Onsdag den 22. januar 2025

Jeg havde min foreløbigt bedste overnatning på Te Araroa i går. Jeg var vild med det store lækre off-grid hus. Mange af de selvforsynende huse er små og simple. Ecolodgen var et ‘rigtigt’ hus. Ejeren bor der hele året. Om det var den gode seng eller almindeligt velvære, ved jeg ikke, men jeg sov fantastisk godt i nat.

I morges var det helt gråt uden for det store stuevindue. Den tætte tåge hang lavt. Jeg spiste morgenmad, drak kaffe og skrev en kæmpe tak i gæstebogen. Lidt over syv var jeg klar til afgang.

Jeg gik ned til sh73 igen og fortsatte en kilometer før jeg drejede ind mod bjergene igen. Denne gang til Cass – Lagoon Track, som førte gennem Craigieburn Forest Park. Jeg stoppede og tog vindjakken af og fik øje på mine ben! Jeg bliver vist ikke headhuntet til at sælge nylonstrømper i den nærmeste fremtid.

Efter kort tid passerede jeg Beiley Hut. Jeg kunne høre stemmer, så der var gæster i hytten.

Jeg fortsatte op gennem skoven mod Lagoon Saddle. Jorden var fugtig og trærødderne var glatte. Et uopmærksomt øjeblik og så gled jeg på en rod. Jeg landede på siden og rygsækken gav et ekstra bump. Heldigvis ramte jeg ved siden en sten, som var i siden af stien.

Ruten gik cirka 600 højdemeter op på siden af Mount Bruce i løbet af cirka 5 kilometer. Udsigten blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned over dalen, hvor disen lå tungt. Det så fantastisk ud.

Jeg nød turen og holdte et par pauser. Da jeg nåede toppen var disen begyndt at give sig og jeg kunne se marker og floder.

Efter dagens højeste punkt passerede jeg den lille A-hytte Lagoon Saddle Hut. Der var én seng. Det så hyggeligt ud.

Efter hytten fulgte ruten Harper River. Jeg zig-zaggede mellem floden og skoven lige ved siden af. Det gik op og ned og hen over væltede træer. Efter seks kilometer dukkede den næste hytte op. Det var en gammel hytte med jord på gulvet. Værdien var nok mest historisk, men hvis man havde hårdt brug for ly, så ville den dække behovet.

Dagens næste oplevelse kom, da jeg nåede til et vandløb, som jeg antog, at jeg ikke skulle passere. Retningen var forkert og der var ingen afmærkning. Jeg gik tilbage og endte med at løbe i cirkler i en halv times tid før jeg besluttede, at jeg nok alligevel skulle prøve at passere vandløbet. Jeg krydsede vandløbet og kort efter kom der en afmærkning og stien drejede skarpt til højre. Nu gik jeg i ‘den rigtige retning’. Jeg er med garanti den eneste, som har formået at fare vild der. Det var faktisk ret lige til.
En kilometer længere fremme fløj en stor fugl hen over stien. Det var en kea! Der var to og jeg iagttog dem længe. De var store og flotte.

De sidste to timer vekslede mellem floden og skoven. Der kom to svingbroer og så var jeg fremme ved Hamilton Hut. Hytten er stor og praktisk indrettet. Først var jeg alene. Så ankom der fire TA’ere og nu også en anden gruppe på fire vandrere.