Otaki River | Vandrer | Ana Refsgaard

Fredag den 14. marts 2025, Tararuas dag 6

I morges spiste vi morgenmad samtidig med arbejdsholdet. Vi fik en kort snak med et yngre par fra Auckland, som ankom til hytten sent i går. De går også Te Araroa. Det blev en langsom morgen, men klokken halv ni var vi klar til afgang.

Kort efter hytten valgte vi ruten ned mod floden. Vi krydsede Otaki River og gik på stenene i den ene side af floden indtil vi så den vejviser, som fortalte os, at det var tid til at krydse floden igen og følge den mindre Arapito Creek et stykke. Der var et fantastisk flot morgenlys nede ved floden.

Stien gik opad og den var kringlet. Vi fortsatte op til et plateau, som var dagens højeste punkt. Det var dog ‘ingenting’ i sammenligning med de forrige dage.

Kort efter plateauet kom vi til et sted, hvor der for et par år siden var et større jordskred. Der lå store træer hulter til bulter og stien var blevet omdirigeret i en bue længere op af skråningen.

Det var koldt og lidt diset i morges, men det varede ikke længe før det klarede op. Vi nød den smukke skov og det gode vejr.

Midt på dagen førte ruten os ned på en bredere sti. Her dukkede der rester af en jernbane op.

Klokken to krydsede vi Otaki River på en flot svingbro. Så gik jagten på hytten ind. Stien blev pludselig meget smal og meget tilgroet, men hytten lå, hvor vi forventede det.

Hytten har en dejlig terrasse, som vi straks indtog. Efter en dejlig pause pakkede vi strandtaskerne og gik ned til floden. Vi havde set et skilt, hvor der stod ‘swimminghole’. Det havde parret fra Auckland også, for de var der allerede. Corinna og jeg hoppede i floden. Det var køligt, men forfriskende.

Torsdag den 13. marts 2025, Tararuas dag 5

I aftes blæste det kraftigt omkring Nicols Hut. Vi lå trygt og godt i den varme hytte, men det lovede ikke godt for vandringen i dag.
Vi skulle op over Mount Crawford og via en sti på bjergkammen til to mindre toppe før ruten ville føre os ned i skoven. Det er en etape, som ofte giver TA’erne en vent-på-godt-vejr-dag i Nicols Hut.

Da vi vågnede havde vinden lagt sig lidt, men det var helt gråt og vådt uden for. Det var svært at vurdere, hvordan situationen ville være, når vi kom længere op. Nicols Hut ligger lidt i læ.
Vi besluttede os for at forsøge. Graham og den amerikanske vandrer mente, at det nok var muligt at gå vores rute, selvom det ikke blev en behagelig tur.

Klokken halv otte drog vi afsted. Amerikaneren gik mod nord og vi gik mod syd. Det var så tåget, at det føltes som om, at det regnede. Vi kunne kun se den næste bakke og stien lige foran os. Jeg havde iført mig de vandtætte handsker, som jeg købte i december måned. Uden dem ville det ikke have gået. Vinden var til tider ganske kraftig. Nogle steder var der meget koldt og ubehageligt. Andre steder var der læ og mere rimeligt. Til vores store lettelse var turen gennemførlig.

Der var koldt på Mount Crawford og der kom en regnbyge. Længere fremme kom der en lille åbning i skyerne, som frembragte en smuk regnbue over træerne i dalen.

Da vi var kommet så langt, at vi troede på, at vi ville nå igennem, så steg humøret. Samtidig kom der ti minutter med flot udsigt til havet og så gik turen nedad mod skoven.

Turen gennem skoven var én lang stejl tur ned ad bakke. Vi nød den smukke skov og glædede os over, at vi var kommet afsted.

Efter nedstigning, som tog et par timer, passerede vi Otaki River på en svingbro og gik yderligere ti minutter til Waitewaewae Hut. Her myldrede det med flittige folk, som gjorde rent, sleb og gjorde klar til at male hytten ude og inde.

Her var vejret fint. Solen skinnede. Vi kunne heldigvis godt overnatte, så vi satte rygsækkene og forsøgte at undgå at gå i vejen. Energien rakte ikke til at gribe en slibeklods. Vi gik ned til floden og vaskede os, lavede mad og kiggede på ruten for i morgen.