Torsdag den 9. januar 2025

I dag var stort set alle i Blue Lake Hut tidligt oppe. Kun dem, som ikke skulle mod Waiau Pass blev liggende. Jeg forlod hytten klokken halv syv. Jeg havde en lang dag foran mig.

Første afdeling var fire kilometer til enden af Lake Constance, som lå lidt længere oppe end Blue Lake. Det var det sted, hvor nogle vælger at campere.

Turen der til gik op gennem skoven af en stenet sti og hen over skråningen højt oppe over søen. Udsigten til søen var et postkort værdigt. Lake Constance var smuk og med bjergene i baggrunden var det helt perfekt. Vejret var fint. Ingen regn og få skyer. Solen kunne ikke nå mig nede i dalen, men der var sol oppe på bjergkammen.

Efter søen gik jeg gennem et fladt område med store skarpe græsser (speargrass/spaniard). En kilometer længere fremme gik ruten skarpt opad mod Waiau Pass i 1870 meter. Lidt over en kilometer opad af skærver, sten, smalle jordstier og græstotter. Det var så stejlt, at det tog mig næsten halvanden time at komme op. Når jeg kiggede bagud blev udsigten til Lake Constance bedre og bedre.

Lige før passet kom jeg op i et område med sol. I selve passet var udsigten formidabel til begge sider, men det blæste heftigt. Jeg stoppede og tjekkede et par ting på mobilen. Det er det eneste sted på ruten, hvor der er signal. Kulden sendte mig dog hurtigt videre.

Jeg havde ikke været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme op i passet. Mine betænkeligheder havde hele tiden kredsen om, hvorvidt jeg kunne komme ned på den anden side. Nedstigning var lang og stejl. Den stod på min mentale liste over ‘mega-udfordringer’.

Det var bestemt heller ikke nemt, men som de forrige gange så gik det ganske fint. De største forhindringer er inde i mit hoved!

Efter det lange stejle stykke var jeg nede ved Waiau River, som jeg fulgte resten af dagen.

Stien var meget varieret. Der var stykker med løse sten, store sten, skivstier, højt græs, mudder og mange små og store vandkrydsninger. De første kunne klares på sten, men de sidste mange gange måtte jeg vade gennem vandet. Heldigvis var vandstanden og strømmen overkommelig.

Jeg mødte en del vandrere på dagens sidste del. Nogle kom imod mig og andre gik samme retning som mig.

Eftermiddagen var solrig og floddalen var smuk og rolig og indbød til pauser.

Jeg var lettet over, at jeg var kommet ned fra passet uden kriser. Det havde faktisk været en god dag, og nu havde jeg lagt 2-3 af de sværeste vandredage på Te Araroa bag mig.

Klokken fire kunne jeg se den lille Waiau Hut, som en generøs sjæl har doneret cirka en halv million danske kroner til opførelsen af. Tak for det! Hvis du har en halv million tilovers må du gerne investere dem i en hytte mere!

En god del af TA’erne havde valgt at passere hytten og campere, fordi de vidste at der ville ankomme fire vandrere, som ikke havde noget telt. Jeg var derfor heldig at få en seng i hytten, selvom jeg langt fra var den første, som nåede frem. De fire teltløse måtte dele to køjesenge. Det endte med to personer i én køje og en enkelt på gulvet på egen madras. Den sidste var sløj og fik en køje for sig selv. Alt tydede på, at de fire vandrere bare troede, at de var heldige, og at de ikke forstod, at de forpurrede kø-systemet. Det blev et forvirret hytteophold med en blandet stemning og rygsække over alt.