount Eden. Et af områdets mange vulkankratere. Vulkanen er 146 meter høj, så det gik op ad bakke. På vejen op havde venlige sjæle placeret en kombineret café og udstilling. Det passede perfekt. Kaffe, kage og noget tekst og en film, som uddybede, hvad det var, jeg ville få at se.

Så var jeg klar til det sidste af bakken. Udsigten på toppen var imponerende og krateret havde flotte former og fint grønt græs. Selve krateret er helligt, så der må man ikke gå ned. Turen gik derfor rundt på kraterkanten på en fornem gangbro. Stedet bliver besøgt af en million gæster årligt.

Da jeg var kommet ned i gadeplan igen gik ruten i retning af One Tree Hill. Jeg skulle krydse ind over et af Universitets områder. Der var rærligt mange små stier og trapper. Jeg kæmpede med at finde rundt om et stort bygningskompleks, og var rimelig frustreret, da jeg pludselig så en vejviser. Uden den havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle ned dér.

Jeg skulle også krydset et sted, som hed Melville Park. På kortet så det ud til, at jeg bare skulle krydse ind over et grønt område. I virkeligheden var der afmærket en rute rundt i kanten af plænen, og det var glimrende, for inde på plænen var der gang i en cricketkamp.

Kort efter nåede jeg til Cornwall Park. Den var stor, og den var godt besøgt. Det var søndag og solskin. I parkens ene ende lå One Tree Hill, som også er resterne af et vulkanudbrud. Ruten gik heldigvis ikke helt op til toppen!

Fra Cornwall Park gik ruten mod syd og forbi Onehunga Bay Reserve. Her var der søndagsaktiviteter for søspejderne.

Et par kilometer længere henne krydsede jeg først en bro over motorvejen og så en flot stor fodgængerbro til Mangare. Det blæser i dag, så hatten måtte søge ly i rygsækken.

På den anden side af vandet var der seks kilometer til teltpladsen. Det var en dejlig sti langs vandet, som sluttede i Ambury Park, som er grøn og stille. Her ligger dagens teltplads. Vandet er lige uden for, og fuglene pipper om kap.