Torsdag den 23. januar 2024

Jeg tror, at alle var krøbet i køjen, da de næste gæster ankom til hytten i går aftes. En enlig TA’er kom fra samme sti som os andre. Han fik ikke meget opmærksomhed for samtidig kunne vi høre lyden af en helikopter. Vi havde hørt den et par gange inden for en times tid, men denne gang var den meget tæt på.

Hytten lå ud til Hamilton Creek. Mellem floden og os var der sten og en stribe med højt græs. Helikopteren landede i græsset. I løbet af et øjeblik var alle ude af sengene igen. Vi kunne følge med fra vinduerne, da en person og en rygsæk landede i græsset. Et besætningsmedlem fulgte hende på vej og pegede på stien op til hytten.

En yngre TA’er, som de andre kendte, kom op til hytten. Hun havde været i Christchurch for at hente en pakke med nye sko. Om morgenen havde hun fået et lift tilbage mod Arthurs Pass. Chaufføren havde sat hende af på en parkeringsplads og forklaret hende, hvilken genvej hun kunne følge til Hamilton Hut. Det havde bragt hende op på en højderyg med flot udsigt.
Problemerne begyndte at melde sig da hun nåede hen til det sted, hvor han havde sagt, at hun kunne gå ned i dalen. Der var stejlt og usikkert. Hun besluttede i stedet at følge et vandløb nedad. Det gik godt et langt stykke, men til sidst blev hun fanget et sted, hvor hun hverken kunne komme frem eller tilbage. Siderne var løse sten eller grus og alt bevægede sig. Hun var desuden bange for at falde i vandet.
Hun sad længe og kiggede på sin PLB og overvejede om skulle aktivere alarmen. Det gjorde hun og efter en times tid kom helikopteren. De sænkede en mand ned i en line og hun blev trukket op i helikopteren. De tilbød hende at sætte hende af ved hytten. Alternativet var, at de tog hende med til Christchurch.
Hun valgte hytten og nu stod hun der og så rystet ud. Hun fortalte, hvad der var sket, blev forkælet og opmuntret og til sidst alle gik til køjs.

I dag fulgtes jeg med en anden vandrer. Vi lagde flot ud med at gå i den forkerte retning. Det opdagede jeg heldigvis hurtigt.

Det meste af turen fulgte vi et hjulspor, som jævnligt krydsede Harper River. Det gav våde støvler, men det var den hurtigste vej.

Vi indhentede en tredje TA’er og holdte en fælles frokostpause i skyggen under nogle buske.

Efter 4 timer nåede vi Glenthorne Station, som er et stort landbrug. Her skulle vi følge en afmærket sti og fortsætte af en ujævn stenet vej langs floden.

Dagen sluttede på en gratis teltplads efter 22 kilometer. Pladsen hedder Harper RiverCamping Area. Den ligger cirka halvanden kilometer fra den nordlige ende af Lake Coleridge. Der er et fint shelter, en vandhane, borde og bænke og et toilet. Pladsen er formentlig etableret for at give TA’erne en overnatningsmulighed. Der er ikke andre overnatningssteder i området. Vi er 6-7 telte på pladsen i dag. Et af teltene tilhører en lystfisker med bil og bådtrailer.

Vandredagen startede med sol. I eftermiddags kom der tunge skyer, men kun få dråber regn. Det blæser mere i dag end det har gjort de foregående dage. Fordelen er, ar det holder sandfluerne på afstand.